De danske østfrontsfrivillige 1940-1945

Artikler

De østfrontsfrivillige var danske statsborgere, som under 2. verdenskrig meldte sig til tysk krigstjeneste i Waffen SS. De blev dermed en del af det nazistiske Tysklands udryddelseskrig mod Sovjetunionen. De frivillige var forhadte af den danske befolkning, men regeringen accepterede hvervningen som led i samarbejdspolitikken med besættelsesmagten. Efter krigen dømtes de frivillige for at have tjent Tyskland. I eftertiden er de blevet et af besættelsestidens mest kontroversielle emner, fordi de på én gang forbandt Danmark tæt med nazismens forbrydelser og samtidig er blevet set som ofre for den hævngerrighed, der fik frit løb i retsopgøret.

Krigen på østfronten

Tyskland angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941, og krigen blev den største og mest brutale militære konflikt i historien. Tyskland førte krigen som en erobrings- og tilintetgørelseskrig, der skulle realisere nazismens mål om at udrydde kommunismen og de slaviske og jødiske folk for at skabe plads (Lebensraum) til tyske bosættelser. Det medførte forfærdelige overgreb mod civilbefolkningen i form af massenedskydninger og nedbrændinger af landsbyer. Men også soldaterne led. De kæmpede ikke blot mod fjenden, men også mod sult og sygdom samt de iskolde russiske vintre. I alt mistede 20 millioner sovjetborgere og 5.5 millioner tyskere livet på østfronten. Af de 6.000 danskere, som tjente i Waffen SS, omkom cirka 2.000.

De frivilliges baggrund

De danskere, som søgte ind i Waffen SS, meldte sig af mange forskellige grunde: politisk overbevisning, sociale motiver eller ren og skær eventyrlyst. De fleste frivillige var dog nazister. Omkring halvdelen var medlem af DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), og cirka 75 procent var nazistisk sindede. For disse frivillige var det et bevidst politisk valg at søge optagelse i Waffen SS.

En mindre gruppe af de frivillige var konservative, som hovedsagligt meldte sig for at bekæmpe kommunismen. Andre greb blot muligheden for at forlade arbejdsløsheden i Danmark og se verden. Desuden meldte hele 1.500 sig fra det tyske mindretal i Sønderjylland for at deltage i kampen for Tyskland. De fysiske og racemæssige optagelseskrav i Waffen SS var dog så strenge, at kun 6.000 af de i alt 12.000 danskere, som meldte sig, blev optaget.

Den danske viking side om side med den tyske soldat. Plakaten blev brugt til at hverve frivillige til kampen på østfronten

Den danske viking side om side med den tyske soldat. Plakaten blev brugt til at hverve frivillige til kampen på østfronten. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Waffen SS og Danmark

Waffen SS udvikledes fra 1933 som en militær gren af den nazistiske organisation SS (Schutzstaffel). Målet med Waffen SS var at skabe en elitehær af politiske og racerene soldater. I 1940 oprettede SS-rigsfører Heinrich Himmler (1900-1945) SS Division Wiking bestående af "germanske" frivillige fra de skandinaviske lande, Benelux-landene, Tyskland og Schweiz. På grund af Waffen SS's politiske afsæt gennemgik de danske frivillige ikke alene militær træning, men også intensiv undervisning i nazistisk ideologi. Under Division Wiking stod det såkaldte Regiment Nordland, som bestod af tyskere, danskere og nordmænd, og som i 1943 dannede grundstammen i SS Pansergrenaderdivision Nordland. Den enhed, hvor flest danskere tjente, var imidlertid Frikorps Danmark.

Frikorps Danmark

Frikorps Danmark oprettedes den 29. juni 1941 i samarbejde mellem SS og det danske nazistparti DNSAP som en motoriseret infanteribataljon på 6 kompagnier af hver 125-175 mand. Frikorpsets første kommandant, Christian Peter Kryssing (1891-1976), var ikke nazist og arbejdede for, at korpset skulle operere som en upolitisk og selvstændig dansk enhed. Han kritiseredes derfor både af nazister blandt de danske frivillige og af de tyske myndigheder, som i 1942 fratog ham kommandantposten for at knytte Frikorps Danmark tættere til SS. I løbet af krigen underlagdes korpset således gradvist SS.

Frikorps Danmark blev første gang indsat på østfronten i maj 1942 i den såkaldte Demjansk-kedel nær Leningrad, hvor Frikorpset skulle bistå omringede tyske tropper. Korpsets nye kommandant Christian Frederik von Schalburg (1906-1942) omkom i de hårde forsvarskampe og blev siden en legende i korpset. I november 1942 indsattes de frivillige nær den russiske by Nevel for at hjælpe med at bremse en sovjetisk storoffensiv.

I 1943 opløstes Frikorps Danmark for under navnet 24. SS Pansergrenaderregiment Danmark (Regiment Danmark) at indgå i den nyoprettede SS Pansergrenaderdivision Nordland. De danske frivillige blev derved regulære Waffen-SS-tropper. Regiment Danmark tjente både i Kroatien, i Oranienbaum-kedlen nær Leninggrad, ved Narva i Estland, ved Riga i Letland og i de sidste kampe i Berlin.

Soldater fra Frikorps Danmark, på vej til østfronten, aflægger ed på Langhorn Kasserne ved Hamborg

Soldater fra Frikorps Danmark aflægger ed på Langhorn Kasserne ved Hamborg, August 1941. Foto: G. m. b. H. Weltbild. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Krigsforbrydelser

Tysklands krigsforbrydelser på østfronten omfattede mord på krigsfanger og civile samt nedbrændinger af landsbyer, men omfanget af dansk deltagelse i disse overgreb er ukendt. Der er dog eksempler på, at danske enheder har henrettet fanger. I 1942-43 skulle Frikorps Danmark have bekæmpet partisaner med blandt andre 1. SS Brigade, der ofte deltog i nedskydninger af civile. I sidste øjeblik sendtes Frikorpset dog til fronten i stedet.

Koncentrationslejrene var centrum for det nazistiske folkemord. De var styret af SS, og der foregik derfor udveksling af mandskab mellem lejrene og Waffen SS, således at omkring 100 danske frivillige tjente som vagtmandskab i lejrene. De frivillige havde altså kendskab til forbrydelserne igennem rygter, ved selvsyn og måske endda via aktiv deltagelse, men et større overblik over udryddelserne havde de ikke. I Danmark deltog frivillige desuden i aktionen mod de danske jøder i 1943.

Regeringens og den danske befolknings holdning til de frivillige

På hjemmefronten var de frivillige udstødte og forhadte af den danske befolkning, der betragtede dem som landsforrædere, fordi de kæmpede for besættelsesmagten. Da Frikorps Danmark var på orlov i 1942, kom det således til adskillige voldelige sammenstød mellem civile danskere og frivillige.

De frivillige blev et led i den danske regerings samarbejdspolitik over for Tyskland. En vigtig del af denne politik var at komme med små udspil på eget initiativ for derved at undgå mere omfattende krav fra tysk side. Ved at lade frivillige melde sig mindskede man således risikoen for, at Tyskland ville kræve deltagelse af egentlige danske tropper. I 1941 gjorde regeringen det derfor muligt for officerer midlertidigt at træde ud af den danske hær for at gå i fremmed krigstjeneste.

Retsopgøret efter krigen

Da de frivillige vendte hjem til Danmark, blev de stillet for retten i det retsopgør, som fandt sted efter krigen. Regeringen vedtog en lov, som med tilbagevirkende kraft ulovliggjorde tysk krigstjeneste, skønt den i 1941 havde tilladt den tyske hvervning af danskere. Over 3.000 frivillige idømtes derfor alt mellem et par måneders og fem-seks års fængsel. Dommene blev dog kun udmålt på baggrund af selve krigsdeltagelsen, ikke hvad soldaterne havde foretaget sig ved fronten. Af frygt for, at Tyskland atter ville blive en stormagt, undlod man nemlig at undersøge de tyske krigsforbrydelser.

I eftertiden har de danske østfrontsfrivillige fået et tosidet eftermæle. I egne kredse og erindringsbøger opfatter de sig som nationale helte, der forsvarede Danmark og Europa mod kommunismen, mens de i den bredere befolkning betragtes som landsforrædere. Dommen over de frivillige har dog også været med til at stille spørgsmål ved det juridiske grundlag for retsopgøret efter krigen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Hjorth Johansen
Tidsafgrænsning
1940 - 1945
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Claus Bundgaard, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith: Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen SS 1940-45 (2005).

Kirkebæk, Mikkel: Schalburg. En patriotisk landsforræder (2008).

Udgiver
danmarkshistorien.dk