De militære ekspropriationer ved Oksbøl, 1964-1970

Artikler

I årene fra 1964 til 1970 foregik en omfattende militær ekspropriering af en lang række private landbrug, beboelseshuse og fritidsboliger for at give plads til en udvidelse af Forsvarets øvelsesterræn ved den sydvestjyske by Oksbøl. Det blev en dramatisk proces, som betød, at lokalbefolkningen måtte opgive deres ellers grundlovssikrede ejendomsret, og mere end 100 familier måtte flytte fra området. Resultatet blev etableringen af Danmarks største militære øvelsesterræn. Det var en forudsætning for, at Danmark kunne leve op til sine militære forpligtelser i forhold til NATO, men det betød samtidig også en tvangsaffolkning af flere små landsbysamfund.

Den militære tilstedeværelse omkring Oksbøl

I 1929 oprettede det danske forsvar en militærlejr ved Oksbøl. Efter besættelsen af Danmark i 1940 overtog den tyske værnemagt lejren og udvidede både lejr og øvelsesområde betragteligt. I 1945 blev Oksbøllejrens såkaldte Nordlejr omdannet til flygtningelejr for tusinder af tyske flygtninge, mens den noget mindre Sydlejr indgik i genopbygningen af det danske forsvar efter besættelsen. Denne lejr er stadig et af Forsvarets vigtigste tjenestesteder.
Allerede i 1946 begyndte de første øvelsesskydninger med artilleri ved Oksbøl. Som en følge af de voksende internationale spændinger mellem USSR og USA - og ikke mindst som en konsekvens af det danske medlemskab af NATO i 1949 - oprettedes i 1952 Kampvognsskolen, som blev placeret i Oksbøl, hvor der var god plads. Op gennem 1950’erne ønskede Forsvaret en udvidelse af det eksisterende militære øvelsesterræn. Planerne om en større ekspropriation ved Oksbøl strandede dog på, at der ikke var råd til ønskerne om en udvidelse.

Forsvarets nuværende kort over skyde- og øvelsesområdet ved Oksbøl. Det sydlige område har været øvelsesterræn for det danske forsvar siden 1929. Det var i forvejen et øde område, præget af hede, plantage og klitter. Ekspropriationerne i 1960’erne foregik i det nordlige område, hvor flere landsbyer blev affolket og landbrugsjord inddraget. Foto: forsvaret.dk

Behov for plads til nye kampvogne

Omkring 1960 havde kampteknikkerne ændret sig så meget, at et større og mere sammenhængende øvelsesterræn blev stadig mere nødvendigt. Indførelsen af bæltekøretøjer gjorde øvelserne i civile områder mere komplicerede - og for visse enheder også umulige. Forsvaret rådede ganske vist allerede over 4.000 hektar land primært på Kallesmærsk Hede mellem Blåvand og Vejers, men arealet havde en uhensigtsmæssig form. Særligt ved Grærup og Vejers var der en flaskehals, som besværliggjorde de taktiske øvelser, hvor bl.a. indførelsen af de nye Centurion-kampvogne krævede stadig mere plads, samtidig med at overskydning af civile områder var problematisk. Forsvaret ønskede derfor en udvidelse af øvelsesterrænet vest for Oksbøl: Grærup, Børsmose og Vejers.     

Den britiske Centurion-kampvogn, som blev introduceret i Danmark i 1953 og var i brug indtil 1994. Kampvognen blev udviklet under 2. verdenskrig og blev efter dens afslutning et af de mest udbredte panserkøretøjer i verden. Under den kolde krig var den de europæiske NATO-landes mest udbredte kampvogn. Foto: forsvaret.dk

Den amerikanske selvkørende Haubits M109, der var et af de nye pladskrævende bæltekøretøjer, som Forsvaret modtog i 1965. Foto: Vardemuseerne

Ekspropriationen bliver en realitet

De 1.840 hektar land, som Forsvaret ønskede til øvelsesterræn, var ikke umiddelbart til rådighed. Der boede mennesker, fordelt på 71 landbrugsejendomme, 38 parcelhuse og 38 sommerhuse. Oven i disse ejendomme kom 87 endnu ubebyggede sommerhusgrunde.

På egnen gik der gennem flere år rygter om, at en betydelig ekspropriation var nært forestående. Det var dog først henimod slutningen af 1964, at Folketingets finansudvalg bevilligede de nødvendige midler til terrænudvidelsen og dermed gav grønt lys for ekspropriation af de berørte ejendomme, jorder og bygninger.

Inden Folketingets beslutning havde de to sognerådsformænd, hvis sogne var i spil, deltaget i et lukket møde med Forsvarets folk. Snart viste det sig, at der i de to sogne var betydelige interessemodsætninger. Sognerådsformanden i Aal (Oksbøl) Kommune Egon W. Jensen hilste udsigten til statslige arbejdspladser, befolkningstilvækst og øgede skatteindtægter velkommen. I modsætning hertil frygtede hans kollega Hans Pedersen og beboerne i Ho-Oksby, den vestligste af de to kommuner, at Forsvarets tilstedeværelse ville ødelægge den spirende turisme, og at militære øvelser i hvert fald i perioder ville isolere de små samfund ved kysten. Rygterne om de militære planer skabte utryghed og usikkerhed i befolkningen – kunne det svare sig at investere i bedriften eller ej?

Den politiske debat

Forsvarsforliget fra 1960 og et politisk flertal for at imødekomme Forsvarets ønsker gjorde det fra begyndelsen svært at være modstander af ekspropriationen. Når valget faldt på arealerne i Ho-Oksby og Aal kommuner, skyldtes det, at Forsvaret i forvejen havde et stort militært areal, men også at landbrugsjorden var mindre god, og at området var tyndt befolket. Set fra alle andre steder i landet forekom valget fornuftigt, når nu det skulle være. 

Sagen fremkaldte en mindre debat på Christiansborg, hvor Socialistisk Folkeparti som det eneste parti argumenterede imod planerne. Således talte Johannes Skræppenborg-Nielsen (1917-1997) for at flytte beslutningen fra Folketingets Finansudvalg for i stedet at gøre den til en folketingsbeslutning. I så fald ville SF og de lokale modstandere kunne vinde tid og derved opnå en bredere debat om planerne. Skræppenborg-Nielsen var ligeledes skeptisk over for den socialdemokratiske forsvarsminister Victor Grams (1910-1969) udtalelse om, at ekspropriationen ville koste 15-20 millioner. I stedet mente han, at omkostningerne ville blive det dobbelte. Han var dog for sent ude, og det lykkedes ham ikke at komme de lokale modstandere til undsætning. Derfor var beslutningen om at ekspropriere området til Forsvaret aldrig i fare.

Den politiske debat må betegnes som rationelt begrundet, men under debatterne fik Skræppenborg-Nielsen sat ord på de følelser, der for mange var forbundet med udsigten til at miste hjem og i nogle tilfælde også livsværk, som ikke talte i spillet om jura, økonomi og storpolitik. Modstanden mod de militære ekspropriationer førte til en noget usædvanlig alliance mellem de lokale bønder og SF.

Den lokale modstand
Ekspropriationsplanerne førte til verbale konfrontationer og en voldsom polarisering i de små samfund. Mere end 30.000 underskrifter indsamlede de lokale imod det ”statslige overgreb”, dog uden den ønskede effekt. I et historisk perspektiv er det tydeligt, at lokalbefolkningen var for længe om at opdage, at Finansudvalgets beslutning faktisk kunne tvinge dem væk fra deres hjem og ejendom. Da de lokale modstandere, der slet ikke kunne matche staten, omsider kom på banen, var løbet allerede kørt. Langsomt måtte selv de mest modvillige erkende, at samfundets interesser overtrumfede lokalbefolkningens.

Resultatet blev af de fleste beboere opfattet som en voldsom indgriben i deres tilværelse. For nogle blev ekspropriationen set som en trods alt acceptabel mulighed for at sælge bedriften til en fornuftig pris til at købe nyt for. For andre blev det, de opfattede som et statsligt overgreb, en principsag, og der opstod en stærk modvilje mod at lade sig forflytte, fordi man følte sig knyttet til stedet. For modstanderne var et hovedargument da også den grundlovssikrede ejendomsret. Sagen var blot den, at Folketinget i forbindelse med ekspropriationsplanerne allerede i 1964 havde vedtaget en ny lov, der netop åbnede for, at staten i særlige tilfælde havde lov til at ekspropriere fast ejendom. Da de lokale samtidig heller ikke fandt støtte i hverken Landbrugsministeriet, der ikke havde indvendinger imod nedlæggelsen af de pågældende landbrugsejendomme, eller i Kulturministeriet, hvor man gerne så at ekspropriationerne indgik i en stor naturpark fra Skallingen i syd til Tipperne i nord, var slaget reelt tabt, inden de lokale modstanderne overhovedet fik fodfæste.

 

Ekspropriationerne
De første ekspropriationer blev foretaget i juli 1967, og den 1. november 1968 skulle alle beboerne være ude af deres ejendomme, så Forsvaret kunne overtage området. Fristen for de lokale beboere blev imidlertid forlænget til 1. marts 1969, men først i april 1970 forlod den sidste familie sit hjem ved politiets hjælp.
Mere end 300 ejere og 30 brugere blev berørt af ekspropriationen, der endte med at koste 45 millioner kr. Beløbet var mere end det dobbelte af de først anslåede 15-20 millioner kr. og skyldtes dels prisudviklingen, dels at de lokale fik en god pris for deres ejendomme.

Her ses ekspropriationskommissionen, parat til den første ekspropriation den 14. juli 1967. Det drejer sig om en af de typiske små landejendomme, der prægede området. Nu står de tomme skaller tilbage som kulisser. Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

Øvelsesterrænet i dag
Resultatet af ekspropriationerne blev, at Forsvaret fik et sammenhængende øvelsesområde, hvor man kunne føre en forstærket bataljon rundt i et størrelsesmæssigt nogenlunde realistisk rum såvel i bredde som i dybde. Arealet måler således fra Blåbjerg Plantage til Blåvand 21 kilometer og har en bredde på omkring 10 kilometer.

Skilt ved det militære øvelsesområde ved Oksbøl. På dage med skydning og øvelser lukkes dele af området af for offentligheden. I følge Forsvarets oplysninger bruges området i dag til kampvognsskydning, artilleriskydning, øvelser med mindre våben, skydning fra fly og sprængninger. Foto: Vardemuseerne

Terrænet dækker i dag omkring 6500 hektar og bruges flittigt af Forsvaret, da det er det eneste øvelsesterræn i Danmark, der kan bruges i forbindelse med større militære øvelser. Hvert år passeres terrænet også af tusindvis af turister, der undrer sig over kanontordenen og det øde landskab med de forladte huse og de påmalede vinduer. For lokalsamfundet var resultatet nemlig, at de mindre bebyggelser omkring Vejers, Grærup, Børsmose, Kærgård, Mosevrå og Bordrup helt forsvandt, og i dag finder man blot enkelte tilbageværende gårde, husmandssteder og huse med afblændede døre og vinduer. Kirkerne i Mosevrå og i Børsmose undgik ekspropriationen og er endnu i brug, til trods for at deres menigheder ikke længere bor i nærheden.

Huse ved Grærup. Rundt i landskabet ligger stadig rester af de eksproprierede landbrug. I forbindelse med ekspropriationen blev det bestemt, at vinduer og døre skulle tilskoddes og bemales, så området fortsat så beboet ud. Foto: Niels A. Hansen/Vardemuseerne

Forladte boliger i det eksproprierede område. Det er en ganske særlig stemning, man møder, når man kører gennem det eksproprierede område på vej til stranden. Hvert år fjernes bygninger, og fortsætter denne udvikling vil sporene fra ekspropriationen helt forsvinde.  Foto: Niels A. Hansen/Vardemuseerne

Tilbage i det eksproprierede landskab ligger stadig en del af de forladte gårde, husmandssteder og huse, næsten som da deres tidligere ejere forlod dem sidst i 1960’erne. De tomme huse minder om, at området engang var opdyrket agerland, der dannede grundlaget for mange familiers tilværelse. Det ændrede efter militærets overtagelse karakter, og det er nu groet til med krat og græs og danner mange steder et stort åbent landskab til glæde for lokalbefolkningen og områdets mange turister. Området ændrer i disse år hastigt karakter, fordi mange af de forladte ejendomme er ret forfaldne, hvorfor Forsvaret jævnligt river de dårligste af husene ned. Der arbejdes imidlertid på at få en aftale, hvor huse med fortælleværdi og landskabsæstetisk værdi kan bevares for fremtiden.

Et overgreb mod lokalbefolkningen?
Historikeren Niels Kayser Nielsen (1949-2012) har karakteriseret den militære terrænudvidelse i Sydvestjylland som ”en ualmindelig kynisk, beregnende og nonchalant adfærd fra den danske stats side” og som ”et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. verdenskrig”. Ordvalget er muligvis for dramatisk, da det antyder, at de militære ekspropriationer tangerede både det meningsløse og det ulovlige, og det var ikke tilfældet. Alligevel bør man ikke overse, at det var en yderst velforberedt regering, der fik beslutningerne ført igennem, inden de lokale beboere - fortrinsvis bønder - fik mobiliseret modstand mod Forsvarets og statens planer.

Ved ekspropriationen måtte lokalbefolkningen bøje sig for almenvellets krav. Sagen er derfor et eksempel på forholdet mellem staten og befolkningen – og mellem den grundlovssikrede ejendomsret og nationens interesser.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Vardemuseerne.

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1964 - 1970
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. april 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Ipsen, Leif G. (red.): Oksbøllejren gennem 50 år (1979)

Jensen, John V.: ””Vil man målet, må man også ville midlerne” - eller ekspropriationen af Eventyrets land” i Landbohistorisk Tidsskrift 2015, s. 80-126

Lehnemann, Andreas: Ekspropriationen af Eventyrets Land – breve og udklip m.v. Bind 1-2 (1976-77)

Nielsen, Niels Kayser: Steder i Europa. Omstridte byer, grænser og regioner (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1964 - 1970
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. april 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Ipsen, Leif G. (red.): Oksbøllejren gennem 50 år (1979)

Jensen, John V.: ””Vil man målet, må man også ville midlerne” - eller ekspropriationen af Eventyrets land” i Landbohistorisk Tidsskrift 2015, s. 80-126

Lehnemann, Andreas: Ekspropriationen af Eventyrets Land – breve og udklip m.v. Bind 1-2 (1976-77)

Nielsen, Niels Kayser: Steder i Europa. Omstridte byer, grænser og regioner (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk