De lutherske teologers syn på trolddom i 1500- og 1600-tallet

Artikler

Efter reformationen i 1536 tog den teologiske fordømmelse af trolddom til i Danmark. De danske teologer fordømte i tråd med reformatoren Martin Luther troldfolkene, fordi de mente, troldfolkene havde indgået en pagt med Djævelen og dermed vendt sig imod Gud. Det var ikke alene den skadevoldende, men også den gavnlige trolddom, de danske teologer vendte sig imod. I 1617 blev djævlepagten indskrevet i den verdslige lovgivning som definerende for trolddomsforbrydelsen. I ’Forordningen om troldfolk og deres medvidere’ fra 1617 blev både den gavnlige og den skadevoldende trolddom således kriminaliseret, ligesom det blev gjort strafbart at tilbageholde viden om eller benytte sig af troldfolkenes evner. De danske teologers syn på trolddom vandt aldrig rigtig gehør i befolkningen og fik heller aldrig afgørende indflydelse på retspraksis pga. det danske retssystems indretning. Teologernes massive fordømmelse af trolddom fik dog formentlig den betydning, at den var med til at skabe en større frygt for troldfolkene i befolkningen, og var dermed en medvirkende årsag til, at man begyndte at mistænke og anklage folk for trolddom.

Ved reformationen i 1536 mistede den katolske kirke sin magtposition i Danmark og blev afløst af en protestantisk fyrstekirke, baseret på den tyske reformator Martin Luthers lære. Før reformationen gjaldt den katolske kirkes egne love ved siden af de danske kongers love, ligesom kirken havde domsmyndighed på en lang række samfundsområder, som bl.a. omfattede ægteskab og seksualitet. Også trolddom var reguleret af de kirkelige love, men var samtidig også reguleret i verdslig ret. Mens verdslig ret udelukkende kriminaliserede den skadevoldende trolddom, så fokuserede kirkelovene også på den gavnlige magi, især helbredelses- og beskyttelsesmagi samt spådomme, som blev opfattet som kætteri. Med reformationen bortfaldt de katolske kirkelove, og kirken mistede sin juridiske myndighed. De samfundsområder, som tidligere blev reguleret af kirken, skulle nu underlægges de verdslige myndigheder.

Modsat den katolske kirke blev den lutherske kirke i Danmark underlagt staten og kongemagten og var således formelt sat uden for politisk og retslig indflydelse. Dette til trods prøvede de toneangivende lutherske teologer at få indflydelse på politiske og retslige områder, herunder trolddom. Op gennem 1500-tallet advarede flere fremtrædende teologer mod trolddom, og i begyndelsen af 1600-tallet blev teologernes indflydelse så stærk, at den teologiske trolddomsdefinition fandt vej ind i den verdslige lovgivning i den såkaldte trolddomsforordning fra 1617.

Ligesom Luther selv, videreførte de danske teologer den katolske kirkes fordømmelse af den gavnlige magi. Luthers trolddomsforståelse hang snævert sammen med hans overbevisning om, at Djævelen konstant prøvede menneskets tro. Trolddom var altså en af Djævelens fristelser. Ingen mennesker besad ifølge Luther magiske evner i sig selv, men kun gennem Djævelens indblanding fik både den gavnlige magi og den skadelige trolddom virkning. Luthers og de senere danske teologers fokus på Djævelens rolle i forbindelse med trolddom kan genfindes inden for den katolske kirke fra slutningen af 1400-tallet. Den katolske og den lutherske trolddomsforståelse adskilte sig dog på et helt centralt punkt: Luther opfattede nemlig selve den katolske kirke som inficeret af Djævelen og kirkens helbredelsesritualer, Maria-kult og helgendyrkelse som afgudsdyrkelse og magi på lige fod med den folkelige magi. Hos de toneangivende danske teologer genfindes flere af disse elementer.  

Peder Palladius (1503-1560)

Advarslerne mod trolddom og i særdeleshed den gavnlige magi var allerede et tema hos den første generation af lutherske teologer i Danmark. I værket En Visitatsbog fra omkring 1543 beskriver Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius (1503-1560), hvordan han rejste rundt i sit stift og førte kontrol med sognepræsterne og belærte beboerne om den nye evangelisk-lutherske kristendom, og hvilke konsekvenser den fik for hverdagslivet. Heraf fremgår det, at en af Palladius’ ambitioner var at komme alle former for trolddom, både den helbredende og den skadelige, til livs. Ligesom Luther satte Palladius konsekvent lighedstegn mellem kætteri, katolicisme og trolddom.

Portræt af den første lutherske biskop over Sjællands Stift, Peder Palladius.

Men Palladius truede ikke alene troldfolkene med bål og brand. Han mente, at dem, der benyttede sig af troldfolkenes ydelser, var lige så skyldige som troldfolkene selv. Dog var Palladius mere optimistisk end Luther i forhold til befolkningens mulighed for at modstå trolddom. Hvor Luther mente, at alle kunne rammes af trolddom, uanset hvor fromt man levede, så var Palladius af den opfattelse, at levede man blot i overensstemmelse med Bibelens og evangeliernes forskrifter, var man så godt som sikret mod trolddom. Men benyttede man sig først af en troldkvindes signen og manen, ”som Djævelen og munke har lært hende”, som det hedder hos Palladius, var man sårbar. Ligesom kritikken af den katolske kirke ikke er til at tage fejl af, så er det tydeligt, at der til grund for troldkvindens magt – for det var tydeligvis kvinden, som blev forbundet med trolddommen – lå en gensidig relation med Djævelen. Til gengæld for at Djævelen gav troldkvindens magi virkning, arbejdede hun for ham og fristede andre mennesker med trolddom og magi. I overensstemmelse hermed omtalte reformatoren og ribebispen Hans Tausen (1494-1561) i et hyrdebrev til stiftets præster troldkvinder som ”Djævelens apostelinder”, Djævelens udsendinge.

Hos Palladius blev bekæmpelsen af trolddom ikke alene pålagt myndighederne – det var i lige så høj grad den enkeltes ansvar at bekæmpe trolddommen og dermed Djævelen ved at melde troldfolk til myndighederne.

Niels Hemmingsen (1513-1600)

Mange af de argumenter, Palladius fremførte mod trolddom og katolicisme, blev videreført og udviklet yderligere af den internationalt anerkendte danske teolog Niels Hemmingsen (1513-1600). Hemmingsen er uden sammenligning den danske teolog, som udgav flest skrifter om trolddom. For Hemmingsen var det, der bandt alle former for trolddom sammen, Djævelen, som forsynede de magiske formler og ritualer med kraft. Ingen genstande, symboler eller ord havde kraft i sig selv. Hos Hemmingsen tydeliggøres forholdet mellem Gud og Djævelen også. Djævelen var fristeren, der med Guds tilladelse skulle afprøve ”de kristnes” tro ved at lokke dem til at synde. Lod et menneske sig friste til synd enten ved at udøve trolddom eller benytte sig af troldfolks ydelser, gjorde vedkommende sig skyldig i afguderi.

Generelt mente Hemmingsen, at trolddom skulle straffes hårdt og uden nåde i overensstemmelse med Bibelens ord, dvs. med døden. Dette gjaldt naturligvis først og fremmest den skadevoldende trolddom, men hvad angik den gavnlige magi, var Hemmingsen mere tvetydig, hvilket også har resulteret i forskningsmæssig uenighed om Hemmingsens holdning på dette område. 

Som Peder Palladius før ham, anså Hemmingsen det som sin pligt at indskærpe overfor kongemagten, at den havde et ansvar overfor Gud for at udrydde trolddom og vranglære. Med titel som ’konge af Guds nåde’ fulgte der i Hemmingsens optik et ansvar for den siddende regent for at beskytte og opretholde ’den sande religion’, dvs. den protestantiske kristendom, og omvendt bekæmpe den falske religion i sit rige. Vore dages billede af Gud som den milde, tilgivende Gud, som vi møder i Det Nye Testamente, er langt fra det gudsbillede, som prægede 1500- og 1600-tallet. Her var det Det Gamle Testamentes nidkære, indblandende og straffende Gud, der regerede. Forstod kongen ikke sit ansvar og agerede som Guds forlængede arm på jorden, så ville det vække Guds vrede, og Gud ville straffe hele samfundet med krig, sygdom, hungersnød osv. Og da alle former for trolddom og magi ifølge Hemmingsen var at sidestille med afgudsdyrkelse, påkaldte det sig i særlig grad Guds vrede.

Niels Hemmingsen faldt i unåde og blev afsat fra sin stilling som teologiprofessor ved Københavns Universitet i 1579, fordi han i sin nadverforståelse afveg fra den lutherske nadverdoktrin. Egentlig ønskede Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) at beholde Hemmingsen, men kongens magtfulde tyske svoger, kurfyrst August af Sachsen (1526-1586), der beskyldte Hemmingsen for at være kryptocalvinist (skjult calvinist), pressede ham til sidst til at afsætte Hemmingsen. Hemmingsen var formodentlig ikke kryptocalvinist, men snarere tilhænger af Philipp Melanchthon, hvis nadverforståelse nærmede sig calvinismens. Trods afsættelsen og beskyldningerne om kryptocalvinisme fik Hemmingsens syn på trolddom stor betydning i udformningen af den lovgivningsmæssige kulmination på teologernes fordømmelse af trolddom, den såkaldte trolddomsforordning af 1617.  

Hans Poulsen Resen (1561-1638)

Først under Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) kom det endelige gennembrud for teologernes trolddomssyn i verdslig sammenhæng, under den såkaldte lutherske ortodoksi. Under den lutherske ortodoksi var hovedtemaet sikring af den rette lutherske lære, både blandt præsterne og i befolkningen. Der var derfor et massivt fokus på anger og bod, og i dette åndelige klima nåede samarbejdet mellem kongemagten og kirken sit absolutte højdepunkt. Med kirken i ryggen forsøgte Christian 4. at disciplinere og ensrette befolkningens livsførelse, moral og tro gennem en strøm af lovgivning. Den teologiske hovedarkitekt var Hans Poulsen Resen. Resen havde været professor i teologi ved Københavns Universitet siden 1591, og i 1615 blev han biskop for Sjællands Stift og den altdominerende skikkelse i den danske kirke. I sin kamp for en ren og streng luthersk kristendomsforståelse havde Resen ryddet alle teologiske modstandere af vejen og gjort op med de calvinistiske og filippistiske strømninger, som, inspireret af folk som Niels Hemmingsen, havde tag i visse dele af den teologiske elite.

I forhold til Hemmingsen var Resens syn på udøvelse af den hvide magi entydigt. Alle former for magi krævede en pagt med Djævelen for at være virksom og skulle derfor straffes med døden. Christian 4. delte Resens syn på den gavnlige magi, og i forbindelse med jubelfejringen af 100-året for Luthers offentliggørelse af sine teser i Wittenberg i 1617 udsendte Christian 4. tre disciplinerende forordninger: en mod overdreven luksus, en mod løsagtighed og lejermål (seksuelle forhold mellem ugifte) og endelig en forordning mod troldfolk og deres medvidere (deres klienter og personer med kendskab til deres gerninger).

’Forordningen om troldfolk og deres medvidere’ kom til at stå som kulminationen på de danske teologers kamp for at vinde indflydelse på trolddomslovgivningen. For første gang efter reformationen blev den gavnlige magi kriminaliseret. Modsat Resens opfattelse blev den gavnlige magi i forordningen ikke kriminaliseret pga. en djævlepagt, men fordi det blev betragtet som første skridt hen imod en djævlepagt og dermed potentielt skadevoldende trolddom. Dette skyldtes formentlig skepsis overfor Resens syn på trolddom blandt en del af rigsrådets medlemmer.

Straffen for den gavnlige magi blev følgelig også mildere end for den skadevoldende trolddom, som blev straffet med henrettelse på bålet.

Endelig pålagde forordningen alle og enhver at indberette ethvert kendskab til trolddom til myndighederne, såfremt man ikke ville dømmes som medvidere, dvs. for at have tilbageholdt viden. Kongemagtens embedsmænd var videre forpligtet til at rejse sag mod og få dømt de troldfolk, de fik kendskab til. Understregningen af, at bekæmpelsen af trolddom var hele samfundets ansvar (både befolkningens og kongens), som teologerne siden Palladius havde fremført, blev nu anerkendt af kongemagten.     

Jesper Brochmand (1585-1652)

Under Hans Poulsen Resens efterfølger som både teologiprofessor ved universitetet og som Sjællands biskop, Jesper Brochmand (1585-1652), blev de stereotype forestillinger om flyvende hekse, store heksesammenkomster, såkaldte heksesabbatter, hvor hekse mødtes, dansede, drak og havde seksuel omgang med Djævelen, osv. introduceret for første gang i dansk teologi. Jesper Brochmand var inspireret af den kontinentaleuropæiske dæmonologi, dvs. læren om Djævelen og dæmoner, og trak både på calvinistiske og katolske dæmonologer. Brochmand havde derfor den mest udfoldede fordømmelse af trolddom blandt de danske teologer. I sit dogmatiske hovedværk Universæ Theologiae systema forsøgte Brochmand, dog uden større held, at indføre dæmonologiske læresætninger i dansk teologi.  Brochmands indflydelse var derfor begrænset, og hans standpunkter savnede gennemslagskraft, både blandt hans teologisk lærde kolleger, de almindelige sognepræster, de verdslige myndigheder og ikke mindst befolkningen.


Portræt af Jesper Brochmand, professor ved Københavns Universitet 1610-1638, Biskop over Sjællands Stift 1638-1652. 

Den teologiske trolddomsdefinitions gennemslagskraft i befolkningen og i retspraksis

Selv om Brochmands udbyggede og avancerede dæmonologi ikke fik den store betydning i Danmark, så fik den teologiske definition af trolddom, centreret omkring djævlepagten, sin plads i den danske trolddomslovgivning i 1617. Men modsat de toneangivende teologer, betragtede størstedelen af den danske befolkning, høj som lav og herunder formentlig også et stort antal almindelige sognepræster, ikke gavnlige magiske ritualer, remser og spådomme som problematiske. Disse var gennem århundreder blevet praktiseret af kloge mænd og koner, uden at nogen havde hævdet, at deres virkning skyldtes en forbindelse til Djævelen. Så længe magien blev brugt til at hjælpe mennesker og dyr, var den uproblematisk i befolkningens øjne. Og i et samfund uden læger og dyrlæger blev den måske ligefrem betragtet som nødvendig. Derfor vandt kriminaliseringen af den gavnlige magi aldrig gehør i den danske befolkning. Kun en meget lille del af de trolddomsprocesser, som blev ført i Danmark, drejede sig om gavnlig magi, og kun i forbindelse med tilståelser faldt der dom i disse sager. På samme måde slog den teologiske definition af den fuldgyldige trolddom heller ikke rod i befolkningens trolddomssyn. Det danske processystem var baseret på, at kun en skadelidt kunne rejse sag i retten. Det bevirkede, at de danske trolddomsprocesser handlede om at bevise eller modbevise en påstået skade forvoldt ved trolddom, og det var tilsyneladende alene dette spørgsmål, de danske landstingsdommere tog stilling til. Djævlepagten spillede således ingen rolle i selve afgørelsen af sagen. Dog fik den betydning under det efterfølgende ’pinlige forhør’ (afhøring under tortur) af den dømte, som havde til formål at få den dømte til at tilstå sin forbrydelse, hvor der ofte deltog op til flere præster.

Den teologiske trolddomsdefinitions manglende gennemslagskraft i retspraksis skal dog langt fra forstås sådan, at den slet ikke påvirkede befolkningens syn på trolddom. I deres fordømmelse af trolddom gjorde teologerne troldfolkene farligere, end man tidligere havde opfattet dem som. Angiveligt var dette med til at gøde jorden for, at befolkningen omkring 1617 begyndte at anklage de ’troldfolk’, som havde levet iblandt dem i århundreder.

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup, Michael Nobel Jakobsen
Tidsafgrænsning
1500 - 1700
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Kallestrup, Louise Nyholm: ”De besmittede og de skyldige: om kætteri og trolddom i det efterreformatoriske Danmark” i Religionsvidenskabeligt tidsskrift, nr. 59 (2012), s. 55-72

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter Reformationen (2009)

Tørnsø, Kim: Djævletro og folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600-tallets Vestjylland (1986)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup, Michael Nobel Jakobsen
Tidsafgrænsning
1500 - 1700
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Kallestrup, Louise Nyholm: ”De besmittede og de skyldige: om kætteri og trolddom i det efterreformatoriske Danmark” i Religionsvidenskabeligt tidsskrift, nr. 59 (2012), s. 55-72

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter Reformationen (2009)

Tørnsø, Kim: Djævletro og folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600-tallets Vestjylland (1986)

Udgiver
danmarkshistorien.dk