Danmark i verden, 1972-1993

Temaer

Dansk politik er i høj grad påvirket af udviklingen i Europa og i resten af verden. I dette tema kan du læse en række artikler og kilder, som belyser dansk politik i forhold til den omkringliggende verden i perioden 1972-1993.    

Danmark og EF

Den 2. oktober 1972 stemte et flertal på 63,3 % af de danske vælgere ja til dansk medlemsskab af det Europæiske Fællesskab (EF). Et stort flertal af Folketingets partier havde forud for valget anbefalet et ja. Alligevel var der op til valget usikkerhed om danskernes holdning til EF, da nordmændene trods deres politikeres anbefalinger kort forinden havde stemt nej til medlemskab.  Både den danske ja- og nej-side førte derfor store valgkampagner op til folkeafstemning i oktober. Hvor ja-siden bestod af flertallet af Folketingets partier, erhvervsorganisationer og fagbevægelsen, bestod modstanden mod EF især af Socialistisk Folkeparti, andre venstreorienterede partier og græsrodsbevægelser samt spredte dele af højrefløjen, der var skeptiske over for enhver afgivelse af dansk suverænitet. Du kan se valgplakater for EF-folkeafstemningen 1972 her.

Efter at folkeafstemningen havde sikret dansk medlemskab af EF, påbegyndte den socialdemokratiske regering det omfattende arbejde med at tilpasse dansk lovgivning til EF's love, regler og normsamlinger.

Frem til midten af 1980'erne var den danske EF-politik generelt præget af den mindste fællesnævners politik, der betød, at de danske, overvejende socialdemokratiske, regeringer holdt foden på bremsepedalen, når diskussionerne faldt på yderligere integrationstiltag. Du læse mere om den første tid i EF i artiklen Danmark i EF: 1973-1993. En årsag til de socialdemokratiske regeringers forsigtighed var, at partiet såvel som dets vælgere var delte på EF-spørgsmålet. I den førte politik var man derfor nødt til at tage hensyn til både tilhængere og skeptikere. Et godt eksempel på denne balancegang er Socialdemokratiets pjece: "Det vil vi i EF", som blev uddelt i februar 1979 i forbindelse med det første valg til Europa-Parlamentet.

I EF var det dog heller ikke altid nemt for de danske regeringer at navigere mellem egne nationale interesser og EF's interesser. Et oplagt eksempel herpå er den danske fiskeripolitik, hvor Danmark flere gange oplevede at være politisk isoleret i EF og at blive beskyldt af de andre medlemslande for ikke at tænke europæisk.

I 1982 kom der en ny dynamik i EF-samarbejdet, da regeringsmagten kom på borgerlige hænder under ledelse af makkerparret statsminister Poul Schlüters (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V). De borgerlige regeringer prøvede på at placere Danmark mere i centrum af EF's diskussioner og gik således varmt ind for en større integration af Danmark i EF.

Udviklingen mod en øget dansk integration i EF led dog et stort knæk ved folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten, hvor 50,7 % af danskerne stemte nej.  Dette var en skuffelse for den siddende borgerlige regering, såvel som for de fleste af Folketingets øvrige partier, der havde anbefalet et ja. Kun Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet havde anbefalet et nej.

Det smalle danske nej satte en midlertidig stopper for unionsudvikling i hele EF, da alle medlemslande skulle godkende unionsplanen, før den kunne realiseres. For at løse både det danske og europæiske dilemma blev Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti enige om, at der var dele af EU-samarbejdet, Danmark ikke skulle deltage i. Denne aftale blev kendt som 'Det nationale kompromis' og er grundlaget for de 4 danske EU-forbehold, som 56,7 % af danskerne stemte ja til i maj 1993.

Sikkerheds- og udenrigspolitik

I 1970'erne fortsatte den afkoloniseringsproces, der begyndte efter 2. verdenskrig, hvor koloniområder i bl.a. Afrika og Sydøstasien rev sig løs fra kolonimagterne og erklærede sig selvstændige. I takt med afkolonialiseringen optrappede Danmark sit engagement i de såkaldte udviklingslande. I 1978 nåede Danmark op på at yde de 0,7 % af BNP i udviklingsbistand, som var det mål FN havde sat for de rige OECD-lande.  Du kan læse mere om den danske udviklingsbistand og principperne bag i temaet Dansk udviklingsbistand, efter 1949.

Udviklingspolitikken var på mange måder et parlamentarisk konsensusområde, men i 1970'erne opstod der sprækker i enigheden, da sikkerhedspolitiske overvejelser knyttet til den kolde krig også begyndte at spille ind. Det gjaldt i særlig grad i forhold til Vietnam-krigen og Afrikapolitikken, hvilket du kan læse mere om i artiklen dansk udviklingspolitik i 1970'erne.

De politiske uenigheder om udenrigspolitikken blev ikke mindre i 1980'erne, da Poul Schlüter (f. 1929) dannede sin første borgerlige regering. Regeringen støttede varmt op om NATO's politik.  Uden om regeringen tegnede der sig dog et alternativt flertal, bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og regeringens støtteparti Det Radikale Venstre, der modsat regeringen var kritisk over for NATO's oprustning. Under den første Poul Schlüter-regering opstod der derfor den særegne parlamentariske praksis - kaldet fodnotepolitikken - hvor det alternative flertal flere gange tvang regeringen til at føre en udenrigspolitik, der var imod dens egne synspunkter. Det betød bl.a. en dansk afstandtagen fra en række af NATO's fællespolitikker, herunder vigtige elementer af NATO's kernevåbenpolitik.

Fodnotepolitikken betød, at både statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen over for Danmarks allierede flere gange måtte forsvare og føre en politik, som de dybest set var uenige i. Dette er fx afspejlet i referaterne af Uffe Ellemann-Jensens møde med USA's udenrigsminister april 1985 og af statsminister Poul Schlüters besøg i Washington 12. september 1985.

I 1988 indgik Det Radikale Venstre i Poul Schlüters tredje regering, hvilket betød, at det alternative flertal var væk. I 1989 var Europa vidne til en lang række civile oprør i de østeuropæiske lande, og i november 1989 faldt Berlinmuren. Disse skelsættende begivenheder forandrede international politik grundlæggende og krævede en omfattende nyorientering og tilpasning af den danske udenrigspolitik. I Poul Schlüters sidste regeringsperiode blev dansk udenrigspolitik derfor kendetegnet ved, hvad udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sammenfattede i begrebet 'aktiv internationalisme'. Dette kan beskrives som en overordnet nyorientering i dansk udenrigspolitik, hvor Danmark påtog sig en mere aktiv og offensiv rolle i forhold til på langt sigt at realisere fred, demokrati og lighed i verden. Heri lå også en større villighed til at deltage i militære aktioner.

Indvandrings- og udlændingepolitik

I 1960'erne var dansk økonomi og produktion inde i en kraftig vækstperiode, der førte til mangel på arbejdskraft. Derfor inviterede danske arbejdsgivere, med opbakning fra den danske regering, udenlandske gæstearbejdere til Danmark. Kronikken "Velkommen Mustafa" fra 1970 viser Dansk Arbejdsgiverforenings positive holdning til indvandringen. Modsat fremførte fagbevægelsen og dele af venstrefløjen, at gæstearbejderne ikke blev behandlet ordentligt og kunne risikere at presse det danske lønniveau, hvilket Hanne Reintoft fra DKP fremførte i Folketinget samme år. I artiklen dansk indvandrings- og udlændingepolitik, 1970-1992 kan du få et samlet overblik over de vigtigste love og diskussioner i perioden 1970-1993. Og i filmen 'Indvandring i velfærdsstaten efter 1965' kan du lære mere om gæstearbejderne.

I 1973 indførte den socialdemokratiske regering et akut indvandringsstop på grund af voksende arbejdsløshed. Indvandring var dog ikke et særligt problematiseret emne i den politiske og offentlige debat i 1970'erne. Enkelte kritiske stemmer var der dog, især fra kommuner, der havde en høj andel af indvandrere, hvoraf mange var blevet arbejdsløse efter den økonomiske krise fra 1973 og frem. Et eksempel er Ishøjs socialdemokratiske borgmester Per Madsens indlæg om indvandring i Berlingske Tidende i 1976.

1970'ernes og begyndelsen af 1980'ernes indvandringspolitik var generelt præget af en holdning om, at integrationsindsatsen skulle tage hensyn til den enkeltes kulturelle baggrund, og at flere kulturer i udgangspunktet var en gevinst for det danske samfund. Et tidstypisk eksempel på datidens debat om flygtninge og indvandre er den socialdemokratiske indenrigsminister Henning Rasmussens redegørelse om regeringens indvandringspolitik fra 1980.

Fra begyndelsen af 1980'erne kom der stadig flere flygtninge til Danmark, især fra Mellemøsten og den tredje verden, hvor mange lande var hærget af kriser, krige og borgerkrige, men også fra Østeuropa samt vesteuropæiske diktaturer som Spanien, Portugal og Grækenland. I 1983 vedtog Folketinget en ny udlændingelov, der blev kendt som Europas mest liberale. Tilstrømningen til Danmark samt integrationsproblemer fik dog Folketinget til at vedtage en række stramninger af udlændingeloven i 1980'erne.  I slutningen af 1980'erne kom udlændingeområdet til at fylde mere i den politiske og offentlige debat, bl.a. fordi Fremskridtspartiet profilerede sig stærkt på området.

 

Se også

Jugoslaviens sammenbrud i 1990'erne (særtema) 

Kampen om historien (film)

Danmark i FN (film)

Danmark i krig (film)

 

PFA Pension har som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum støttet bogværket De Danske Ministerier 1972-1993 samt denne online formidling på danmarkshistorien.dk.

Om temaet

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1972 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om temaet

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1972 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk