Dansk sprog- og kulturpolitik i Slesvig, 1850-1864

Artikler

Efter 1. Slesvigske Krig (1848-50) iværksatte den danske stat en fordanskningspolitik i Slesvig. Målet var at gøre hertugdømmets befolkning til danskere i national forstand. Det vigtigste redskab var sprogpolitikken. I Nordslesvig gav det ikke anledning til problemer. Men bestræbelsen på at udbrede det danske sprog skabte modstand i befolkningen i Mellemslesvig, hvilket fik stor betydning for den anti-danske agitation i de tyske stater og Danmarks internationale omdømme frem til krigen i 1864.

Enevældens sprogpolitik

Slesvig var en del af den danske helstat. Hertugdømmets befolkning bestod af forskellige kulturelle og sproglige grupper, og der blev talt tysk, plattysk, dansk og frisisk. De fleste havde en slesvigsk identitetsopfattelse frem for en dansk eller tysk.

I begyndelsen af det 19. århundrede havde den enevældige regering overvejet at skabe overensstemmelse mellem befolkningens sprog og det sprog, der blev brug i lokaladministration og kirke i Slesvig, men det var aldrig blevet til noget. Et sprogreskript i 1840 søgte at skabe balance mellem befolkningens ønsker og de sproglige forhold. Den enevældige regering gik forsigtigt til værks i et forsøg på ikke at skabe utilfredshed. Dansk indførtes som sprog i kirke, skole og administration, hvor befolkningen talte sproget, mens man samtidig styrkede undervisningen i tysk i de danske skoler. Regeringen forsøgte med sit reskript at skabe overensstemmelse mellem folkets sprog og det sprog det blev brugt uden for hjemmet, men man var omhyggelig med, at tiltagene ikke måtte kunne opfattes som et forsøg på 'danisering'. Danisering, at gøre dansk eller fordanske, ville skabe ubalance i de bestående forhold og dermed utilfredshed, og det var netop hvad man forsøgte at undgå.

Sprogets politisering

Tiden efter Wienerfreden i 1815 blev præget af en fremvækst af liberale og nationale ideer. Det medførte, at sproget i Slesvig på grund af voksende nationalisme i 1840'erne blev politiseret og et helt centralt stridspunkt. Sproget var ikke længere blot et praktisk værktøj til kommunikation, men også - og især - kendemærket på sprogbrugerens nationalitet.

I 1842 kom politiseringen af sprogvalget i Slesvig for alvor på den politiske dagsorden. I en planlagt og berømt politisk manifestation talte politikeren P. Hiort Lorenzen (1791-1845) dansk i den slesvigske stænderforsamling, hvor forhandlingssproget ellers var fastlagt som tysk. Lorenzen fortsatte med at tale dansk, indtil forsamlingens formand påbød ham at tie. Det klagede han over til kongen, Christian 8., der således ikke kunne undgå at handle, og det gjorde han ved at afvise klagen. Dansk måtte ifølge vedtægterne kun tales af personer valgt i dansksprogede distrikter og som ikke kunne tysk, og det gjaldt ikke for Lorenzen. I 1846 besluttede kongen, at man kun måtte tale dansk, hvis man ikke kunne tale tysk. På denne måde håbede man at kunne lægge låg på politiseringen af sproget. Synspunktet var helstatspolitisk, idet man forsøgte at finde en vej, som ikke skabte utilfredshed eller splid. 

Treårskrigen 1848-50: Slesvig som stridspunkt

Treårskrigen 1848-50 var resultatet af en konflikt mellem den provisoriske slesvig-holstenske regering i Kiel og den danske regering i København om Slesvigs tilhørsforhold. Krigen resulterede i stormagternes indgriben, og resultatet blev, at Slesvig fortsat hørte til det danske rige, men med samme selvstændige status som hertugdømmet Holsten.

Befolkningen i det sydlige Slesvig følte under og efter krigen samhørighed med det tyske folk, mens det nordlige Slesvig var overvejende dansk-nationalt. 

Efter Treårskrigens afslutning i 1850 forlod den danske regering den forsigtige politik, der var dikteret af helstatshensynet, og indledte en offensiv fordanskningspolitik. Det ses måske bedst af, at man i 1850 afskedigede tyske embedsmænd og præster og erstattede dem med danske, og at man samme år fjernede den tyskundervisning, som var indført i 1840 for at holde den tysktalende befolkning i Nordslesvig tilfreds. Det, det gjaldt om, var at knytte Slesvig så tæt til Danmark som muligt og samtidig adskille det fra Holsten.

Den regensburgske sprogordning, 1851

I den danske regerings fordanskningpolitik i Slesvig blev sproget et meget vigtigt led i bestræbelserne på at gøre området dansk-nationalt. T.A.J. Regenburg (1815-1895) kom til at stå i spidsen for sprogpolitikken. Fra 1850 til 1864 styrede han som departementschef og senere direktør alle slesvigske kirke-, skole- og undervisningssager i Justitsministeriet. For Regenburg, der var født i Aabenraa, var Slesvigs sammensmeltning med Danmark det vigtigste politiske mål overhovedet, og han opfattede sprogreformerne som midlet til at nå dette mål. Det handlede det om at redde den svindende danskhed ved at genoplive sproget ud fra en opfattelse af, at Mellemslesvig oprindeligt var gammelt dansk land, og at befolkningen oprindeligt var nationalt dansk, men at der var sket en fortyskning, som man måtte rulle tilbage.

Resultatet blev den regenburgske sprogordning. Helt på tværs af de anbefalinger man fik fra lokale amtmænd og provster, og helt på tværs af den viden man havde om lokale forhold og stemninger, påtvang man dansk som offentligt sprog, hvor det var talt sprog eller havde været det for nylig.  Gennem sprogreskripter fra 7. og 8. februar og 4. marts 1851 indførtes en række gennemgribende forandringer med hensyn til hertugdømmet Slesvigs officielle sprog i kirke, skole og administration, og det skulle fremover være dansk. Det gjaldt dog ikke for kirkesproget i de såkaldte "blandede distrikter" (se kortet), hvor dansk indførtes som skolesprog, mens sproget i kirkerne vekslede mellem dansk og tysk. Der var dog et særligt krav til konfirmationen og konfirmationsforberedelsen, som skulle foregå på dansk, uanset hvilket sprog konfirmanden og hans eller hendes familie måtte tale.

Bestræbelserne gik ud på at sikre det danske sprog i kirke og skole, ikke blot i det nordlige Slesvig, hvor befolkningen var dansktalende, men også i Mellemslesvig, hvor sproget langt overvejende var tysk. I Mellemslesvig blev der således tale om en fordanskning eller danisering.

Kort over grænserne mellem dansk og tysk sprog i Slesvig. I 1800-tallet søgte man både fra dansk og tysk side at få viden om det sprog, som befolkningen talte til daglig. Kortlægningen blev samtidig en del af begge parters propaganda. I 1838 udgave den tyske kartograf Franz Heinrich Geerz et kort over sprogforholdene i Slesvig. I 1839 blev det udfordret af den danske redaktør P.C. Kochs kort. På denne illustration kan man se, at Geerz’ undersøgelser viste en større udbredelse af tysk som dagligsprog end Kochs. Folkesproget var ikke noget entydigt begreb – Geerz’ undersøgelse fokuserede på, hvor hhv. dansk og tysk var overlegent, mens Koch opererede med ’blandede områder’. Det står imidlertid klart, at dansk i første halvdel af 1800-tallet var i stærk tilbagegang som talesprog i Angel (Østslesvig), mens det holdt sig længere i en kile ned midt i Slesvig. Mod vest var der en skarp grænse til det frisiske folkesprog, som synes at have holdt sig konstant. Kort gengivet med tilladelse fra Inger Bjerg Poulsen.

Støtte til danskhedens udbredelse

Der blev iværksat en bred kulturpolitisk indsats for danskhedens udbredelse i Slesvig gennem økonomisk støtte, blandt andet til højskolen i Rødding, til en landbohøjskole i Angel, til afholdelse af danske skuespil i forskellige slesvigske byer og til danske videnskabelige selskaber – men ikke til tysksprogede. Man forsøgte også uden held at sprede danskvenlige nyheder i aviserne. Tyske eller slesvig-holstensk sympatiserende embedsmænd, præster og lærere blev afskediget og udskiftet med danske. Den danske regering søgte at adskille de to hertugdømmer ved at adskille retssystemerne og ved at ophæve kravet om, at hertugdømmernes embedsmænd skulle have studeret mindst to år ved universitetet i Kiel.  

Modstand mod fordanskningspolitikken

Den tyske og slesvigske-holstenske modstand mod den danske fordanskningspolitik gjorde sig allerede gældende under Treårskrigen i den såkaldte "slesvigske præstekrig", hvor slesvig-holstensk sindede præster førte an. I 1852 kom det til en "petitionsstorm", et større antal fællesskrivelser fra befolkningen i de mellemslesvigske sogne, som ønskede tysk sprog genindført i skole og kirke. Sprogdebatter i den slesvigske stænderforsamling var med til at piske den anti-danske stemning op. Sprogpolitikken blev altså mødt med modstand fra den tysktalende del af befolkningen, og den aftog ikke som tiden gik.

Forsøget på gennem aktiv fordanskningspolitik at ændre de nationale tilhørsforhold skabte således ikke ro, men uro. Hos den tyske befolkningsdel kom kampen for at beholde den tyske identitet primært til udtryk i passiv modstand. Nogle steder undgik man danske handlende, embedsmænd og præster. I byerne gik man mere aktivt til værks i sine aktiviteter mod det danske styre og indgav andragender til øvrigheden om at omgøre sprogbestemmelserne. Både den aktive og passive modstand tog noget af, efterhånden som det blev klart, at forandringer ikke umiddelbart var inden for rækkevidde. Men sprogpolitikken resulterede i modstand mod den danske stat, også i kredse hvor man før havde været loyal mod den danske konge under Treårskrigen.

Den danske debat

En historisk analyse af den offentlige debat om sprogpolitikken findes ikke. Den nationalliberale avis Fædrelandet bakkede op om sprogordningen, men de øvrige avisers holdning er ikke undersøgt.  Man finder dog i litteraturen spor af kritik. Amtmanden i Gottorp, L.N. Scheele, mente, at det var en fejltagelse at lægge et så komplekst problemfelt som Slesvig i hænderne på en uerfaren administrator som Regenburg. Ifølge den sjællandske biskop H.L. Martensen, der stammede fra Flensborg, var den førte politik over for kirken i Slesvig skadelig for de tyske menigheder. Som helstatskonservativ var Martensen modstander af den nationalliberale politik, som ifølge ham var ubesindig og uretfærdig, og han var en skarp modstander af sprogreskripterne, som han betegnede som uholdbare overgreb. Mange andre konservative var ligesom Martensen skeptiske over for Regenburgs sprogpolitik. Også i grundtvigianske kredse kunne man finde kritikere af den tvang, som lå i sprogpolitikken. Argumentet var, at man burde respektere slesvigernes egenart, og at Slesvigs sammensmeltning med Danmark kun kunne ske ad frivillighedens vej, når slesvigerne selv udtrykte ønske om den. Der var således kritiske røster, også i regeringskredse, men på trods heraf fik den regenburgske sprogpolitik lov til at fortsætte.

Fordanskningspolitikkens konsekvenser

På det udenrigspolitiske plan skadede fordanskningspolitikken i Slesvig Danmarks anseelse internationalt. Der kom indsigelser fra Østrig og Preussen, Danmarks fjender under Treårskrigen. Men også fra Rusland, som havde spillet en vigtig rolle i afslutningen af Treårskrigen, kom der protester. Russerne fremhævede, at tilliden til Danmark først kunne genoprettes, når man i København gjorde sig fri "af Resterne af den nationale Revolution", det vil sige de nationalliberale.

Den tysksprogede befolknings modstand leverede ammunition til det slesvig-holstenske flertal i den slesvigske stænderforsamling, hvis appeller til den tyske offentlighed fandt vej til stormagternes diplomater og de internationale konferenceborde. Sprogordningen bidrog til anti-danske stemninger i Tyskland, og den internationale misbilligelse af den danske politik skadede Danmark omdømme og må ses som en del af optakten til krigen i 1864, der endte med, at Danmark mistede Slesvig.  

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1850 - 1864
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. december 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Hjelholt, H.: "Martensen og sprogreskripterne" i Historisk Tidsskrift, Bind 9. række 6 (1929), s. Hjelholt, H.: Den danske sprogordning og det danske sprogstyre i Slesvig mellem krigene (1850-1864). (1923)

Hjelholt, H.: "A. Regenburgs og C. F. Wegeners Brevveksling (1849-1852) om den slesvigske Sprogordning" i Danske Magazin 7. række. Hæfte 4 (1943-48), s. 254-355.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1850 - 1864
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. december 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Hjelholt, H.: "Martensen og sprogreskripterne" i Historisk Tidsskrift, Bind 9. række 6 (1929), s. Hjelholt, H.: Den danske sprogordning og det danske sprogstyre i Slesvig mellem krigene (1850-1864). (1923)

Hjelholt, H.: "A. Regenburgs og C. F. Wegeners Brevveksling (1849-1852) om den slesvigske Sprogordning" i Danske Magazin 7. række. Hæfte 4 (1943-48), s. 254-355.

Udgiver
danmarkshistorien.dk