Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Christian 4. 1577-1648

Artikler

Christian 4., 12.4.1577-28.2.1648, konge af Danmark og Norge fra 1596; søn af Frederik 2. og Sophie af Mecklenburg, gift 1597 med Anna Cathrine af Brandenburg og 1615 med Kirsten Munk. Efter dåben 1577 og frem til 1579 opholdt Christian sig hos bedsteforældrene i Mecklenburg, og som treårig blev han udvalgt til tronfølger. Christians videre opdragelse blev 1582-83 lagt i hænderne på hans hofmester, den pommerskfødte adelsmand Henrik Ramel (ca. 1550-1610), og på tugtemesteren Hans Mikkelsen. Faderens død i 1588 udløste en kamp om indflydelse på Christians opdragelse. Et formynderstyre bestående af fire rigsråder udskiftede Christians tyske hofmester med en dansk og begrænsede enkedronning Sophies indflydelse. Mens den tyske kejser i 1593 erklærede Christian for myndig i hertugdømmerne, måtte han vente til 1596, før han som myndig kunne krones som dansk-norsk konge.

Splittelsen mellem en autokratisk kongeopfattelse og adelsvældens begrænsede valgkongedømme prægede Christian 4. og hans regeringstid. Han arbejdede ikke i praksis for et ændret magtgrundlag, selvom han i brugen af symboler signalerede kongemagtens guddommelige og arvelige karakter.

Fra sin far havde Christian 4. arvet opgøret med et ekspanderende Sverige. I 1611 samtykkede rigsrådet i at erklære Sverige krig, da kongen ellers truede med at gøre det i sin egenskab af holstensk hertug. Kalmarkrigen 1611-13 viste de to landes militære jævnbyrdighed, selvom freden i Knærød 1613 var til dansk fordel. Sverige måtte bl.a. betale for tilbagelevering af fæstningen Älvsborg.

Christian 4.s trussel om at erklære krig som holstensk hertug var reel, fordi han rådede over en betydelig kapital. I 1597 videreførte han 1500-t.s lensreformer, der sikrede balance på det ordinære budget. Indtægterne fra Øresundstolden tilhørte formelt kongen, og sammen med de svenske løsepenge for Älvsborg gjorde de omkring 1620 Christian 4. til en af Europas rigeste fyrster. Frem til interventionen i Kejserkrigen 1625 kunne han derfor optræde som långiver for danske adelige og for nordtyske fyrster.

Indenrigspolitisk var første halvdel af regeringstiden præget af initiativer til fremme af håndværk og handel. Handelen skulle koncentreres i købstæderne, og mindre byer blev indlemmet i større. Christian 4. blev en af Danmarkshistoriens store bygrundlæggere og udfoldede ikke mindst i København stor byggeaktivitet (Regensen, Rundetårn, Børsen, en ny orlogshavn med tilhørende bygninger m.m.). Med opførelsen af Frederiksborg Slot og Rosenborg Slot samt gennem indkaldelse af en række udenlandske malere, musikere og andre kunstnere anvendte han en del af velstanden til at skabe prægtigere rammer om hoffet. Bygrundlæggelser og byggeaktivitet tjente merkantile, repræsentative og militære formål.

Kongens gunstige finansielle situation frem til begyndelsen af 1620'erne satte ham også i stand til at tage udenrigspolitiske initiativer uden om rigsrådet, bl.a. i Nordtyskland. Hans interesse for dette område skyldtes ønsket om at forsørge sine sønner, at beherske handelsveje og toldindkomster samt at afbalancere forholdet til Sverige, der ekspanderede i Baltikum.

Udsmykningen af Frederiksborg Slot med bl.a. en kejserkrone er blevet taget til indtægt for kongens imperiedrømme og stræben efter værdigheden som tysk-romersk kejser. Efter udbruddet af Trediveårskrigen i 1618 forhørte kongen sig gentagne gange om krigens karakter hos rigsrådet, der afviste, at der var tale om en religionskrig, og at der var grund til at intervenere. I perioder syntes kongen lige så uinteresseret i det europæiske opgør. Når han i 1625 erklærede den tyske kejser krig og satte sig i spidsen for en protestantisk hær, skyldtes det formentlig hensynet til den protestantiske sag og ønsket om at tiltage sig den politiske og militære lederrolle, for at den ikke skulle tilfalde Sverige med fare for svensk militær tilstedeværelse på Kontinentet. Denne frygt samt konkurrenceforholdet bevirkede, at Christian 4. begyndte krigen uden tilstrækkelig militær forberedelse eller bindende støtteerklæringer fra allierede. Han opnåede heller ikke rigsrådets samtykke og måtte derfor erklære krig som holstensk hertug.

Kongens handlemåde kan forsvares med, at den danske godsejeradel var disponeret for fred, og frem gennem 1620'erne søgte det adelige rigsråd nærmest for enhver pris at opretholde freden, hvilket medførte en slingrende udenrigs- og forsvarspolitik. Med det militære nederlag ved Lutter am Barenberg 1626, freden i Lübeck 1629 og Sveriges efterfølgende militære engagement i Tyskland rettede Christian 4. i 1630'erne opmærksomheden mod at styrke Danmarks militære beredskab og at modarbejde Sveriges interesser med diplomatiske midler.

Med stigende offentlige udgifter især til militære formål blev Christian 4. fra 1630'erne økonomisk og politisk afhængig af rigsrådets skattebevillinger. Kongens forhøjelse af Øresundstolden, der anspændte forholdet til Nederlandene, var et desperat forsøg på at genvinde den tidligere økonomisk-politiske handlefrihed. Rigsrådet bar således en del af skylden for den økonomiske politiks uheldige udenrigspolitiske konsekvenser.

Kongens sidste år var præget af modgang. Under Sveriges angrebskrig mod Danmark, Torstenssonfejden 1643-45, mistede han synet på sit højre øje under søslaget ved Kolberger Heide 1644. Krigen medførte betydelige landafståelser, og indenrigspolitisk måtte han gøre indrømmelser til adel og rigsråd. I 1646 forsøgte han ved en lensreform at øge kronens provenu af krongodset; men året efter måtte han opgive reformen, da hans søn, den udvalgte prins Christian døde, og adelen kædede et nyt tronfølgervalg sammen med reformens ophævelse. Hans forsøg på at påvirke rigsrådets politik ved udnævnelse af svigersønner slog fejl. Det var således en skuffet og desillusioneret monark, der døde på Rosenborg Slot efter 52 års regeringstid.

Skønt Christian 4.s regeringsperiode var præget af nationale og personlige nederlag, står han som en af Danmarkshistoriens mest fremtrædende kongeskikkelser. Det skyldes ikke mindst, at hans navn forbindes med anlæg af byer og med de mange særprægede bygninger, han har efterladt sig. Christian 4. er desuden den hyppigst portrætterede danske monark, ligesom hans ca. 3000 egenhændige breve giver eftertiden et godt indblik i hans personlighed. Han udviste faderlig omsorg for sine børn samt en interesse for stort og småt, hvis bagside var mistro til andres dømmekraft og uvilje til at uddelegere opgaver. Han forfulgte ofte nidkært mindre politiske mål til skade for en mere langsigtet politik. Ligesom stilen i brevene var hans livsførelse kraftfuld; han forsagede hverken bordets glæder eller kvinder, og han efterlod sig over 20 legitime og illegitime børn.

Hans regeringsperiode markerer på godt og ondt Danmarks snævrere integration i Europa. Opgøret med det ekspanderende Sverige blev i hans tid internationaliseret, og skønt Christian 4. selv kun var udenlands nogle få gange, vendte han opmærksomheden mod det øvrige Europa. Han indkaldte udenlandske håndværkere, købmænd og kunstnere, og under den musikinteresserede konge fik det danske hof et musikkapel af europæisk standard. Kongens beherskelse af adskillige sprog er veldokumenteret, og i hans tid voksede statens budget. Fra 1614 fik landet en bondemilits og fra 1637 en stående hvervet hær. Hofholdning og centraladministration ekspanderede; Christian 4.s regeringsperiode blev præget af tæt lovgivning, og gældende lov blev samlet i Den Lille Reces 1615 og Den Store Reces 1643.

I samspillet mellem udenrigspolitiske udfordringer og indenrigspolitisk udbygning viste landets institutionelle rammer sig utilstrækkelige. En økonomisk og militær styrkelse blev hæmmet af adelens forrettigheder, ligesom det eksklusive rigsråd hindrede en mere handlekraftig politisk ledelse, der enten krævede en bredere kreds af beslutningstagere eller en mere autokratisk styreform. Christian 4.s opdragelse hindrede ham i at bryde disse institutionelle barrierer. Hans rethaveriske smålighed samt hans impulsive, opfarende og ofte stødende facon hindrede ham i behændigt at manøvrere inden for disse snævre rammer.

Christian 4.s bygninger

Som bygherre satte Christian 4. sit præg på det københavnske bybillede med så markante bygningsværker som Børsen (1619-25), Regensen (1618-28), Rosenborg Slot (1634) og Rundetårn (1642) samt anlægget af bydelene Christianshavn (1618) på en kunstig ø med kanaler og Nyboder (1630'erne) med rækkehuse til flådens mandskab. Endvidere om- og udbyggede han de kongelige slotte Frederiksborg (1602-20), Kronborg og Københavns Slot samt Koldinghus og i Oslo Akershus. Byggestilen, den såkaldte nederlandske renæssance, indførtes af kongens bygmester Hans van Steenwinckel d.æ., hvis sønner Hans van Steenwinckel d.y. og Lorenz van Steenwinckel også var aktive ved Christian 4.s byggerier. Fremherskende træk er bygningernes gavle, opbygget som rene prydfacader, brugen af etagespir og triumfbueportaler og kombinationen af røde mursten og sandstensornamenter.

I kirkebyggeriet var idealet centralplanen, som den ses i Holmens Kirke (1619 og 1641-43), i Trefoldighedskirken i Kristianstad i Skåne (1628) og i den 12-kantede, aldrig fuldførte Sankt Annae Rotonda i København (påbegyndt 1640). Nøgleord i formsproget var strenghed og askese i kontrast til den verdslige arkitektur. En unik tankegang fandt arkitektonisk udtryk i sammenføjningen af det astronomiske observatorium Rundetårn og Trinitatis Kirke (1637-56). På kirkens loft blev Universitetsbiblioteket indrettet, og således var den universelle lærdom samlet i den bygning, hvor også teologien og astronomien fandt sin praktiske udøvelse.

Kongens navn går igen i næsten alle de byer, han grundlagde: Christianshavn, i Skåne Kristianstad (1614) og Kristianopel (1599), i Norge Christiania (det senere Oslo, 1624) og Kristiansand (1641). Byerne, hvoraf flere var befæstet, var bl.a. tænkt som merkantile brohoveder i riget, fx Glückstadt i Holsten (1617), anlagt som konkurrent til Hamburg. I byanlæggene viste Christian 4. interesse for de italienske renæssanceteorier om idealbyen, der var opbygget over en regelmæssig central plan såsom et gadenet opbygget i stjerneform (Nyboder, Glückstadt) eller over et kvadratnet (Kristianstad, Kristiansand). Christian 4.s rolle ved udformningen af disse bygninger og anlæg var utvivlsomt betydelig, hvilket fornemmes af hans breve til bygmestrene. Man kender ikke bygningstegninger fra kongens hånd, men hans egenhændige bemærkninger ses fx på en plan over en befæstning på Flekkerø ved Kristiansand i Norge fra 1636 (Rigsarkivet), og han leverede selv udkast til inskriptionen på Rundetårn.

 

 

Læs mere om Christian 4. på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 29.04.2015