Den danske deltagelse i Irak-krigen, 2003-2007

Artikler

Den 20. marts 2003 indledte en mindre koalition af lande anført af USA en invasion af Irak. I invasionen deltog Storbritannien, Polen og Australien. Dagen efter traf et snævert flertal i Folketinget, bestående af regeringspartierne Venstre og Konservative samt Dansk Folkeparti, beslutning om dansk deltagelse i krigen. Den offensive militærindsats repræsenterede et yderligere nybrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der indtil slutningen af 1990’erne havde været præget af deltagelse i fredsbevarende operationer og bred konsensus i Folketinget.

Optakt: USA søger opbakning til angreb på Irak

I månederne efter angrebene den 11. september 2001 og invasionen af Afghanistan begyndte USA at søge opbakning blandt allierede regeringer og det internationale samfund til et angreb mod Irak og landets leder Saddam Hussein, som de såkaldt neokonservative i George W. Bushs regering havde ønsket et endeligt opgør med siden Golfkrigens afslutning i 1991. Det centrale i den amerikanske sag, som præsident Bush fremlagde i en tale til FN’s generalforsamling i september 2002, var påstanden om, at Saddam Hussein besad og producerede kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. USA mente, at Saddam Hussein var forpligtet til at bevise, at han ikke længere var i besiddelse af disse våben. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykte foran samme forsamling sin opbakning til den amerikanske linje.

Sammenlignet med invasionen af Afghanistan i 2001 blev optakten til et angreb mod Irak langt mere kontroversiel. Argumenterne om den irakiske sikkerheds- og terrortrussel var i manges øjne langt svagere, og især Frankrig og Tyskland lagde fra efteråret 2002 vægt på, at FN’s våbeninspektører måtte vende tilbage til Irak og gives tid til at færdiggøre deres arbejde. Inspektionerne blev genoptaget i november 2002, da den irakiske regering indvilgede i at acceptere FN’s sikkerhedsråds resolution 1441, der igen pålagde landet at leve op til FN’s nedrustningskrav. Inspektørernes foreløbige rapporter tidligt i 2003 viste sig flertydige, og det lykkedes ikke USA og Storbritannien at opnå noget mandat for et militært angreb i FN’s sikkerhedsråd. Et sekscifret antal amerikanske tropper var dog allerede i stilling ved Den Persiske Bugt i februar, og i dagene omkring den 20. marts indledtes først en bombekampagne og derefter en invasion af Irak.

Snævert dansk flertal for deltagelse i invasionen

Den 21. marts 2003 besluttede et snævert flertal i Folketinget - V, K og DF - at Danmark skulle bidrage til den amerikansk-britiske invasion. Selve beslutningen (B118) lød i al sin enkelhed: ”Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.”

Ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer samt et mindre hold forbindelsesofficerer og medicinsk personale blev sendt af sted som dansk bidrag til invasionens tidlige faser. Regeringen ønskede oprindeligt at bidrage med et antal specialtropper, men dette blev opgivet i et forsøg på at opnå støtte til beslutningen fra Socialdemokratiet og De Radikale – dog uden held. I maj måned vedtog et bredere flertal i Folketinget alligevel, at Danmark skulle yde et bidrag på ca. 380 mand til en multinational sikringsstyrke. De danske tropper ankom i juni til det sydlige Irak, hvor de først fik hovedkvarter i lejren Camp Eden nord for hovedbyen Basra i den britiske besættelsessektor.

I den ophedede danske debat, som strakte sig over adskillige måneder inden krigens start, blev der fra begge sider lagt vægt på vigtigheden af det såkaldte ’FN-spor’. Det endelige beslutningsforslag forelagt Folketinget i marts 2003 opsummerede den danske regerings sag mod Saddam Hussein i tretten punkter. Disse henviste flere gange til FN’s sikkerhedsråds resolution 1441, skønt det havde været både den amerikanske og britiske regerings vurdering, at FN-resolutionen ikke rummede nogen ’skjult aftrækker’, der ville tillade et militært angreb uden yderligere forhandlinger og resolutioner. Samtlige tretten punkter handlede direkte eller indirekte om Iraks nedrustningsforpligtelser i forhold til landets våbenlagre. Disse våbenlagre blev aldrig fundet.

En ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Irak?

Fra sommeren 2003 begyndte der at vise sig en klar tendens til, at den danske tilstedeværelse i Irak i højere grad blev begrundet i udbredelsen af værdier såsom frihed, demokrati og menneskerettigheder (også med en vis tilbagevirkende kraft). Dette nye element afspejlede tilsyneladende både en afsmitning fra den neokonservative tankegang i Bush-regeringen og et ønske om – i lyset af de manglende masseødelæggelsesvåben – at rette fokus mod de ’idealistiske’ perspektiver i den mildest talt vanskelige genopbygningsindsats i Irak.

Irak-krigen og dens værdimæssige drejning kom til at have en afsmittende effekt på den bredere danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. I de kommende år opstod der hos den danske regering et nyt fokus på udbredelsen af liberal-demokratiske ”vestlige værdier”. Udbredelsen skulle foregå med både militære og udviklingspolitiske midler i en tæt kombination. Som led i Anders Fogh Rasmussens historiske angreb på især S og R, som han beskyldte for eftergivenhed over for autoritære magter under både besættelsestiden og den kolde krig, blev invasionen af Irak ofte udlagt af statsministeren som en del af en bredere ”kamp mellem diktatur og demokrati”.

Sammen med krigen i Afghanistan blev Irak-krigen skelsættende i dansk udenrigspolitisk historie, da Danmark for første gang i nyere tid deltog i offensive krigshandlinger mod en erklæret fjende snarere end som del af en fredsbevarende eller fredsskabende mission. Irak-krigen markerede også det første moderne eksempel på en dansk militæroperation uden for FN- eller NATO-regi (som i tilfældet Kosovo i 1999). Irak-krigen markerede endelig et brud på den brede sikkerhedspolitiske konsensus, der havde eksisteret siden den kolde krigs afslutning. Denne blev hovedsageligt genoprettet igennem Socialdemokraternes accept af den danske tilstedeværelse i Irak (selvom krigen viste sig upopulær blandt danskerne) og i bredere forstand af VK-regeringens ’aktivistiske’ målsætning om også at forsvare og udbrede liberal-demokratiske værdier uden om FN-systemet, når det blev betragtet som nødvendigt.

Den danske krigsdeltagelse

Den danske mission i Irak, som i februar 2005 var øget til ca. 545 mand, blev ligesom den overordnede tilstedeværelse og genopbygningsindsats mere problematisk end forventet. Den danske styrke led i alt syv dødsfald og et antal sårede som følge af især vejsidebomber og angreb fra oprørere; den blev impliceret i flere sager om ukorrekt behandling af irakiske fanger, og den var plaget af en noget uklar kommandovej i forhold til de skiftende britiske divisioner, der bar hovedansvaret for det sydøstlige Irak.

Fra 2006 blev selvbeskyttelse på grund af Muhammed-krisen førsteprioritet for de danske styrker, og andre opgaver måtte således lægges på hylden. En vigtig opgave havde været uddannelsen af nye irakiske styrker. Ved begyndelsen af 2007 havde lande som Spanien, Holland, Portugal, Norge og Italien allerede forladt koalitionsstyrken, og den danske regering meddelte i februar, at Danmark ville trække sine tropper ud af Irak med afslutning i august samme år.

I april 2012 offentliggjorde den nye SRSF-regering nedsættelsen af en undersøgelseskommission, der over en femårig periode skulle undersøge og redegøre for grundlaget for VK-regeringens Irak-beslutning. Derudover fik kommissionen til opgave at undersøge de danske styrkers rolle i forbindelse med tilbageholdelsen af fanger i Irak og Afghanistan.

Krigens resultater og situationen i Irak

Selve den militære kampagne mod det irakiske styre i foråret 2003 blev relativt kortvarig. Saddam Hussein blev taget til fange i december 2003 og senere henrettet. Invasionen blev dog kun begyndelsen på blodige kamphandlinger mellem amerikanske besættelsesstyrker og irakiske oprørere, der kom til at vare mere end otte år. De sidste regulære amerikanske tropper forlod Irak i december 2011, men dette førte ikke til afslutningen på volden mellem irakiske sikkerhedsstyrker og oprørere. Ifølge forsigtige vurderinger har krigen i Irak ført til mellem 100.000 og 200.000 civile dødsfald.

I perioden fra 2006 til 2008 var tilstanden i Irak forværret i en sådan grad, at de fleste betegnede situationen som en decideret borgerkrig mellem besættelsesstyrkerne, den irakiske regerings amerikansk-støttede ’sikkerhedsstyrker’ (shia-muslimske) og de al-Qaeda-støttede oprørere (sunni-muslimske). Kampene mellem de to sidstnævnte parter er per 2012 ikke ophørt, selvom volden er aftaget sidenhen. Flere hundrede civile bliver dog stadig dræbt hver måned. USA og andre allierede har peget på afholdelsen af frie valg i Irak som en indikator på demokratisk fremskridt, men omvendt har der været nervøsitet over de autoritære tendenser hos den shia-muslimske premierminister Nouri al-Maliki, som i 2006 blev udpeget som Iraks første permanente regeringschef efter invasionen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Søren Friis
Tidsafgrænsning
2001 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friis, Søren: Between Interests and Values: Danish Foreign Policy Discourse and the Iraq Conflict (2010).

Halskov, Lars og Svendsen, Jacob: Et land i krig (2012).

Nissen, Martin og Kaae, Jesper: Vejen til Irak – Hvorfor gik Danmark i krig? (2008).

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement, 1973-2006, i ”Dansk Udviklingspolitiks Historie”, bd. 6, (2006).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Søren Friis
Tidsafgrænsning
2001 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friis, Søren: Between Interests and Values: Danish Foreign Policy Discourse and the Iraq Conflict (2010).

Halskov, Lars og Svendsen, Jacob: Et land i krig (2012).

Nissen, Martin og Kaae, Jesper: Vejen til Irak – Hvorfor gik Danmark i krig? (2008).

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement, 1973-2006, i ”Dansk Udviklingspolitiks Historie”, bd. 6, (2006).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk