Danske håndværkssvende på valsen, 1500 - 1914

Artikler

Danske håndværkssvende har siden den sene middelalder begivet sig ’på valsen’, det vil sige rejst rundt for at arbejde, også i andre lande, inden de slog sig ned og blev gift. Traditionen blev institutionaliseret af håndværkerlavene, men fortsatte efter af lavene mistede deres formelle magt med indførelsen af næringsfriheden ved lov i 1857 med ikrafttræden fra 1862. Turene på de danske og europæiske landeveje havde bl.a. til formål at uddanne og socialisere håndværkerne. Ruterne var ofte branchespecifikke. Massetraditionen kom til ophør med 1. verdenskrigs udbrud i 1914. I dag findes kun få danske vandrende eller farende svende (navere) på de europæiske landeveje.

Svendevandringer i lavstiden, ca. 1500-1860

Lavsystemet i Danmark har rødder helt tilbage til det 12. og 13. århundrede. I det 16. og 17. århundrede var det tyske lavsystem (Zünfte) og vandretraditionen også fuldt indført i Danmark. Dette betød, at en dansk håndværkersvend skulle begive sig ud på de europæiske landeveje, dvs. på valsen. Traditionelt varede turen 3 år og en dag. De danske svende blev sammen med de svenske og norske kaldt ’navere’, en forkortelse for ’skandinaver’.

De danske håndværkerlav bestemte, hvem der måtte drive håndværksvirksomhed i byer med lav. Lavene var organiseret efter branche og bestod af håndværksmestrene i byen. Lavene havde stor magt. De fordelte arbejdsopgaver og havde kontrol med prisfastsættelsen. Den enkelte håndværker var tvunget til at opfylde lavenes kriterier, hvis han ville have forhåbning om at få arbejde i byen og måske endda slå sig ned som håndværksmester. Her var turen ’på valsen’ et krav.

Håndværkernes tur ’på valsen’ havde flere formål. Den decentraliserede uddannelse hos håndværksmesteren var langtfra altid tilstrækkelig. Praksissen med at vandre på de europæiske landeveje skulle sikre, at håndværkssvendene opnåede tilstrækkelige færdigheder og kendskab til forskellige faglige traditioner og metoder. Den skulle socialisere håndværkeren ind i lavenes branchespecifikke skikke og traditioner, som også havde til formål at ekskludere dem, som ikke var medlem af lavene og dermed ikke havde været på valsen. Man havde derfor også særlig påklædning, særlige tiltaleformer mv. Ydermere fungerede vandringerne som en måde, hvorpå arbejdsmarkedet kunne reguleres. De institutionaliserede vandringer betød, at et evt. arbejdskraftsoverskud kunne drage hen, hvor der var et arbejdskraftsbehov.

Svendevandringer efter næringsfrihedens indførelse, 1857-1914

Ved lov i 1857 blev næringsfriheden indført i Danmark. Loven trådte i kraft i 1862, og hermed mistede håndværkslavene deres formelle indflydelse på hvem, der måtte drive håndværksvirksomhed. Lavene bestod dog stadig, og håndværkervandringerne fortsatte. Industrialiseringen særligt i sidste tredjedel af 1800-tallet betød, at mange industriarbejdere også begav sig ud på de europæiske landeveje. De traditionelle symbolske skikke og lavstraditioner blev kun opretholdt af få brancher (fx tømrerfaget) omkring år 1900.

Svendevandringerne forblev en tradition selv efter næringsfrihedens indførelse. Selvom turen ’på valsen’ ikke længere var et formelt karrierekrav, så var den inden for mange brancher fortsat en karriereforudsætning. Turen gav anseelse og havde endnu en betydelig uddannelsesmæssig funktion. Svendevandringerne fortsatte også ad de traditionelle vandreruter bl.a. langs Rhinen.  Ruterne var ofte branchespecifikke. Tømrere fortsatte ofte til Schweiz, skræddere til Paris, mens murere ofte ikke tog længere end til Holsten.

Mange svende var tvunget til at begive sig på landevejen i tider med arbejdsløshed. De var derfor tvunget til at drage ud og finde arbejde andetsteds. Svendene kunne opnå økonomisk støtte i udlandet. Håndværkerforeninger, senere også fagbevægelsen og i nogle tilfælde danske konsulater tilbød rejsepenge, der gjorde det muligt at fortsætte rejsen typisk til fods og senere også med tog. Ugifte svende kunne kun få rejsepenge til få dages underhold, dvs. den beskedne understøttelse var betinget af, at svenden rejste til en anden by for at finde job. Rejsen var spartansk, og det var ikke ualmindeligt, at svende var nødsaget til at tigge, selvom det var ilde set og ulovligt. Svende og mestre gav også fortsat den traditionelle ’Geskænk’ (mindre pengebeløb), hvis arbejde ikke kunne tilbydes. På trods af dette var unge svendes eventyrlyst en betydelig drivkraft bag vandringerne fra sidst i 1800-tallet og frem til 1. verdenskrigs udbrud.

Svende på valsen opholdt sig i mange tilfælde i kortere tid hos en arbejdsgiver, dvs. alt fra få dage til få måneder, inden han begav sig videre på rejsen. De overnattede ofte på svendeherberger, hvor de også kunne man få informationer om arbejde. På større vandredestinationer, særligt i Tyskland og Schweiz, fandtes der også danske og skandinaviske herberger og foreninger. Fra 1899 samledes flere af disse i Skandinavisk Forening med Central Understøttelses Kasse (C.U.K), hvorfra man kunne opnå rejsepenge. I Skandinavisk Forenings restauration ’Hulen’ kunne man også nyde en festlig aften med vådt og tørt lørdag aften. Fra 1880’erne udgav håndværkerforeningerne rejsehåndbøger, hvor svende kunne få oplysninger om alt fra vandreskikke til kultur, sprog, fagspecifikke ruter og attraktive destinationer.

Traditionens afslutning, efter 1914

Med 1. verdenskrigs udbrud blev det vanskeligt at krydse grænsen mellem Danmark og det krigsramte Tyskland. Mange svende drog i stedet til de andre skandinaviske lande. Antallet af vandringer faldt markant. Efter krigens afslutning i 1918 steg antallet af svendevandringer kortvarigt. Den økonomiske og politiske situation i mellemkrigstidens Europa gjorde det dog ugunstigt. Dertil skabte industrialiseringens intensiverede arbejdsdeling en større fagspecialisering, og behovet for arbejdere med mere generelle kompetencer aftog. Ydermere blev de erhvervsfaglige uddannelser centraliserede, arbejdsmarkederne blev mere nationale, og dagpengekasser blev oprettet i 1907. Alle disse faktorer bidrog til traditionens ophør. I dag er ’navere’ et særsyn på de europæiske landeveje, men der findes fortsat naverorganisationer, -foreninger og -herberger.

Om artiklen

Forfatter(e)
René Ejbye Pedersen
Tidsafgrænsning
1500 - 1914
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Edgren, Lars (1988): “På Valsen i 1800-tallet”, i Den Jyske Historiker, vol.46, s.65-75

Logue, John (1983): “Da jeg blev svend og så tog jeg på Valsen”, i Arbejderhistorie, nr.20, s.3-24

Pedersen, René Ejbye (2014): The Concept of (Un)familiarity and Labour Migration to North Schleswig and beyond 1870-1920, Syddansk Universitetsforlag

Strømstad, Poul (1984): Danske Svende på Valsen, Ud i Verden, Gjellerup & Gad

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
René Ejbye Pedersen
Tidsafgrænsning
1500 - 1914
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Edgren, Lars (1988): “På Valsen i 1800-tallet”, i Den Jyske Historiker, vol.46, s.65-75

Logue, John (1983): “Da jeg blev svend og så tog jeg på Valsen”, i Arbejderhistorie, nr.20, s.3-24

Pedersen, René Ejbye (2014): The Concept of (Un)familiarity and Labour Migration to North Schleswig and beyond 1870-1920, Syddansk Universitetsforlag

Strømstad, Poul (1984): Danske Svende på Valsen, Ud i Verden, Gjellerup & Gad

Udgiver
danmarkshistorien.dk