Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848

Kilder

Kildeintroduktion:

I februar 1849 blev almindelig værnepligt indført i Danmark. Hidtil havde værnepligten næsten udelukkende hvilet på bondestanden, men nu kom den til at gælde hele Danmarks mandlige befolkning. Indførelsen af almindelig værnepligt skyldtes både behovet for soldater under Treårskrigen 1848-50 og de samtidige demokratiske strømninger, der resulterede i, at Danmark fik sin første grundlov i juni 1849. Nedenfor kan du læse uddrag af debatten om lovforslaget i Den Grundlovgivende Rigsforsamling 18. – 20. december 1848. På den ene side var argumentet, at det var uretfærdigt, at bondestanden alene skulle stå for landets forsvar. På den anden side blev det fremført, at det var ligeså uretfærdigt at pålægge den resterende befolkning – især embedsstanden og købstadsbeboerne - den samme byrde. Modstanden mod en udvidelse af værnepligten gik også på, at ændringen var for pludselig og uforudset for de hidtil fritagne, og at man i stedet for værnepligt skulle indføre almindelig folkevæbning, hvor alle voksne mænd skulle trænes og have våben, så de kunne indtræde i en hær i tilfælde af krig. 

Visby[1]: Det kan vistnok ikke falde mig ind, saaledes som en æret foregaaende Taler, at ville erklære mig mod al Værnepligt eller imod det Princip, som ligger til Grund for den Anordning, der er forelagt; thi ligesom der paaligger ethvert Menneske den Pligt at værne om sit Liv, naar ikke høiere Hensyn komme i Veien, saaledes maa den samme Pligt naturligviis antages at paahvile den større Person, som vi kalde Staten, og den kan kun værne om sit Liv gjennem sine Borgere; men et Spørgsmaal vil det dog altid være, om man ikke kan værne om Statens Liv paa en anden Maade end netop ved den personlige Deeltagelse i Værnepligten, som Grundlovens § 76[2] synes at forudsætte. (…) Det nye Værnepligts-Udkast vil medføre betydelige Ulemper for enkelte Personer, i hvis allerede lagte og begyndte Livsplan det griber forstyrrende ind, hvem det paalægger uventede legemlige Byrder og Anstrængelser, til hvilke deres foregaaende Opdragelse og Livsstilling ikke har forberedet dem. (…) Naar jeg seer hen til den Deel af Befolkningen paa Landet, som især vil komme til at lide derunder, saa er det Embedsstanden; thi de til Jordeierclassen, Adelen og Godseierne, hørende, eller Rigmænd, som boe paa Landet, der kunne komme til at lide under Værnepligtsloven, ville kun være faa i Tallet; thi naar en Rigmand bosætter sig paa Landet, saa er det som Jordeier, større eller ringere; er det af en ringere Art, træder han derved ind i Bøndernes Classe og taber for endeel sin Værnepligtsfrihed, idetmindste for sine Børn. Det er altsaa for størstedelen Embedsstanden, som vil lide derunder; dens Frihed for Værnepligt, for den selv og for dens Børn har hidtil været at betragte som en Deel af dens Lønning, som en Deel af den Erstatning, Staten gav den; thi som Embedsmandens Lønning betragter jeg ikke blot Alt, hvad der betales ham i Penge, men ogsaa de Behageligheder, som i en eller anden Henseende flyde af hans Stilling. Denne Løn bliver altsaa nu formindsket for Embedsmanden. (…) Men tungest, og jeg kan gjerne sige, fordærveligst vil denne almindelige Værnepligtslov ramme enkelte Dele af Landet og da navnlig Kjøbstæderne. Denne Rettighed var et af de Midler, med hvilke man i ældre Tider søgte at bevæge Landbefolkningen til at forlade det sunde, friske og livlige Ophold i Naturen for at indeslutte sig i en Stads snevre, stinkende Gader, med alle de Besværligheder, som dermed ere forbundne. Paa engang indsaae man, af hvilken Vigtighed Kjøbstæderne vare for et Land; man indsaae, at Kjøbstæderne ere et Lands Blomster, thi det er i dem, at alt det Høiere og Ædlere i Livet udfolder sig, det er i dem, at Kunst og Videnskab, at Industrie og høiere Haandværksdrift skal komme til at udfolde sig, til at modnes; og idet man tilsikkrede Kjøbstæderne denne Ret, var det, fordi man indsaae, at Kjøbstæderne ikke kunde opnaae denne Hensigt, ikke opfylde denne deres Bestemmelse, uden de vare i Besiddelse af denne Rettighed, fordi enhver Udvikling til Fuldkommenhed i noget Høiere, ja selv Fuldkommengjørelsen af et Haandværk eller en Industri fordrer en tidlig begyndt og længe fortsat Uddannelse, fordrer en mere uforstyrret Rolighed og Forberedelse end den, der lader sig forene med Garnisonstjenesten[3] og Krigslivet. Derfor var det, at man tilstod Kjøbstadbeboerne for deres Børn, der skulde opdrages til disse særegne for Fædrelandet vigtige, ja meget vigtige Stillinger, den Værnepligtsfrihed, uden hvilken man frygtede for, at dette vanskeligen vilde kunne skee; og for endnu tydeligere at give tilkjende, at man betragtede det som en Rettighed for dem, blev dermed tidligere og i senere Tider forbundet særegne Byrder, som skulde tjene til at opveie denne Rettighed. Jeg skal i saa henseende nævne Indqvartering, Borgervæbning paa egen Bekostning, Consumtion[4] og maaskee meget Andet. Der kunde være Spørgsmaal om, hvorvidt Staten har gjort Ret i, saaledes at lokke Folk sammen i Byerne ved at love dem en Fritagelse, som man maaskee ikke burde have lovet dem; men Staten har nu engang gjort det og i Tillid dertil er det, at Kjøbstadbeboerne have samlet sig. Nu vil Staten tage dette sit Ord tilbage og Staten er vor Alles Herre, den har Lov til at gjøre det; men den vil sikkert dog ikke gjøre det, uden først at have opkastet og stræbt at besvare det Spørgsmaal: hvad vinder jeg derved? Hvad Mere og hvad Bedre opnaaer jeg ved almindelig Værnepligt end det, som hidtil er opnaaet? Opnaaer man ved almindelig Værnepligt en større Hær? nei; thi det forelagte Udkast tyder ikke hen paa, at man har tilsigtet en større Udskrivning, end almindelig, og efter den gamle Lov vilde en større Hær, end den vi have stillet, have ladet sig tilveiebringe. Det er da ikke en større Hær, en talrigere, som man tilsigter, men maaskee en bedre Hær, det vil sige en mere kampdygtig, en bedre disciplineret, en Hær, hvori der hersker en bedre Aand. Jeg troer netop, at det Modsatte vil blive Tilfældet, man vil ikke faae en saa kampdygtig en Hær engang, som den man har; thi efter den almindelige Værnepligtslov vil mangen En blive indlemmet i Hæren, hvis hele tidligere Livsstilling og Opdragelse ikke saaledes har hærdet ham, ikke saaledes sat ham istand til at taale Kulde, Hede og Regn, Strabadser og Vaagen, soven paa den blotte Jord, Mangel paa alle Livets Beqvemmeligheder, saaledes som den kraftige Landbostand; det vilde være forgjæves at haabe, at forkjælede Bybørn vilde kunne udholde Alt dette, saaledes som den kraftige Bonde. Vil man altsaa erholde en dygtigere Hær? nei; en mere diciplineret Hær? endnu meget mindre; thi vi ville faae en blandet Hær, der staaer paa et meget forskjelligt Trin af foregaaende Dannelse, en Hær, som vil træde ind i Rækkerne med en meget forskjellig, forudgaaet aandelig og politisk Indpodelse, og som det er vanskeligt at paavirke ved de samme Midler, paa een og samme Maade.

Det er vel ogsaa saare rimeligt, at mangen En, der er opdragen i det høiere Livs Nydelse, mangen En, der har drukken af Lidenskabens berusende Bæger, mangen En, som er bleven paavirket af det aandelige Liv, af vort Livs høiere Bevægelse, vil træde ind i Krigernes Rækker paa en saadan Maade, at det falder vanskeligt at vænne ham til det, som dog virkelig er en uundgaaelig Nødvendighed for en Hær, det som — hvor beklageligt det endog kan synes —, dog er en absolut Nødvendighed, nemlig uvægerlig blind Lydighed og Underkastelse, ikke blot mod den høieste, men ogsaa mod den laveste blandt hans Foresatte. Naar man betænker, hvor mange af dem, som den nye Værnepligtslov rammer, og som kun for en kort Tid ville udrives af deres tidligere Forhold, der ville leve disse faa Maaneder eller Aar bestandig med Tanken om, snart igjen at skulle vende tilbage til disse Forhold, troer jeg, at man, dersom man ikke vil anvende de haarde og strænge Straffe, som vor Tidsalder fordømmer, vanskeligt vil kunne gjennemføre den Disciplin, uden hvilken Soldaten bliver et farligt Vaaben; thi ethvert Vaaben er farligt, naar man ikke har Kraft til at føre det, som man selv vil, og den Klinge, som vender sig i Haanden, duer hverken til Angreb eller til Forsvar. Jeg troer, at alle de nyere Tiders Krigshistorie vil have godtgjort Vanskeligheden, ja Umuligheden af at tilveiebringe i en Hær, hvor en værnefri Stand har været blandet ind imellem Værnepligtige, den strenge Disciplin, som alene gjør Hæren brugbar. Almindelig Værnepligt vil altsaa ikke frembringe en talrigere Hær, ikke en kampdygtigere Hær, ikke en bedre disciplineret Hær, — maaskee da en Hær, hvori der hersker en bedre Aand? Man skulde synes, at dette maatte have svævet dem for Øie, som tale saameget om den moralske Indflydelse, som den almindelige Værnepligts Indførelse vil komme til at udøve paa Hæren, — men hvad er da en bedre Aand i Hæren? Lydighed og Disciplin er den rette Aand, og ingen anden Aand end denne kan erkjendes at være bedre i en Hær. Men naar man saaledes ikke opnaaer en bedre eller talrigere Hær, end den, man allerede har, ved Indførelsen af den almindelige Værnepligt, mener jeg, man skal ikke paaberaabe sig Hensynet til Fædrelandet. Det er ikke for Fædrelandets Skyld, ikke til Fædrelandets Bedste, man vil indføre almindelig Værnepligt; nei! det er til Bedste for en enkelt Stand i Fædrelandet, for en enkelt Stand, som Værnepligten alene hidtil har paahvilet, for en enkelt Stand, som betragter den som en Byrde, som beklager sig over den som en Byrde, som nævner denne Foranstaltning som en Uretfærdighed, som med høie Raab fordrer at befries derfor. (…)

Men man kan betragte Sagen fra et høiere og ædlere Synspunkt, og jeg er ogsaa overbeviist om, at det er et saadant, hvorpaa den har stillet sig for deres Øine, som have fremlagt dette Lovudkast, og som have været ligesom Sjelen deri. Dette Lovudkast udtaler nemlig en Grundsætning, en stor Grundsætning, en af de Lighedsgrundsætninger, som Tidsaanden ustandselig iler imøde; ved dette Lovudkast falder en ny Skranke mellem Stænderne; ved dette Lovudkast føler Bondestanden sig atter i een Henseende mere staaende paa samme Standpunct, som alle Borgere i Fædrelandet; ved dette Lovudkast er der gjort eet stort Skridt mere frem mod det Maal, at ligesom Alle maae erkjende sig lige for Gud, saa skulle de erkjende sig lige for Fædrelandet og lige for Fædrelandets Love. See! i denne Grundsætnings Udtalelse og Erkjendelse sætter jeg Lovens rette Betydning, og denne Betydning skal staae og gjælde, og det er for denne Betydnings Skyld alene, at der skal stemmes for den; men hvor nær ligger da ikke det andet Spørgsmaal: kunde denne Grundsætning ikke hævdes, kunde dette Maal ikke opnaaes ogsaa paa en anden ligesaa god og maaskee bedre Maade? Og, idet jeg nævner dette, stiller sig for mit Øie det saa ofte nævnte, dog under denne Sags Behandling i denne Sal endnu ikke nævnte Ord „almindelig Folkevæbning“. Ved almindelig Folkevæbning forstaaer jeg en saadan Organisation, hvor enhver Mand har Vaaben og har dem i sit Huus, og forstaaer at bruge dem ene og i Forbindelse med Andre, og hvor han saaledes har sin faste, bestemte Plads i hele Landets Hær, og altid veed at finde den, ja at han, ligesom Soldaten, naar han om Natten hører Trommen, strax springer op fra sit Leie og veed at finde sit Sted, naar Krigsluren[5] gjalder, veed, hvor han har sin Plads i den hele Hær.(…) Man har sagt, at en saadan Folkevæbning ikke kunde indføres paa eengang, og det maa jeg finde rimeligt; man har sagt, at den maatte forberedes lidt efter lidt, og det maa sikkerligt Enhver indrømme; men naar man erkjender, at almindelig Folkevæbning har Fortrinet for almindelig Værnepligt, saa vælger man ikke det Mindre uden med det Større for Øie, og idet jeg siger, at en almindelig Folkevæbning er det større, skylder jeg dog idetmindste med faa Ord at forklare, hvorfor jeg finder, at den er det Større. Jeg finder det Større for det første i Folkevæbningens større Fuldstændighed; thi den er en Heelhed, den er intet Halvt, Tredie- eller Fjerdedeelsagtigt; her rammer Loddet ikke nogle Enkelte, men det rammer dem Alle; den forvandler det hele Folk til et Folk af Krigere; den gjør deres Opdragelse som Krigere til en deel af deres almindelige Opdragelse; den lader dem voxe bestandig op med den Tanke for Øie, at hvad de endog ere fødte til, ere de dog fødte først og fremmest til at værne om Fædrelandet. Men netop fordi denne almindelige Folkevæbning saaledes bliver en Grundsætning, som man ligesom Religionen indsuger med Modersmelken, fordi den gaaer over til at blive en Deel af den almindelige Opdragelse, derfor ville heller ikke de særegne Foranstaltninger udkræves, som nu ere fornødne for at danne Folk i en mere fremrykket Alder til Soldater; man behøver ikke at kalde dem bort fra Huus, Hjem og Syssel[6] for at danne dem til Soldater; man kommer ikke til at afbryde deres hele Livsudvikling for at danne dem til Soldater; det vil kun være en meget kort Tid, der udkræves for at naae dette Formaal, og hvad jeg sætter særdeles Priis paa og tager meget Hensyn til: der vil under disse Omstændigheder langt mindre kunne være Tale om Garnisonstjeneste, der da vel vilde blive besørget ved leiede eller lønnede Tropper, — Garnisonstjenesten, dette Skrækkebillede, der mere end de Anstrængelser, der ere forbundne dermed, bringer mangen en Faders Hjerte til at gyse ved Tanken om, at hans Søn skulde indtræde deri, fordi han — maaskee med Urette, men det er Tilfældeet —, betragter Garnisonslivet som et farligt og forførerisk Liv, hvor hans Søn let kan lære meget, der siden geraader[7] ham til Skade. Men der gives ogsaa dem, der mene, at den allerede foreliggende almindelige Værnepligt i Grunden ikke er andet end en maskeret almindelig Folkevæbning, at det er denne, som ligger til Grund derfor, at det er den, som man i Grunden mener og tilsigter med det, man har gjort. Nu, hvis det er Tilfældet, saa lader os udtale det aabent og frit og ærligt, lader os udtale det, at vi tilraade, at denne almindelige Værnepligtsanordning bliver antaget, men som Overgang til almindelig Folkevæbning, at vi betragte den som en provisorisk, en forbigaaende Foranstaltning, som Krigen og Landets øvrige Omstændigheder for Øjeblikket tilraade; lader os, idet vi tilraade dens Antagelse, og jeg gjentager det, det kan ingenlunde være min Mening, og det er det ikke, at fraraade dens Antagelse, lader os bede, at der maa tilføies, at den udkommer som en Forberedelse og Overgang til almindelig Folkevæbnings Indførelse; og, dersom ikke overveiende Indvendinger blive gjorte imod, hvad jeg her har fremhævet, vil jeg tillade mig til den første Paragraph[8], hvor Saadant synes bedst at kunne skee, under den endelige Behandling at føie de dertil fornødne Forandringsforslag.

(…)

J.A. Hansen[9]: Det er en simpel Retfærdighedsfordring, som ved § 1 i det foreliggende Lovudkast er skeet fyldest, og denne Fyldestgjørelse har i Sandhed ladet vente saa længe paa sig, at man ikke skulde troe, at man nu kunde mene, at den kom for tidlig; jeg troer ialtfald, at Tiden nu vil gjøre, at den ikke længere lader sig udskyde. Vel er det sandt, at det ikke er det Maal, som Folket seer hen til som det endelige Maal; thi det er vistnok sandt, hvad flere af de foregaaende Talere have anført, at det er almindelig Folkevæbning med den fornødne Garnisonstjeneste udført af leiede Folk, som Folket i det Hele seer hen til og ønsker at opnaae saa hurtigt, som Omstændighederne ville tillade; men en saadan almindelig Folkevæbning lader sig ikke organisere i et Øjeblik, og det, vi her skulle have, er Noget, der strax kunde bruges, og det er derfor, at jeg troer, at selv de ivrigste Venner af almindelig Folkevæbning ville og maae for Øjeblikket stemme for det Princip, der her er udtalt i Udkastets § 1. Men idet Retfærdigheden i eet Forhold skeer fyldest, mener jeg ogsaa, at man vel bør vogte sig for, at man ikke gjør Uret eller forøger Uretfærdigheden i andre Forhold. Jeg hører ikke til dem, der troe, at Nutiden i Fortidens Love skulde saaledes være bunden, eller at Nutidens Borgere ved Fortidens Love skulde kunne have erhvervet sig saadanne Rettigheder, som Samfundet nu ikke ved nye Love havde Ret til at betage[10] dem; men jeg mener, at idet man stræber efter at hæve Uretfærdigheden i eet Forhold, bør man, saavidt muligt, stræbe efter at hæve den ogsaa i andre Forhold, for at ikke de enkelte Classer, som paa Grund af Retfærdighedens Fyldestgjørelse i een Retning faae større Byrder, skulle vedblive at bære uforholdsmæssige Byrder. Jeg sigter her nærmest til Kjøbstæderne. Idet Kjøbstæderne paalægges almindelig Værnepligt, paalægges de en Byrde af Hensyn til Retfærdighedens Fyldestgjørelse; men Kjøbstaderne bære andre Byrder, som de have samme Ret til at fordre overførte paa alle Samfundsclasser. Jeg sigter herved foruden Indqvarteringsbyrden nærmest til Consumtionen og Formalingsafgiften[11]; det er en Byrde, som udelukkende hviler paa Kjøbstæderne, og, saavidt jeg veed, er det endog en Byrde, som nærmest paahviler dem paa Grund af deres Fritagelse for Værnepligten. Jeg mener altsaa, at Kjøbstæderne have et dobbelt Krav paa, til samme Tid, som man deelagtiggjør dem i almindelig Værnepligt, at der sørges for, at den udelukkende paa dem hvilende Byrde fordeles lige paa hele Samfundet. (…)

 

With[12]: Det er hændet idag, hvad jeg vilde troe, var en Umulighed, at man i denne Sal skulde høre en Stemme[13], der betvivlede Retfærdigheden af Principet for almindelig Værnepligt; jeg kan ikke nægte, at det har forbauset mig at høre dette, efter Alt hvad forhen om denne Gjenstand har været paa Bane, efter alle de utallige Forsikkringer om, at man burde være lige for Loven, at man vilde offre Alt, Liv og Blod for Fædrelandet, — alle saadanne skjønne Taler have været hørte, og jeg har troet, at Alle maatte være gjennemtrængte af den Følelse, at det at værne om Staten ikke skulde være indskrænket til nogen enkelt Stand. Vel er det sandt, at Byrden af den almindelige Værnepligt vil falde tungt paa de hidtil frie Stænder, men Aarsagen, hvorfor han troer dette, har han selv angivet, og jeg skal ikke gjentage det Ord for Ord; men han har angivet det paa en saadan Maade, at jeg er vis paa, at hverken nogen Kjøbenhavner eller nogen anden Kjøbstadbeboer vil vide ham Tak for den Skildring, han har givet af deres Liv og Opdragelse. Naar fuldkommen Retfærdighed skulde indføres — ja, nu maae de ikke smile mine Herrer, thi det er dog i Grunden sandt, — naar fuldkommen Retfærdighed skulde indføres, da skulde Værnepligten overføres i 150 Aar alene paa de Classer, som hidtil have været frie for den. (Latter.) Da imidlertid Landet vist ikke kunde være tjent med at overlade Rigets Forsvar til Drengebørn, der, som en æret Rigsdagsmand har forsikkret, ere forvænte og forkjelede og alt Andet end vel disciplinerede, saa vil den ærede Bondestand vist ikke forlange Sligt. Nei, lader os nu i Erkjendelse af, at det er paa Tiden, at Byrderne blive lige, lader os nu ikke mere tale om at holde os tilbage, men lader os begynde med at erkjende, at Værnepligten fra dette Øjeblik er lige for Alle. Jeg kan ikke indsee, at Garnisonstjenesten skulde være mere fordærvelig og skadelig for de hidtil Værnefries Børn end for Bondens Barn, og skjøndt jeg vel antager, at Almeenvæbning er det Maal, hvortil vi stræbe, saa vil jeg dog ikke give min Stemme til, at udsætte denne almindelige Værnepligt blot een Dag for den Mulighed, at vi om kort Tid, om faa Aar, kunne have en Almeenvæbning.

(…)

Visby: (…) Landbostanden har sin gode Ret og den skal hævdes samme; men at man derfor skulde sige, at Embedsstanden og Kjøbstadbeboerne skulde være retløse, uagtet de støtte dem til, hvad Aarhundreder have hævdet dem, det er Noget, jeg ikke kan billige. Principet i Forordningen er vistnok retfærdigt, men et Princip kan i Theorien være retfærdigt og dog i Anvendelsen være meget uretfærdigt. Der er derfor et la- tinsk Ordsprog, som siger: ”Den høieste Ret er den høieste Uret”, og derfor mener jeg, at Anordningen vil kunne anvendes, saa at den kommer til at gjøre Uret. (…) Det vil vistnok komme yderst uventet for en stor Deel af dem, som drages ind under Værnepligten, uventet, fordi det ikke er mere end to Aar siden, at et Værnepligtsudkast blev forelagt Provindsialstænderne, og i disses Indstilling — jeg erindrer ikke, om det var i selve Lovudkastet — var 18 Aars Alderen bestemt som Grændse, saa at de, som ved Anordningens Emanation[14] havde fyldt det 18de Aar, vare fritagne. Nu er det dog vist, at Enhver var berettiget til at antage, at den samme Grændse, som da blev bestemt, ogsaa vilde komme til at gjælde her; men istedetderfor har man taget 22 Aars Alderen til Grændse, saa at ikke blot de, som maatte vente at blive fritagne dengang, men endogsaa Flere nu blive inddragne under Værnepligten, og derved kan let skee Uretfærdighed, fordi de have stolet paa, at det ikke vilde skee, som man dog nu har troet for det almindelige Bedste at burde lade skee. Der er saaledes ikke Principet, ikke den almindelige Værnepligt, som jeg har kaldt uretfærdigt, men kun Anvendelsen for de enkelte Tilfælde, og navnlig for det, som jeg har anført. Det forekommer mig, at naar kun Principet gjennemføres for hele Fremtiden, saa er det en Ubetydelighed, at et Par Hundrede Mennesker, eller hvormange det maatte være, paa Grund af Alderen blive fritagne. Dette er min Mening, som jeg ret ønsker, nu maatte blive fattet og forstaaet. (...)

(…)

Dahl[15]: Jeg troer, at enhver Ven af Retfærdigheden maa glæde sig ved, at den Stand, hvem den værnepligtige Byrde hidtil alene har paahvilet, endelig er kommen til sin Ret, og at det er ønskeligt, at alle Stænder komme til at deeltage i denne Byrde. Jeg skal ikke heller opholder mig længer derved, da jeg troer, at de Fleste ere enige deri. En anden Sag er det, om en Deel af de Byrder, der have hvilet paa den Deel af Befolkningen, der hidtil har været fri for Værnepligten, burde søges ligeligere udjevnet, men jeg troer ikke, at dette hører herhen. Naar man har yttret sig her i Forsamlingen, som om der i Kjøbstæderne findes en høiere Grad af Cultur og aandelig Udvikling, end paa Landet, saa troer jeg, at man lettelig kan overvurdere denne større Cultur og Kundskabsfylde, der skulde være i Kjøbstæderne. Naar man fremdeles har sagt, at den aandelige Udvikling vil gjøre det vanskeligere at bære Værnebyrden, end det vil være for Bondestanden eller den Stand, der ordentligviis ikke er i Besiddelse af saadanne Kundskaber, at opfylde denne Pligt, saa kan jeg ikke ansee dette for saa ganske rigtigt. Jeg troer netop, at den aandelige Udvikling gjør, at Værnepligten lettere opfyldes, og jeg veed ikke, om det ikke ogsaa er antaget af kundskabsrige og dannede Militaire. Jeg troer, at det i Algerien[16] har viist sig, at netop de, som have en større aandelig Udvikling, bedre kunne bære de Byrder, som falde i Krigernes Lod, end de, som ikke have en saadan Uddannelse. (…)

(…)

Dinsen[17]: Af den fremlagte Comiteebetænkning i Værnepligtssagen sees, at ikke færre end 10 af Comiteens Medlemmer have fundet Betænkelighed ved § 5[18], og navnlig med Hensyn til dens Bestemmelse om Forordningen af 23de September d[ette] A[ar] og de hidtil for Værnepligten Fritagne, som den rammer. En anden, for mig endnu større Betænkelighed ligger i de mange her til Rigsforsamlingen indkomne Andragender fra Kjøbstædernes Befolkning, hvoraf sees, at der i Kjøbstæderne hersker Uro og Bekymring, men tillige en inderlig Kjærlighed til Konge og Fødeland. Det er ikke Fritagelse for at værne om Landet, Kjøbstadborgerne attraaer[19], det er kun det Unaturlige, der fordres af dem, hvorimod de udtale sig. Det er dem en Glæde, at Principet for den almindelige Værnepligt bliver antaget, og at Byrden kommer til at hvile paa Alle; men Pligtsbyrden bør dog fordeles saaledes, at den ikke falder mere trykkende paa Nogle end paa Andre, og det finder jeg, vil blive Tilfældet efter Udkastet. Ingen kan vel nægte, at Alderen fra 21 til 30 Aar har for Kjøbstadborgeren en langt vigtigere Betydning end for Landbefolkningen; i den Periode skal Kjøbstadbeboeren uddanne sig, og seer man hen til den Studerende, til Contoiristen, til Haandværkeren eller den Handlende, da er det jo netop denne Livsperiode, der gjør Udslaget i deres borgerlige Stilling for hele Livet. Desuden vil Bonden, ligesaavel som Kjøbstadbeboeren, komme til at lide under, at der intet Hensyn tages til de forskjellige Stillinger; dersom t[il] Ex[empel] en Bonde har ladet sin ene Søn blive Seminarist[20], en anden Veterinair[21] og en tredie maaskee Studerende, da vil han i alle Tilfælde være udsat for de samme Ubehageligheder, som Kjøbstadbeboeren. Overhovedet finder jeg, at to saa vigtige Classer af Statssamfundet, som Kjøbstad- og Landbeboerne paa ingen Maade maae være hinanden imod, da de dog begge høre til Nationens erhvervende Classer, og den ene Classes Velvære fremmer den Andens. De ere ligesom to vigtige Lem af det samme Legeme, hvoraf det ene ikke kan være lykkeligt uden det andet. Jeg mener derfor, at det maa være en vigtig Opgave for Forsamlingen at søge at forebygge, at nogen Rivning eller Misforstaaelse skal opstaae imellem disse to Classer, idet det dog er ved dem, at vor folkelige Konge og vort danske Ministerium ene kan udrette Noget. Dersom der kommer Uenighed mellem disse to Classer, hvortil skal det saa hiælpe, at saa mange blive værnepligtige, naar Harmonien er tilintetgjort, og de to Classers Borgere misunde hinanden og ere indbyrdes uenige. Jeg troer derfor, at det er meget mere vigtigt at tilveiebringe Enighed mellem Kjøbstad- og Landbeboeren, end at samtlige Studerende og Haandværkere komme til at gaae Garnisonstjenesten igjennem.


Ordforklaring m.m.

[1] Carl Holger Visby (1801-71), præst. Valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i København. Opnåede ikke valg til Folketinget i 1849.

[2] Grundlovsudkastets § 76 blev i den endelige grundlov i 1849 til § 95: ”Enhver vaabenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar, efter de nærmere Bestemmelser, som Loven foreskriver.”

[3] Garnisonstjeneste: militærtjeneste ved en garnison i en by eller på en kaserne.

[4] Comsumtion: forbrugsafgift/told på varer, der førtes ind i byerne.

[5] Krigsluren: en lur er et blæseinstrument fra bronzealderen.

[6] Syssel: geografisk område (Jylland var inddelt i 14 sysler).

[7] Geråde til skade: komme til skade.

[8] Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark 1849, § 1: ”Alle de Mandspersoner, der have Indfødsret i Vort Kongerige Danmark, skulle uden Hensyn til Stand eller Herkomst være Værnepligten underkastede.”

[9] Jens Andersen Hansen (1806-77): skomager, redaktør. Valgt til den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i Svendborg (Bondevennernes Selskab), fra 1849-77 medlem af Folketinget (Venstre).

[10] Betage: fratage.

[11] Formalingsafgift: en afgift på at indføre malet korn, malt m.m. ind i købstæderne.

[12] Jesper Peter With (1791-1854), herredsfoged. Valgt til den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i Vejle Amt, medlem af Folketinget 1849-52.

[13] With henviser til Visbys indlæg (det første indlæg i denne kilde).

[14] Emanation: konsekvens.

[15] Torkild Christian Dahl (1807-72), overretsprokurator, stiftamtmand. Valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i Aarhus Amt, senere medlem af Landstinget (nationalliberal).

[16] Der henvises til den franske erobring af Algeriet. Krigen varede fra 1830 til 1847.

[17] Hans Dinsen (1781-1855), gårdejer. Valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i Odense Amt (Venstre).

[18] Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark 1849, § 5: ”De derimod, som ere fødte forinden den 1ste Januar 1826, forblive i Besiddelse af den tidligere erhvervede Frihed; dog at de, som i Henhold til vor Anordning af 23de September sidstleden maatte extraordinairt udskrives i Anledning af den nærværende Krig, blive pligtige at udføre den Tjeneste, hvortil de ere udskrevne, saalænge de bestaaende Krigsforhold maatte gjøre det nødvendigt. Imidlertid skulle de, der inden 1ste Januar d. A. [dette Aar] have indladt sig i Ægteskab, være fritagne for Udskrivning efter den nævnte Anordning.”

[19] Attrå: ønske.

[20] Seminarist: person, der læser til lærer.

[21] Veterinær: person, der læser til (eller er) dyrlæge. 

Om kilden

Dateret
18.12.1848
Oprindelse
Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-49, Bind 1, spalte 497-570. Kbh. 1849.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. oktober 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk