Den angelsaksiske Krønike 980-1066

Kilder

Kildeintroduktion:

Den angelsaksiske Krønike er en af de vigtigste kilder til vikingernes færden i England og generelt til forholdene i England i vikingetiden. Krøniken har sin oprindelse i slutningen af 800-tallet i miljøet omkring Alfred den Stores hof, der i perioden så en opblomstring af både lærdom og en engelsk national selvforståelse. Krøniken er skrevet på oldnordisk og er således den første sammenhængende nationalhistorie i Vesteuropa skrevet på landets eget sprog.

Krønikens forfattere eller skrivere er anonyme og følger generelt den annalistiske tradition med korte faktuelle indførsler, hvor begivenhederne for de enkelte år ikke nødvendigvis optræder i relation til hinanden. Dette gælder dog ikke for mange af indførslerne i vikingetiden, der ofte får karakter af længere beretninger.

Hvad vi i dag kalder Den angelsaksiske Krønike er ikke en samlet tekst, men flere enkelte tekster med samme grundstamme og flere lokale variationer. Den originale krønike er gået tabt, men flere forskellige kopier blev opbevaret rundt om i England, hvor de blev opdateret gennem 900- og 1000-tallet og kopieret flere gange. I dag eksisterer krøniken i syv manuskripter foruden enkelte fragmenter.

De her udvalgte årstal fortæller om vikingerne i England fra, at togterne efter en rolig periode genoptages i 980 frem til Slaget ved Stamford Bridge i 1066.

Forskning har vist, at krønikens årstal og dateringer i nogle tilfælde er forkerte. Vi har løst dette ved i disse tilfælde at angive det rigtige årstal i parentes. 

980. Her i dette Aar blev Abbed Ethelgal den 2. Maj indviet til at beklæde Bispestolen i Selsey. Samme Aar blev Southampton hærget af den fremmede Flaade, og Størstedelen af Indbyggerne blev dræbt eller fængslet. I dette Aar blev ligeledes Thanet hærget, og samme Aar blev, Leicestershire hærget af den nordlige Flaade.

993 [991, red.]. Her i dette Aar kom Olaf med 93 Skibe til Folkestone og hærgede Omegnen; han drog saa til Sandwich og derfra til Ipswich og erobrede hele Egnen. Derpaa drog han til Maldon. Ealdorman Brihtnoth drog imod ham med sin Hær og kæmpede med ham. Fjenderne dræbte ealdorman'en og beholdt Valpladsen. Senere sluttede man Fred med Olaf, og senere modtog Kong Ethelred ham af Biskoppens Haand.

993. Her i dette Aar blev Bamborough ødelagt af den fremmede Flaade, der tog et stort Bytte. Derefter sejlede Flaaden til Humbers Munding og anrettede stor Skade der, baade i Lindsey og i Northumberland. Nu blev der samlet en meget stor engelsk Flaade; men da Kampen skulde begynde, var det Anførerne, som lagde for med at flygte. Det var Fræna, Godwin og Frithegist.

Samme Aar lod Kongen ealdorman Ælfric's Søn Ælfgar blinde.

994. Her i dette Aar kom Olaf og Svend den 8. September til London med 94 Skibe, og de rettede et vedholdende Angreb paa Byen, og de vilde ligeledes tænde den i Brand; men de led større Fortræd og Skade, end de nogen Sinde havde troet en Bybefolkning vilde tilføje dem. Men det var den hellige Guds Moder, som viste Borgerne sin Barmhjertighed, idet hun befriede dem for deres Fjender. Disse drog derfra og anrettede ved Kysten af Essex, Kent, Sussex og Hampshire saa stor Skade, som aldrig nogen Hær har kunnet i Retning af Brand, Hærgen og Drab.

Dernæst steg de til Hest, red saa langt, som de vilde, og anrettede ubeskrivelig stor Skade. Da bestemte Kongen og hans wilan, at man skulde sende Bud til dem og love dem Tribut og Levnedsmidler, mod at de holdt inde med Hærgningen. Fjenderne modtog det tilbudte, og hele den fremmede Hær drog til Southampton, hvor der blev opslaaet Vinterkvarter. I hele det vestsaksiske Rige blev der leveret Levnedsmidler til dem, og der blev udbetalt 16 Tusinde Pund. Kongen sendte Biskop Ælfheah og ealdorman Ethelweard for at hente Kong Olaf, og imedens blev der givet Gidsler til Skibene. Kong Olaf blev under store Æresbevisninger ført til Andover, hvor Kong Ethelred modtog ham af Biskoppens Haand og gav ham kongelige Gaver. Olaf lovede ham, hvad han ogsaa holdt, at han aldrig mere vilde komme til England i krigerisk Øjemed.

999. Her sejlede den fremmede Flaade igen ud af Kanalen ind i Themsen og op ad Medway til Rochester. Den kentiske Hær rykkede imod dem, og Parterne kæmpede tappert mod hinanden. Men desværre gav Kenterne for hurtigt op og flygtede, fordi de ikke modtog den Støtte, som de skulde have. Danskerne beholdt Valpladsen; de tog Hestene og red saa langt, som de vilde selv, og ødelagde og hærgede næsten hele Vestkent. Derpaa bestemte Kongen med sine wilan, at man skulde drage imod dem med Flaaden og med Hæren. Men da Skibene var rede, nølede man fra Dag til Dag og plagede det stakkels Mandskab, som var om Bord paa Skibene. Bestandig var det saaledes, at hvergang alt saa ud til at være klart, trak det ud fra Time til Time. Bestandig lod Englænderne deres Fjenders Styrke vokse, og bestandig trak man sig bort fra Havet. Fjenderne fulgte stadig efter. Da det kom til Stykket, blev Resultatet af Flaadetogtet ikke andet end Slid og Slæb for Mandskabet, Øden af Penge og voksende Dristighed hos deres Fjender.

1001. Her i dette Aar herskede der stor Ufred i England paa Grund af den fremmede Flaade. Fjenderne hærgede og brændte næsten overalt. Saaledes kom de engang til Æthelinga dene. Hampshires Befolkning drog imod dem og kæmpede med dem. Der faldt Kongens Overfoged Ethelweard, Leofric af Whittchurch, Kongens Overfoged Leofwine, Biskoppens Mand Wulfher, Godwin af Worthy, der var Søn af Biskop Ælfsig, og 81 Mand ialt. Af Danskerne faldt mange flere, men dog beholdt de Valpladsen. De drog saa Vestpaa, indtil de kom til Devonshire. Pallig sejlede dem i Møde med de Skibe, som han kunde samle; thi han var faldet fra Kong Ethelred til Trods for alle de Troskabsløfter, som han havde givet ham; yderligere havde Kongen skænket ham rige Gaver i Godser, Guld og Sølv. De brændte Teignton og ligeleledes mange andre gode Ejendomme, som vi ikke kan nævne; derpaa blev der sluttet Fred med dem. De sejlede saa derfra til Exmouth og naaede en Gang saa langt, at de kom til Pinhoe. Der var Kola Kongens Overfoged, og Kongens Foged Eadsige rykket imod dem med de Tropper, som de kunde samle; men de blev slaaet paa Flugt, og mange blev dræbt der; Danskerne beholdt Valpladsen. Den følgende Morgen brændte de Gaarden i Pinhoe og i Glistun samt mange andre Ejendomme, som vi ikke kan nævne. Derpaa sejlede de igen mod øst, indtil de kom til Øen Wight. Den følgende Morgen brændte de Gaarden Waltham og mange andre Landsbyer. Der kom hurtigt en Overenskomst i Stand med dem, og de sluttede Fred.

1002. Her i dette Aar bestemte Kongen og hans witan, at man skulde give Flaaden en Tribut og slutte Fred med Fjenderne, mod at de holdt op med deres ødelæggende Angreb. Kongen sendte ealdorman Leofsig til Flaaden, og efter Kongens og hans witans Bud aftalte han Fred med dem, og hvad de skulde have af Levnedsmidler og Tribut. De gik saa ind paa dette og fik udbetalt 23 Tusinde Pund. Imidlertid dræbte ealdorman Leofsig Kongens Overfoged Æfic, og Kongen forviste ham da fra Landet. Samme Foraar kom Prinsesse Emma, Richards Datter, til Landet. Den samme Sommer døde Ærkebiskop Ealdulf. Dette Aar lod Kongen alle de Danske, som var i England, dræbe paa St. Briccius's Dag, fordi Kongen havde faaet at vide, at de vilde stræbe ham efter Livet og derpaa alle hans witan og bemægtige sig hans Rige.

1003. I dette Aar blev Exeter ødelagt. Dette skylddtes den frankiske Fyr Hugo, hvem Dronningen havde indsat som sin Foged. Fjendehæren ødelagde Byen fuldstændig og tog et stort Bytte der. En meget stor Hær blev nu samlet fra Wiltshire og Hampshire og rykkede resolut mod Fjenderne. Ealdorman Ælfric skulde føre Hæren, men han brugte sine gamle Kneb, Saa snart de var saa nær, at Parterne kunde se hinanden, lod han, som om han var syg, begyndte at anstrenge sig voldsomt for at kaste op og sagde, at han var blevet syg. Saaledes narrede han sine Folk, som han efter Aftale skulde føre. Naar Føreren er fejg, er hele Hæren ilde faren. Da Svend saa, at de ikke var enige, og at alle gik fra hinanden, førte han sin Hær ind i Wilton, og de hærgede og brændte Byen. Derpaa drog de til Salisbury og videre til Havet, til det Sted, hvor han vidste, at hans Skibe laa.

1005. Her i dette Aar var den store Hungersnød i England, den haardeste i Mands Minde. Fjendeflaaden drog i dette Aar fra Landet til Danmark, men det varede kun kort Tid, før de kom tilbage.

1006. Her døde Ærkebiskop Ælfric, og Biskop Ælfeah fulgte efter ham paa Ærkebispestolen, medens Biskop Brithwold kom paa Bispesædet i Wiltshire. Wulfgeat blev berøvet alle sine Godser, Wulfeah og Ufegeat blev blindet, ealdorman Ælfelm blev slaaet ihjel, og Biskop Kenulf døde.

Efter St. Hans kom den danske Flaade til Sandwich og gjorde ganske, som den plejede. Danskerne hærgede, brændte og slog ihjel, hvor de kom frem. Kongen lod da indkalde hele Befolkningen i Wessex og Mercien, og de laa inde hele Efteraaret paa Feltttog mod Fjenderne: men det gavnede ikke mere, end det mange Gange havde gjort. Men paa Grund af alt dette drog Fjenderne, hvorhen de vilde, og den engelske Hær gjorde Befolkningen al mulig Fortræd, saaledes at hverken den hjemlige Hær eller den fremmede gjorde dem nogen Gavn.

Da Vinteren nærmede sig, drog den engelske Hær igen hjem, og Fjenderne drog saa efter Mortensdag til det sikre Kvarter paa Øen Wight, hvor de overalt skaffede sig, hvad de behøvede. Ved Juletid drog de til deres velforsynede Kvarter gennem Hampshire ind i Berkshire til Reading. De fulgte deres Vane, antændte deres Bavner, hvor de drog frem, og drog saa til Wallingford, som de brændte helt. De drog saa langs Ashdown til Skutchamfly Barrow og gjorde Ophold der for at vise sig; det var nemlig ofte blevet sagt, at hvis de naaede til Skutchamfly Barrow, vilde de aldrig komme til Havet igen. De drog hjem en anden Vej. En engelsk Hær blev samlet i Kintbury, hvor de stødte sammen. Danskerne slog hurrtigt denne Hær paa Flugt og bragte derefter deres Bytte til Havet. Der kunde Winchesters Indbyggere se en stolt og dristig Hær marchere forbi deres Port til Havet og hente sig Føde og Kostbarheder over 50 Mil fra Havet.

Kongen var draget over Themsen ind i Shropshire, hvor han opslog sit Kvarter ved Juletid. Fra Fjendehæren udgik saa stor Skræk, at det var umuligt at udtænke eller planlægge en Maade til at faa dem bort fra Landet eller forsvare Landet mod dem; de havde nemlig sat svære Spor i hvert shire i Wessex med Brand og Hærgen.

Kongen begyndte sammen med sine witan nøje at overveje, hvad de alle fandt tilraadeligst, for at man kunde redde Landet, førend det blev helt ødelagt. Kongen og hans witan bestemte til Gavn for hele Folket, skønt det var dem alle imod, at man nødtvungent skulde betale Fjendehæren en Tribut.

Derpaa sendte Kongen Bud til den fremmede Hær og lod den vide, at han ønskede Vaabenstilstand mellem dem, og at man vilde yde Tribut og Levnedsmidler. Alle Fjenderne gik ind paa dette, og rundt om i England fik de Levnedsmidler.

1007. Her i dette Aar blev der til den fjendtlige Hær ydet en Tribut paa 30000 Pund. I samme Aar blev Edric indsat til ealdorman i Mercien.

1008. Her befalede Kongen, at der over hele England energisk skulde bygges Skibe. Store Skibe skulde præsteres af Gaarde paa 300 hides og smaa af dem paa 10, medens de paa 8 skulde levere Hjelm og Brynje.

1009. I dette Aar blev de Skibe færdige, som vi før nævnede. Der var saa mange af dem, som vi ikke finder omtalt i England i nogen Konges Tid. De samledes i Sandwich, hvor de skulde ligge og forsvare Landet mod fremmede Flaader. Men vi havde endnu ikke det Held eller den Ære, at vor Flaade var til mere Nytte for Landet, end det oftere før havde været Tilfældet.

Paa samme Tid eller lidt før hændte det, at ealdorman Edric's Broder Brihtric anklagede den unge Wulfnoth fra Sussex overfor Kongen. Wulfnoth drog ud og lokkede 20 Skibe til sig og hærgede overalt paa Syd kysten og anrettede al mulig Skade. Det blev nu meldt til den engelske Flaade, at man let kunde omringe dem, hvis man vilde være over det. Brihtric tog 80 Skibe i den Tro, at han vilde vinde megen Ære, hvis han kunde faa fat i Wulfnoth død eller levende. Men da de var naaet frem, mødte de den haardeste Modvind i Mands Minde. Denne sønderslog og knuste alle Skibene og kastede dem paa Land, og nu kom Wulfnoth og brændte Skibene. Da det blev bekendt paa de andre Skibe, hvor Kongen var, at det var gaaet de andre saaledes, var det, ligesom det altsammen var haabløst. Kongen, hans ealdormen og de vigtigste witan drog hjem og forlod saaledes uden videre Skibene. Besætningen, som var paa Skibene, bragte Skibene tilbage til London og lod saaledes uden videre hele Folkets Møje blive til intet. Det var alt, hvad der kom ud af dette afskrækkende Vaaben, som hele England haabede paa.

Da denne Flaade saaledes var færdig, kom den umaadelige fjendtlige Flaade straks efter første August til Sandwich. Fjenderne tog straks Retning mod Canterbury og vilde hurtigt have erobret Byen, hvis den ikke endnu hurtigere havde bedt om Fred. Hele Østkent sluttede Fred med Fjenderne og betalte 3000 Pund. Straks derefter sejlede den fremmede Flaade ind i Kanalen, indtil den kom til Wight; overalt i Sussex, Hampshire og ogsaa i Berkshire hærgede og brændte de, saaledes som det var deres Skik.

Kongen lod indkalde Mandskab til at forsvare de forskellige Steder, men dog drog Fjenderne, hvorhen de vilde. Paa et Tidspunkt havde Kongen med hele sin Hær afskaaret dem, da de vilde til Skibene, og hele Styrken var rede til at angribe dem; men det blev hindret af ealdorman Eadric, saaledes som det altid gik. Efter Mortensdag drog Fjenderne tilbage til Kent og opslog Vinterkvarter ved Themsen og provianterede fra Essex og de shires, som laa nærrmest paa begge Sider af Themsen. De angreb ofte Byen London, men Gud ske Lov, at den endnu staar uskadt; det gik dem stadig galt der. Efter St. Hans tog de paa et Tog gennem Chilterns til Oxford og brændte Byen, hvorefter de drog henimod Skibene paa begge Sider af Themsen. Da fik de Besked om, at den engelske Hær igen var i London, og de drog saa over Floden ved Staines. Saaledes gik de frem hele Vinteren, og om Foraaret var de i Kent og udbedrede deres Skibe.

1011. Her i dette Aar sendte Kongen og hans witan Bud til den fremmede Hær og bad om Fred; de lovede Tribut og Proviant mod, at Fjenderne holdt op med deres Hærgningstog. Disse havde nu erobret Østangel, Essex, Middlesex, Oxfordshire, Buckinghamshire, Bedfordshire og en Del af Huntingdonshire; Syd for Themsen hele Kent, Sussex, Hastings, Surrey, Berkshire, Hampsbire og meget af Wiltshire.

Alle disse Ulykker ramte os paa Grund af daarlige Planer. Der blev ikke i rette Tid samlet en Tribut til dem, men først da de havde anrettet en Mængde Ulykker, sluttede man Vaabenstilstand og Fred med dem. Dog til Trods for al Vaabenstilstand, Fred og Tribut drog de alle Vegne frem i Skarer og hærgede; de fangede og dræbte vort stakkels Folk.

I dette Aar mellem den hellige Jomfrus Fødselsdag og Mikkelsdag belejrede de Canterbury, og de slap ind ved List; thi Ælmær forraadte Canterbury til dem, han hvis Liv Ærkebiskop Ælfeah før havde reddet. De fangede der Ærkebiskop Ælfeah, Kongens Foged Ælfward, Abbedissen Leofrun og Biskop Godwin; Abbed Ælmær lod de slippe bort. De fangede i Byen alle Klerkene og Mænd og Kvinder. Det kan ikke beskrives for nogen, hvor mange Mennesker der var. Fjenderne blev i Byen, saa længe de vilde, og da de nøje havde undersøgt Byen, drog de til Skibene og førte Ærkebiskoppen med sig. Han, som før var Englands og Kristenhedens Overhoved, var Fange. Hvor man før saa Glæde, saa man nu Elendighed i den ulykkelige By, hvorfra vi først fik Kristendommen og Fryd for Gud og Mennesker!). De havde Ærkebiskoppen hos sig, lige til de lod ham lide Martyrdøden.

1012. Her i dette Aar kom ealdorman Edric og alle de vigtigste af Kongens witan i England, gejstlige og verdslige, til London før Paaske. Den 13. April var det Paaskedag. Fjenderne blev der, lige til Tributten var helt betalt efter Paaske. Det var 8000 Pund. Om Lørdagen kom der stærkt Røre i den fremmede Hær mod Biskoppen, fordi han ikke vilde love dem Penge og forbød at sælge dem noget. De var ogsaa meget berusede, thi de fik bragt Vin Sydfra. De greb Biskoppen, og Lørdag efter Paaske førte de ham til deres Ting og bombarderede ham der med Ben og Oksehoveder. En af dem slog ham med et Øksehoved i Hovedet, saa at han faldt om paa Grund af Hugget, og hans hellige Blod strømmede ud paa Jorden. Dette sendte hans hellige Sjæl til Guds Rige. Biskop Eadnoth, Biskop Ælfhun og Borgerne modtog det hellige Lig om Morgenen og bragte det med alle Æresbevisninger til London, hvor de begravede det i St. Pauls Kirke. Der viser Gud nu den hellige Martyrs Kraft. Da Tributten var betalt, og Eder om Fred var svoret, spredtes Hæren til alle Sider, som var samlet før, 45 Skibe af den fremmede Flaade underkastede sig Kongen og lovede ham, at de vilde værne om Landet, medens han skulde give dem Mad og Klæder.

1013. Aaret efter at Ærkebiskoppen havde lidt Martyrdøden, satte Kongen Biskop Lifing paa Ærkebispestolen i Canterbury. I samme Aar før August Maaned kom Kong Svend med sin Flaade til Sandwich. Han sejlede meget hurtigt forbi Østangel ind i Humbers Munding og videre ind i Landet op ad Trent, indtil han kom til Gainsborough. Jarl Uhtred og hele Northumberland underkastede sig snart, endvidere hele Befolkningen i Lindsey, derpaa Befolkningen i Femborgene og hurtigt derefter hele Omraadet Nord for Watling Street. Man gav ham Gidsler fra hvert shire. Da han forstod, at hele Folket havde underkastet sig ham, befalede han, at man skulde give hans Hær Proviant og Heste. Derpaa drog han mod Syd med den samlede engelske Styrke og overdrog sine Skibe og Gidslerne til sin Søn Knud. Da han var kommet over Watling Street, anrettede hans Folk saa stor Skade, som en Hær overhovedet kunde gøre. Han drog til Oxford, og Borgerne underkastede sig hurtigt og gav Gidsler. Derfra drog han til Wincheester, hvor det samme skete. Derfra drog de mod øst til London, og mange af hans Folk druknede i Themsen, fordi de ikke passede paa Broen. Da han kom til Byen, vilde Borgerne ikke bøje sig, men gjorde Modstand i haard Kamp, fordi Kong Ethelred var derinde og Thorkil sammen med ham. Kong Svend drog derfra til Wallingford og videre over Themsen mod Vest til Bath, hvor han, laa med sin Hær. Ealdorman Æthelmær og Kongens Thegner i den vestlige Del af Landet drog derhen, og alle bøjede sig for Svend og gav Gidsler. Da han saaledes havde bemægtiget sig hele Egnen, drog han mod Nord til Skibene. Hele Befolkningen tog ham til Konge, og derefter underkastede Londons Borgere sig samt gav Gidsler; thi de frygtede, at han vilde ødelægge dem. Svend rekvirerede fuld Tribut og Proviant til Flaaden den Vinter, og Thorkil gjorde det samme til den Flaade, som laa i Greenwich. Til Trods herfor hærgede de, saa ofte de vilde. Der var ingen Kraft i Folket, hverken mod Syd eller mod Nord. - Kong Ethelred var en Tid hos Flaaden, som laa paa Themsen, og Dronningen drog over Havet til sin Broder Richard, ledsaget af Abbed Ælfsig fra Peterborough. Kongen sendte Biskop Ælfhun over Havet med Prinserne Edvard og Alfre, for at han skulde drage Omsorg for dem. - Ved Midvinter drog Kongen fra Flaaden til Øen Wight og tilbragte den Tid der. Derefter drog han over Havet til Richard og var hos ham indtil den heldige Stund, da Svend døde. Medens Dronningen var hos sin Broder paa den anden Side af Havet, drog Abbed Ælfsig af Peterborough, som var sammen med hende, til den Kirke, som hedder Bonneval, hvor St. Florentinus's Lig fandtes. Der traf han et fattigt Sted, en fattig Abbed og fattige Munke, fordi de havde været udsat for Hærgning. Han købte af Abbeden og Munkene hele St. Florentinus's Lig undtagen Hovedet for 5 Hundrede Pund, og da han kom tilbage, ofrede han det til Kristus og St. Peter.

1014. Her i dette Aar endte Svend sine Dage ved Kyndelmisse den 3. Februar, og hele Flaaden valgte Knud til Konge. Da bestemte alle witan, baade de gejstlige og de verdslige, at man skulde sende Bud efter Kong Ethelred, og de sagde, at ingen Herre var dem kærere end deres naturlige Herre, hvis han vilde styre dem med bedre Retshaandhævelse, end han før havde gjort. Kongen sendte sin Søn Edvard hertil med sine Talsmænd og lod hilse sit Folk med den Besked, at han vilde være dem en naadig Herre og raade Bod paa enhver af de Ting, som de alle affskyede, og skænke Tilgivelse for alt det, som var gjort eller sagt mod ham paa Betingelse af, at de alle enstemmigt uden Svig vilde staa under ham igen. Et oprigtigt Venskab blev fra begge Sider fastslaaet med mundtlig Aftale og Sikkerhedspant, og man enedes om, at enhver dansk Konge skulde være fredløs i England. Kong Ethelred vendte i Fasten tilbage til sit eget Folk, af hvilket han blev modtaget med Glæde.

Efter Svends Død laa Knud med sin Hær i Gainsborough lige til Paaske. Han og Befolkningen i Lindsey blev enige om, at denne skulde forsyne ham med Heste, og derpaa skulde de sammen drage ud for at hærge. Da kom Kong Ethelred med en stærk Hær derhen, førend man var færdig i Lindsey, og de hærgede og brændte samt dræbte alle de Mennesker, som de kunde faa fat paa. Knud sejlede bort med Flaaden; saaledes blev den stakkels Befolkning ladt i Stikken af ham. Han sejlede Sydpaa, indtil han kom til Sandwich, hvor han landsatte de Gidsler, som var blevet givet til hans Fader, og lod deres Hænder og Næser afskære. Til Trods for alt det Onde lod Kong Ethelred betale 21 Tusinde Pund til den Flaade, der laa i Greenwich. Mikkelsaften i dette Aar viste den store Stormflod sig rundt om i Landet og trængte saa langt ind som aldrig før. Den oversvømmede mange Landsbyer, og en utallig Mængde Mennesker druknede.

1015. I dette Aar fandt et stort Møde Sted i Oxford. Der øvede ealdorman Edric Svig mod Sigeferd og Morcar, de vigtigste Thegner i Syvborge-Landet. Han lokkede dem ind i sin Stue, hvor de blev lumskelig dræbt. Kongen tog alle deres Ejendele og lod Sigeferds Enke gribe og føre til Malmesbury. Efter kort Tids Forløb drog Prins Edmund derhen, bemægtigede sig denne Kvinde mod Kongens Vilje og tog hende til Hustru. Før den 8. September drog Prinsen fra Vest mod Nord til Femborgene, erobrede hurtigt alle Sigeferds og Marcars Ejendomme, og hele Befolkningen underkastede sig ham.

Ved samme Tid kom Kong Knud til Sandwich. Han sejlede rundt om Kysten af Kent til Wessex og videre til Mundingen af Frome; han hærgede i Dorrsetshire, Wiltshire og Somersetshire.

Imedens laa Kong Ethelred syg i Cosham. Ealdorman Eadric og Prins Edmund samlede en Hær i Nord. Da Hærene mødtes, vilde ealdorman'en svigte Prinsen, og af den Grund gik hans Folk fra hinanden uden Kamp og veg for deres Fjender. Ealdorman Eadric lokkede de 40 Skibe fra Kongen og underkastede sig Knud. Vestsakserne underkastede sig, gav Gidsler og forsynede Hæren med Heste. Knud blev der til Jul.

1016. Her i dette Aar kom Kong Knud med sin Flaade paa 160 Skibe. Ealdorman Eadric gik sammen med ham over Themsen ind i Mercien ved Cricklade. De drog til Warwickshire ved Juletid og hærgede, brændte og dræbte alt, hvad de traf paa.

Nu begyndte Prins Edmund at samle Hær. Da Hæren var samlet, vilde den kun lade sig stille tilfreds, hvis Kongen ogsaa var til Stede, og de fik Støtte fra Londons Borgere. De holdt inde med Krigstoget, og enhver drog hjem.

Senere blev Hæren indkaldt, og under Truselom streng Straf skulde alle vaabendygtige rykke ud. Til Kongen i London afgik der en Anmodning om at komme Hæren i Møde med de Forstærkninger, som han kunde samle. Da de alle var til Stede, blev det ikke bedre, end det oftere før havde været. Det blev nu meddelt Kongen, at Hjælpetropperne vilde svigte ham. Han lod da Hæren i Stikken og vendte tilbage til London. Prins Edmund red til Jarl Uhtred i Northumberland, og enhver troede, at de vilde samle en Hær imod Kong Knud. De drog ind i Staffordshire, til Shrewsbury og til Chester, og de hærgede paa deres Side, medens Knud gjorde det paa sin. Han marcherede igennem Buckinghamshire ind i Bedfordshire og derfra til Huntingdonshire; videre langs Sumpen e til Stamford og saa til Lincolnshire, derfra til Nottinghamshire og saa til Northumberland henimod York. Da Uhtred hørte det, opgav han sin Hærgen og ilede Nordpaa; han og hele Northumberland underkastede sig nu nødtvungent Han gav Gidsler, men blev dog dræbt sammen med Nafenas Søn Thorkil.

Derefter indsatte Kong Knud Erik til Jarl over Northumberland i Uhtreds Sted. Saa drog de Syddpaa ad en anden Vej i det vestlige England, og før Paaske naaede hele Hæren til Skibene. Prins Edmund drog til sin Fader i London, og efter Paaske sejlede Knud med alle sine Skibe ad London til.

Det hændte nu, at Kong Ethelred døde, førend Skibene kom. Han endte sine Dage paa St. Georgs Dag, efter megen Nød og mange Trængsler i hans Liv. Efter hans Død valgte alle de witan, som var i London, og Byens Beboere Edmund til Konge, og han forsvarede sit Rige kraftigt, medens han levede.

De danske Skibe kom til Greenwich i Gangdagene. I Løbet af kort Tid sejlede de til London og graavede en stor Grøft paa Sydsiden og trak deres Skibe op paa Vestsiden af Broen. De gravede derpaa en Grav rundt om Byen, saa at ingen kunde komme ind eller ud. De rettede ofte Angreb paa Byen, men Borgerne gjorde haard Modstand mod dem.

Kong Edmund var forinden rykket ud og havde erobret Wessex; hvor hele Befolkningen underkastede sig ham.

Snart derefter kæmpede han med den fremmede Hær ved Pen Selwood ved Gillingham, og en anden Kamp kæmpede han efter St. Hans ved Sherston. Paa begge Sider skete der. et stort Mandefald. Hærene gik fra hinanden i Kampen.

Ealdorman Eadric og Ælmær Deorling støttede den fremmede Hær mod Kong Edmund. Denne samlede for tredie Gang Hæren, marcherede til London og befriede Borgerne; de slog den fremmede Hær paa Flugt mod Skibene. To Dage efter gik Kongen over Floden ved Brentford, kæmpede mod den fremmede Hær og slog den paa Flugt. Der druknede mange Englændere ved deres egen Sorgløshed, idet de marcherede foran deres egen Hær for at tage Bytte.

Kongen drog derefter til Wessex og samlede sin Hær. Den fremmede Hær marcherede snart efter til London og belejrede Byen udefra og rettede haarde Angreb paa den til Lands og til Vands, men den almægtige Gud bevarede den.

Den fremmede Hær drog derefter fra London med sine Skibe til Orwell. De sejlede op ad Floden og ind i Mercien. Hvad de stødte paa, dræbte de og brændte, som det var deres Vane.

De skaffede sig Proviant og drev baade Skibene og deres Kvæghjorde ind i Medway. Kong Edmund samlede for fjerde Gang hele det engelske Folk og drog over Themsen til Brentford. Han marcherede ind i Kent, og Fjenderne flygtede for dem med deres Heste til Sheppey.

Kongen dræbte saa mange af dem, som han kunde indhente. Ealdorman Edric gik nu Kongen i Møde ved Aylesford. En værre Fremgangsmaade end denne er ikke blevet bestemt.

Den fremmede Hær marcherede senere ind i Essex og videre ind i Mercien; den ødelagde alt paa sin Vej. Da Kongen erfarede, at Fjenderne var inde i Landet, samlede han for femte Gang Englænderne. Han marcherede bagefter og indhentede dem i Essex ved den Høj, som kaldes Ashingdon. Der kæmpede de haardt med hinanden. Nu gjorde ealdorman Edric, hvad han oftere før havde gjort: han begyndte først paa Flugten sammen med Magesæterne og svigtede saaledes sin kongelige Herre og hele Folket. Knud vandt Sejr og tilkæmpede sig hele England. Der faldt Biskop Ednoth, Abbed Wulsig, ealdormen'ene Alfric, Godwin og Ulfkytel af Østangel, endvidere ealdorman Ethelwins Søn Ethelward og alle de bedste Mænd i England. Efter dette Slag rykkede Knud med sin Hær ind i Gloucestershire, hvor han hørte sige, at Kong Edmund var. Nu foreslog ealdorman Edric og de tilstedeværende witan, at Kongerne skulde slutte Forlig og give Gidsler indbyrdes. Kongerne mødtes i Olanig og bekræftede deres Venskab med Panter og Eder. De aftalte en Tribut med den fremmede Hær og skiltes saa, da delte Forlig var bragt i Stand. Kong Edmund fik Wessex og Knud Mercien.

Den fremmede Hær drog nu til Skibene med de Ting, som den havde bemægtiget sig. Londons Borgere sluttede Vaabenstilstand med Fjenderne og tilkøbte sig Fred. Fjenderne førte deres Skibe til London og opslog deres Vinterkvarter der.

Paa St. Andreas's Dag døde Kong Edmund. Han ligger begravet ved Siden af sin Bedstefader Edgar Glastonbury. Samme Aar døde Abbed Wulfgar Abingdon, og Ethelsig blev hans Efterfølger.

1017. Her i dette Aar overtog Kong Knud Styret hele England. Han delte det i fire Dele og tog selv Wessex, Thorkil fik Østangel, Eadric Mercien og Erik Northumberland. I dette Aar blev ealdorman Edrics dræbt, ligeledes Norman, Søn af ealdorman Leowin, Ethelward, Søn af Ethelmel deri Høje, og Brihtric, Søn af Ælfheah i Devonshire. Kong Knud landsforviste Prins Edwy og Folkekongen Edwy. Inden den 1. August sendte Kongen Bud efter Kong Ethelreds Enke, Richards Datter, og gjorde hende til sin Dronning.

1018. I dette Aar blev Tributten betalt over hele England. Den var ialt paa 75 Tusinde Pund foruden de 11 Tusinde Pund, som Londons Indbyggere betalte. En Del af den fremmede Flaade sejlede til Danmark, men 40 Skibe blev hos Kong Knud. Danskerne og Englænderne blev enige i Oxford. Her døde Abbed Ethelsig i Abingdon, og Ethelwin fulgte efter.

1019. Her drog Kong Knud med 9 Skibe til Danmark og blev der hele Vinteren. Her døde Ærkebiskop Ælfstan, som ogsaa hed Lifing. Han var en meget klog Mand, baade i religiøse og verdslige Sager.

1020. Her kom Kong Knud igen til England.

1023. Her kom Kong Knud igen til England, og Thorkil og han blev enige. Han overgav Thorkil Danmark og Omsorgen for sin Søn, medens Kongen tog Thorkils Søn med sig til England. Senere lod han føre St. Ælfeahs Rester fra London til Canterbury.

1025 [1026, red.]. Her sejlede Kong Knud med Skibene til Danmark til Holmen i Helgeaa. Han havde som Modstandere Ulf og Eglaf og en stor svensk Hær og Flaade. Der faldt overmaade mange paa Kong Knuds Side baade af Danske og Englændere. Svenskerne beholdt Valpladsen.

1028. Her sejlede Kong Knud fra England til Norge med halvtreds Skibe. Han fordrev Kong Olaf fra Landet og tog dette som sin Ret.

1031 [1027, red.]. Her drog Kong Knud til Rom, og samme Aar drog han til Skotland. Den skotske Kong Malcolm og de to andre Konger Maelbeth og Iehmarc underkastede sig ham. Grev Robert døde paa Pilgrimsrejse, og Kong Vilhelm, som kun var en Dreng, fulgte efter.

1036 [1035, red.]. Her døde Kong Knud i Shaftesbury. Han ligger begravet i Winchester i den gamle Kirke. Han var Konge over hele England i næsten 20 Aar. Snart efter hans Død blev der afholdt et Møde af alle witan i Oxford. Jarl Leofric, næsten alle Thegnerne Nord for Themsen og Søfolkene i London valgte Harald til at styre hele England paa egne Vegne og for sin Broder Hardeknud, som var i Danmark. Jarl Godwin og alle de mægtigste Mænd i Wessex gjorde Modstand, saalænge de kunde, men de kunde ikke forpurre det med nogen Plan. Det blev saa bestemt, at Hardeknuds Moder Ælfgifu 5) skulde opholde sig i Winchester sammen med sin Søn Kongens Huskarle; hun skulde styre hele Wessex i hans Navn, og Jarl Godwin var hendes mest hengivne Mand. Der var dem, som sagde om Harald, at han var Søn af Kong Knud og ealdorman Ælfelms Datter Ælfgifu, men mange Folk fandt dette utroligt. Han blev imidlertid Konge over det ganske England.

1039 [1040, red.]. Her døde Kong Harald i Oxford den 17. Marts og blev begravet i Westminster. Han herskede over England i 4 Aar og 16 Uger. I hans Tid betalte man til de - 16 Skibe 8 Mark pr. Mand, som man havde gjort i Kong Knuds Tid. Samme Aar kom Kong Hardeknud til Sandwich 7 Dage før St. Hans, og han blev straks anerkendt som Konge baade af Englændere og Danskere. Dog lønnede hans Raadgivere det siden haardt, da de bestemte, at der til de 62 Skibe skulde betales 8 Mark pr. Mand. l dette Aar gik Hvedeprisen op til 55 Penninge og endnu mere for en sester.

1040 [1041, red.]. I dette Aar blev Krigsskatten til Danskerne betalt. Den beløb sig til 21099 Pund, og senere blev der til 32 Skibe betalt 11048 Pund. Samme Aar kom Kong Ethelreds Søn Edvard her til Landet fra Normandiet. Han var Broder til Kong Hardeknud, idet de begge var Sønner af Ælfgifu, der var Grev Richards Datter.

1041 [1042, red.]. Her døde Hardeknud i Lambeth den 8. Juni. Han var Konge over hele England i to Aar paa nær 10 Dage, og han ligger begravet i den gamle Kirke i Winchester sammen med sin Fader Kong Knud. Før Begravelsen valgte hele Folket Edvard til Konge i London; gid han maa herske, saa længe Gud under ham det.

Hele dette Aar var en meget haard Tid i mange forskellige Henseender, baade med Hensyn til Vejret og til Afgrøden. Det største Antal Kvæg i Mands Minde døde i det Aar paa Grund af forskellige Sygdomme og Uvejr. Paa samme Tid døde Abbed Ælfsig af Peterborough, hvorefter Munken Arnwi blev valgt til Abbed, fordi han var en meget god og mild Mand.

1066. Den 28. December dette Aar indviede man Kirken i Westminster. Kong Edvard døde Helligtrekongersaften og blev begravet Helligtrekongersdag i den nylig indviede Kirke i Westminster. Jarl Harald fik Kongedømmet i England, saaledes som Kongen havde tilstaaet ham det. Folket valgte ham til Konge, og han blev kronet Helligtrekongersdag. Samme Aar som Harald var blevet Konge, sejlede han med en Flaade mod Vilhelm. Imedens drog Jarl Tostig ind i Humber med 60 Skibe; men Jarl Edwin kom med Hæren og fordrev ham. Tostigs Søfolk svigtede ham, og han sejlede til Skotland med 12 smaa Skibe. Kong Harald af Norge med 300 Skibe mødte ham, og Tostig bøjede sig for ham. Sammen sejlede de op ad Humber, indtil de kom til York. Jarlerne Markere og Edwin kæmpede med dem, men den norske Konge sejrede. Kong Harald fik Bud om, hvad der var gaaet for sig, og han kom med en stor Hær Englændere og mødte Norges Konge ved Stamford Bridge. Han dræbte denne og Jarl Tostig og overvandt modigt hele Hæren.

Imidlertid var Grev Vilhelm landet i Hastings paa Mikkelsdag. Harald kom Nordfra og leverede Kamp, før hele hans Hær var kommet; han faldt selv, og hans to Brødre Gyrd og Leofwin. Vilhelm erobrede England og drog til Westminster, hvor Ærkebiskop Ealdred kronede ham til Konge. Befolkningen betalte ham Tribut og gav Gidsler; senere købte den Jord af ham. Abbed Leofric af Peterborough var med paa dette Felttog, hvor han blev syg; han døde snart efter paa Allehelgensaften. Gud være hans Sjæl naadig. Paa hans Tid fandtes i Peterborough baade Glæde og Gods. Han var afholdt af hele Folket, saa at Kongen gav St. Peter og ham Abbediet i Burton-on-Trent; endvidere Abbedierne i Coventry, som hans Onkel Jarl Leofric tidligere havde oprettet, det i Croylandn og det i Thorney. Han skænkede Kloosteret i Peterborough mere Guld, Sølv, Klæder og Jord end nogen anden før eller efter ham.

Nu blev det gyldne Peterborough til et ulykkeligt Peterborough. Munkene valgte Prior Brand til Abbed, fordi han var en meget god og klog Mand. Ham sendte de til Prins Edgar, fordi Befolkningen mente, at han vilde blive Konge; Prinsen godkendte med Glæde dette Valg. Da Kong Vilhelm hørte om dette, blev han meget vred og sagde, at Abbeden havde behandlet ham med Foragt. Gode Mænd lagde sig imellem og forligte dem, fordi Abbeden hørte til gode Mænd. Han gav Kongen 40 Mark Guld til Forlig, og han levede kun en kort Tid derefter, blot tre Aar. Senere blev Klosteret ramt af Nød og Ulykke i enhver Form. Gud vise det Naade.

Om kilden

Dateret
Ca. 891
Oprindelse
Thorsten Dahl (transl.), Den Oldengelske Krønike i udvalg, (København, 1936)
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. juni 2015
Sprog
Dansk (oprindelig oldengelsk)
Udgiver
danmarkshistorien.dk