Dansk miljøpolitik, 1970-1993

Artikler

I 1970'erne blev miljø et vigtigt emne på den nationale og internationale politiske dagsorden. Den stærke vækst, industrialisering og urbanisering igennem 1950'ene og 1960'erne gjorde spørgsmålet om forurening til en stor og global udfordring, som både EF og FN engagerede sig i. I dansk politik var det især venstrefløjen og Socialdemokratiet, der profilerede sig på miljøpolitik, men også for Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti blev det en mærkesag. I 1973 vedtog EF sit første miljøhandlingsprogram, og samme år fik den socialdemokratiske regering vedtaget Danmarks første samlede miljølov og oprettede kort efter et decideret Miljøministerium. Loven blev kaldt 'verdens bedste miljølov', men dens principper blev ikke altid efterlevet i praksis ude i kommunerne.

1960'erne: Miljøet kommer på den politiske agenda

I slutningen af 1960'erne blev forurening et vigtigt politisk emne både internationalt og i Danmark. I 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne havde der ikke havde været opmærksomhed på de miljømæssige konsekvenser af den voldsomme industrialisering, men i slutningen af 1960'erne blev forureningsproblematikken tydelig. Hertil kom en stigende erkendelse af problemets globale omfang: forurening kender ingen grænser.

Den transnationale miljøorganisation Greenpeace blev stiftet i Canada i 1971, og i 1969 stiftede studerende på Københavns Universitet foreningen NOAH i protest over, hvordan olieudslip langs kysterne, voksende biltrafik og kemikalier fra fabrikker skadede den danske natur.

Året 1970 blev udråbt til "europæisk naturbeskyttelsessår", og året efter afholdtes i Prag den første regionale Øst-Vest-konference om miljøproblemer. Det mest markante gennemslag for miljø på den internationale dagsorden var dog den første store FN-miljøkonference om "The Human Environment", der fandt sted i Stockholm i 1972. I kølvandet herpå fulgte en erklæring fra Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne noterede behovet for en EF-miljøpolitik til at ledsage den økonomiske ekspansion og opfordrede til at opstille et handlingsprogram. I 1973 trådte det første EF-miljøhandlingsprogram i kraft, hvilket også kom til at gælde for Danmark, som netop var blevet medlem af EF pr. 1. januar 1973.

I Danmark var miljøopmærksomheden ligeledes vokset som følge af industrialiseringen, urbaniseringen og trafikudbygningen. Det førte til, at miljø også blev et politisk mobiliseringstema, ikke mindst hos unge og på venstrefløjen. Blandt folketingspartierne var Socialistisk Folkeparti (SF) først til at formulere en miljøpolitik og til at kræve en mere samlet lovgivning på feltet. Emnet blev dog også i stigende grad prioriteret af Socialdemokratiet som led i den politiske fornyelsesproces, som partiet på flere områder slog ind på i slutningen af 1960'erne. Socialdemokratiets formand Jens Otto Krag (1914-1978) bad således i 1969 Jens Kampmann (f. 1937) om at udarbejde et samlet forslag til en forureningslov, og da partiet igen fik regeringsmagten i 1971, blev Kampmann den første minister for forureningsbekæmpelse.

1973: Danmarks første miljølov

Under den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) blev Danmarks første samlede miljølov ('Lov om miljøbeskyttelse') vedtaget den 29. maj 1973. Bag loven stod foruden den socialdemokratiske regering også Det Konservative Folkeparti, mens Venstre, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti afholdt sig fra at stemme.

Lovforslaget var genstand for stærk uenighed internt i de fleste partigrupper, også hos dem der stemte for. Hos Det Konservative Folkeparti ønskede flere medlemmer at stemme imod. Det blev dog udslagsgivende, at partiet delte hovedmålsætningen med lovforslaget, idet det var en konservativ mærkesag at beskytte en række "livsgoderettigheder" som ren luft, stilhed og rekreative områder, ligesom partiet også gerne ville sikre giftfrit grundvand. Den socialdemokratiske regering havde desuden været lydhør over for de betænkeligheder, som industrien havde næret ved en miljølov. Ganske vist knæsatte loven gennemgående princippet om, at 'forureneren betaler', men der stod også, at forureningshensyn ikke alene kunne være afgørende. Disse hensyn måtte balanceres med forurenende virksomheders samfundsnytte og omkostningerne ved eventuelle beskyttelsesforanstaltninger. Endelig anså Det Konservative Folkeparti miljøspørgsmålet for at være en vindersag. Man var i takt med tidsånden, men samtidig dækket ind hos kernevælgerne via Industrirådets accept.  Loven var således brugbar til at styrke den konservative profil ikke bare over for befolkningen, men også over for de andre borgerlige partier.

SF's vanskeligheder ved at støtte op om loven hang omvendt nøje sammen med de indrømmelser, der var blevet givet til de konservative til gavn for erhvervslivet. Radikale Venstre og Venstre undlod at stemme med begrundelser om, at loven var for dyr, for dårligt affattet, og at den gav ministeren og Miljøstyrelsen for omfattende beføjelser.

Loven var en såkaldt rammelov, der udstak regler og retningslinjer, der så skulle føres ud i livet af Miljøstyrelsen, kommunerne og interesseorganisationerne. Loven indebar, at der skulle laves samlede regionale planer for spildevandsudledning. Kommunerne fik hovedansvaret for miljøtilsynet, herunder miljøgodkendelse af nye forurenende virksomheder, tilsyn med overholdelse af udledningskrav, tilsyn med vandløb og badevandskvalitet mv.

1973: Oprettelsen af Miljøministeriet

Ved regeringsrokaden i september 1973 valgte den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen at oprette et selvstændigt miljøministerium. Det tidligere ret lille Forureningsministerium blev omdannet til et stort Miljøministerium, som ved siden af varetagelsen af forureningspolitikken nu skulle overtage en lang række opgaver om fysisk planlægning fra Boligministeriet, om fredning fra Kulturministeriet og statsskovvæsnet fra Landbrugsministeriet. Det nye ministerie blev således en mastodont med omkring 1000 ansatte under ledelse af socialdemokraten Helge Nielsen (1918-1991), som blev Danmarks første miljøminister.

Ministeriet fik en moderne opbygning, der blev en model for andre ministerier. Det centrale departement, der hovedsageligt stod for den politiske betjening af ministeren, var relativt lille. Det var nemlig i styrelserne - Miljøstyrelsen (oprettet i 1972), Planstyrelsen, Fredningsstyrelsen og Skovstyrelsen - at det tunge personaleforbrug kom til at ligge.  Det afspejlede, at det var her, at arbejdet med at implementere og kontrollere lovgivningen foregik.

Efter Jordskredsvalget den 4. december 1973 måtte Anker Jørgensen overlade regeringsmagten til Venstre og Poul Hartling (1914-2000). Venstre profilerede sig ikke nær så stærkt på miljøspørgsmål som Socialdemokratiet eller Det Konservative Folkeparti, så regeringen startede med at udskyde den nye miljølovs ikrafttræden med 6 måneder, bl.a. af sparehensyn. Den nye miljøminister Holger Hansen (1929-2015) nåede kun at få én miljølov vedtaget, nemlig en lov om bygningsfredning. Til gengæld stod han i spidsen for andre tiltag, f.eks. underskrev han den nordiske miljøkonvention i Helsinki i marts 1974 og en svensk-dansk aftale om forureningsbekæmpelse i Øresund i april 1974.

Miljøminister Jens Kampmann hilser på miljøhippier i sit ministerium 1973. Miljøspørgsmål appellerede i stigende grad til dele af befolkningen og blev gennem 1970'erne genstand for politisk mobilisering i græsrodsbevægelser, der udfordrede de politiske partiers hidtidige forrang, når det gjaldt om at definere den politiske debat og organisere befolkningen bag politiske synspunkter. Foto: Christen Hansen, POLFOTO/RITZAU FOTO

Miljøloven i praksis

Miljøloven fra i 1973 var ambitiøs set i international sammenhæng, men det viste sig, at dens principper var svære at realisere. 1970'ernes miljøindsats kom derfor i høj grad til at bestå i at lede forureningen bort fra de lokale omgivelser: højere skorstene spredte luftforureningen over større landområder, og længere kloakledninger førte spildevandet væk fra kysten.

Implementeringen af loven var uddelegeret til amter og kommuner, og afvejningsprincippet mellem miljøinteresser og økonomiske interesser (som var indført af hensyn til De Konservative) gjorde, at hensynet til bevarelsen af forurenende virksomheders arbejdspladser fik prioritet over miljøet i mange kommuner. Denne tendens blev forstærket, da oliekrisen ramte i 1973, hvilket medførte en økonomisk krise i Danmark. Dette medførte et pres for at sænke de offentlige udgifter, hvilket gik ud over kommunernes hovedindsats imod forureningen.

Den første miljøbeskyttelseslov er blevet ændret adskillige gange, siden den trådte i kraft 1974. I 1982 blev den revideret første gang, hvor der kom en mere præcis kompetencefordeling mellem stat, amter og kommuner. Desuden blev retten til at udpege medlemmer til Miljøankenævnet udvidet med en kreds af økonomiske interesseorganisationer. Til gengæld blev klageretten, der tidligere havde været begrænset til individer, som var berørt af en miljøafgørelse, udvidet til at omfatte organisationer, herunder græsrodsorganisationer som bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, der nu kunne klage over afgørelser. I 1992 afløstes Miljøloven af en ny og bredere lov.

1987: Danmarks første vandmiljøplan

I 1982 overtog Det Konservative Folkepartis formand Poul Schlüter (f. 1929) statsministerposten og dannede sin første regering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne. Miljøministerposten i den nye Firkløverregering gik til Christian Christensen (1925-1988) fra Kristeligt Folkeparti. Det var partiets eneste ministerpost i regeringen, men en post, som partiet værdsatte højt, og Christian Christensen forstod at udnytte den. Det bragte ham indimellem på kant med Venstre og landbruget, men han fik opbakning fra det såkaldte alternative flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne.

I 1980'ernes miljødebat var der særligt fokus på landbrugets rolle i forhold til de stigende forureningsproblemer. Industrialiseringen og den øgede teknologisering i landbruget betød, at sektoren ikke længere pr. automatik blev set som forvalter af den nationale landskabskulturarv. Hertil kom, at landbrugets samfundsøkonomiske betydning var faldende i servicesamfundet, og byboernes kontakt med og forståelse for livet på landet mindskedes. I stedet blev landbruget anset som en af de største forureningssyndere. Under Poul Schlüters regeringstid blev det danske vandmiljø og landbrugets forurening af dette derfor et hedt emne på den politiske dagsorden.

Debatten om det danske vandmiljø kulminerede i 1987 og førte til hvad pressen beskrev som Firkløverregeringens hidtil største krise. Krisen begyndte, da miljøminister Christian Christensen presset af folkestemningen såvel som oppositionen foreslog vedtagelse af en forpligtende vandmiljøplan, som skulle nedsætte mængden af kvælstofudvaskning. Venstres landbrugsminister Britta Schall Holberg (f. 1941) og flere andre politikere fra Venstre mente, at det ville være stærkt skadeligt for det danske landbrug, hvorfor de højlydt opponerede imod en sådan plan. Statsminister Poul Schlüter følte sig dog nødsaget til at indgå en form for kompromis, dels for at holde sammen på regeringen, og dels for at komme folkestemningen i møde. Regeringen fremlagde derfor en plan, som skulle halvere kvælstofudvaskningen på tre år. Planen pålagde industri og kommuner en række krav for at nå målet, men lod det være op til landbruget ad frivillighedens vej at nå målsætningerne. I stedet var der en række skatteincitamenter til landbruget for at nedsætte kvælstofudvaskningen samt støtte til bygning af gylletanke og tætning af møddinger. Regningen for planen var 12 milliarder kroner.

Med vedtagelsen af planen skulle man mene, at det var lykkedes Schlüter at lukke sagen ned til alles tilfredshed. Dette var dog ikke tilfældet, da det få dage efter vedtagelsen kom frem, at Landbrugsministeriet med Britta Schall Holbergs vidende havde manipuleret med tallene over for Miljøministeriet, så det så ud som om landbrugets del af kvælstofsforureningen var betragtelig mindre. Denne afsløring udløste et dramatisk forløb, hvor Christian Christensen, oppositionen og De Radikale pressede på for, at der skulle vedtages en ny vandmiljøplan, der indeholdt betydeligt strengere krav til landbruget.

Under forhandlingerne af den nye plan lykkedes det i høj grad Venstre at genvinde fodfæstet og undgå store stramninger i forhold til landbruget. Men forløbet svækkede sammenholdet i regeringen og førte sandsynligvis til, at Britta Schall Holberg mistede sin ministerpost efter folketingsvalget i 1988.

På trods af en opstramning af vandmiljøplanen i 1991 kunne det fem år senere konstateres, at kun halvdelen af målsætningerne var blevet opfyldt.

1991: CO2-pakken

Det var ikke kun i forhold til landbruget, at det alternative miljøpolitiske flertal tvang de borgerlige regeringer i perioden 1982-1993 til at føre en strammere miljøpolitik, end den egentlig havde lyst til. Ved begyndelsen af folketingsåret 1991-92 pålagde Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre således KV-regeringen at omlægge energipolitikken med blandt andet afgifter på CO2-udledning samt i den forbindelse at gennemføre en række foranstaltninger til at begrænse energiforbruget. Regeringen var hermed endnu en gang sat i mindretal og måtte modvilligt udforme en lovpakke, den selv var imod. I oktober 1991 forelagde skatteminister Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) og den konservative industri- og energiminister Anne Birgitte Lundholt (f. 1952) lovpakker til CO2-afgifter og energibesparende tiltag. CO2-pakken medførte, at der blev lagt afgifter på energiprodukter, som udledte CO2, for 1,1 mia. kr. - naturgas var dog undtaget. Byrden for de private husstande beløb sig til 200 mio. kr., mens resten skulle bæres af erhvervslivet. For de private husstande skulle ikrafttrædelsen finde sted den 1. maj 1992, for erhvervslivet den 1. januar 1993. Dele af afgifterne skulle bruges til at udbygge og modernisere fjernvarmenettet og til at omlægge varmeforsyningen i de 80.000 boliger i hovedstaden, der stadig var afhængige af petroleumsopvarmning. Afgiftsprovenuet skulle også gå til støtte af brugen af biobrændsel, halm og træflis. Endelig skulle energitunge industrivirksomheder kompenseres.

CO2-pakken blev vedtaget med Socialdemokratiets, Radikales og SF's stemmer. Regeringen, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet stemte imod, mens CD undlod at stemme.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, 2017

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Villaume, Poul: Miljøpolitik til lands, til vands og i luften i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie (2002-2005)

Basse, Ellen Margrethe og Jørgen Bjerring: Miljøbeskyttelsesloven i Den Store Danske, Gyldendal (2009)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, 2017

Olesen, Niels Wium og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Villaume, Poul: Miljøpolitik til lands, til vands og i luften i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie (2002-2005)

Basse, Ellen Margrethe og Jørgen Bjerring: Miljøbeskyttelsesloven i Den Store Danske, Gyldendal (2009)

Udgiver
danmarkshistorien.dk