Den angelsaksiske Krønike 789-954

Kilder

Kildeintroduktion:

Den angelsaksiske Krønike er en af de vigtigste kilder til vikingernes færden i England og generelt til forholdene i England i vikingetiden. Krøniken har sin oprindelse i slutningen af 800-tallet i miljøet omkring Alfred den Stores hof, der i perioden så en opblomstring af både lærdom og en engelsk national selvforståelse. Krøniken er skrevet på oldnordisk og er således den første sammenhængende nationalhistorie i Vesteuropa skrevet på landets eget sprog.

Krønikens forfattere eller skrivere er anonyme og følger generelt den annalistiske tradition med korte faktuelle indførsler, hvor begivenhederne for de enkelte år ikke nødvendigvis optræder i relation til hinanden. Dette gælder dog ikke for mange af indførslerne i vikingetiden, der ofte får karakter af længere beretninger.

Hvad vi i dag kalder Den angelsaksiske Krønike er ikke en samlet tekst, men flere enkelte tekster med samme grundstamme og flere lokale variationer. Den originale krønike er gået tabt, men flere forskellige kopier blev opbevaret rundt om i England, hvor de blev opdateret gennem 900- og 1000-tallet og kopieret flere gange. I dag eksisterer krøniken i syv manuskripter foruden enkelte fragmenter.

De følgende uddrag af Den angelsaksiske Krønike er hovedsageligt taget fra krønikens Manuskript E (Peterborough). Denne udgave af krøniken baserer sig på en tekst, der muligvis stammer fra Ripon eller York i det nordlige England, da den er særdeles velinformeret om forholdene her.

De her udvalgte årstal fortæller om vikingerne i England fra det første møde i 789 til den sidste vikingekonge blev fordrevet fra York i 954.

Forskning har vist, at krønikens årstal og dateringer i nogle tilfælde er forkerte. Vi har løst dette ved i disse tilfælde at angive det rigtige årstal i parentes. 

787 [789, red.]. Her ægtede Kong Breohtric Offas Datter Eadburg, og i hans Tid kom for første Gang 4 Skibe med Normanner fra Horðaland. Saa red Fogeden derhen, og han vilde drive dem til Kongsgaarden, fordi han ikke vidste, hvem det var, men de slog ham ihjel. Det var de første Skibe med danske Mænd, som angreb England.

793. Her kom frygtelige Jærtegn over Northummberland og fik Befolkningen til at ryste af Skræk. Der viste sig vældige Lyn, og man saa Ilddrager flyve i Luften. Disse Tegn fulgtes hurtigt af stor Hungerssnød. Kort efter, den 8. Januar samme Aar, hændte den Ulykke, at Hedninger hærgede Guds Kirke paa Øen Lindisfarne, hvor de anrettede Ødelæggelser ved Plyndren og Myrden. Sicga døde den 22. Februar.

851. Her kæmpede ealdorman Ceorl sammen med Mænd fra Devonshire mod Hedningerne ved Wicgeannbeorg, hvor han anrettede stort Blodbad og vandt Sejr. Hedninger slog sig ned paa Thanet for Vinteren. I det samme Aar kom 350 Skibe til Themssmundingen. De stormede Canterbury og slog Kong Brihtwulf af Mercien med hans Hær paa Flugt. Saa drog de Sydpaa over Themsen til Surrey. Kong Ethellwulf og hans Søn Ethelbald i Spidsen for den vestsaksiske Hær kæmpede med dem ved Ockley, og anrettede der det største Blodbad paa en hedensk Hær, som vi nogensinde har hørt tale om; Sejren blev deres. Og i det samme Aar kæmpede Kong Ethelstan og ealdorman Ealthere til Søs og slog en stor Flaade ved Sandwich; de tog 9 Skibe og drev de andre paa Flugt.

865. Her laa den hedenske Hær paa Thanet og sluttede Fred med Kentboerne, og Kentboerne lovede dem Penge for Freden. Men efter at Løftet om Fred var afgivet, listede Hæren om Natten ind i Landet og hærgede hele det østlige af Kent.

866. Her overtog Ethelbrihts Broder Ethelred det vestsaksiske Rige. Samme Aar kom en stor hedensk Hær til England og opslog Vinterkvarter i Østangel. Der blev de forsynet med Heste, og en Fred kom i Stand.

867. Her drog Hæren fra Østangel over Humbers Munding til York i Northumberland. Der herskede stor indbyrdes Uenighed i Folket. Kong Osbert var blevet fordrevet, og Ella blev valgt til Konge uden Fødselsret.

Imidlertid gav de sig sent paa Aaret til at kæmpe med Invasionshæren. De samlede en stor Styrke og angreb Fjenderne i York. De stormede Byen, og nogle af dem slap indenfor Murene; der blev anrettet et stort Blodbad paa Northumbrerne, dels indenfor, dels udenfor; begge Kongerne faldt, og Resten sluttede Fred med Fjenderne. Samme Aar døde Biskop Ealhhstan, der i 50 Aar beklædte Bispedømmet i Sherborne. Han ligger begravet der i Byen.

868. Her drog den samme fjendtlige Hær ind i Mercien til Nottingham og opslog Vinterkvarter der. Kong Burhred af Mercien og hans Raad bad den vestsaksiske Kong Ethelred og hans Broder Alfred om Støtte i Kampen mod den fjendtlige Hær. Disse rykkede da med vestsaksiske Tropper ind i Mercien lige til Nottingham, hvor de traf Fjenderne i Fæstningen og belejrede dem derinde. Imidlertid blev det ikke til nogen alvorlig Kamp, og Mercerne sluttede Fred med Fjenderne.

870. Her drog Fjenderne gennem Mercien ind i Østangel og opslog deres Vinterkvarter i Thetford, og i dette Aar kæmpede Kong Edmund med dem. Danskerne vandt Sejr og dræbte Kongen; de erobrede hele Landet og ødelagde alle de Klostre, som de kom til.

Samtidig kom de til Peterborough, hvor de brød ind med Brand, dræbte Abbeden og Munkene og alt, hvad de fandt der. De var Skyld i, at hvad der før var mægtigt, nu blev til intet. I dette Aar døde Ærrkebiskop Ceolnoth.

871. Her red Fjenderne til Reading i Wessex, og omkring 3 Dage derefter kom to Jarler ridende. Ealldorman Ethelwulf mødte dem ved Englefieid, hvor han kæmpede med dem og vandt Sejr; den ene af dem, som hed Sidrac, faldt. Omkring 4 Dage derefter førte Kong Ethelred og hans Broder Alfred en stor Hær til Reading og kæmpede mod Fjenderne. Der blev anrettet stort Blodbad paa begge Sider, og ealdorman Ethelwulf faldt; Danskerne beholdt Valpladsen. Efter fire Dages Forløb kæmpede Kong Ethelred og hans Broder Alfred ved Ashdown mod hele den fjendtlige Hær, som var opstillet i to Fylkinger. I den ene var de hedenske Konger Basecg og Halfdan, i den anden Jarlerne. Kong Ethelred kæmpede mod Kongernes Hær, og Kong Basecg faldt, medens hans Broder Alfred kæmpede mod Jarlernes Hær; der faldt Jarl Sidrac den gamle og Sidrac den unge, Jarl Ossbern, Jarl Fræna og Jarl Harald. Begge Fylkinger blev slaaet paa Flugt, og der faldt mange Tusinde; Kampen varede til Natten. Omkring fjorten Dage derefter kæmpede Kong Ethelred og hans Broder Alfred mod Fjenderne ved Basing, hvor Danskerne vandt Sejr. Omkring to Maaneder derefter kæmpede Kong Ethelred og hans Broder Alfred ved Merton mod Fjenderne, som var opstillet i to Fylkinger, slog begge paa Flugt, og Sejren fulgte dem til langt op paa Dagen. Der anrettedes stort Blodbad paa begge Sider, men Danskerne beholdt Valpladsen. Biskop Hæhmund og mange gode Mænd faldt. Efter denne Kamp kom en stor Sommerhær til Reading. Den følgende Paaske døde Kong Ethelred. Han herskede i fem Aar og ligger begravet i Wimborne Kirke.

Derpaa blev hans Broder Alfred, Ethelwulfs Søn, Konge over Vest saksernes Rige. Omkring en Maaned derefter kæmpede Kong Alfred med en lille Styrke mod hele den fremmede Hær ved Willon. Langt op paa Dagen blev han slaaet paa Flugt, og Danskerne beholdt Valpladsen. I dette Aar blev der udkæmpet ni Feltslag med den fremmede Hær i Kongeriget Sydfor Themsen. Ydermere red Kongens Broder Alfred, ealdormen og Kongens Thegner saa ofte paa Strejftog mod dem, at man ikke kunde tælle det. I delte Aar faldt ni Jarler og en Konge, og .samme Aar sluttede Vestsakserne Fred med Fjenderne.

872. Her drog den fjendtlige Hær til London fra Reading og opslog Vinterkvarter der. Mercerne slutttede Fred med Fjenderne.

874. Her drog Fjenderne fra Lindsey til Repton og opslog Vinterkvarter der. De fordrev Kong Burggred over Havet, efter at han havde været Konge i 22 Aar, og de erobrede hele Landet. Han drog til Rom og forblev der; han er begravet i St. Marias Kirke i det engelske Kvarter. Samme Aar overdrog de Merrcien til den taabelige Ceolwulf, en af Kongens Thegner. Han aflagde Ed til dem og lovede med Gidsler, at han skulde være til deres Tjeneste, naar som helst de ønskede det, og han vilde staa til Disposition med sin egen Person og med alle dem, som vilde følge ham, naar Hærens Tarv krævede det.

875. Her drog den fjendtlige Hær fra Repton. Halfdan drog med en Del af Hæren til Northumberland og opslog Vinterkvarter ved Floden Tyne. Hæren erobbrede Landet og drog ofte paa Hærgningstog mod Picterne og Briterne i Strathclyde. De tre Konger Guttorm, Oskytel og Anwend drog med en stor Hær fra Repton til Cambridge og forblev der et Aar. Om Sommeren sejlede Kong Alfred ud paa Havet med Flaaden og kæmpede mod 7 Skibsmandskaber; han fangede det ene Skib og slog de andre paa Flugt.

876.[1] Her listede den fjendtlige Hær sig ind i Wareham paa Flugt fra den vestsaksiske Hær, og siden sluttede Kongen Fred med Fjenderne. De gav ham som Gidsler de Mænd i Hæren, hvem Kongen tillagde størst Værdi, og de svor ham Eder paa den hellige Ring, hvad de ikke før vilde gøre overfor noget Folk, og lovede, at de hurtigt vilde drage bort fra hans Rige. I Ly af dette Løfte listede Fjenderne om Natten bort fra vor Hær og drog til Hest til Exeter. I dette Aar delte Halfdan Northumbrernes Land, hvor Danskerne hærgede og forsynede sig. Rollo drog med sine Folk til Normandiet og herskede i 53 Aar.

877. Her kom den fjendtlige Hær til Exeter fra Wareham, og den fjendtlige Flaade sejlede vestenom; en stærk Storm ramte dem paa Havet, og 120 Skibe forliste ved Swanage. Kong Alfred red med sin Hær efter de beredne Fjender lige til Exeter, men kunde ikke indhente dem, før de var i Fæstningen, hvor man ikke kunde komme dem til Livs. Fjenderne gav ham Sikkerheds-Gidsler, saa mange som han vilde have, og svor ham dyre Eder, og de overholdt Freeden godt. Om Efteraaret drog Fjenderne ind i Mercien; de delte et Stykke deraf, og Resten gav de til Ceolwulf.

878. Her listede Fjenderne ved Midvinter efter Helligtrekonger til Chippenham, overrumplede og erobrede Vestsaksernes Land og dreven stor Del af Folket over Havet. Størsteparten af Resten overvandt de undtagen Kong Alfred, der ledsaget af en faatallig Skare med Møje drog til Skovene og utilgængelige Sumpstrækninger. Samme Vinter var Ivars og Halfdans Broder i det vestsaksiske Devonshire, hvor han mistede Livet sammen med 800 Mand og 40 Mand af sin Hær; der blev den Fane erobret, som de kaldte Ravnen. Den følgende Paaske opførte Kong Alfred med en lille Skare et befæstet Sted i Athelney, og fra dette kæmpede han og Befolkningen i den nærmeste Del af Somerset mod Fjenderne. I den syvende Uge efter Paaske red han til Egbert's Stone øst for Wealwudu; der fik han Tilslutning af hele Somerset og Wiltshire samt den Del af Hampshire, der ligger tæt ved Havet, og de var glade for ham. Efter en Nats Forløb drog han fra Lejren til Iley Oak og en Nat senere til Edington, hvor han kæmpede med hele den fjendtlige Hær og slog den paa Flugt, og han red efter dem lige til Befæstningen, hvor han opslog sin Stilling i 14 Dage. Da gav Fjenderne ham Gidsler og svor dyrt paa, at de vilde drage bort fra hans Rige. De lovede ogsaa, at deres Konge vilde modtage Daaben, og det holdt de. 3 Uger derefter kom Kong Guttorm med 29 andre af de Mænd, som var de mest ansete i Hæren, til Aller, der ligger ved Athelney. Kong Alfred stod Fadder til ham, og Ceremonien fandt Sted i Wedmore. Han var 12 Dage hos Kongen, der hædrede ham og hans Fæller med store Pengegaver.

879. Her drog Fjenderne fra Chippenham til Cirencester og opholdt sig der en Vinter. I det Aar samledes en Skare Vikinger og slog sig ned i Fulham ved Themsen, og i dette Aar formørkedes Solen en Time.

880. Her drog Fjenderne fra Cirencester til Østangel, erobrede Landet og delte det. Samme Aar drog den fjendtlige Hær, som holdt Fulham besat, til Gent i Frankrig og laa et Aar der.

886. Her drog de Fjender igen mod Vest, som før var draget mod Øst; de sejlede op ad Seine og opslog Vinterkvarter i Byen Paris. Samme Aar besatte Kong Alfred London, og hele det England, der var frit for Danskernes Aag, underkastede sig ham. Byen overgav han i ealdorman Ethelreds Varetægt.

894 [893, red.]. I dette Aar, det vil sige et Aarstid efter at Nordboerne havde anlagt en Befæstning i Østfrankrig, havde Northumbrerne og Østanglerne aflagt Ed til Kongen, og Østanglerne havde givet 6 foreløbige Gidsler. Dog, tiltrods for disse Forpligtelser, rykkede de ud, hver Gang de andre fjendtlige Hære drog ud i fuld Styrke; enten var de sammen med de andre, eller de kæmpede paa deres Side. Da samlede Kong Alfred sin Hær og slog Lejr mellem de to fjendtlige Hære, saa nær ved Danskerne som Skoven og Vandet, der beskyttede disses Stilling, gjorde det bekvemt for ham. Han anbragte sig saaledes, at han kunde naa dem begge, hvis de søgte ud i aaben Mark. Derpaa drog Nordboerne gennem Skoven i Afdelinger til Fods og til Hest paa den af Siderne, der ikke var beskyttet af Kongens Hær. Dem angreb Englænderne, ogsaa med Skarer, næsten daglig, ved Dag og ved Nat; der optraadte baade Mænd fra Kongens Hær og Folk fra Byerne.

Kongen havde delt sin Hær i to Dele, saaledes at Halvdelen stadig var hjemme, medens den anden Halvdel var ude - bortset fra de Mænd, som skulde forsvare de befæstede Byer.

Fjendehæren i hele sin Udstrækning rykkede ikke ud mere end to Gange. Den ene Gang var, da de kom til Landet, førend Kongens Hær var samlet, den anden, dengang de vilde drage fra Lejren. Ved den Lejlighed vandt de et stort Krigsbytte, og det vilde de bringe Nordpaa over Themsen ind i Essex til Skibene.

Nu afskar Kongens Hær deres Vej forude og kæmpede med dem ved Farnham, slog Fjenderne paa Flugt og fratog dem Krigsbyttet. De flygtede over Themsen uden at søge noget Vadested, langs Colne over paa en lille ø. Da belejrede Kongens Hær dem der, saa længe de havde Mad. Imidlertid var deres Tjenestetid udløbet, og deres Mad fortæret, medens Kongen var paa March mod dette Sted sammen med den Del, der var paa Tog med ham. Han var nu paa Vej dertil, og den anden Del af Kongens Hær var paa Vej hjem, medens Danskerne blev tilbage, fordi deres Konge var blevet saaret i Kampen, saa at de ikke kunde transportere ham med sig. Da samlede Beboerne af Northumberland og Østangel omkring hundrede Skibe og sejlede søndenom, medens fyrretyve sejlede nordenom og belejrede et befæstet Sted paa Nordkysten af Devonshire; de, der sejlede søndenom, belejrede Exeter. Da Kongen hørte dette, drog han Vestpaa mod Exeter med hele Hæren med Undtagelse af en meget lille Del af Hæren, der bestod af Folk fra Østlandet.

Englænderne rykkede frem, indtil de kom til London de forenede sig med Byens Folk og Hjælpen fra Vest og drog saa østpaa til Benfleet. Derhen var Hæsten draget med sin Hær, som før laa ved Miltan; ligeledes var den store Hær draget derhen, som før var ved Lymne Harbour ved Appledore. Hæsten havde først anlagt en Befæstning ved Bennfleet og var draget ud paa Plyndring, medens den store Hær af Fjender var hjemme.

Englænderne gjorde Angreb, slog Fjenderne paa Flugt og ødelagde Fortet. De tog alt, som fandtes derinde baade af Kvæg, af Kvinder og af Børn, og bragte det altsammen til London. Nogle af Skibene ødelagde de, andre brændte de, og Resten førte de til London eller Rochester. Hæstens Hustru og to Sønner blev bragt til Kongen, men han gav dem tillbage til Hæsten igen, fordi den ene af Sønnerne var Gudsøn af ham og den anden af ealdorman Ethelred. De havde staaet Fadder til dem, før Hæsten kom til Benfleet, og han havde givet dem Gidsler og svoret Eder; Kongen havde ogsaa givet ham meget Gods, og det gjorde han ogsaa, da han udleverede Drengen og Hustruen. Men saa snart Nordboerne var kommet til Benfleet, og Fortet var blevet bygget, hærgede han i Kongens Rige netop den Del, som Ethelred, hans Søns Fadder, skulde styre, og ved en anden Lejlighed igen var han draget paa Plyndring netop til den Provins, da hans Fort blev ødelagt.

Kongen var draget Vestpaa med Hæren mod Exeeter, saaledes som jeg før sagde, og Fjenderne havde belejret Byen, men de gik til deres Skibe, da han var marcheret derhen. Medens han var optaget af Kamp med den fjendtlige Hær der mod Vest, og de to andre fjendtlige Hære begge var samlede ved Shoeebury i Essex og anlagde Befæstninger der, hændte det, at de begge drog op ad Themsen og fik stor Forstærkning baade fra Østangel og fra Northumberrland. De drog op langs Themsen, indtil de naaede Severn, derpaa op langs Severn. Da samlede ealdorrmen’ene Ethelred, Ethelhelm og Ethelnoth og Kongens Thegner, som var hjemme i Forterne, Folk fra hver By øst for Parrett, baade Vest og øst for Selwood, Nord for Themsen og Vest for Severn, ligeledes en Del af Befolkningen i Wales.

Da de alle var samlede, indhentede og angreb de den fjendtlige Hær ved Buttington paa Bredden af Severn og belejrede den paa alle Sider i et befæstet Sted.

Da Belejringshæren i mange Uger havde ligget paa Flodens to Sider, og Kongen var Vestpaa i Devonnshire og kæmpede med Flaaden, blev de indesluttede overvældet af Mangel paa Føde; de havde fortæret en Del af deres Heste, og Resten var døde af Sult. Da gjorde de et Udfald mod de Mænd, der laa i Lejr paa den østlige Side af Floden og kæmpede med dem; de Kristne sejrede. Kongens Thegn Ordhec faldt sammen med mange andre af Kongens Thegner. Danskerne led et stort Tab, og den Del, der slap bort, reddede sig ved Flugt. Da Nordboerne var kommet til deres Fort og deres Skibe i Essex, samlede de igen inden Vinter en stor Hær fra Østangel og Northumberland og anbragte deres Hustruer, deres Skibe og deres Ejendele i Sikkerhed i Østangel. De marcherede uafbrudt Dag og Nat, til de naaede en forladt By i Wirral, som hedder Chester. Kongens Hær kunde ikke naa dem bagfra, før de var inde i Fortet. De belejrede dog Fortet i omtrent to Dage og bemægtigede sig alt det Kvæg, som fandtes udenfor, og dræbte de Mænd, som de kunde opsnappe udenfor Fortet. De brændte alt Kornet og græssede med deres Heste overalt i Nabolaget. Dette skete et Aarstid efter, at de var kommet herhen over havet.

897 [896, red.]. Den følgende Sommer skiltes Vikingehæren. En Del drog til Østangel og Resten til Northumberland, og de, som var uden Penge, skaffede sig Skibe der og sejlede Sydpaa over Havet til Seine. Vikingehæren havde Gud ske Lov ikke plaget England alt for meget; men Befolkningen var blevet plaget meget mere af Pest, der ramte Kvæg og Mennesker, og allermest af den Ulykke, at mange af de bedste af Kongens Thegner, som var i Landet, døde i disse tre Aar. Blandt dem var Biskop Swithulf af Rochester, ealdorman Ceolmund i Kent, ealdorman Beorthulf i Essex og ealdorman Wulfred i Hamppshire. Endvidere Biskop Ealhheard af Dorchester, Kongens Thegn Eadulf i Sussex, Foged Beornulf i Winchester og Kongens Staldmester Ecgulf og mange foruden dem, skønt jeg har nævnet de ypperste.

Samme Aar hjemsøgte Vikingehærene i Østangel og Northumberland paa Plyndringstog stærkt Vestsaksernes Land paa Sydkysten, allermest med de Skibe, som de havde bygget mange Aar før. Kong Alfred lod da bygge Krigsskibe til Kamp mod disse Skibe, næsten to Gange saa lange som de andre. Nogle var med 60 Aarer, andre med flere. De var baade hurtigere og mere støtte samt højere end de andre. Skibene blev bygget hverken efter frisisk eller dansk Model, men saaledes som de selv fandt dem nyttigst. Engang i Løbet af samme Aar kom seks Skibe til Wight og anrettede megen Skade der baade i Devonshire og næsten overalt paa Kysten. Da sendte Kongen ni af de nye Skibe, og de spærrede Mundingen ud til det aabne Hav. Danskerne sejlede ud med tre Skibe mod dem, og tre laa inderst. i Flodmundingen paa tørt Land, medens Mandskabet var gaaet i Land. Englænderne bemægtigede sig to af de tre Skibe yderst ved Mundingen og dræbte Mandskabet; det tredie undslap, men Folkene paa dette blev ogsaa dræbt undtagen fem. Disse slap bort, fordi de andres Skibe var gaaet paa Grund, hvilket skete paa en meget ubehagelig Maade. Tre var gaaet paa Grund i den Side af Dybet, hvor de danske Skibe var gaaet paa Grund, og de andre alle paa den anden, saa at intet af dem kunde komme til de andre. Men da Vandet var ebbet bort mange furlongs fra Skibene, gik Danskerne fra de tre Skibe til de tre andre, som Lavvandet havde sat paa Grund paa deres Side, og en Kamp fandt Sted. Der faldt Kongens Foged Lucumon og Friseren Wulfheard, endvidere Friserne Ebbe og Ethelher samt Kongens geneat Ethelferth ialt 62 Frisere og Englændere og 120 Danske. Imidlertid kom Floden til de danske Skibe, førend de Kristne kunde skubbe deres ud, og derfor roede de bort. De var i den Grad beskadigede, at de ikke kunde ro forbi Sussex, men Havet kastede to af dem paa Land. Folkene blev ført til Kongen i Winchester, hvor han lod dem hænge. De Mænd, som var paa det ene Skib, kom til Østangel haardt saarede. Samme Sommer blev ikke mindre end 20 Skibe med Besætninger fuldstændig ødelagte ved Sydkysten. Samme. Aar døde Kongens Staldmester Wulfric, som ogsaa havde Kommando over de walisiske Tropper.

901 [900, red.]. Her døde Alfred, Ethelwulfs Søn, seks Dage før Allehelgens-Dag. Han var Konge over hele England med Undtagelse af den Del, som stod under Danskernes Herredømme, og han styrede Riget i 28 1/2 Aar. Derpaa blev hans Søn Edvard Konge. Hans Fætter Ethelwold bemægtigede sig Hovedgaarden i Wimborne og i Twinham uden Tilladelse af Konngen og hans witan. Da red Kongen med Hæren og slog Lejr ved Badbury nærved Wimborne. Ethellwold laa i Hovedgaarden sammen med de Mænd, der lød hans Bud; han havde barrikaderet alle Dørene og sagde, at han vilde leve eller dø der. Imidlertid listede han sig bort om Natten og søgte til Vikingehæren i Northumberland. Kongen lod ham forfølge af Ryttere, men de kunde ikke indhente ham; de greb den Kvinde, som han tidligere havde bortført uden Kongens Tilladelse og mod Biskoppens Bud, thi hun var først viet til Nonne. I dette Aar døde ealdorman Ethelred i Devonshire, fire Uger før Kong Alfred.

911 [910, red.]. Her brød Vikingehæren i Northumberland Freden og lod haant om enhver Fred, som Kongen og hans witan tilbød dem; de hærgede rundt i Mercien. Kongen havde samlet en hundrede Skibe og var dengang i Kent. Skibene sejlede Sydfra mod øst over Havet for at møde ham. Vikingerne troede, at Størstedelen af hans Forstærkninger var paa Skibene, og at de uden Modstand kunde sejle, hvorhen de vilde. Da Kongen erfarede, at de var draget ud paa Plyndringstogt, sendte han sin Hær ud sammensat baade fra Wessex og Mercien. De indhentede Vikingerne bagfra, medens de var paa Hjemvejen, kæmpede med dem og slog dem paa Flugt; de dræbte mange Tusinde af dem. Der faldt Kong Ecwils.

913 [912, red.]. Her i dette Aar omkring 11. November lod Kong Edvard bygge det nordlige Fort i Hertford mellem Maran, Beane og Lea.

Den følgende Sommer derefter, mellem Gangdagene og St.Hans drog Kong Edvard med en Del af sin Styrke til Maldon i Essex og slog Lejr der, medens Fortet blev bygget og anlagt i Witham. En hel Del af Folket viste ham Lydighed, som før bavde staaet under Danskernes Herredømme. En Del af hans Styrke anlagde i Mellemtiden Fortet i Hertford paa Sydsiden af Lea.

922 [918, red.]. Her i dette Aar, mellem Gangdagene og St. Hans, drog Kong Edvard med Hæren til Stamford og lod bygge Borgen paa Sydsiden af Floden, og alle de Mennesker, som hørte til den nordlige Borg, underkastede sig ham og bad om at faa ham til Herre. Under hans Ophold der døde hans Søster Ethelfled i Tamworth 12 Dage før St. Hans. Da bemægtigede han sig Borgen i Tamworth, og hele Befolkningen i Mercien, der før havde været undergivet Ethelfled, underkastede sig ham.

Kongerne Howel, Cledauc og Jeothwel i Wales og hele Folket i Wales bad om at faa ham til Herre. Fra Tamworth drog han til Nottingham og erobrede Borgen; han lod den udbedre og besætte med baade Englændere og Danskere. Hele den i Mercien bosatte Befolkning, baade den danske og den engelske, underkastede sig ham.

926 [927, red.]. Her viste der sig Ildstraaler i den nordlige Del af Luften. Sigtryg døde, og Kong Athelstan overtog Northumberland. Han herskede over alle de Konger, som var her paa Øen: for det første Kong Howel af Cornwall, dernæst Kong Konstantin af Skotland, Kong Owen af Gwent og Ealdred, Søn af Ealdwulf fra Bamborough. De bekræftede Freden med Sikkerhedspant og med Eder den 12. Juli paa det Sted, der kaldes Eamont Bridge; de forbød enhver Afgudsdyrkelse og skiltes derpaa i Fred.

937. I dette Aar vandt Kong Athelstan, Krigernes Drot, Uddeleren af Ringe til Mændene, samt hans Broder Prins Edmund, livslangt Ry ved Hug i Strid. med Sværdægge omkring Brunnanburh. De kløvede Skjoldmuren, Edvards Sønner huggede Kampskjoldene med de hamrede Sværd, saaledes som det var dem naturligt fra Slægtninge, at de i Kamp ofte mod enhver Fjende forsvarede Landet, Skat og Hjem.

Modstanderne bukkede under. Skotternes Folk og Sømændene faldt paa Skæbnens Bud, Marken strømmede af Krigernes Blod, siden Solen oppe om Morgenen, den straalende Stjerne, Guds, den evige Herres, skinnende Lys gled klar over Jorden, indtil det ædle Værk gik ned. Der laa mangen Kriger fældet af Spyd, mangen Mand fra Nord skudt over Skjoldet. Ligesaa laa mangen Skotte død; han havde nok af Kampen, Dagen igennem forfulgte Vestsakserne i Skarer de fjendtlige Folk; de huggede haardt Flygtningene bagfra med hvæssede Sværd. Mercerne nægtede ikke at give haarde Haandslag til nogen af de Helte, som med Olaf over Bølgernes Røre i Skibets Skød kom til Landet og gik dødsmærkede til Kampen. Fem unge Konger laa paa Kamppladsen, dræbte af Sværdene. Ligeledes syv af Olafs Jarler og en utallig Hærskare af Vikinger og Skotter. Der blev Nordmændenes Herre slaaet paa Flugt, tvunget af Nødvendighed til Skibets Stavn med en lille Skare. Skibet ilede paa Bølgerne. Kongen sejlede ud paa det graa Hav og reddede Livet. Ligeledes flygtede den gamle Konstantin, den graanede Kriger, Nordpaa til sit Fædreland. Han havde ikke Grund til at juble over Sværdenes Stævne. Han blev berøvet sine Slægtninge, og hans Venner, som blev fældet paa Kamppladsen, blev frataget ham ved Hug i Striden. Han mistede sin Søn paa Valpladsen, sønderhugget af Saar, ung i Kampen.

Den graasprængte Kriger, den gamle hadefulde Modstander, havde ingen Grund til at prale af Sværdenes Sammenstød, og lige saa lidt Olaf. Med deres Hærrester havde de ingen Grund til at forkynde leende, at de paa Kamppladsen var bedre til Kampværk, til Bannernes Fægtning, til Spyd stævne, til Mændenes Møde og til Vaabenskifte, dengang de paa Valpladsen legede med Edvards Sønner.

Nordmændene, den blodige Rest fra Spydkampen, stævnede nu skamfulde paa de sømbesatte Skibe ud paa det larmende Hav og drog over det dybe Vand til Dublin og bagefter til deres eget Land. Ligesaa drog Brødrene, Kongen og Prinsen, begge sammen til deres Fødestavn, Vestsaksernes Land, jublende over Kampen. De efterlod Ligene til Deling mellem den mørkfjedrede, den sorte Ravn med Hornnæbbet, og den graafjedrede Ørn hvid bagtil, og de lod den graaadige Kamphøg og det graa Dyr Ulven i Skoven nyde Aadslerne. Aldrig skete endnu et større Blodbad her paa Øen ved Sværdægge, efter hvad Bøgerne fortæller, de gamle Skriftkyndige, siden fra øst Angler og Sakser kom her til Landet og søgte til Britannien over de brede Bølger, siden de stolte Krigere overvandt Briterne, og de æretørstende Kæmper fik Landet i Besiddelse.

941 [940, red.]. Her var Northumbrerne falske mod deres Forpligtelser og valgte Olaf af Irland til Konge.

942. Her erobrede Kong Edmund, Englændernes Fyrste, Slægtningenes Beskytter, den elskede Daadudøver, Mercien, som Dore, Whitwell Gate og Humberfloden, den brede rivende Strøm, adskiller sammen med de fem Borge: Leicester, Lincoln og Nottingham, ligeledes Stamford og Derby. Tidligere var Danskerne under Nordmændene, ydmygede paa Grund af Nødvendigheden, lange Tider i Hedningernes Lænker, indtil Kæmpernes Beskytter, Edvards Søn, Kong Edmund, ved sin ærefulde Indsats igen befriede dem.

943 [940-43, red.]. Her ødelagde Olaf Tamworth, og der blev anrettet stort Blodbad paa begge Sider. Danskerne vandt Sejr og førte et stort Bytte bort med sig. Wulffrun blev fanget paa dette Plyndringstog. I dette Aar belejrede Kong Edmund Olaf og Ærkebiskop Wulffstan i Leicester, og han vilde have kunnet faa dem i sin Magt, hvis ikke de om Natten var undsluppet fra Borgen. Derefter opnaaede Olaf Kong Edmunds Venskab. Kong Edmund stod Fadder til Kong Olaf og gav ham kongelige Gaver. I det samme Aar, efter meget lang Tids Forløb, modtog han Kong Reggnald af Biskoppen.

944. Her fik Kong Edvard hele Northumberland i sin Magt, og han fordrev to Konger, Olaf Sigtrygssøn og Regnald Godfredssøn.

952. Her fordrev Northumbrerne Kong Olaf og modtog Erik, Haralds Søn.

954. Her fordrev Northumbrerne Erik, og Edred fik Northumberland.

 


Ordforklaringer m.m.

[1] Misforståelse i oversættelsen år 876, næstsidste linje: ”I dette Aar delte Halfdan Northumbrernes Land, hvor Danskerne hærgede og forsynede sig.” Der bør i stedet stå: ”I dette Aar delte Halfdan Northumbrias Land, og de pløjede og sørgede for sig selv.