Christian Christensen om børnearbejde på tobaksfabrik i 1890'erne

Kilder

Kildeintroduktion:

Anarkisten og syndikalisten Christian Christensen (1882-1960) nedskrev i sine sidste leveår sine barndomserindringer. Han døde, inden værket var tilendebragt, men takket være hans ven, digteren Halfdan Rasmussen (1915-2002), blev det alligevel udgivet i de to bind, En rabarberdreng vokser op (1961) og Bondeknold og rabarberdreng (1962), siden samlet i Erindringer (1992). Christian kom med sin familie fra Lolland til fattigkvarteret "Rabarberland" på Nørrebro i København i 1887. Hans far fik arbejde på en skråtobaksfabrik, og her begyndte han også selv at arbejde den dag, han fyldte 10 år.

Som sædvanlig blev Elna og jeg vækket, så snart far gik på arbejde ved halvsekstiden. Mor og Elna ønskede mig tillykke. Efter en rugbrødsklemme til noget tynd piskaffe gik den på hovedet i ildtænderne[1]. Arbejdet med dem fortsatte lige til en kvart i otte. Så et par fedteklemmer med i skole og så af sted så rask vi kunne løbe, for at nå frem inden skoleklokken ringede op. Formiddagen i skolen var som sædvanlig. Sammen med nogle andre drenge fik jeg fem af spanskrøret over røven af viceinspektør Mortensen - så fik man da noget på sin fødselsdag. Det blæste jeg på. Det der optog mig meget mere var, om jeg kunne nå vor kaserne til en kl. kvart over et, hvor jeg skulle følges med tobaksspinder Larsen for at finde fabrikken. Men det gik godt. På ti minutter nåede jeg fra Jagtvej til kasernen. Jeg havde ikke tid at spise, men så ramlede gaverne ind. Mor gav mig et stort sækkelærredsforklæde med smæk, hvori jeg kunne have mine fire fedteklemmer. Hun stak mig tillige en stor femøre. Elna gav mig en stor hvid blyant og Marius et lille rødt æble, som mor måtte vriste fra ham, fordi han selv ville æde det. Med femøren i hånden og gaver og klemmer i forklædesmækken sprang jeg i firspring ned ad trappen til første sal. Og meget rigtigt, der stod tobaksspinder Larsen og ventede på mig. "Nåh", sagde han, "vi må nok skynde os, ellers når vi ikke derind til halvto." Og det kan nok være, vi skyndte os. Den langbenede tobaksspinder tog nogle skridt så lange og så hurtige, at jeg næsten ikke kunne følge med. Jeg blev helt træt i benene, og over broen inde i Ørstedsparken gik det galt. Den var glat og gruset og jeg faldt og slog hænderne ned i broen, så det smertede. Men det værste var, at femøren trillede ned i vandet og det røde æble røg samme vej. Mine klemmer fløj adskilte rundt i gruset. Der var ingen tid at spilde. Larsen var langt forude, og jeg samlede i rasende fart klemmerne sammen og smed dem ned i smækken.

Trods alt nåede vi fabrikken i rette tid. På første sal bankede Larsen på en dør, hvor der stod kontor. Da der blev lukket op, sagde Larsen, at her var den nye arbejdsmands gut. "Det er godt", sagde en strengt udseende mand. Han sagde ikke noget til mig, men skubbede mig ind af en dør på den anden side gangen og råbte: "Fru Sørensen, lær den fyr der at løse råtobak." Det var mesters velkomst til mig.

Det rum jeg blev skubbet ind i var et stort halvmørkt lokale, hvor jeg skimtede en maskine og en mand i baggrunden. Fru Sørensen, en svær kone, kaldte på mig og fik at vide, at jeg hed Christian. Hun var meget flink, og viste mig, hvorledes jeg bundt for bundt skulle tage råtobakken, røre stilkene rundt i venstre hånd til de skiltes ad og derefter vikle bastbåndene af og skille bladene fra hinanden og lade dem falde ned i en stor kurv. det forstod jeg med det samme, og fru Sørensen roste mig. "Du er jo en klog dreng, kan du sige mig, hvad er mindre end en "myggefidt"? Det vidste Christian ikke, da Rabarberlandet ikke beskæftigede sig med myg. Fru Sørensen sad lidt og ventede, så sagde hun: "Det er selvfølgelig en "myggepidt". Jeg fik her fabrikkens første lektion i seksuallære. Manden henne ved maskinen og fru Sørensen morede sig meget over lektionen, men jeg var tavs og glanede alvorligt på dem. Noget efter kom en dreng og hentede mig op på spindestuen. Jeg skulle dreje rokken for en, de andre svende kaldte "trompeter", men hvis navn var Fr. Nielsen. Denne mand var meget flink imod mig. Han lærte mig, hvor hurtigt jeg skulle dreje rokken og råbte til mig, når jeg enten drejede for hurtigt eller for langsomt. Jeg blev hurtigt fortrolig med farten, men blev snart smertelig træt i armen af den uvante bevægelse. Jeg ville klare den ved at dreje med venstre hånd, men det stoppede han mig i med det samme. Jeg skulle dreje med højre hånd, således at jeg kunne se om der skete noget på spindebordet og kunne standse rokken med det samme. "Trompeteren" spurgte mig, om jeg var træt. Hvilket rabarberdrengen selvfølgelig benægtede. Da tiden kom, hvor vi i et kvarter skulle have fri, i noget de kaldte Vesperkost, for at spise vor medbragte mad, forklarede "trompeteren" mig, at svendene der arbejdede på akkord ikke havde tid til at stoppe et kvarter, men at jeg nok ligesom de andre drenge kunne spise, medens jeg arbejdede. Sulten som jeg var, hev jeg mine grusede klemmer op af forklædesmækken og en for en knasede jeg løs på dem. Da "trompeteren" var henne og svinge en bordlængde spunden skrå op på rokken, hørte han, at maden knasede i munden på mig, og han spurgte mig: "Har du sukker på maden, Kresjan?" "Nej," svarede jeg. "Hvad er det så, der knaser mellem tænderne", ville "trompeter" vide. "Grus," svarede jeg. Denne lille oplysning fik "trompeter" til at bryde ud i et mægtigt grin, og han oplyste omgående de andre svende om, at de havde fået en dreng på stuen, der åd grus på maden. Det måtte have lydt mægtig morsomt, thi alle svendene og drengene grinede, og der blev sagt mange vitser om mig og min fremtid. Men så kom F. Larsen med den oplysning, at jeg var faldet på broen inde i Ørstedsparken, og at min mad var fløjet ud i gruset. Denne oplysning var ikke nær så morsom. Grinet over mig forsvandt. Senere kom grinet igen, da en svend, de kaldte Rasmussen, slap en mægtig rullende "vind", som de andre kaldte et "spøgord". Denne mægtige storpralende fis fødte mange vitser, plumpe som fisen selv. Rabarberdrengen stod og mudrede og bugtalede til sig selv. Hvad "faen" er det for voksne mænd, der morer sig over sådan noget pjat. Rabarberlandets mænd talte da altid om alvorlige ting. Med smertende arm drejede jeg på rokkens sving, rundt og rundt og rundt igen i dræbende kedsommelighed. Endelig blev klokken syv, og det var fyraften.

Jeg fandt far nede i et lille mørkt rum, hvor han stod og klædte sig om. Han hængte sit sejldugsforklæde op på et søm og sagde, at jeg også skulle hænge mit forklæde der, så jeg vidste, hvor det var dagen efter. Det var jo ingen nytte til at gå vejen frem og tilbage med den sækkelas. Sådan kaldte han mors pæne forklæde - min fødselsdagsgave.

På vejen blev der ikke vekslet mange ord. Far spurgte mig ikke om, hvorledes jeg havde klaret den på fabrikken. Og ved siden af ham gik en lille fyr, der ønskede, at han havde valgt mors ildtændere i stedet for denne møjfabrik. Da vi kom hjem, skulle mor jo absolut vide, hvorledes det var gået mig den første dag på fabrik. Jeg løj ganske fortræffeligt og pralede med, at jeg havde sørget for, at en svend kunne spinde skrå ved at dreje hans rok. Mor nikkede tilfreds - "det var da godt" - sagde hun.

(...)

Nu begyndte rundgangen i min barndom fra ti til fjorten år. Om morgenen tidligt op og binde ildtændere, så i løb til skolen og fra skolen i åndeløst jag til fabrikken. Jeg opnåede dog en lille lettelse. Da jeg et par dage kom to á tre minutter for sent, nappede mesteren mig en dag i skulderen og spurgte, hvorfor jeg kom for sent på arbejde. Jeg forklarede ham, at jeg først klokken et slap fri af skolen helt ude på jagtvejen, og jeg skulle jo hjem og spise et par stykker mad, og måtte derfor løbe alt hvad jeg kunne for at nå ind til fabrikken kl. halvto. Han stod lidt og målte mig, og så sagde han: "Ja, det er jo alt for lang vej. Men hør nu her, fyr. Nu kan du foreløbig få lov at møde en kvart i to. Og når jeg nu ikke trækker noget af lønnen fra for det kvarter, så må du love mig, at du vil arbejde, så hurtigt du kan." Det lovede jeg, og jeg blev glad for det kvarter, han skænkede mig. Da nogle af de andre drenge hørte det, mente de, at jeg havde fedtet for ham. Han plejede at stikke dem øretæver, hvis de bare kom et par minutter for sent. Jeg påstod, at jeg ikke havde fedtet for mesteren - en kunst jeg aldrig har kunnet og aldrig lært. Drengene tolkede det så derhen, at det var fordi min far arbejdede på fabrikken. Da jeg om aftenen kom hjem og fortalte den gode nyhed, udbrød far, at jeg i stedet for skulle have haft en ordentlig "røvfuld". Det var nu hans indstilling, men mor mente lige det modsatte og bebrejdede far hans ondskab imod mig.

Efter den dag blev jeg mere og mere fortrolig med skråfabrikken og dens afskyelige stank. Lurehasens øjne og øren stod på vid gab for at komme om bag tingene og forstå dem. I løbet af tre uger var jeg kommet så vidt, at jeg en aften hjemme på loftstrappen kunne fortælle, hvorledes en skrå blev til. Da vi alle før eller senere skulle lære at bruge skrå som kasernens voksne mænd, blev det en interessant aften med spørgsmål og forklarende svar.

Råtobakken kom fra varme lande, og der var mange slags råtobak. Noget af den slags jeg sad og løste op blev lige båret hen til manden ved maskinen. Manden var en dum jyde, der altid sagde dumme vittigheder, som kun han selv grinede ad. Men han var dygtig nok til sit arbejde. Når han fik bladene hen, oversprøjtede han dem med vand, så de blev bløde. Så arbejdede han med dem, så de kom til at ligge på langs alle sammen, og sådan blev de pakket ned i maskinens skærekiste. Når dette var ovre, greb manden et håndtag og drev et stort svinghjul rundt i hurtig fart. Dette bevirkede, at en stor kniv foran i maskinen fløj op og ned samtidig med, at bladene blev drevet frem mod kniven, som skar dem i ganske tynde strimler, der nærmest lignede træuld. Det blev til røgtobak, som vi drenge røg i vore cigaretter, når vi kunne luske os til at "smøje" en. Men skråens tilblivelse var meget mere interessant. Her blev den løste råtobak først fugtet og derefter båret op til nogle kvinder, der kaldtes stribbere. Disse kvinder var meget dygtige til med en rask bevægelse at rive midterstilken ud af bladet, så det blev til to halve blade. Stilkene kom over i et andet rum, hvor en stor trebladet hakkekniv forvandlede dem til snus. I snusen kom der vin, for at de fine kvindfolk kunne bruge den til at putte i snudeskafterne og nyse. Stribberne samlede de halve blade i bundter, som blev overført til nogle andre kvinder, der kaldtes dæksmagere. Disse kvinder var lynhurtige til deres arbejde. Dette bestod i, at de bøjede et lille læg om på ydersiden af hvert halve blad. Efter dette blev bladene til dæks, således at tobaksspinderne kunne bruge dem til at spinde skrå af. Både stribberne og dæksmagerne rev små pynter af bladene, som skæmmede dem. Dette affald af små stumper blade blev nede i stuen smidt op i et stort lad, hvor to arbejdsmænd gennemvædede dem med en tyk fed sovs. Derved blev affaldet forvandlet til "bengods", som tobaksspinderne puttede under dæksene, når de spandt skråen. Skråsovsen var noget for sig. Det var en slags hemmelighed. Da min far havde været på fabrikken et par uger, tog mesteren ham i skole. Han kunne blive forfremmet til sovsekoger og få 16 kr. om ugen, men til gengæld skulle han samvittighedsfuldt nøje følge de opskrifter mesteren gav ham på de varer, der skulle bruges i hver slags sovs, og frem for alt måtte han love mester ikke til et eneste menneske - heller ikke fabrikkens folk - at røbe, hvad der blev brugt til sovsen, og hvorledes den blev kogt. Dette lovede min far, og så blev han sovsekoger på Herman Krügers skråfabrik. "Men," tilføjede jeg overfor drengene, "jeg har luret dem stregen af, så vi kan vide ordentlig besked. En dag, da jeg så, at far arbejdede oppe ved bengodslageret, listede jeg ned i kogerummet, og tak skal I ha' drenge, hvad jeg så. Der stod hele sække St. Croixsukker, altså rigtig mørkt puddersukker, store blokke lakrids og hele stænger engelsk lakrids, en tønde termorente[2], altså den slags vi får, når vi ovre hos "slikkisten" på urtekræmmerens kældertrappe køber for to øre "ta' mig i røven". Henne ved en mukkert med en stor jernstøder i, lå der en dynge hel kanel. Og ved siden af en hel sæk salt stod der en mindre pose med sådan nogle runde hårde fyre. Jeg tog en enkelt af disse i lommen og spurgte læreren i formiddags, hvad det var for en? Læreren vidste straks, hvad den hed. Det var et galæble, forklarede han, det vokser på egebladet, når galhvepsen har lagt sine æg i det." " Og galæblet vandrede ned ad loftstrappen, mellem drengene, der beundrede at en skide hveps kunne lave en så hård kugle til at beskytte sine unger i. Men jeg fortsatte uforstyrret mit "oplysende" foredrag om skråens tilblivelse. "Se, drenge," sagde jeg, "nu ved vi, hvad skråen laves af. Bengods, dæks og sovs, og nu skal vi se, hvorledes disse sager spindes til skrå, som vi kan få hos tobakshandleren og som vore gamle tygger på og spytter af. Hver tobaksspindersvend har tre drenge til hjælp ved spindebordet. Det er et langt massivt træbord. Ved siden af svenden går en dreng og lægger små portioner bengods ud på bordet i den afstand svenden har lært ham. På den anden side bordet går en dreng, der lægger dæks ud, også i passende afstand. Svenden har et såkaldt håndbrædt, der ved en rem holdes fast på højre hånd. Når den tredie dreng med en aftalt fart drejer rokkens hjul, så begynder skråstrengen at dreje på bordet, og det er da svendens opgave med venstre hånd skiftevis at putte bengods og dæks ind i den drejende skråstang og med håndbrættet i højre hånd klappe og presse den spundne skråstreng glat og lige tyk over det hele. Alt afhænger af hans dygtighed som tobaksspinder, og han får "skideballe" af mester, hvis han ikke gør sit arbejde ordentligt. Det går ofte ud over drengene. De udygtige og hidsige svende napper ofte begge hænder på en dreng, og med deres sovsede hænder tæver de drengenes ansigter fulde af sorte øretæver." "Føj for satan" var der en af mine tilhørere, der udbrød ved denne oplysning. Jeg sagde, der var endnu en lille oplysning, jeg ville give, inden vi sluttede, og det var om drengenes løn. De var bundet til de faste femogtyve øre for den halve dag, medens svendene, der stod i akkord ofte, for at tjene mere, tvang drengene til at arbejde i et meget hurtigt tempo.


Ordforklaringer m.m.

[1] Familien havde en indtægt ved at lave ildtændere (se kilden "Christian Christensen om fattigdom i 1887").
[2] Betydning uvis.

Om kilden

Forfatter(e)
Christian Christensen
Dateret
1892-1896
Oprindelse
Christensen Christian: Erindringer (1992), s.103-109
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk