Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Christoffer 3. af Bayern 1416-48

Artikler

Christoffer af Bayern var konge af Danmark 1440-48, af Sverige 1441-48, og af Norge 1442-48. Han blev den sidste, der reelt fungerede som konge over alle tre riger i Kalmarunionen i det meste af sin regeringstid. Den blev dog kort, idet han døde som 31-årig i januar 1448. Han ligger begravet i Roskilde Domkirke.


Baggrund og opvækst

Christoffer tilhørte den fremtrædende tyske fyrsteslægt Wittelsbach, som bl.a. regerede i Bayern. Han stammede imidlertid ikke fra det daværende Bayern, men fra det lidt nordligere Oberpfalz, som hans far pfalzgrev Johann 1 af Pfalz-Neumarkt regerede en del af. Hans mor Katarina af Pommern var Erik af Pommerns søster. Hans farfar Ruprecht havde været tysk konge 1400-1410, og dennes søn Johann var således et passende parti for Katarina, idet Margrethe 1. i sin tid havde taget sig af begge sin søsters pommerske datterbørn og også sørget for passende ægteskaber til dem begge.

Christoffer blev opdraget ved den tyske konge og kejser Sigismunds (1410-37) hof. Sigismund havde efterfulgt sin farfar som tysk konge og var samtidig hans mors fætter. Her deltog han i 1430’erne i kampene mod de oprørske og kætterske husitter i Bøhmen (det nuværende Tjekkiet).

Vejen til tronen

Hans forgænger som konge, Erik af Pommern og hans engelske dronning Filippa, fik ingen børn. Erik af Pommern arbejdede imidlertid i mange år for at sikre tronfølgen for sin pommerske fætter Bugislav. Fra 1436 og frem lagde Erik sig i stadigt tiltagende omfang ud med det ledende aristokrati i Sverige og Danmark, hvorunder han bl.a. forsøgte sig med et statskup i Danmark til fordel for Bugislav. Enden på det blev, at Erik blev afsat som konge i Danmark og Sverige i 1439. Allerede året før havde det danske rigsråd henvendt sig til Christoffer og tilbudt ham den danske krone, og ved afsættelsen var Christoffer til stede og blev straks udnævnt til rigsforstander i Danmark.

Når han ikke straks blev konge, skyldtes det bestræbelser for også at sikre den svenske og den norske trone for Christoffer. Disse trak imidlertid længe ud, fordi det svenske rigsråd, efterhånden i alliance med det norske, krævede, at Christoffer gik ind på en håndfæstning, der sikrede det svenske rigsråd den afgørende indflydelse i Sverige. Dette forsøgte Christoffer og det danske rigsråd at undgå ved at forhandle og trække tiden ud. Imidlertid var tiden fra 1438 og frem i Danmark præget af bondeoprør, der synes at være blevet stadigt voldsommere; bl.a. fordi bønderne mente, at de manglede en konge til at holde stormændene i ave. I foråret 1440 besluttede man dernæst at lade Christoffer blive valgt til konge, hvilket skete den 9. april 1440 i Viborg. Han lovede samtidig at udstede en håndfæstning, hvilket dog aldrig skete. Herefter måtte Christoffer året efter acceptere de svenske håndfæstningskrav, og i 1442 kunne han også blive konge i Norge efter et langvarigt forløb, hvor det norske rigsråd længe havde tøvet med at opsige Erik af Pommern for at sikre sig de bedst mulige betingelser over for Christoffer. Først nyårsdag 1443 blev han kronet til konge i Danmark – under den ellers ukendte titel ”ærkekonge”.

 

Christoffer af Bayern
Christoffer af Bayern. Frise i Cabinet des éstampes
i Paris. Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).


Christoffers korte kongedømme: Personalunion og rigsråd

Resultatet af Erik af Pommerns afsættelse og Christoffers valg til konge i de tre riger var blevet en total ændring af de statsretlige forhold i Kalmarunionen. Hvor denne fra starten havde været præget af et meget stærkt centralstyre omkring en autoritær kongemagt, der i realiteten var i stand til at lade kongedømmet gå i arv, blev den nu en personalunion mellem tre riger, hvor rigsrådene i sidste ende havde den afgørende magt – også til at vælge kongen. Rigsrådene blev således fremover i realiteten statsbærende (suverænitetsbærende).

Christoffer måtte således i sin korte kongetid i høj grad tilpasse sig rigsrådenes ønsker. I Danmark gav dette sig ikke mindst udtryk i hans støtte til at øge bispernes og de førende højadelsslægters indflydelse. Christoffer havde medbragt en række stormænd og rådgivere fra Oberpfalz. Dette huede dog ikke det danske rigsråd, hvorfor de tyske rådgiveres indflydelse efterhånden blev reduceret, og de fleste af dem forlod landet igen.

Konsolidering og landefred

Derudover blev hans regeringstid præget af konsolidering. I 1441 lykkedes det ham endegyldigt at nedkæmpe bondeoprørene i Danmark, og dette og det følgende år udstedtes landefredsforordninger og forbud mod at bære våben på mange offentlige steder for den almindelige befolkning i alle tre lande, som alle havde oplevet omfattende oprørsbevægelser i 1430’erne. Derudover fik han afsluttet de langvarige krige om herredømmet over hertugdømmet Slesvig ved at overlade dette helt og holdent til grev Adolf 8 af Holsten.

Udenrigspolitik

Hansestæderne fik fra begyndelsen af Christoffers regeringstid gunstige privilegiefornyelser, herunder fritagelse for at betale Øresundstold. Imidlertid støttede han i starten også det norske rigsråds kamp mod den stærke hanseatiske indflydelse i Bergen. Senere vaklede denne støtte i takt med, at andre udenrigspolitiske problemer fik højere prioritet. Noget lignende gjorde sig gældende i Danmark, hvor han i starten gav byerne privilegier, der svækkede den hanseatiske indflydelse på dansk handel.

Det mest presserende udenrigspolitiske problem blev efterhånden Gotland, hvor Erik af Pommern havde slået sig ned efter at være blevet afsat, og hvor han bl.a. ernærede sig af sørøveri. I starten fik han lov til at være i fred, men frem mod slutningen af sin regeringstid forberedte Christoffer et væbnet angreb for at drive morbroderen ud. Derfor gjaldt det efterhånden om ikke at genere Hansestæderne så meget, at de allierede sig med Erik. Christoffers pludselige død forhindrede dog en realisering af disse planer.

Ægteskab og ny kongeslægt

I 1443 arvede Christoffer faderens andel af Oberpfalz, men i 1447 overlod han styret her til en farbror. Christoffer blev i 1445 gift med Dorothea af Brandenburg, men ægteskabet bragte dem ingen børn. Og efter Christoffers tidlige død måtte man atter udenlands for at finde en ny konge – og skulle det vise sig – en ny ægtemand til den unge enke. Valget faldt på Christian 1 af Oldenburg, hvorefter man de næste 400 år ikke behøvede at bekymre sig om konger, som ikke fik sønner.

Læs mere om Christoffer 3 af Bayern på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015