'Den amerikanske uafhængighedserklæring' i 'De til Forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender', 2. september 1776

Kilder

Kildeintroduktion: 

Den 2. september 1776 bragte avisen De til Forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender (senere Berlingske Tidende) dele af den amerikanske uafhængighedserklæring, som var blevet underskrevet af de amerikanske stater i fællesskab den 4. juli samme år. Staterne var britiske kolonier, men de kæmpede i Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1775-1783 for selvstændighed.

I slutningen af 1700-tallet var der kun få aviser i Danmark, og de kunne ikke skrive hvad som helst. For det første var pressefriheden så indskrænket, at der reelt var tale om statslig censur. For det andet krævede det et såkaldt kongeligt privilegium (dvs. tilladelse) at distribuere aviser med posten. De til Forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender var da også forsigtig og kongetro i sin politiske dækning og bragte som regel meddelelser og efterretninger om begivenheder uden at kommentere på dem. Dette er også tilfældet i nedenstående meddelelse om menneskerettighedserklæringen.

For det enevældige Danmark var indholdet i den amerikanske uafhængighedserklæring radikalt. Især set i lyset af at det kun var fire år efter, at J.F. Struensees oplysningsinspirerede regime var blevet væltet. For det første hævdes det i erklæringen, at alle mennesker er født lige og har en række naturlige rettigheder. For det andet fastslås det, at befolkningen i en stat har ret til at omvælte det politiske styre, hvis det begår overgreb på dem. Den amerikanske uafhængighedserklæring havde ikke umiddelbar, direkte indflydelse på forholdene i Danmark. Men det er en almindelig opfattelse, at den sammen med den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 fik stor betydning for udbredelsen af menneskerettigheder i eftertiden og blandt andet påvirkede formuleringerne om danskernes rettigheder i Junigrundloven fra 1849 og FN's menneskerettighedserklæring fra 1948.

Den amerikanske uafhængighedserklæring. Fra Mediastream.

’Den amerikanske uafhængighedserklæring’ i De til Forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 2. september 1776, Fra Mediastream.

London, den 16de Aug.

Efter en Afskrivt, som man har her om General Congressens Erklæring af 4de Julii, hvorved den erklærer de foreenede Colonier[1] for en frie og uafhængig Stat, indeholdes derudi fornemmeligt[2] følgende:

Naar det i det menneskelige Tildragelsers Løb[3], er for et Folk nødvendigt, at synderrive de Stats-Baand, hvorved det er foreenet med et andet Folk, og iblandt Jordens Magter at antage, den afsondrede og lige Rang, hvortil Naturens Lov og Gud selv har forlenet[4] det Ret, saa fordrer[5] en anstændig Ærbødighed, for den menneskelige Tænkemaade, offentlig at legge Verden for Øyne, de Grunde, som bevæge samme Folk til denne Afsondring.

Vi holde i og for sig selv disse Sandheder noksom[6] beviiste, at alle Mennesker ere eens skabte, at de af Skaberen ere blevne begavede med visse ubetalige[7] Rettigheder, iblant hvilke henhøre Liv, Frihed og Ret til at befordre[8] sin egen Lykke; at der, for at være forsikkret om disse Rettigheder, ere blevne oprettede Regieringer iblandt Menneskerne, som have deres retmæssige Magt af deres Biefald, som blive regierede[9]; og at Folket, naar en Regieringsform strider mod denne Hensigt, har Ret til at forandre eller tilintetgiøre den, og derimod at oprette en nye Regiering, grunde den saaledes, og indrette dens væsentlige Styrke saaledes, som det paa bedste Maade kan synes at befordre sin Roe og Velfærdt.

Forsigtighed lærer vel, at længe befæstede Regieringer ikke bør forandres formedelst[10] smaae og hastige Aarsager; og Erfarenhed har ogsaa lært, at Menneskeligheden er meere tilbøyelig til at taale, saalænge det kan taales, end forskaffe sig selv Ret med at forandre Regieringsformen, som den er vant til. Men, naar mangfoldige Uhæld og uretmæssige Anmasselser, uophørlig modstride benævnte Hensigt, og Øyemærket[11] beviser, at det sigter til at bringe Folket under en fuldkommen Despotismum[12], da er det samme Folks Ret, ja Pligt at afkaste slig en Regiering, og forsyne sig med nye Beskiermere for sin tilkommende Sikkerhed. Saaledes har disse Coloniers Taalmodighed været, og saaledes forholder det sig med Nødvendigheden, som tvinger dem til at forandre Regieringsformen. Historien af de nu værende i Storbrittanien, er en Historie af igientagne Fornærmelser og uretmæssige Afpresselser, som have intet andet Øyemeed havt, end [ord mangler[13]] i disse Lande at befæste. Til Beviis herpaa, blive disse Begivenheder forelagte en upartisk Verden.

Efter en vidtløftig Fortælling af igientagne Besværelser, som de forgiæves have bragt for Kongen, for Parlementet, for Nationen, ende de Erklæringer med disse Ord:

Desaarsag[14] Vi, Repræsentanterne af de foreenede Stater i America forsamlede i en General-Congres, formedelst vores Tænkemaades Oprigtighed beraade os paa den allerhøyeste Verdens Dommere, og af Kraft og i det forsamlede gode Folks Navn i disse Colonier, giøre hermed høytidelig bekiendt og erklære: At disse foreenede Colonier ere og bør med Ret være frie og uafhængige Stater; at de afsige sig fra al Lydighed imod den Brittiske Krone, og at alle Statsbaand og Forbindelser imellem dem og Staten af Storbrittanien, ere og skal være gandske tilintetgiorte, at de derfor som frie og uafhængige Stater, have den fuldkomneste Ret og Magt, at føre Krig, og giøre Fred, slutte Forbindelser og indgaae Allianzer, bekræfte Reglementer i Hensigt til Handelen, og overhovedet, at foretage alt, hvad uafhængige Stater paa en Lovformig Maade kan giøre. I fast Tillid til det Guddommelige Forsyns Beskiermelse, forbinde vi os med hverandre, at befæste denne Erklæring med vort Liv, med vort Gods og med vor Ære.

Underskrevet, paa Befaling og i Congressens Navn den 4de Julii 1776.

John Hancock, Præsident. Hr. Thomson, Secretarius.


[1] De foreenede Colonier: de 13 amerikanske stater, der var kolonier i Det Britiske Imperium indtil de blev uafhængige efter den amerikanske uafhængighedskrig (1775-1783)

[2] Fornemmeligt: især.

[3] Tildragelsers Løb: begivenheders forløb.

[4] Forlenet: tildelt.

[5] Fordrer: kræver.                                                                      

[6] Noksom: tilstrækkeligt eller mere end tilstrækkeligt.

[7] Ubetalelige: de vil sige, at de ikke kan erhverves eller sælges. De er naturlige og lige for alle.

[8] Befordre: i denne sammenhæng menes der ’søge’.

[9] Dvs. at regeringernes retmæssige magt kommer fra de regeredes bifald eller anerkendelse.

[10] Formedelst: på grund af.

[11] Øjemærket: øjemedet, hensigten, formålet.

[12] Despotismum (despoti): en styreform, hvor magten er samlet hos en despot eller tyran.

[13] I den amerikanske uafhængighedserklæring står der: ”absolute Tyranny”.

[14] Desaarsag: derfor.

Om kilden

Dateret
02.09.1776
Oprindelse
De til Forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 2. september 1776
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. oktober 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk