Delingerne af Slesvig-Holsten i 1490, 1544 og 1564

Artikler

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten har spillet en betydelig, men også meget kompleks rolle i dansk historie. Dette skyldes ikke mindst, at de i perioden 1490 til 1779 blev regeret af den danske konge i fællesskab med en eller flere medhertuger. Baggrunden for dette var hertugdømmernes selvstændige status og specielle arveregler, som gjorde, at Slesvig-Holsten blev opdelt i tre omgange i 1490, 1544 og 1564.  Først i 1779 lykkedes det igen for den danske konge at være den eneste regerende hertug i Slesvig-Holsten.

Fra én til to hertuger – og tilbage igen

I 1460 blev kong Christian 1. valgt som hertug i Slesvig og Holsten (i Holsten dog med titel af greve indtil 1474), som herefter var tilknyttet den danske krone. Her herskede han som den eneste hertug frem til sin død i 1481. Efter kong Christian 1.s død skulle hertugdømmerne deles mellem sønnerne, kong Hans og Frederik, for at Frederik også skulle have land og indkomst at leve af. Selve delingen foregik i 1490, og den medførte, at der nu herskede to hertuger i Slesvig-Holsten. Hans var både konge i Danmark og hertug, mens Frederik kun var hertug. I praksis fik de to hertuger hver deres områder, men i princippet var de begge hertuger over hele Slesvig-Holsten, fordi ridderskabet i hertugdømmerne ikke ville acceptere en formel opdeling.

I perioden 1490 til 1523 var der således to hertuger i Slesvig-Holsten, hvoraf den ene også var konge af Danmark. I 1523 ændrede situationen sig, da Christian 2. blev afsat som konge. Hans farbror Frederik, som var blevet hertug af Slesvig-Holsten i 1490, blev konge af Danmark. Hermed blev Hertugdømmerne samlet under den danske konge igen i en kort periode frem til 1544.

Delingen af Hertugdømmerne i 1544

Indtil sin død i 1533 regerede Frederik 1. som enehertug i Slesvig-Holsten og som dansk konge. Efter hans død deltes hertugdømmerne igen for at skaffe de yngre sønner en indkomst. I de første elleve år forvaltede den ældste søn Christian 3. dog hertugdømmerne på vegne af sig selv og sine yngre brødre, Hans og Adolf. I 1544 var de to yngre brødre blevet myndige, og den endelige deling af Hertugdømmerne kunne finde sted.

Som den yngste af brødrene fik Adolf lov til at vælge først. Han tog den gottorpske del, og er derfor kendt som hertug Adolf af Gottorp. Derefter valgte kong Christian 3. den sønderborgske del af hertugdømmerne. Det efterlod hertug Hans den Ældre med den haderslevske del. Delingen i 1544 betød ikke, at der blev skabt nye hertugdømmer. I stedet medførte det, at der sad tre hertuger på lige fod i hertugdømmerne. Den ene af de tre hertuger var samtidig konge i Danmark.

Tidligere havde den danske konge regeret som eneste hertug i Slesvig-Holsten, men nu regerede han kun over en tredjedel af hertugdømmerne. Administrativt var Slesvig-Holsten delt mellem tre hertuger, som hver for sig kunne afgøre mange spørgsmål for de områder, de herskede over, men hertugdømmerne var alligevel også en samlet enhed. Derfor sad alle tre hertuger i en fælles regering. Her skulle beslutninger vedrørende Slesvig-Holsten som helhed træffes, fx beslutninger vedrørende krig og fred.

Delingen af de kongelige besiddelser i 1564

Efter kong Christian 3.s død fandt endnu en deling sted. Denne gang var det ikke hele Slesvig-Holsten, som blev delt, men kun den del af hertugdømmerne, som hørte under Christian 3. Denne blev i 1564 delt mellem sønnerne Frederik 2. og Hans den Yngre.

Delingen i 1564 betød, at der nu var fire hertuger i Slesvig-Holsten. I fællesregeringen sad der dog kun tre, da stænderne ikke ville hylde Hans den Yngre som regerende hertug, da de ikke ønskede flere medlemmer af fællesregeringen. Hans den Yngre blev dermed en såkaldt ”afdelt” hertug. I 1564 bestod fællesregeringen således af Frederik 2. og hans farbrødre Hans den Ældre og Adolf af Gottorp.

Da Hans den Ældres døde barnløs i 1580, blev hans besiddelser delt mellem Frederik 2. og Adolf af Gottorp. Herefter var der kun to hertuger i fællesregeringen, hvoraf den ene var den danske konge. Ved siden af de to regerende hertuger sad Hans den Yngre fortsat som afdelt hertug, dvs. med mindre magt.

Efter delingen i 1564 blev den kongelige del af hertugdømmerne ikke delt yderligere. Dette blev stadfæstet i 1650, da kong Frederik 3. indførte, at kun den førstefødte søn skulle arve efter sin far i hertugdømmerne for at undgå yderligere opsplitninger. Heller ikke den gottorpske del blev yderligere opsplittet. Det gjorde derimod Hans den Yngres områder i 1622, hvor de deltes i minihertugdømmerne Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. I næste generation opstod nye sidelinjer, som dog ikke fik egne territorier og dermed kun blev titulære hertuger.

Fra 1600-tallet og frem udvidede kongen gradvis sine besiddelser i hertugdømmerne. Afgørende var det, at kongerne 1720/21 overtog den gottorpske del af Slesvig og dermed ophævede fællesregeringen der. I 1773 skete det samme i Holsten. Den sidste del af Slesvig, hertugdømmet Glücksborg, kom dog først under kongen i 1779. Herefter var den danske konge den eneste regerende hertug i Slesvig-Holsten, selvom der fortsat var en række hertuger uden territorium, som dermed kun var hertuger af titel. De mest markante af disse var augustenborgerne.