Christian Birchs benådningsansøgning til Frederik 6., 1820

Kilder

Kildeintroduktion:

I år 1820 blev juristen Christian Birch (1760-1829), der var en af finansadministrationens øverste embedsmænd på Slotsholmen i København, afsløret i at have bedraget den kongelige kasse for et enormt beløb. Efter at bedrageriet var opdaget i slutningen af april 1820, blev der nedsat en kommission af højtstående embedsmænd fra centraladministrationen til at undersøge sagen. Da kommissionen knap fire måneder senere havde færdgjort arbejdet, afleverede de en redegørelse til kongen og Danske Kancelli, der stod for beslutningen om, hvordan sagen videre skulle behandles. Samtidig med at undersøgelseskommissionen afleverede sin indberetning, udfærdigede Christian Birch den 21. august 1820 fra sin celle i statsfængslet på Kastellet denne ansøgning til kongen, hvor han bønfaldt Frederik 6. om nåde og bad om, at sagen ikke skulle behandles ved domstolene.

Allernaadigste Konge!

 

Dybt nedbøyet ved Følelsen af min Brøde,

og af Deres Majestæts Unaade, som jeg derved i

saa høy Grad har paadraget mig, er det kun med frygt

og nedseelse, at jeg vover at nedkaste mig for Deres

Majestæts Trone, og anraabe Deres Majestæts Naade.

Min Brøde er stor, den er stor ved Gjenstanden

af det Onde, jeg har afstedkommet, den er – jeg

føler det desværre! kun alt for meget – endnu større

ved Maaden, hvorpaa dette er skeet.

For Retfærdighedens Domstol kan jeg ingen

skaansel vente, thi til Retfærdiggjørelse har jeg intet

at anføre. Mit Haab kan allene være, at Deres

Majestæts Naade maaskee i de Omstændigheder, der

have foranlediget og ledsaget den Handling, der er

Aarsag til min ulykkelige Skjebne, og i mit øvrige

Forhold, kunde finde nogen Anledning til mildere

Synspunkter.

Det var ikke Vindesyge, eller Lyst til at berige mig

mig, som gav den første Anledning til det Skridt,

der siden stedse førte videre. Det var en ikke stor,

og i henseende til Gjenstanden ikke betydelig forlegenhed,

der fremkaldte den ulykkelige Idee, som uheldigviis

af Omstændighederne understøttedes paa en forunderlig

Maade, der maaskee er uden Eksempel, og som oplivede

og næsten indtil det sidste Øyeblik bestyrkede Haabet

i en Grad, som Overlæg ellers ikke kunde billige. Med

Undtagelse af en kort Periode var Øyemedet af mine

Bestræbelser allene at rede mig ud af Forlegenheden,

og at redde min borgerlige Existents.

Hvor betyde en Summe Gjelden omsider end er

voxet til, saa er det vist, at jeg ingen Glæde, ingen

Fordeel har havt af den, ængstende Bekymringer, Selvbebreidelse

og Samvittighedsnag er al den Frugt,

jeg har høstet deraf, og deri har jeg allerede havt en

naturlig, og ikke lidet følelig Straf for min Forseelse.

Kunde jeg beskrive den Tilstand, jeg i en Række af Aar

daglig har været i, man vilde maaskee – med al den

Strenghed, hvormed Handlingen i og for sig selv vistnok

maae bedømmes – dog finde megen Anledning

til Medlidenhed.

I 38 Aar har jeg staaet i Kongelig Tjeneste,

og deraf de 36 Aar i Finants-Departementets, en

Periode, der vel er den vanskeligste og besværligste,

der nogensinde har existeret i Danmarks Finants-

Væsen. Saavel i henseende til Forretningernes Mængde,

som deres ofte meget vanskelige Natur tør jeg

uden Overdrivelse regne min Tjenestetid i det mindste

lig med 50 Aar af sædvanlig Tjeneste. Efterat

være blevet Medlem af Finants-Collegium, har jeg desuagtet

baade som Assessor og Deputeret i en Tid

af 10 – 11 Aar næsten ganske, og deraf især de 4 første Krigens

Aar, da Secretairen var fraværende i Holsteen, aldeles

forestaaet Secretariatet. Mange andre Forretninger

udenfor Collegiet have været allernaadigst overdragne,

hvoriblandt jeg især før nævne overordentlige Finants-

Commission, ved hvilken jeg i hen ved 20 Aar, og da

den arbeidede meest, var Secretair, og den norske Providerings-

Commission, hvoraf jeg i 11 Aar har været

Medlem, og hvis Forretninger have for det meeste været

særdeles vanskelige og brydsomme, for hvilke overordentlige

Forretninger jeg ikke søgte eller ventede nogen

Gratification, da det var min Grundsætning, efterat

jeg havde opnaaet den Lykke at staae i Deres Majestæts

Tjeneste, at ansee alle mine Evner og Kræfter

at burde være den opofrende, og at betragte enhver Forretning,

Deres Majestæt værdigede at befale mig, som

en Ære, endskjøndt den ikke stricte hørte til mit egentlige

Embeds Pligter.

Hvilken Værd mit Arbeide har havt til at

fremme Deres Majestæts Tjeneste, tør jeg ikke bedømme,

men at jeg stedse har stræbt at udføre enhver

Forretning paa bedste Maade efter min Evne, at min

Tid og mine Kræfter, med tilsidesættelse ikke alene

af Beqvemmelighed, men meget ofte enddog af den tilladte

og nødvendige Hvile, alene vare opofrede mine Forretninger,

troer jeg, at mine Foresatte og Medarbeidere, og alle de,

der have kjendt min Levemaade, ville bevidne. Jeg har

dog deri ikke troet at have gjort andet end at opfylde min

Pligt, og kunde der have været Spørgsmaal om Belønning,

saa var jeg ved de Naadesbevisninger, Deres Majestæt saa

ofte tildeelte mig, belønnet langt over min ringe Fortjeneste.

Hvor tung er ikke den Tanke, at saa mange Aars

Anstrengelse og hæderlige Existents nu ved min egen

skyld er med eet tilintetgjort, at en heel Livstids møysommelige

og med hæder lønnede Bestræbelser, som jeg vel

ikke turde paaberaabe mig, men dog vilde være bleven

regnede mig til Fordeel i mine øvrige Levedage, nu ere ligesom

udslettede, og jeg – vist nok ved egen Brøde, men denne

Tanke formilder ikke Følelsen, staaer udsat for en Skjæbne,

lig den groveste Forbryders. Sandelig! alene denne Følelse

er allerede en haard Straf.

Kunde mit Liv afsone min Brøde, jeg vilde ikke ansee

dette for det største Offer, men – det er det, som er værre

end Døden. Den blotte Tanke om en vanærende eller

beskjæmmende Straf er for den, der har været vant til Æresfølelse,

værre end den. Kun om skaansel i den Henseende,

om Deres Majestæt finder det muligt at lade

mig vederfares den, er jeg i dybeste underdanighed

tør anraabe Deres Majestæts Naade.

Min Brøde er aabenbar, jeg kan og vil ingen Indsigelser,

ingen Grund til min Retfærdiggørelse fremføre,

jeg underkaster mig ubetinget enhver Straf, som Deres Majestæt

maatte finde for godt at bestemme, og har kun det

Ønske, og vil ansee det for den høyste Naade, hvis Deres Majestæt,

om ikke for min egen Skyld – jeg føler kun alt for

dybt, hvor liden Fordring jeg har – saa for det Embedes skyld,

jeg har havt den Ære at beklæde, og for min uskyldige

Families Skyld, navnligen for min Kone og min Broder,

der fortjener og nyder den almindelige Agtelse, allernaadigst

vilde fritage mig fra de sædvanlige Former, og

den dermed forbundne Opsigt og publicitet, og ved Egen

allerhøyeste Resolution bestemme min Skjebne.

 

Citadellet Frederikshavn, den 21. August 1820

                                            allerunderdanigst

                                            Birch

Om kilden

Dateret
21.08.1820
Oprindelse
Rigsarkivet, Danske Kancelli, 2. departement Registrantsag nr. 1503, år 1820.
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
21.08.1820
Oprindelse
Rigsarkivet, Danske Kancelli, 2. departement Registrantsag nr. 1503, år 1820.
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk