Den danske koloni på Guldkysten

Etablering

Den dansk-norske besejling af den vestafrikanske kyst begyndte i 1650’erne, og under Glückstadt-kompagniet grundlagdes i 1659 efter aftale med den afrikanske stat Fetu fortet Frederiksborg. I 1661 grundlagdes 150 kilometer længere mod øst fortet Christiansborg efter forhandlinger med Accra, en anden af områdets afrikanske statsdannelser. Allerede i 1685 måtte Frederiksborg afstås til briterne, og det var først med etableringen af Fredensborg i 1736, at Danmark-Norge igen havde to forter på Guldkysten. Under ekspansionsperioden i 1780’erne anlagdes yderligere fire forter: Kongensten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram. I 1820’erne indskrænkedes den danske tilstedeværelse atter, og man opretholdt kun bemandingen på hovedfortet Christiansborg.

Handel og økonomisk udvikling

Handelen på Guldkysten var fra starten i vanskeligheder, og Glückstadt-kompagniet måtte hurtigt give op. I 1674 blev den atlantiske handel samlet i det Vestindisk-Guineiske Kompagni, der administrerede de dansk-norske forter indtil staten overtog administrationen i 1755. Kompagniet lod imidlertid i lange perioder besejlingen af forterne forestå ved private skibe, og dansk-norske købmænd deltog i denne periode kun i begrænset omfang i den såkaldte ’trekantshandel’ mellem Europa, Afrika og Caribien. Selv om staten i 1755 overtog administrationen af de danske anlæg, var disse også herefter periodevist overdraget til private aktører.

I 1600-tallet hentedes først og fremmest guld og elfenben i Afrika, som blev byttet med tekstiler, metal og skydevåben. Fra omkring 1700 begyndte eksport af slaver til Vestindien at få større betydning. Indtil midten af århundredet fungerede de dansk-norske forter i nogen grad som leverandører af slaver til andre landes slaveskibe, men herefter blev slavehandel på dansk-norske skibe klart størst. Slavehandelen på dansk-norske skibe kulminerede i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig 1778-1783. I 1781 transporterede fem skibe således omkring 2.500 slaver til Vestindien. Heraf hentede de tre af skibene deres last på de dansk-norske forter. Det anslås, at Danmark-Norge var involveret i transporten af i alt ca. 100.000 slaver over Atlanterhavet, heraf blev de ca. 85.000 transporteret på dansk-norske skibe.

Som den første stat forbød Danmark-Norge imidlertid i 1792 (men først med virkning fra 1803) den transatlantiske slavehandel. Selv om der fortsat foregik en illegal slavehandel i områderne ved de dansk-norske forter, måtte man finde andre økonomiske formål med tilstedeværelsen Afrika. Det mest oplagte alternativ var plantagedrift. Et tidligt forsøg blev gjort af lægen Paul Erdmann Isert (1756-1789) fra 1788; men det var især i 1820’erne, at man forsøgte en omlægning til plantagedrift baseret på dyrkning af bl.a. majs, kaffe og bomuld. Også eksport af palmeolie til Europa var en økonomisk mulighed. I forlængelse af de nye økonomiske aktiviteter blev der gjort forsigtige forsøg på etablere en egentlig koloni i området, men disse forsøg bar aldrig frugt. I stedet afhændede man de dansk-norske anlæg på Guldkysten til Storbritannien i 1850 for 10.000 engelske pund.

Forholdet til de afrikanske stater

Guldkysten var kendetegnet ved ustabile og skiftende magtforhold blandt de afrikanske stater. Som de øvrige europæere måtte også de dansk-norske embedsmænd søge at tilpasse sig de skiftende magtforhold ved at indgå alliancer med de afrikanske stater. I 1780’erne søgte guvernør Jens Adolph Kiøge (1746-1789) at udnytte de internationale krigskonjunkturer til en dansk ekspansion, og også i 1800-tallet blev der gjort forsøg. Ekspansionsforsøgene måtte imidlertid ske under hensyn til såvel de større europæiske magter som de afrikanske statsdannelser, hvoraf indlandsstaten Asante var den dominerende.

• 
  Kopi af traktaten mellem Danmark og den afrikanske stat Fetu den 20. december 1659. Aftalen tillader Danmark at bygge fortet Frederiksborg. Fra Wikimedia Commons.