Christian 2.s eftermæler i Sverige og Danmark

Artikler

Christian 2. (1481-1559) regerede i Danmark og Norge 1513-23 og i Sverige 1520-21. Han har haft meget forskellige eftermæler i henholdvis Sverige og Danmark.

Det svenske eftermæle: Den grusomme tyran

I Sverige er Christian 2. fremfor alt kendt for Det Stockholmske Blodbad i november 1520, hvor han lige efter sin kroning som konge af Sverige lod mere end 80 medlemmer af det svenske aristokrati i Stockholm henrette, selvom han havde lovet amnesti for alle, der havde støttet hans svenske modstander Sten Sture. Efter Sverige et år senere havde revet sig løs fra Danmark og Kalmarunionen under Gustav Vasa, kaldtes Christian i den officielle svenske propaganda for ”Kristian Tyrann” og blev hå­net og truet i svenske krigssange. Gustav Vasas kronikører Laurentius Petri og Peder Swart fordøm­te ham eftertrykkeligt, og selv Gustavs svenske fjender som Johannes Magnus og Olaus Mag­nus mis­billigede ham, sansynligvis fordi de var katolikker og dermed tog afstand fra Christians interes­se for Luthers lære.

Det mørke billede af Christian 2. videreførtes af de fleste svenske historieskrivere frem til 1900-tallets begyndelse. Christians grusomhed illustreredes gerne med en masse frygtelige detaljer, hvis historiske rigtighed imidlertid er tvivlsom. I centrum står hele tiden Det Stock­holmske Blodbad, som er den begivenhed, der i alt væsentligt har været be­stemmende for den kollektive erindring om Christian i Sverige.

I 1900-tallet forsøgte nogle svenske historikere at revurdere Det Stockholmske Blod­bad. Især Lauritz Weibull (1873-1960), der var imod den nationalistiske svenske historieskrivning, har hævdet at blodbadet ikke var et opgør mellem Chris­tian og det svenske rådsaristokrati, men derimod mellem forskellige svenske grupperinger. Ifølge Weibull var det den lands­forviste svenske ærkebiskop Gustav Trolle, der satte processen i gang ved at anklage en række af sine mod­standere for kætteri, hvor­efter Christian 2. indledte en retssag imod dem, og den endte med henrettelserne. Den traditionelle svenske fortolkning er, at Gustav Trol­les anklager skyldtes, at han var blevet for­ledt eller tvunget til at give Christian 2. et alibi for at knu­se de svenske modstandere i strid med de givne løfter om amnesti. Ifølge Weibull var det derimod Trolle og andre sven­ske gejstlige, som selv tog initiativ til anklagerne om kætteri, uden at fortælle kongen om det i for­vejen, og derigen­nem tvang de Christian til at udstede dødsstraf. Han blev nemlig nødt til at følge den ka­noniske lov, der foreskrev dødsstraf for kætteri.

Dette spørgsmål om årsagen til blodbadet har ikke kunnet besvares endegyldig. Blodbadet ramte Sten Stures tilhængere blandt aristokratiet, men de var også Trolles fjender. Der findes simpelthen ikke nogle kilder, der kan afgøre sagen præcist. Derfor er det muligt at fortol­ke hændel­sesforløbet på forskellige måder.

Det danske eftermæle: Adelsfjenden, borgervennen og den bondekære

I Danmark har Christian 2. naturligvis spillet en større rolle end i Sverige, og hans eftermæle er derfor mere kompliceret. Efter at Christian i 1523 var blevet afsat også i Danmark, gav den officielle propaganda et meget negativt billede af ham i hele 1500-tallet. De, som var kommet til magten gennem at fordrive Christian, ville givetvis retfærdiggøre deres handlinger, og adelsvenlige historieskrivere syntes ikke om en konge, som havde bestræbt sig på at styrke kongemagten med borgernes hjælp. På den måde herskede der i det 16. århundrede svensk-dansk enighed i vurderingen af Christian 2.

Fra 1600-tallet, og især efter enevældens indførelse i 1660, begyndte Christian 2. at blive re­vur­deret i Danmark. Ludvig Holberg (1684-1754) tegnede i 1700-tallet et meget lyst billede af kongen og hans politiske indsats for at begrænse adelens magt og styrke kongemagten. 1800-talshistorikere med en liberal verdensopfattelse som C. F. Allen (1811-1871) billigede også kongens stræben efter at fremme de lavere sam­fundsgrupper, borgerskabet og bønder­nes stilling.

Tilnavnet ”Christian den Gode”

En interessant udvikling er, at der i anden halvdel af 1900-tallet er opstået en myte i Sveri­ge om at Christian 2. i Danmark gik under navnet ”Christian den Gode”. Myten synes at være opstået i svenske historielærebøger og har tjent som en måde at påpege ensidigheden i den traditionelle nationale historieskrivning (”Kristian Tyrann” i Sverige var ”Christian den Go­de” i Dan­mark). Nogle skånske regionalister har også brugt myten for at vise, hvordan den of­ficielle svenske historieskrivning har nægtet dem deres  ’sande’, danske historie. Myten om ”Christian den Gode” er delvist i overensstemmelse med det billede, som Christian 2. efter sin af­sættelse søgte at give af sig selv som de fattiges beskytter, blandt andet i Ørnevisen. Det er ikke umulig at Christian faktisk, gennem sine forsøg på at indskrænke adelens magtstil­ling, var ganske popu­lær blandt borgerne og bønderne i Danmark, men noget tilnavn som ”den Gode” havde han aldrig.

Christian 2. Illustration fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).