Danmark og den tredje verden (efter 1945)

Artikler

Danmarks forhold til udviklingslandene eller landene i den tredje verden har i efterkrigstiden været præget af imødekommenhed over for disse landes ønsker om økonomisk udvikling og politisk selvstændighed. Særligt i begyndelsen af den kolde krig lagde dansk solidaritet med de vestlige allierede dog en dæmper på det danske engagement, men fra 1960’erne og frem udviklede Danmark gradvist en mere aktiv politik for udviklingsbistand og i afkoloniseringsspørgsmålet, blandt andet ansporet af en række folkelige organisationer i Danmark. Danmark og de øvrige nordiske lande udgjorde sammen med Holland, og til tider også Canada, en landegruppe, der generelt var mere positivt indstillet overfor tredjeverdenslandenes krav, end de øvrige vesteuropæiske lande og USA.

Ulande, udviklingslande og Den tredje verden

Efter 2. verdenskrig begyndte man at tale om den tredje verden som en fællesbetegnelse for de lande i Asien, Afrika og Sydamerika, der ikke var direkte tilknyttet øst- eller vestblokken. De fleste af disse lande og områder var tidligere eller nuværende kolonier og mere økonomisk tilbagestående end Europa og USA, derfor blev de også benævnt ulande eller udviklingslande.

Ulandene i den tredje verden fik stor betydning for efterkrigstidens internationale udvikling. Deres politiske og økonomiske krav blev vigtige internationale spørgsmål, og mange af landene blev, enten indirekte eller direkte, kamppladser i den kolde krig.

For lande med ingen eller begrænsede oversøiske kolonibesiddelser, som fx Danmark, var det noget delvist nyt, at man nu skulle forholde sig til lande og mennesker på den anden side af kloden. Via sit medlemskab af internationale organisationer som FN, Verdensbanken og NATO blev Danmark imidlertid præsenteret for disse landes krav om politisk uafhængighed og bistand, og via fjernsynet blev offentligheden bekendt med fattige og undertrykte menneskers skæbne i lande som Indien og Sydafrika.

Afkolonisering

Det dominerende spørgsmål, der prægede forholdet mellem de vestlige lande og tredjeverdenslandene i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, var kravet om afkolonisering. Allerede i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne fik en række asiatiske kolonier, som fx Indien og Indonesien, deres selvstændighed og fra slutningen af 1950’erne nåede afkoloniseringsbølgen Afrika, hvor de fleste lande havde fået deres selvstændighed i slutningen af 1960’erne.

Danmark var efter 2. verdenskrig stadig at regne som kolonimagt helt frem til grundlovsrevisionen i 1953, der med FN’s godkendelse gjorde landets sidste koloni Grønland til en del af Danmark på amtslignende vilkår. Dette var en meget speciel situation, da de fleste tredjeverdenslande normalt ikke var begejstrede for, at kolonimagter indlemmede deres kolonibesiddelser. Ikke desto mindre opfattede de fleste danskere og danske politikere Danmark som en mønsterkolonimagt, som ingen ville kunne mistænke for kolonialistiske hensigter.

Forholdet og holdningen til Grønland var således bestemt af de historiske bånd der var mellem Grønland og Danmark. Hvad angik Danmarks holdning til afkoloniseringen i andre dele af verden, var de danske synspunkter imidlertid bestemt af to overordnede hensyn. På den ene side var det Danmarks holdning, at alle folkeslag burde have deres selvbestemmelsesret, på den anden side var det nødvendigt at tage hensyn til NATO-allierede som England og Frankrig, der selv havde omfattende kolonibesiddelser. I 1950’erne var alliancehensynet dominerende, og Danmark udtrykte eksempelvis forsigtig opbakning til Frankrig i kolonikonflikterne i Tunesien, Marokko og Indokina (det senere Vietnam), men var samtidig meget påpasselig med ikke selv at blive involveret i disse konflikter.

I 1960’erne skiftede den danske politik, på linje med de øvrige nordiske landes, karakter, og danske regeringer udtrykte nu klarere støtte og opbakning til de afrikanske landes krav om afkolonisering, også selvom det til tider stred mod USA’s eller andre alliancepartneres ønsker. Den mere aktive danske politik var blandt andet et resultat af den stigende forståelse for forholdene i den tredje verden blandt danskere og andre vesteuropæere. Fjernsynet bidrog hertil ved at give almindelige mennesker nye muligheder for at følge med i begivenheder på den anden side af kloden. Samtidig skete der i 1960’erne en delvis afspænding i øst-vest forholdet, der gav lande som Danmark et større udenrigspolitisk råderum.

Da afkoloniseringsprocessen var ved at være tilendebragt i midten af 1960’erne, stod det sydafrikanske apartheid-styre og de portugisiske kolonibesiddelser i Angola og Mozambique imidlertid tilbage som levende eksempler på hvide menneskers fortsatte undertrykkelse af de oprindelige befolkninger. Pga. frygten for kommunistiske kup og Sydafrikas strategiske betydning i den kolde krig havde de vestlige stormagter ikke travlt med at gennemtvinge ændringer. Sammen med de nordiske lande udtalte Danmark imidlertid kraftig kritik af både Sydafrika og Portugal og ydede endog humanitær hjælp til ofrene for apartheid-politikken og til befrielsesbevægelser i de portugisiske kolonier.

Efter de portugisiske koloniers uafhængighed i midten af 1970’erne, fokuseredes opmærksomheden på Sydafrika. Allerede Sharpeville-massakren i Johannesburg i marts 1960 havde ført til demonstrationer og forbrugerboykot af sydafrikanske varer i Danmark. Efter Soweto-opstanden i 1976, hvor flere hundrede sorte blev dræbt, rejstes der i de nordiske lande krav i offentligheden om egentlige sanktioner mod Sydafrika, og efter en række folkelige protester mod apartheid-regimet indførte Danmark som det første vestlige land i 1986 en generel handelsboykot mod Sydafrika, der dog allerede i 1992 blev ophævet, da en ny reformvenlig sydafrikansk regering stillede en afvikling af apartheidregimet i udsigt.

Selvom der var bred modstand i Danmark mod apartheid og andre former for undertrykkelse i den tredje verden, var det i høj grad venstrefløjen, der gik foran med kravene om boykot og støtte til frihedsbevægelser. Disse tiltag var ofte for vidtgående for de borgerlige partier, blandt andet fordi politikken til tider bragte Danmark på kollisionskurs med USA. Dette var også tilfældet med kritikken af USA’s forsøg på at vælte sandinist-regimet i Nigaracua i begyndelsen af 1980’erne.

Økonomiske krav

I takt med afkoloniseringen steg antallet af tredjeverdenslande betydeligt, og dermed fik deres krav til de rige lande mere gennemslagskraft. Ud over ønsket om konkret bistand til økonomisk udvikling drejede kravene sig om omorganisering af det internationale økonomiske system, så det i højere grad tilgodeså ulandenes behov. Hertil kom mange tredjeverdenslandes ønske om at forfølge en politisk kurs, der var uafhængig af de to blokdannelser i den kolde krig.

Danmark var generelt positivt indstillet over for ulandenes krav om bistand og reorganisering af den internationale handel – i det mindste så længe der ikke blev krævet indrømmelser, der rørte ved vitale danske økonomiske interesser. Danmark støttede kravet om en stor økonomisk udviklingsfond under FN i 1950’erne, som dog aldrig blev gennemført. Da FN’s handelskonference UNCTAD blev stiftet i 1960’erne, støttede Danmark flere af ulandenes krav her, og også i handelssamarbejdet inden for GATT – forløberen for verdenshandelsorganisationen WTO – støttede Danmark generelt op om særlig hensyntagen til ulandenes eksport og eksportvarer.

Som et lille land med en meget åben økonomi var Danmark generelt interesseret i alle tiltag, der fremmede den internationale handel. Til gengæld gjorde det også Danmark til modstander af protektionistiske tiltag, hvilket betød at der var grænser for, hvor langt man kunne imødekomme ulandene på dette område. Dette viste sig blandt andet, når ulandene krævede ret til at beskytte egen tekstilindustri, som konkurrerede med den danske, og når ulandene ønskede at opbygge statsstøttede handelsflåder, som stred mod danske skibsfartsinteresser.

At der var grænser for, hvor langt Danmark ville gå for at imødekomme ulandene, viste sig også under debatterne om en Ny Økonomisk Verdensorden (NØV) i 1970’erne, hvor en række ulande i kølvandet på oliekrisen krævede støtteforanstaltninger for at hæve priserne på råvarer og for at udflytte industri fra de rige lande til ulandene. Selvom Danmark var mere positivt indstillet over for NØV-kravene end de fleste andre rige lande, var man ikke villig til at give indrømmelser, der ville svække dansk økonomi.

En række ulande blev ramt af gældskrise i 1980’erne og blev mødt af hårde krav om såkaldt strukturtilpasning for at få hjælp fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Danmark og de øvrige nordiske lande talte her ulandenes sag og ønskede en mildere kurs af hensyn til de fattige landes befolkninger. Sammen med de øvrige nordiske lande hævede Danmark sin udviklingsbistand betydeligt i løbet af 1980’erne, blandt andet for at afbøde de negative sociale virkninger af kravene om strukturtilpasning.

NGO’erne

En række danske organisationer (ofte kaldet NGO’er – Non-governmental Organisations (ikke-statslige organisationer)) har beskæftiget sig med forholdene i den tredje verden og ydet aktiv støtte til ulandene. En af de tidligste og mest betydningsfulde var Mellemfolkeligt Samvirke, der blev stiftet for at yde nødhjælp til Europa efter krigen, men i løbet af 1950’erne udviklede sig til en organisation, der primært beskæftigede sig med ulandsproblemer. Mellemfolkeligt Samvirke påbegyndte tidligt egentlige udviklingsprojekter, sendte frivillige ulandsarbejdere ud, og udførte et stort oplysningsarbejde om ulandene og deres økonomiske og politiske forhold i Danmark.

En anden væsentlig dansk tredjeverdens-NGO var den danske afdeling af World University Service WUS, som i 1991 ændrede navn til IBIS. IBIS var i højere grad end Mellemfolkeligt Samvirke domineret af akademikere og havde til tider en mere radikal politisk profil. Organisationerne var dog fælles om både at engagere sig i ulandsarbejde såvel som politiske spørgsmål, såsom fx anti-apartheid bevægelsen.

De egentlig nødhjælpsorganisationer som fx Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp blandede sig i mindre grad i politiske spørgsmål og fokuserede i højere grad på arbejdet i ulandene. En meget stor del af dansk statslig nødhjælp, der blev ydet ved katastrofer, blev kanaliseret gennem nødhjælpsorganisationerne, og flere af dem udførte også egentlige udviklingsprojekter, blandt andet Dansk Røde Kors, som drev undervisningshospitaler i Korea og Congo i 1950’erne og 60’erne

En række mere ad hoc-prægede organisationer opstod også i Danmark, når der indtraf konkrete politiske begivenheder i den tredje verden. Under Vietnam-krigen blev mange af protesterne mod den amerikanske krigsførelse i Danmark organiseret gennem de såkaldte Vietnam-komiteer, og på samme måde oprettedes der Sydafrika-komiteer i Danmark fra slutningen af 1970’erne.

Efter den kolde krig

Med ophøret af den kolde krig omkring 1990 dalede udviklingslandenes geopolitiske betydning, og de skulle nu kæmpe med de østeuropæiske lande om bistand og opmærksomhed. Danmark var et af de få vestlige lande, som fortsat hævede sin udviklingsbistand, så den i begyndelsen af 1990’erne nåede op på 1 % af BNP. I takt med den reducerede betydning blev forholdet til den tredje verden mere ideologisk præget, og de rige landes og Danmarks udviklingsbistand fokuserede i stigende grad på værdispørgsmål såsom menneskerettigheder, demokrati, miljø og god regeringsførelse. Efter 11. september 2001 er sikkerhedspolitik og terrorbekæmpelse blevet andre fokusområder for Danmarks politik over for den tredje verden.

VK-regeringens overtagelse af regeringsmagten i 2001 blev begyndelsen på en mere USA-orienteret og højprofileret udenrigspolitik, der også fik betydning for forholdet til den tredje verden. Danmark udsendte tropper til både Irak- og Afghanistankrigen, og begrænsning af indvandringen fra tredjeverdenslande til Danmark blev en prioritet i både udviklingspolitikken og den generelle udenrigspolitik. Regeringen iværksatte i 2003 Det Arabiske Initiativ til fremme af demokrati i Mellemøsten, som imidlertid fik vanskelige vilkår, efter at den såkaldte Muhammed-krise i 2005-06 førte til store demonstrationer og afbrænding af danske flag i en række muslimske lande over hele verden. I 2008 nedsatte VK-regeringen en højprofileret Afrikakommission, som har betydet forøget fokus på problemerne på dette kontinent i dansk politik.

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach, Christian Friis m.fl.: Idealer og Realiteter – Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005 (2008).

Olesen, Thorsten Borring og Poul Villaume: I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 5 (2005).

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement 1973-2006, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 6 (2006).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach, Christian Friis m.fl.: Idealer og Realiteter – Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005 (2008).

Olesen, Thorsten Borring og Poul Villaume: I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 5 (2005).

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement 1973-2006, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 6 (2006).

Udgiver
danmarkshistorien.dk