Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, 1817-1896

Artikler

C.E. Frijs var dansk lensgreve og politiker. Han var under grundlovsforhandlingerne i 1865 en ledende skikkelse i fraktionen De Nationale Godsejere, som endte med at få en vis indflydelse på Den gennemsete Grundlov af 1866. I samme forbindelse overtog han posterne som konseilspræsident (regeringsleder) og udenrigsminister i 1865, som han beklædte til 1870. Den sidste måned bestred han også de to militære ministerier – krigs- og marineministeriet.

Lensgreve

Som lensgreve til Frijsenborg var C.E. Frijs (1817-1896) i tiden en af landets største jordbesiddere. Han tog juridisk embedseksamen i 1842 og overtog styrelsen af den nordlige del af grevskabet Frijsenborg i Østjylland i 1849 og hele grevskabet i 1860. I 1850 var han medstifter af Grundeejerforeningen, der med den nyskrevne grundlov i hånden hævdede ejendomsrettens ukrænkelighed. Særligt i sagen om fæstejordens overgang til selveje gjorde denne forening sig bemærket, da den opfordrede til frivilligt salg af fæstejorden til bønderne, men bestemt bekæmpede en ekspropriation af jorden. Frijs selv gik i forreste række i denne kamp. Han frasolgte selv over nogle år alt sit fæstegods til fæstebønderne på for dem fordelagtige vilkår.

Politiker og regeringsleder

I 1858 blev Frijs medlem af Fællesforfatningens Rigsråd og stemte her for Novemberforfatningen i 1863. Under grundlovsforhandlingerne i 1865 indtog han naturligt rollen som leder af godsejergruppen i Rigsrådets Landsting. Han var som sådan en væsentlig person i indgåelsen af alliancen mellem de små og store bønder, som dannede grundlaget for vedtagelsen af kompromisforslaget, der var indeholdt i den endelige gennemsete Grundlov af 1866, hvor godsejere fik en privilegeret stemme til landstingsvalgene. I forbindelse med grundlovskompromisset overtog Frijs regeringsledelsen, men undlod at tage repræsentanter for de små bønder, altså venstrefolk, med i sin regering, hvilket i løbet af hans regeringstid fik alliancen til at smuldre. Regeringens virketrang lå i øvrigt snarere hos J.B.S. Estrup, der i perioden 1865-69 fungerede som indenrigsminister.

Der blev imidlertid gennemført en del væsentlige reformer under Frijs’ regeringsledelse – bl.a. reform af hærloven, straffeloven og en væsentlig udbygning af jernbanenettet. I slutningen af regeringsperioden overtog han selv de militære ministerposter, samtidig med at han også var udenrigsminister. På den baggrund ledte han forhandlingerne med den franske udsending, Hertugen af Cadore, om eventuel dansk krigsdeltagelse mod Preussen i den fransk-preussiske krig 1870-71. Trods sin sympati for Frankrig holdt Frijs på, at dansk krigsdeltagelse på fransk side ikke ville være heldbringende for Danmark, hvilket kort efter at vise sig at være en rigtig disposition.

Da Venstre i 1870 begyndte at kræve Folketingsindflydelse på regeringssammensætningen, meddelte Frijs i foråret 1870, at han ville gå af om efteråret. Da han imidlertid kort efter kom i mindretal i Folketinget i en sag om nogle mindre betydningsfulde bevillinger, lod han regeringen gå af og overlod regeringsmagten til L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg, som dog heller ikke lod Venstre få plads i regeringen. Efter Holstein-Holsteinborgs afgang i 1874 blev Frijs igen tilbudt hvervet som konseilspræsident, men han takkede nej og indtog indtil sin udtræden af Landstinget i 1880 en tilbagetrukken stilling i dansk politik.

C. E. Frijs

Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs (1817-1896) fotograferet mellem 1840-1865. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Om artiklen

Forfatter(e)
Jens Wendel-Hansen
Tidsafgrænsning
1817 -1896
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Buhl, Peter Neerup: C.E.Frijs: To gange Danmarks redningsmand, Aarhus (1996).

Dansk biografisk Lexikon, 1. udg., bd. XIX, s.15-19, København (1905).

Udgiver
danmarkshistorien.dk