De første skridt mod ligelønnen, 1875-1950

Artikler

I Danmark går ligelønskampen tilbage til 1870’erne, hvor de danske lærerinder fremsatte krav om samme løn som deres mandlige kollegaer.  De danske lærerinder fik gennem Dansk Kvindesamfund kontakt med andre faggrupper af offentligt ansatte kvinder, og herigennem startede de presset på lovgiverne for en lov, der skulle sikre ligeløn i den offentlige sektor. I september 1919 fik kvinderne en stor sejr, da Rigsdagen vedtog den første lov, der sikrede lige løn til alle offentligt ansatte. 

Lærerinder var spydspidsen

I 1870’erne rejste de danske lærerinder, som de første kvinder i Danmark, kollektivt krav om lige løn for samme arbejde. Deres løn var ved lov fastsat til 2/3 af mændenes ud fra argumentet om, at de kvindelige lærerinder ikke havde samme forsørgerpligt som deres mandlige kollegaer, da stort set alle datidens lærerinder var ugifte og barnløse. Denne begrundelse var dog ikke helt gyldig, da mange af lærerinderne faktisk forsørgede forældre eller søskende og desuden ofte havde en stor studiegæld.

Lærerinderne argumenterede for deres sag gennem underskriftsindsamlinger og indlæg i blade og aviser, og særligt de kommunalt ansatte lærerinder forstod at samle sig i de nyoprettede fagorganisationer. Fra midten af 1880’erne førte lærerinderne i høj grad også deres kamp gennem Dansk Kvindesamfund, hvor de i 1887 udgjorde 13,5 % af medlemmerne. 

Igennem Dansk Kvindesamfund fandt lærerinderne flere allierede blandt de andre offentligt ansatte, men de forblev selv den ledende gruppe. Dette skal ses i lyset af, at lærerinderne klart var den største enkeltstående gruppe af kvindelige offentligt ansatte og desuden havde det højeste uddannelsesniveau, hvilket som udgangspunkt gjorde dem bedre rustet til at gå ind i det politiske magtspil. Derfor var det også især lærerinder, der var at finde i Dansk Kvindesamfunds ligelønsudvalg og som hovedskribenter på forespørgsler og henvendelser til Rigsdagen.

Den endelige sejr fik de offentligt ansatte kvinder den 12. september 1919, hvor Rigsdagen efter lang tids agitationsarbejde vedtog en ny lov for statens tjenestemænds lønninger. Loven indebar, at ansatte i samme stilling skulle have samme løn uanset køn. Denne sejr kom dog ikke kun på grund af lærerindernes faglige kamp, men også som et resultat af den ændrede stilling, kvinden havde fået i samfundet efter indførelsen af kvindelig valgret til Rigsdagen med grundlovsændringen i 1915.

De privatansatte kvinder måtte vente.

Mange kvinder havde dog deres beskæftigelse i ufaglærte job i den private sektor, og for dem var der intet at hente i den nye lov. Trods dette var der ingen, der i 1919 rejste deres sag.  De traditionelle fagforeninger var i samtiden ikke interesserede i at kæmpe for bedre forhold til de arbejdende kvinder, da deres fagpolitiske mål var en mandeløn, der var høj nok til at sikre hele familien. Kvinden skulle i deres optik derfor så vidt muligt være hjemmegående. I kvindefagforeningen Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) var man i princippet fortaler for ligeløn mellem kønnene, men ville ikke stille ligelønskravet af frygt for, at en højere lønsats for kvinder ville betyde, at disse blev frasorteret på arbejdsmarkedet. Således skal vi helt op til 1951, før ligelønskravet endnu engang kommer på banen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1875 - 1950
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. oktober 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1875 - 1950
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. oktober 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk