Christian 2.s Land- og Bylov 1522

Artikler

Christian 2.s Land- og Bylov er betegnelsen for et meget omfattende lovværk, der klart brød med middelalderens traditioner inden for lovgivning. Der er tale om et samlet værk, men opdelt i to dele som hhv. lovgav om forhold i byen (købstæderne) og på landet. Da Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523) fik vedtaget land- og byloven den 6. januar 1522, var det første gang, at Danmark fik en omfattende lovgivning, der var gældende for hele kongeriget. Denne situation varede dog kun kort, idet Christian 2.s lovbøger blev ugyldiggjort allerede året efter i forbindelse med hans afsættelse. Herefter var de middelalderlige landskabslove atter gældende; dog efterhånden med en større mængde supplementer og ændringer, til der endelig i 1683 med Danske Lov udkom en lovbog, der dækkede hele riget.

Landskabslovene

Landskabslovene blev til i perioden ca. 1170-1250, muligvis med lidt senere tilføjelser. Den bedst kendte er Jyske Lov, som blev færdiggjort og officielt vedtaget i 1241. Den var gældende for Jylland og Fyn, mens de andre retsområder, Sjælland og Skånelandene, havde (fortrinsvis) ældre samlinger af optegnelser af gældende ret. I løbet af den følgende tid kom der af og til forskellige tilføjelser til lovgivningen; næsten altid med varierende indhold for de forskellige lovområder. Middelalderens lovoptegnelser var ikke præget af den store systematik, og mange retsområder var ikke reguleret i nedskreven ret.

Christian 2.s love: humanisme og centralisering

En hjørnesten i det middelalderlige samfund var tingshandlingerne, hvor retshandlinger skete med offentligheden som vidne, og dermed også som garant for retfærdighed. Christian 2.s lovkompleks indeholdt en lang række paragraffer, der dels krævede opførelsen af tingshuse ud fra helt specifikke standarder, dels gjorde uddannede embedsmænd til garanter for retfærdigheden. Offentligheden udelukkedes altså nu fra tinghandlingerne. Det er generelt kendetegnende for lovkomplekset, at uddannede (ofte borgerlige) embedsmænd skulle overtage flere og flere funktioner i samfundet, f.eks. blev der i købstæderne oprettet embedet ”skultus”, der var en slags politimester, som skulle garantere ro og orden og håndhæve byloven. Forkærligheden for embedsmænd var et typisk europæisk tegn på humanismens indtog i den middelalderlige forestillingsverden.

En anden af humanismens kerneværdier var dannelse og uddannelse, hvilket i lovkomplekset bl.a. kom til udtryk ved et forsøg på at strukturere bondebørns skolegang. Denne paragraf hænger ikke kun sammen med humanismens ideal om uddannelse, men også med en generel tendens i lovkomplekset til at sikre de lavere samfundslag. Adelens stilling i samfundet blev i høj grad udfordret, mens bønder og borgere generelt blev bedre stillede.

Lovkomplekset indeholdt også et klart ønske om at centralisere magten i landet omkring kongen. Dette ses dels i udviklingen af embedsmandsstanden, der både i deres daglige arbejde og gennem ritualer blev knyttet tæt til kongen, og dels ved et kraftigt forsøg på at begrænse kirkens udfoldelsesmuligheder. Mest bemærkelsesværdigt i forbindelse med sidstnævnte er et forbud mod at gejstlige klagede til pavesædet i Rom; stridsspørgsmål skulle holdes indenfor landets grænser og afgøres af uddannede og godkendte embedsmænd.

Land- og byloven var formentlig inspireret af etableringen af den tyske rigsdomstol ”Reichkammergericht” under kejser Maximillian 1. fra 1495. Det danske lovværk var også en del af den nye strømning inden for lovgivninger, der også ses i Karl 5’s politiforordning fra 1530. Ud over, at begge personer var tyske var de også henholdsvis Christian 2.s svigerfar og hans svoger. Forkærligheden for borgerlige embedsmænd var formentlig hentet fra Nederlandene hvis magtfulde elite tilhørte netop borgerklassen. Christian havde et nært forhold til den nederlandske borgerklasse igennem sin elskerinde Dyveke og hendes moder Sigbrit, der selv efter datterens død forblev ved det danske hof som rådgiver.

Brat afslutning

Lovkomplekset blev et af de vigtigste symboler i propagandaen mod Christian 2., og i forbindelse med den jyske adels opsigelse af deres troskabsed til kongen i Viborg i januar 1523 blev kopier af loven symbolsk brændt på bålet. Lovene blev set som et resultat af Christian 2.s borgerlige embedsmænds arbejde og hans optagethed af og inspiration fra Nederlandene.

Eftertiden

Betegnelserne ”land- og byloven” er moderne navne, som blev tildelt lovværket, fordi den første hoveddel omhandler reguleringer af landlivet, mens den anden del må betragtes som en købstadslovgivning. Tidligere blev landloven kaldt den gejstlige lov, grundet en række gejstlige paragraffer, der optrådte i det eneste da kendte manuskript af loven. I 1934 fandt historikeren Johan Hvidtfeldt i den arnamagnæanske håndskriftsamling en senere udgave af landloven og kunne konstatere, at de gejstlige paragraffer ikke var med i den version, der blev offentliggjort den 6. januar 1522.

Indtil 1934 blev byloven kaldt den verdslige lov. Der er bevaret tre enslydende udgaver af denne; to originaler fra henholdsvis Skåne og Jylland samt en afskrift fra Fyn. Disse er alle dateret til den 6. januar 1522.

Christian 2. blev som en af få konger i danmarkshistorien frataget magten. Efter hans flugt til Nederlandene, hans senere forsøg på erobring af Norge og til sidst hans fangeskab i Sønderborg og Kalundborg havde Christian 2. ikke mange sympatisører tilbage i Danmark. Hans eftertid gav ham et meget dårligt ry, og derfor var det også vigtigt for de kommende konger ikke at blive sat i forbindelse med ham, og specielt ikke hans lovværk, da det var noget af det mest upopulære ved den tidligere konge. Rigtig mange af lovværkets principper, specielt de der handlede om centralisering, blev indarbejdet i samfundet kort tid efter Christian 2.s fald, men man var meget påpasselig med ikke at sætte det i forbindelse med land- og byloven.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1522 - 1523
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. juni 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Aage. Den danske rigslovgivning 1513-1523. København (1991)

Dahlerup, Troels. Ukritiske betragtninger over Christiern II’s lovgivning. Middelalder, metode og medier. Museum Tusculanums forlag (1981), side 261-278

Mikael Venge: Christian 2.s fald – spillet om magten i Danmark januar-februar 1523. (1972)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1522 - 1523
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. juni 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Aage. Den danske rigslovgivning 1513-1523. København (1991)

Dahlerup, Troels. Ukritiske betragtninger over Christiern II’s lovgivning. Middelalder, metode og medier. Museum Tusculanums forlag (1981), side 261-278

Mikael Venge: Christian 2.s fald – spillet om magten i Danmark januar-februar 1523. (1972)

Udgiver
danmarkshistorien.dk