Debatten om den reglementerede prostitution, 1874-1906

Artikler

Fra 1874 til 1906 var prostitutionen i Danmark reguleret i et lovhjemlet kontrolsystem: den reglementerede prostitution. Kontrolsystemet lovliggjorde prostitution, så længe den foregik under politimæssig og lægelig kontrol. Systemet var stærkt omdiskuteret i 1880’erne og 1890’erne. I diskussionen deltog de såkaldte reglementarister og abolitionister. Hvor reglementaristerne hævdede, at den lovordnede prostitution var et nødvendigt onde, krævede abolitionisterne dens afskaffelse. De kritiserede især den lovordnede prostitution for at være ineffektiv og krænke Grundlovens frihedsrettigheder samt kvindekønnet generelt. I 1906 var abolitionisternes argumenter med til at ophæve den reglementerede prostitution i Danmark.

Den reglementerede prostitution, 1874-1906

Fra 1874 til 1906 var prostitutionen i Danmark reguleret i et lovhjemlet kontrolsystem, kaldet den reglementerede prostitution. Kontrolsystemet blev indført af Rigsdagen for at hindre udbredelsen af kønssygdomme som syfilis og gonorré. I samtiden betragtede man især prostituerede kvinder som de primære bærere og spredere af disse sygdomme. Kontrolsystemet lovliggjorde prostitution, så længe den foregik under politimæssig og lægelig kontrol. Systemet tillod landets politi at indskrive kvinder som ’offentlige fruentimmere’ og underkaste dem regelmæssige lægeundersøgelser for kønssygdomme. Helt centralt kunne sådanne indskrivninger og undersøgelser iværksættes uden den enkelte kvindes samtykke. Kontrolsystemet var stærkt omdiskuteret i 1880’erne og 1890’erne. Særligt de såkaldte reglementarister og abolitionister deltog aktivt i diskussionen.  

Reglementaristerne: organisering og argumenter

Reglementaristernes navn henviste til deres støtte til den reglementerede prostitution. Gruppen udgjorde en lille, men indflydelsesrig samfundsgruppe. Blandt andet talte den flere af periodens højt ansete læger, såsom dr. Sophus Engelsted (1823-1914). Reglementaristerne var aldrig organiseret i nogen egentlig forening. Derimod fremførte de deres synspunkter individuelt i Det kgl. Sundhedskollegium og i tidsskrifter som Ugeskrift for Læger. Herfra havde reglementaristerne stort held med at påvirke Rigsdagens politikere. Det var reglementaristiske læger, som i 1860’erne argumenterede for indførelsen af en lovhjemlet, offentlig kontrol med landets prostituerede kvinder.

Reglementaristernes hovedargument for den reglementerede prostitution var, at den var et nødvendigt onde. Med henvisning til deres lægefaglige ekspertise hævdede de, at manden fra naturens side var udstyret med en særlig stærk kønsdrift, som uundgåeligt medførte, at han opsøgte prostituerede kvinder. Problemet var, at han herved risikerede at blive smittet med kønssygdomme som syfilis og gonorre samt give dem videre til sin hustru. Det var især frygten for sidstnævnte scenarie, som fik reglementaristerne til at forsvare den reglementerede prostitution. Deres ræsonnement var, at når prostitution var uundgåelig, var det bedst at lægge den ind under statens kontrol. Kun ved at tvinge prostituerede kvinder til regelmæssige lægeundersøgelser kunne man sikre, at de holdt sig sygdomsfrie og ikke smittede deres kunder. Det var altså den reglementerede prostitutions evne til at standse kønssygdommenes spredning, som var det afgørende punkt for reglementaristerne.

Abolitionisterne: organisering og argumenter

Abolitionisterne var del af en europæisk anti-prostitutionsbevægelse. De fik deres navn af det engelske ord ’abolition’, betegnelsen for ophævelsen af en lov. Abolitionisterne ønskede at ophæve den reglementerede prostitution. De organiserede sig i en række private foreninger, som alle havde rod i Indre Mission. Selvom flere af foreningerne havde et nationalt udsyn, lå deres primære virke i København. Den vigtigste forening var Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, som blev stiftet i København den 5. februar 1879. Foreningen blev stiftet efter internationalt forbillede, idet englænderen Josephine Butler (1828-1906) allerede i 1869 havde stiftet Federation for the Abolition of Government Regulation of Prostitution. Foreningen tilsluttede sig også de erklæringer, der i 1877 var blevet vedtaget i Genève af den europæiske anti-prostitutionsforening La Fédération britannique, continentale et générale pour l’abolition de la Prostitution légale. Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed virkede frem til den reglementerede prostitutions ophævelse i 1906. I sin virketid udgav den flere agitatoriske skrifter om prostitutionsspørgsmålet, herunder medlemsbladet Maanedsblad.

Abolitionisterne kritiserede den reglementerede prostitution for, at den ikke kunne sikre en effektiv standsning af kønssygdommens spredning. Det mål, hævdede de, kunne kun nås, hvis man højnede samfundets sædelighed generelt. Staten skulle derfor ikke organisere et kontrolsystem, hvor mænd på lovlig vis kunne opsøge prostituerede kvinder. Derimod skulle enhver mand lære at tøjle sine drifter og udvise samme seksuelle mådehold som kvinden. Herved talte abolitionisterne for et sædeligt lighedsideal, hvor begge køn skulle være lige seksuelt afholdende. Det ideal blev også diskuteret intenst i 1880’ernes litterære sædelighedsfejde.  

Endvidere hævdede abolitionisterne, at den reglementerede prostitution var en krænkelse af de prostituerede kvinders grundlovssikrede frihedsrettigheder. Kritikken rettede sig især imod den tvangsindskrivning og de tvangsmæssige lægeundersøgelser, som den reglementerede prostitution gav lovhjemmel til. Ifølge abolitionisterne var disse foranstaltninger en krænkelse af kvindens personlige frihed. De var desuden en uretfærdighed over for kvindekønnet generelt. Tvangsforanstaltningerne vidnede om det forhold, at samfundet kun betragtede den prostituerede kvinde som ansvarlig for kønssygdommenes spredning. Manden gik helt fri for skyld. For abolitionisterne var den reglementerede prostitution herved også et spørgsmål om kønnenes ligestilling og indretningen af det danske demokrati. De satte spørgsmålstegn ved, hvordan grundlovens demokratiske idealer om lighed og frihed skulle fortolkes i forhold til kvinder generelt og prostituerede specifikt.

Den reglementerede prostitution afskaffes

Efter en svær begyndelse i 1880’erne begyndte abolitionisternes argumenter at vinde frem i 1890’erne. Fremgangen skyldtes blandt andet, at landets statistikere havde svært ved at måle nogen reel tilbagegang i antallet af veneriske sygdomstilfælde under den reglementerede prostitution. Herved kom reglementaristernes argumenter til at stå svagere i debatten. I 1906 afskaffede Rigsdagen den reglementerede prostitution. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Nyegaard
Tidsafgrænsning
1874 - 1906
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. juli 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Karin Lützen (1998): Byen tæmmes: Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København, København: Hans Reitzels Forlag.

Merete Bøge Pedersen (2007): Prostitutionen og grundloven: Regulering af og debat om prostitution i Danmark i perioden ca. 1860-1906, København: Museum Tusculanums Forlag.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk