De økonomiske balanceproblemer i 1970’erne

Artikler

Danmark var i 1970’erne præget af en række strukturelle økonomiske problemer, som samlet kan betegnes økonomiske balanceproblemer. 1960’ernes højkonjunktur og høje vækst drev ikke bare lønningerne op, men også inflationen. Den voksende velstand førte til et voksende privatforbrug, der krævede en stor import fra udlandet, hvilket belastede betalingsbalancen. Desuden voksede de offentlige udgifter (og skattetrykket) i takt med velfærdsstatens ekspansion, og boligmarkedet var overophedet. Da den første oliekrise ramte i efteråret 1973, fulgte en økonomisk recession, væksten stagnerede, mens inflationen fortsatte opad. Samtidig blev Danmark ramt af et problem, landet stort set havde været forskånet for i 1960’erne: arbejdsløshed.

Økonomiske balanceproblemer - kort fortalt

Med et lands økonomiske balanceproblemer forstås som regel problemer med arbejdsløshed, inflation, underskud på betalingsbalancen og handelsbalancen samt underskud på de offentlige finanser.

Det der gjorde Danmarks økonomiske situationen så vanskelig i 1970'erne var, at balanceproblemerne hang tæt sammen. Pillede man ved ét parameter, forværrede man et andet. Forsøgte man fx at stimulere efterspørgslen og dermed forbedre beskæftigelsen, forvoldte man inflation, ligesom man forøgede de offentlige underskud og gælden og forringede betalingsbalancen. Bekæmpede man inflationen eller lavede store offentlige besparelser, skabte man arbejdsløshed.

Krisen blev desuden værre af, at den også havde ramt de andre vestlige lande. Det gjorde det svært for Danmark at producere sig ud af krisen, da afsætningsvilkårene for den danske produktion var dårligere. Endvidere var de typiske markeder for dansk eksport ikke præget af nær så voldsom en inflation. Det skyldtes på den ene side høje lønstigninger som resultat af overenskomsterne i 1973 og på den anden side den danske dyrtidsregulering. Denne automatiske regulering af lønnen sikrede lønmodtagerne en kompensation ved prisstigninger (en såkaldt dyrtidsportion). Den automatiske dyrtidsregulering drev imidlertid i sig selv både priser og lønninger op, og dermed bidrog selve ordningen til at forværre inflationen.

1973: Økonomiske balanceproblemer som følge af vækst

Gennem 1960’erne og de tidlige 1970’ere var Danmark konfronteret med en række overordnede økonomiske balanceproblemer. Det var så at sige luksusproblemer, fordi de havde rod i en intens vækstperiode. Da Anker Jørgensen (1922-2016) fra Socialdemokratiet blev statsminister i 1973, var der fortsat højkonjunktur i Danmark. Væksten i 1972 og 1973 lå – regnet i faste 1975-priser – på henholdsvis 4,9 % og 4,3 %. Den danske udvikling lignede den i det øvrige Vesteuropa, men med en noget højere vækst i perioden 1957-1970 end partnerne i frihandelsområdet EFTA, og en lidt mindre vækst end gennemsnittet for EF-landene. Beskæftigelsen var høj, og antallet af registrerede arbejdsløse lav.

Vækstfasens slagside var, at den blev årsag til en række økonomiske udfordringer:

  • For det første gav den underskud på betalingsbalancen. Selvom underskuddet på de løbende poster i 1972 var blevet bragt ned under en halv milliard kr., var det i 1973 steget til knapt 3 milliarder kr.
  • For det andet var inflationen stigende og bevægede sig op på godt 9 %. Løn og priser steg, og en af synderne var her dyrtidsreguleringen. Denne ordning sikrede automatisk en lønstigning, når pristallet steg, hvilket i sig selv førte til forhøjede priser og inflation.
  • For det tredje steg de offentlige udgifter pga. en voksende offentlig sektor. Antallet af offentlige ansatte var vokset med 6,7 % årligt i perioden 1967-72, eller fra knapt 370.000 til godt 500.000.
  • For det fjerde var boligbyggeriets aktivitet ude af kontrol. Boligbyggeriet toppede i 1973 med samlet 55.000 nye boliger, og det kostede statskassen dyrt pga. diverse skattebegunstigelser, fx rentefradrag på lån og momsrefusion på byggeri.

Hovedudfordringen var, ifølge statsminister Anker Jørgensen selv, at føre en kontraktiv finanspolitik i en tid med så stor økonomisk medvind. Det var svært at overbevise befolkningen og forligspartnerne i Folketinget om at spare, når det gik så fantastisk godt.

Regeringen forsøgte i overensstemmelse med god keynesiansk økonomisk teori at operere med et statsbudgetoverskud for at dæmpe den økonomiske aktivitet. Dette kom udtryk ved vedtagelsen af finansloven for 1973-74, som budgetterede med et overskud på drifts- og anlægsbudgettet på knapt 3 mia. kr. Dette overskud skulle primært bringes i hus gennem en øgning af indtægtssiden, fx forhøjelser af formueskatten og selskabsskatten og forhøjede afgifter på øl, cigaretter, benzin mm. Der var dog også besparelser, der reducerede udgiftssiden, bl.a. på undervisningsområdet. Det lykkedes til gengæld ikke den socialdemokratiske regering at få gjort fundamentalt op med det statsfinansielt set dyre boligsystem.

1973- 75: Oliekrisen rammer og forværrer de eksisterende problemer

I december 1974 overtog venstrepolitikeren Poul Hartling (1914-2000) nøglerne til Statsministeriet, samtidig med at den første oliekrise toppede. Danmark oplevede ikke umiddelbart forsyningsvanskeligheder, da landet ’kun’ var udsat for de olieproducerende landes restriktioner, men ikke decideret boykot ligesom bl.a. USA og Holland. Men den nytiltrådte venstre-regering måtte stadig kæmpe med firdoblede energipriser og så sig nødsaget til at iværksætte en række energisparetiltag. Den mest alvorlige konsekvens af oliekrisen var, at den forværrede de allerede eksisterende økonomiske balanceproblemer.

Hvor den tidligere socialdemokratiske regering havde forsøgt at rette op på økonomien ved at øge de offentlige indtægter som skatter og afgifter, forsøgte Hartling-regeringen sig med indkomstpolitiske virkemidler, der skulle begrænse udgifterne.  Dette afspejlede dels ideologiske holdningsforskelle, og dels at oliekrisen havde forårsaget, at højkonjunkturen og væksten var blevet afløst af et nyt fænomen: stagflation. Det vil sige en lavkonjunktur, hvor produktionen stagnerer, mens inflationen fortsat stiger.

I 1974 faldt det danske bruttonationalprodukt (BNP) målt i faste priser for første gang siden 1950’erne. Det slog igennem på arbejdsløsheden, der havde været næsten ikke eksisterende i 1960’erne. I 1973 var der ca. 26.000 (1,1 %) arbejdsløse, mens der et år senere var næsten 110.000 (4,3 %). Og tendensen fortsatte: 1975 sluttede med omkring 134.000 arbejdsløse (5,4 %). Arbejdsløsheden voksede dog ikke kun pga. af den økonomiske situation, men også pga. af et øget udbud af arbejdskraft. I løbet af 1970’erne øgedes tilgangen til arbejdsmarkedet med omkring 300.000, hvoraf mange var kvinder, som i høj grad fik arbejde i den offentlige sektor.

Fra 1973-74 blev underskuddet på betalingsbalancen fordoblet fra knap til 3 mia. kr. til knap 6 mia. kr. Det blev godt nok halveret igen det følgende år, men steg derefter voldsomt resten af årtiet. I 1976 nåede det til 12 mia. kr., og i 1979 15 mia. kr. Inflationen steg fortsat, og stigningerne i forbrugerprisindekset var på næsten 12 procentpoint i 1974 mod 7 procentpoint året før. Krisen begyndte også at kunne mærkes på statsbudgettet, hvor det forventede overskud på finansloven for 1973-74 på næsten 4 mia. kr. blev konverteret til et underskud for 1974-75 på knap 3,5 mia. kr.

1975-1982: Stram indkomstpolitik og den anden oliekrise

Den 13. februar 1975 overtog Socialdemokratiet ledet af Anker Jørgensen igen regeringsansvaret. I sin anden regeringsperiode forsøgte Anker Jørgensen sig med en kombination af en stram indkomstpolitik for alle befolkningsgrupper, en stramning af finanspolitikken via en kombination af besparelser og øgede afgifter, og endelig en videreførelse af selektive erhvervspolitiske og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Lønstigningerne skulle begrænses for dermed at begrænse importen og forbedre konkurrenceevnen og betalingsbalancen. Sammen med borgerlige partier i forskellige konstellationer blev der indgået en række økonomiske forlig i 1975-1976 og 1977 med førnævnte formål. Alligevel var der i 1978 knap 200.000 registrerede fuldtidsledige, og underskuddet på statsbudgettet for 1979 blev anslået til 40 mia. kr. Ad-hoc-forlig var derfor ikke nok for Anker Jørgensen, der mente, at den langvarige krise nødvendiggjorde stærkere og mere varige løsninger. Resultatet blev det spektakulære og utraditionelle, at Venstre blev optaget i regeringen i 1978. SV-regeringen fortsatte den økonomiske kurs med indkomstpolitiske stramninger og erhvervs- og beskæftigelsesfremmende tiltag. Alliancen mellem Socialdemokratiet og Venstre var dog et fornuftsægteskab, der ikke kunne holde i længden, og i oktober 1979 dannede Anker Jørgensen sin fjerde regering, igen en socialdemokratisk mindretalsregering.

I 1979 ramte den anden oliekrise, kaldet OPEC II, hvilket medførte endnu en stigning i energipriserne, og den forværrede hermed underskuddet på betalingsbalancen. I et forsøg på at forbedre konkurrenceevnen blev kronen devalueret med 7 % i to omgange i 1979. De offentlige udgifter voksede støt, og det samme gjorde underskuddet på statsfinanserne. Kombineret med forventninger om flere devalueringer blev renten presset i vejret.

Det lykkedes dog regeringen at forhandle en række store forlig igennem med Folketingets små borgerlige partier, bl.a. Helhedsplanen i 1979 og Maj-forliget i 1980 (eller 'påskeægget', som oppositionen døbte det). De to forlig indførte en række indkomstpolitiske stramninger og var set fra et lønmodtagerperspektiv det hidtil hårdeste indgreb. Sammenlagt var der tale om finanspolitiske stramninger for i alt 5 mia. kr., såvel som en række energibesparende tiltag. Indsatsen bidrog til at styrke konkurrenceevnen, så handelsbalancen blev forbedret, mens det i mindre grad hjalp på betalingsbalancen, fordi der stadig var en stor udlandsgæld og dermed stigende renteudgifter. I Anker Jørgensens sidste regeringsperiode blev opmærksomheden derfor rettet mod en begrænsning af underskuddet på statsbudgettet.

1982: Status på den økonomiske situation ved den borgerlige magtovertagelse

De økonomiske forlig begyndte i 1980'erne at rette en smule op på de økonomiske balanceproblemer, men det lykkedes ikke Anker Jørgensen at løse de økonomiske balanceproblemer i sin regeringstid. 1970’erne var præget af ad-hoc-tilpasninger til oliekrisernes udfordringer, og mange og kortsigtede kriseforlig dominerede den økonomiske politik. Den konkurrenceevneforbedring, som Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer gennemførte, kom dog på sigt de efterfølgende borgerlige regeringer til gode. Det samme gjaldt de indgåede Nordsøaftaler, da der i 1980'erne blev fundet store mængder naturgas og olie.

Da den konservative Poul Schlüter (f. 1929) overtog statsministerposten efter Anker Jørgensen den 10. september 1982, var der mere end en kvart million arbejdsløse, underskuddet på betalingsbalancen var 19 mia. kr., den danske gæld til udlandet var samlet mere end 160 mia. kr., og rentebetalingen heraf udgjorde mere end halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Underskuddet på statsbudgettet var på 52 mia. kr. ud at et budget på 211 mia. kr., og oliekriser, devalueringer og lønudviklingen havde drevet inflationen i vejret til over 10 %.

Det hører med til billedet, at 1970'ernes regeringers muligheder for effektivt at håndtere de økonomiske problemer var ringere end de foregående og efterfølgende, fordi 1970’erne også internationalt var en periode med generel konjunkturnedgang.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1973 - 1982
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1973 - 1982
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk