Den lokale samarbejdspolitik på Odder-egnen 1940-45

Artikler

Under besættelsen oplevede Odder-egnen en støt stigende tilstedeværelse af tyske tropper. Det betød, at lokale øvrigheder som politi og sogneråd skulle samarbejde med besættelsesmagten om mange anliggender. Denne lokale udgave af den tysk-danske samarbejdspolitik bød på mange udfordringer, der som oftest blev løst ved forhandlingsvilje fra alle parter

Besættelsesmagten, politiet og sognerådet

Mens den lokale befolkning på Odder-egnen for hovedpartens vedkommende valgte at ignorere de tyske soldater og vende den kolde skulder til, var dette ikke en mulighed for den lokale øvrighed, som var tvunget til at forhandle og samarbejde med tyskerne. I kraft af, at de fleste tropper var indkvarteret i Odder, samt at den stedlige kommandant havde sit hovedkvarter på Hotel Phønix midt i byen, var Odder Sogneråd i realiteten det eneste af herredets sogneråd, som kom til at føre forhandlinger med tyskerne. Derudover var det Odders politimester og den af Justitsministeriet udpegede forbindelsesofficer mellem politi og sogneråd, som stod for forhandlingerne med de skiftende tyske kommandanter.

Politiet indledte besættelsen som repræsentanter for samarbejdsregeringen, men efter politiets internering i september 1944 valgte mange at gå ind i modstandskampen. Dette medførte i Odders tilfælde, at den politifuldmægtig, Lemvigh-Müller, som i starten af besættelsen havde været udsendt af Justitsministeriet, igen forhandlede med tyskerne i befrielsesdagene, men denne gang på vegne af modstandsbevægelsen og Frihedsrådet.

Det var anderledes med sognerådet, hvis fokus under hele besættelsen ikke ændrede sig fra, at hverdagen skulle fungere så problemfrit som muligt under de skiftende omstændigheder. Beslutningerne, som blev taget i sognerådssalen, var således præget af realisme og fortsættelse af arbejdet for byens befolkning ud fra de rammer, som opstilledes af regeringen og senere departementsstyret på den ene side, og de skiftende tyske kommandanter på den anden.

Samarbejdet fungerede fra starten om ikke problemfrit, så dog uden de store problemer, og der blev ikke skelet meget til den nationale eller den internationale situation i denne lokale udgave af samarbejdspolitikken. De to parter havde fælles interesse i at ordne problemerne uden at inddrage overordnede. Dels betød det ekstra papirarbejde, når sagerne skulle videresendes til højere sted, og dels ville det ikke se godt ud over for overordnede, hvis mange sager fra egnen landede på deres skrivebord. Disse mekanismer kan spores over hele landet, og det fælles ønske om, at ro og orden skulle opretholdes og dagliglivet fortsætte uforandret, medførte den lokale samarbejdsordning, hvor øvrigheden fra begge sider søgte at holde ro blandt deres egne.

Fra tysk side var der mange eksempler på, at de skiftende tyske kommandanter i Odder var optaget af, at deres tropper skulle opføre sig ordentligt mod lokalbefolkningen, og der blev slået hårdt ned mod soldater, som skabte problemer.

At samarbejdet fungerede relativt godt på egnen, skal dog ikke forstås sådan, at der var tale om samarbejde mellem fuldt ligeværdige parter. Fra politiets side var det bedste man kunne opnå derfor at søge at forhandle sig frem til en løsning, som medførte mindst mulige gener for befolkningen. Et eksempel på denne strategi kan ses i forbindelse med den vanskeligste del af de lokale forhandlinger, nemlig spørgsmålet om indkvartering af nye tyske tropper, som kom til egnen. Dette var et kardinalpunkt i forhandlingerne alle steder i landet, og i Odder betød det relativt gode forhold til tyskerne, at man stort set undgik privat indkvartering .

Fra august 1943: Samarbejdet udfordres

Fra august 1943 begyndte det lokale samarbejde mellem politi og værnemagt at blive sat på prøve som følge af nationale og internationale begivenheder. Tyske nederlag på Europas fronter og generel utilfredshed med samarbejdspolitikken medførte, at holdningen til tyskerne begyndte at ændre sig hos den almindelige befolkning, hvilket i august 1943 resulterede i strejker overalt i landet, indførelse af undtagelsestilstand, og i sidste ende at samarbejdsregeringen trådte tilbage.

I Odder fandt ingen egentlige demonstrationer sted, og både politimyndigheder og sognerådenedes om at samarbejde med de tyske militære myndigheder for at undgå uroligheder i byen, men alligevel gik forhandlingerne efterfølgende trægt og i en stemning af gensidig mistænksomhed. 

I de 11 måneder efter samarbejdspolitikkens sammenbrud steg den tyske mistænksomhed yderligere over for det lokale politi, da lokale betjente blev anholdt for modstandsarbejde. I september 1944 erklæredes der generalstrejke i Odder, og modsat ved de mindre uroligheder året før var der denne gang opbakning fra en større del af byens befolkning, og både politi og sogneråd stod bag befolkningen i protest mod de tyske overgreb andre steder i landet. For at betone den meget lidt dramatiske strejke i byen kan i øvrigt nævnes, at man på strejkens anden dag, efter forslag fra øvrigheden, besluttede at bruge dagen som almindelig fridag og tage på skovtur for så at møde op på arbejde den følgende dag.

Efter politiets internering i september 1944 fortsattes det lokale samarbejde med sogneråd og det kommunale vagtværn. Dette kunne først og fremmest lade sig gøre, fordi tyskerne ikke havde problemer med at holde ro i et lokalområde, hvor befolkningen holdt sig til fredelige protester. Derudover skal det heller ikke undervurderes, at der kun fandt et enkelt større sabotage-forsøg sted på egnen. Omfattende sabotage som i andre dele af landet kunne have forværret situationen og besværliggjort samarbejde. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Dan Enevold Mikkelsen
Tidsafgrænsning
1940 - 1945
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. april 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Dan Enevold Mikkelsen
Tidsafgrænsning
1940 - 1945
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. april 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk