"Den hvide Slavehandel", i Aftenbladet 31. marts 1909

Kilder

Kildeintroduktion:

I årtierne omkring år 1900 var frygten for såkaldt ’hvid slavehandel’, det vil sige handel med kvinder fra Europa til prostitution i Afrika, Asien, Rusland, Syd- og Nordamerika, et vedvarende tema i den offentlige debat. Selvom det i dag er svært at finde sikre beviser for, at danske kvinder blev handlet, var det en etableret sandhed i datiden, at danske kvinder blev lokket til prostitution i udlandet. Det skete efter sigende under løfter om en god tjenesteplads eller en strålende sangerindekarriere. For at hindre denne trafik blev der etableret en række foreninger i Danmark, herunder Den danske Komite til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel, stiftet i 1902. Foreningen var del af et internationalt anti-prostitutionsnetværk og søgte blandt andet at hjælpe danske kvinder til ordentlige pladser i udlandet gennem anbefalinger og oplysninger fra sine udenlandske søsterforeninger.

Foreningen udgav hvert år en årsrapport over sine aktiviteter. Den 31. marts 1909 skrev Aftenbladet en artikel om komiteens seneste årsrapport, der blandt andet kunne fortælle om flere danske kvinder, som var blevet forsøgt handlet. Avisartiklen sluttede med en opfordring til alle danske kvinder, der overvejede at søge plads i udlandet, om først at henvende sig til Den danske Komite til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel.

Den hvide Slavehandel.

Eksempler fra Foreningens Virksomhed.

Den danske Komité til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel har nu afgivet Beretning om sidste Aars Virksomhed.

Vi nævner her en Del af de Tilfælde, hvor Komitéen har haft Lejlighed til at gribe ind:

En 17-aarig Pige bortførtes mod Forældrenes Vidende og Vilje til New York af sin Kæreste. Paa Forældrenes Anmodning og da Komitéen fandt det rigtigt under Hensyn til de foreliggende Forhold, foranledigede Komitéen hendes Tilbagesendelse straks ved Skibets Ankomst til New York.

En ung Pige blev af sin Logisværtinde i København opfordret til at søge Erhverv ved Utugt, og da hun vægrede sig herved, søgtes hun afsendt til Riga, hvor hun ”straks vilde faa en udmærket Plads”. Logisværtinden fik Paskontoret til at udstede Pas under Foregivende af, at hun var Pigens Moder. Pigens Søster hindrede i sidste Øjeblik Afrejsen. Komitéen har anmeldt Sagen til det herværende Politi, der har inddraget Passet.

2 16-Aars Piger i København lokkedes af Levemænd til Malmø uden de respektive Forældres Vidende og Vilje. Da de sendte vildledende Meddelelser til deres Veninder, lykkedes det ikke Komitéen at opspore dem, før de efter 6 Dages Forløb bragtes hjem af Portieren paa et herværende Hotel, hvor de efter deres Tilbagekomst fra Malmø havde indlogeret sig under falske Navne. De blev, for den enes Vedkommende ved Komitéens Hjælp, anbragt under betryggede Tjenesteforhold, og der er godt Haab om, at de fremtidig vil skikke sig vel.

Den ekscentriske Præst.

Det gule Haar.

En højst Ekscentrisk norsk Præst havde søgt at faa en ung Dame til Selskab for sine Døtre. Da disse imidlertid boede hos hans Hustru, som ikke levede sammen med ham, og de gennem den norske Komité indhentede Oplysninger om ham ikke talte til hans Fordel, maatte vi fraraade den unge Dame at modtage hans Tilbud.

En ung Pige fra København lod sig narre til New York af en ung Mand, som forlovede sig med hende. Ankommen til Amerika forsøgte han at etablere et Samliv med hende. Hun undslap fra ham; men i det Hotel, hvor hun kom til at bo, blev hun bedøvet og under Søvnen berøvet sit dejlige, usædvanligt lange, gule Haar! Hendes Sindstilstand efter denne Modgang fremgaar af Breve til Bekendte herhjemme. Nu har man skaffet hende Plads derovre.

Fra Antwerpen har den stedlige norske Komité meddelt, at unge danske Piger meget hyppigt sendes derned til de daarligste Havnebeværtninger, hvor de maa ”underholde” de besøgende Søfolk. Nogle af disse Beværtninger indehaves af danske Folk, og den stedlige Komité fandt Anledning til nylig at besørge en ung dansk Pige hjemsendt fra et saadant Etablissement. Det er Komitéens Agt i Sommerens Løb ved Selvsyn at undersøge Forholdene derovre.

Spørg Dem for!

Da Komitéen intetsomhelst Vederlag tager for Undersøgelsen, selv om den er nok saa kostbar, er det at haabe, at det efterhaanden maa blive en staaende Regel, at enhver ung Pige, som har Tilbud om Plads i Udlandet, henvender sig til Komitéens Kontor, Blaagaardsgade 29, 2. Sal, for at faa Oplysninger om Pladsen.

Vi véd, at vi ved denne forebyggende Virksomhed har været Midlet til at frelse mange unge Piger fra en sørgelig Skæbne.

Den unge Pige bør ikke under noget Paaskud lade sig overtale til ikke at søge Komitéens Hjælp, da vi har Erfaring for, at der fra tilsyneladende agtværdig Side forsøges saadan Overtalelse med den Motivering, at Pladsen er undersøgt af paagældende selv, som ”er i den Forening”.