Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Den danske slavehandel, ca. 1660-1848

Artikler

Danmark deltog i slavehandelen fra 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet og transporterede omkring 111.000 afrikanere over Atlanten under umenneskelige forhold. I 1792 besluttede Danmark – som den første slavehandlende nation – at forbyde sin slavehandel med virkning fra 1803. Handlen med slaver fortsatte dog internt på de tre Dansk-Vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix frem til 1848.

Omfanget af slavehandelen

Europæerne transporterede omkring 12½ millioner afrikanske slaver over Atlanten mellem 1525 og 1866. Under dansk flag drejede det sig i runde tal om 111.000 slaver på 430 skibe mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Den danske andel udgjorde 2,3 procent af hele den internationale slavehandel til Vestindien i denne kortere periode.

Kort over trekantsruten mellem Danmark, Guldkysten og Vestindien, som slaveskibene fulgte. Illustration fra Rigsarkivets artikel "Sejladserne over Atlanten".

Sejladserne

De danske slaverejser gik oftest ad den berygtede trekantrute. Den gik fra Danmark til Guldkysten, derfra ad den såkaldte mellempassage over Atlanten med slaver til Vestindien og derpå hjem med råsukker til Danmark. I 1790’erne begyndte købmænd og redere i Dansk Vestindien imidlertid selv at udsende skibe direkte derfra til Afrika for at hente slaver.

Trekantfarterne varede som regel i alt 1½ år, hvoraf overfarten fra Afrika til Vestindien med menneskelasten ombord tog 2-3 måneder. Forholdene ombord på de tætpakkede skibe var rædselsfulde, og i gennemsnit døde 16-20 procent af slaverne undervejs af sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri, der havde let spil blandt de fysisk pressede, dårligt ernærede og dehydrerede afrikanere.

Hertil kom at slaverne ved ankomsten til Vestindien var så afkræftede, at mange døde i løbet af deres første år på øerne. Dette skete til trods for, at læger både på skibene og på plantagerne gjorde, hvad de kunne for at holde så mange af de dyre slaver i live som muligt.

Lasteplan for det britiske slaveskib ”Brookes” 1808. (Kongelige Bibliotek).

Lasteplan for det britiske slaveskib ”Brookes” 1808. Ved at udnytte pladsen til det yderste på det ikke særligt store skib kunne man tage 452 slaver ombord. Hver voksen mand havde 182 x 41 cm at ligge på og 80 cm op til næste lag af mennesker. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Slaveoprør

En særlig situation opstod, når lasten af slaver var kommet ombord, og skibet lettede fra den afrikanske kyst. Da kom det i visse tilfælde til oprør blandt afrikanerne ombord. Oprør blev nedkæmpet skånselsløst, og menneskeliv gik uundgåeligt tabt. For eksempel skete det på skibet ”Fridericus Quartus” i 1709, hvor nogle af de 435 slaver fik frigjort sig fra lænkerne og gjorde oprør. Efter en hård kamp blev oprøret slået ned. Næste morgen blev slaverne kaldt på dæk, og bådsmanden huggede højre hånd af oprørslederen og fremviste den til skræk og advarsel for slaverne. Derpå fik han hugget venstre hånd og hovedet af, og liget blev hejst op i skibets rigning, hvor det hang de følgende dage. De øvrige deltagere i oprøret blev pisket og fik smurt peber og salt i sårene.

Slaveskibet ”Kongen af Assianthe” på Københavns red 1803. Gouache af C. C. Parnemann. (Museet for Søfart).

Slaveskibet ”Kongen af Assianthe” på Københavns red 1803. Skibet deltog i den danske slavefart og var opkaldt efter asantefolket, som leverede mange slaver til danskerne. Gouache af C. C. Parnemann. Fra Museet for Søfart.    

Varerne

Slaveindkøbene på Guldkysten foregik som ren byttehandel. I mange tilfælde indrettede kaptajnen sin kahyt til et veritabelt showroom, hvor sælgerne kom ombord og tog vareprøver i øjesyn. De mest efterspurgte varer var kulørte ostindiske bomuldstekstiler og andre tekstiler. Desuden var der god efterspørgsel på skydevåben, krudt og brændevin, foruden småting som spejle, koraller, hatte og tobakspiber. De fleste slaver blev taget ombord ved Fort Christiansborg eller de andre danske handelsstationer på Guldkysten; men i tilfælde af mangel på slaver blev skibene nødt til at handle på andre nationers pladser for at få lasten fuld. Efter ankomsten til Vestindien solgtes afrikanerne på auktion til slaveejere på land og i by.

Afskaffelsen af slavehandelen

De umenneskelige forhold på slaveskibene og i Vestindien, hvor dødeligheden i slavebefolkningen altid var højere end fødselsraten, fik finansminister Ernst Schimmelmann (1747-1831) til at arbejde for afskaffelse af slavehandelen. Efter et grundigt forarbejde blev det ved kongelig forordning af 16. marts 1792 besluttet at forbyde den transatlantiske slavehandel under dansk flag.

Forbudet skulle dog først træde i kraft fra 1803, og i den mellemliggende tiårsperiode blev importen af nye slaver til Dansk Vestindien økonomisk støttet af staten. Hensigten var, at man skulle oparbejde en så stor og kønsmæssigt afbalanceret slavebefolkning, at den kunne reproducere sig selv, så man ikke mere behøvede at hente nye slaver i Afrika. Paradoksalt nok var resultatet, at netop i denne overgangsperiode fra 1793 til 1802 hentede danskerne flere slaver i Afrika end nogensinde før eller efter. Det drejede sig i alt om 24.900 slaver på 125 rejser, svarende til et skib med 200 nye slaver hver eneste måned.

Royal Danish American Gazette 7. Januar 1789 med annonce for slaveauktion. (Kongelige Bibliotek).

Royal Danish American Gazette 7. Januar 1789 med annonce for slaveauktion. Fra Det Kongelige Bibliotek.    

Slavehandelen efter 1803

En illegal, men begrænset slavehandel under Dannebrog fortsatte efter 1. januar 1803, og danske søfolk deltog i handelen på fremmede skibe, ligesom danskerne, som var udstationeret på Guldkysten, i et vist omfang fortsatte deres menneskehandel. Transporterne til Dansk Vestindien stoppede imidlertid definitivt, da briterne besatte kolonien ved juletid 1807. Derimod fortsatte handelen med slaver internt i Dansk Vestindien. Ejerne kunne helt legalt sælge en slave til en anden plantage eller en af de andre to danske vestindiske øer. Dette fortsatte, indtil slaveriet endelig blev ophævet i den danske koloni i 1848.

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Rigsarkivet.

 

I denne korte film fra Rigsarkivet fortæller seniorforsker Erik Gøbel om Dansk Vestindiens historie. 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 24.05.2017