Dansk udviklingsbistand

Artikler

Danmark har historisk set været blandt de største ydere af udviklingsbistand, set i relation til landets bruttonationalindkomst (BNI). Siden midten af 1970’erne har landet som et af de få levet op til FN’s målsætning for de rige lande om at yde mindst 0,7 % af BNI i udviklingsbistand. I en kort periode i 1990’erne ydede Danmark endog mere end 1 %. En stor del af dansk udviklingsbistand har været rettet mod at forbedre vilkårene for de svageste grupper og er primært blevet givet til de fattigste udviklingslande. Dansk bistand er ofte blevet rost i internationale evalueringer. Selvom ansvarsfølelse for verdens fattige har spillet en stor rolle for det høje danske bistandsniveau, har udviklingsbistanden også været en del af Danmarks udenrigspolitik i tiden efter 2. verdenskrig. Den er blevet brugt til at støtte det internationale samarbejde i blandt andet FN og har været anvendt til at fremme danske mærkesager som social udvikling, ligestilling og miljø på den internationale dagsorden. Samtidig har den været en vigtig del af Danmarks bilaterale politiske og økonomiske relationer med en række udviklingslande.

Den internationale baggrund

Udviklingsbistand fra rige til fattige lande er et fænomen, der hører efterkrigstiden til. I takt med afkoloniseringen og ansporet af det politiske klima under den kolde krig begyndte USA og en række tidligere kolonimagter at give udviklingsbistand i anden halvdel af 1940’erne og 1950’erne. Fra og med midten af 1950’erne begyndte også Sovjetunionen at bruge bistand som et aktivt politisk instrument, hvilket forøgede den internationale kappestrid om udviklingslandenes gunst.

Det var imidlertid først omkring 1960, at tanken om at anspore udvikling via økonomisk hjælp for alvor slog igennem internationalt. FN udnævnte 1960’erne til internationalt udviklingsårti og opstillede målsætninger for omfanget af de rige landes udviklingshjælp, og en række nye internationale udviklingsprogrammer blev grundlagt. I 1970’erne dalede den internationale tiltro til hjælpens virkning imidlertid markant, og flere lande begrænsede deres udviklingsbistand. Samtidig fokuserede man i højere grad på hjælpens konkrete forbedringer af levevilkårene for de svageste, og nye prioriteter, som fx bistand til kvinder, kom til. I 1980’erne kom yderligere målsætninger såsom menneskerettigheder, miljø og demokratifremme til.

Efter murens fald i 1989 skete yderligere en afmatning i den internationale udviklingsbistand. Den kolde krigs afslutning betød, at et vigtigt sikkerhedspolitisk formål med hjælpen bortfaldt, samtidig med at de østeuropæiske lande nu blev bistandsmodtagere og hjælpen således skulle fordeles på flere lande. Dette ændredes til dels efter 2001, hvor FN’s 2015-mål om at halvere fattigdommen i verden, terrorangrebet på World Trade Center, og truslen fra den globale opvarmning skabte fornyet fokus på udviklingslandene i ikke mindst Afrika og Mellemøsten.

Dansk udviklingsbistand før 1971

Danmark kanaliserede i 1950’erne næsten al sin dengang meget begrænsede udviklingsbistand gennem FN, som havde grundlagt sit første udviklingsprogram i 1949. Selvom Danmark visse år var den største bidragsyder til programmet målt i bidrag pr. indbygger, var udviklingsbistand ingen højt prioriteret sag i Danmark.

Dette ændrede sig omkring 1960, hvor det fornyede fokus på udviklingsbistand også slog igennem i Danmark. Danmark fik sin første udviklingsbistandslovgivning i 1962 og opbyggede herefter et bilateralt udviklingsprogram med udviklingsprojekter og udviklingslån. I kroner og ører lå Danmark dog fortsat langt efter de tidligere kolonimagter. Da en OECD-rapport i 1965 afslørede, at Danmark var blandt de rige lande, der ydede mindst udviklingsbistand overhovedet, skabte det et indenrigspolitisk pres for forøgede bevillinger, først og fremmest blandt en række humanitære organisationer, ungdomsorganisationer og de politiske midterpartier. Udviklingsbistand blev en bred og populær sag, og omkring 1970 var Danmark nået op på et niveau, som lå omkring gennemsnittet blandt de rige lande.

Dansk udviklingsbistand 1971-89

FN’s målsætning for de rige lande om at yde 0,7 % af BNI blev et væsentligt pejlemærke for den danske bistandsindsats, og Danmark nåede dette i 1978. Danmark blev således medlem af en lille eksklusiv klub af donorlande, som talte de skandinaviske lande samt Holland, der som de eneste levede op til målsætningen.

Lidt under halvdelen af Danmarks udviklingsbistand blev kanaliseret gennem internationale organisationer – først og fremmest FN og Verdensbanken. Den anden halvdel gik direkte til en række forskellige udviklingslande, men blev dog fra slutningen af 1960’erne til slutningen af 1980’erne koncentreret om særligt fire lande: Kenya, Tanzania, Indien og Bangladesh.

Danmark havde fra begyndelsen koncentreret sin indsats om de fattigere udviklingslande, og fra midten af 1970’erne fulgte Danmark den internationale udvikling og begyndte i stigende grad at målrette bistanden mod de fattigste grupper i udviklingslandene, herunder kvinderne. Denne tendens fortsatte i 1980’erne, hvor nye målsætninger såsom menneskerettigheder, miljø og demokrati blev inkluderet. Danmark begyndte i denne periode i stigende grad at benytte sin bistand til at anspore konkrete forandringsprocesser i udviklingslandene, hvor man tidligere havde ladet sig lede af udviklingslandenes ønsker og prioriteter.

Efter murens fald, 1989-

Efter murens fald fortsatte den danske bistand med at vokse – stik mod de internationale tendenser. Den klassiske udviklingsbistand blev suppleret med ”øststøtte” til de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa samt øgede bevillinger til miljøforbedringer og fremme af fred og stabilitet. I 1992 nåede den danske ulandsbistand 1 % af BNI, hvilket gjorde Danmark til den relativt set største bistandsdonor i verden. En position som blev bevaret frem til årtusindskiftet.

Efter at Fogh-Rasmussens VK-regering overtog magten i 2001, nedprioriteredes den danske udviklingsbistand. Dette skyldtes ikke mindst, at midterpartier som Kristeligt Folkeparti og De Radikale, som traditionelt lagde stor vægt på udviklingsbistanden, mistede indflydelse. Regeringen hentede i stedet sit flertal hos Dansk Folkeparti, der indtog en mere skeptisk holdning til udviklingsbistand.

Under VK-regeringen stabiliseredes den danske udviklingsbistand til omkring 0,8 % af BNI, og en række ekstrabevillinger til fx miljøstøtte faldt væk. Samtidig opprioriteredes indsatsen for at fremme demokrati som modvægt mod truslen fra international terrorisme, som prægede den internationale politiske dagsorden efter angrebene den 11. september 2001. Regeringen nedprioriterede også støtten til internationale organisationer og opprioriterede indsatsen for at begrænse flygtningestrømme til Europa. Dette var dog kun mindre ændringer, og stort set bevarede den danske udviklingsbistandspolitik sin klassiske fattigdomsorienterede profil.

Motiver og særlige karakteristika

Ud over sin størrelse har den danske udviklingsbistand historisk set været karakteriseret ved sin markante fattigdomsorientering og sit fokus på de fattigste grupper i modtagerlandene. Sammen med den store støtte til de internationale organisationers udviklingsprogrammer var disse træk de væsentligste i den danske bistandsprofil. Denne profil mindede meget om de øvrige skandinaviske landes og Hollands, som også levede op til FN’s målsætninger. Lighederne var så store, at man ofte benævnte de fire lande ”de ligesindede”. I diskussioner om ulandenes placering i det internationale økonomiske system og deres ret til markedsadgange, som særligt var fremherskende i 1970’erne, var Danmark dog ofte mindre positivt indstillet end de øvrige ”ligesindede”, men dog mere imødekommende over for udviklingslandenes krav end de øvrige rige lande.

Hvad angår motiverne til Danmarks relativt store udviklingsbistand, har idealistiske målsætninger og følelsen af et moralsk ansvar hos politikere og i befolkningen givetvis spillet en stor rolle. Udviklingsbistanden blev af flere sammenlignet med den nationale velfærdsstats ansvar for de svageste. Udviklingsbistanden spillede dog også en rolle i dansk udenrigspolitik. Den kunne anvendes til at styrke FN-systemet og til at højne Danmarks internationale renomme. Samtidig skabte den positive politiske og økonomiske kontakter til en række udviklingslande. Endelig kunne den benyttes til at fremme danske mærkesager, såsom ligestilling og miljøhensyn, internationalt.

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1949 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach, Christian Friis (m.fl.): Idealer og realiteter: Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005 (2008).

Udgiver
danmarkshistorien.dk