Charlotte Schimmelmann, 1757-1816

Artikler

Charlotte Schimmelmann var en af Danmarks førende salonværtinder i de sidste årtier af 1700-tallet. Hun var fra 1782 gift med gehejmestatsministeren og plantageejeren Ernst Schimmelmann (1747-1831), og hendes salon blev besøgt af  kongelige, kunstnere, videnskabsmænd, politiske personligheder og udenlandske ambassadører.

Familieforhold og netværk

Charlotte Magdalene Hedevig Schimmelmann blev født i Odense som datter af Helstaten (Danmark, Norge og Slesvig-Holsten); hendes mor var norsk komtesse, mens hendes far var tysk officer. Forældrene døde tidligt, og Charlotte og hendes søster, Sybille, blev opdraget hos en af moderens slægtninge på godset Løvenborg på Sjælland. De to søstre fik en god uddannelse og giftede sig opad. Deres ægtemænd, C. D. F. Reventlow og Ernst Schimmelmann, tilhørte begge den kreds af unge adelsmænd, der i 1784 støttede kronprinsen, Frederik (6.) i at begå et paladskup og overtage magten til at regere på sin fars, den sindslidende kong Christian 7.s, vegne. Da hendes mand, Ernst Schimmelmann, kom til magten som rådgiver og minister for kronprins Frederik (6.) blev Charlotte derfor også én af landets førende kvinder, og hun begyndte at holde salon.

Salonkulturen

Salonkulturen opstod i Frankrig i 1600-tallet, hvor hoffets adelsdamer begyndte at holde selskaber i deres private byhuse, væk fra hoffets strenge etikette. Gæsterne var ofte forfattere eller kunstnere, og idealet for salonerne blev derfor den dannede, interessante samtale. Efterhånden udviklede salonerne sig i en mere filosofisk og borgerlig retning. Filosofferne bag den franske encyklopædi, Diderot, d’Alembert og Montesquieu var gæster i Madame Tencin og Madame de Geoffrins saloner, Voltaire skrev breve med en tredje salonværtinde, Madame du Deffand og salonværtinderne støttede encyklopædisternes udgivelser økonomisk.

Under Den Franske Revolution og Napoleons efterfølgende magtovertagelse måtte flere af salonværtinderne flygte fra Paris, og den mest berømte af dem, Madame de Staël, oprettede en slags salon i eksil på sit landsted Coppet i Schweiz. I Tyskland udviklede salonkulturen sig til en romantisk, litterær kulturform, hvor salonernes værtinder dyrkede beundringen for forfattere som Goethe og Schiller.

Portræt af Charlotte Schimmelmann. Et kobberstik efter Erik Pauelsens maleri fra 1789. Fra: Det Kongelige Biblioteks billedsamling (CC BY-NC-ND 3.0)

Den romantiske skønånd

Både Charlotte og Ernst Schimmelmann var interesserede i kunst og kultur, og gennem Charlottes salon støttede de som mæcener musikere, forfattere og videnskabsmænd. Charlotte Schimmelmann er kendt for i mange år at have skrevet breve med den tyske digter Schillers hustru, der også hed Charlotte, mens hun støttede udgivelsen af hans værker økonomisk. Digterne Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger blev også understøttet af Schimmelmann-parret og var gæster i salonen.

Salonaftenerne bestod typisk af en større middag med indlagte selskabslege, efterfulgt af digtoplæsning, musik eller diskussion af filosoffer som Rousseau og Kant for en mindre kreds. Også videnskabsmanden H. C. Ørsted fik økonomisk støtte til sine forsøg fra gehejmestatsministerens kone. Salonen blev holdt i Bredgade i København – lige overfor konkurrenten Friederike Bruns salon. Om sommeren flyttede salonen med familien Schimmelmann til landstedet Sølyst ved Klampenborg.

Den politiske salonværtinde

Mens Friederike Brun, der var mere borgerlig og desuden selv komponerede musik og digtede, havde større held end Charlotte Schimmelmann med at tiltrække kunstnere og forfattere til sin salon, var gehejmestatsministerens kone Charlotte en naturlig magnet for udenlandske diplomater og politiske personligheder. Da Christiansborg brændte i 1794 boede flere medlemmer af kongehuset hos hende, og under Napoleonskrigene tog hun imod diplomater fra begge krigens lejre, Frankrig og England, samt udsendinge fra stormagter som Østrig og Rusland.

Omkring år 1800 begyndte kronprinsen, den kommende Frederik 6., at regere mere og mere uden om det statsråd, som Charlotte Schimmelmanns mand var en del af. Efter kong Christian 7.s død i 1808 satte Frederik 6. statsrådet ud af kraft. Da hendes mands indflydelse mindskedes, faldt også salonens tiltrækningskraft, og Charlotte Schimmelmanns salon døde efterhånden ud. Statsbankerotten i 1813, der fandt sted med Ernst Schimmelmann som finansminister, gik hårdt ud over parrets økonomi, og få år efter døde Charlotte Schimmelmann.

Om artiklen

Forfatter(e)
Kristine Dyrmann
Tidsafgrænsning
1757 - 1816
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bobé, Louis: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, bind IV, V og X (på fransk).

Ballegaard, Annelise og Sørensen, Anne Scott: Breve til Charlotte – fra Sølyst til Weimar, Syddansk Universitetsforlag, 2011

Povlsen, Karen Klitgaard (red.) : Salon på Sophienholm omkring år 1800, Sophienholm, 2010

Sørensen, Anne Scott (red.): Nordisk Salonkultur – et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, Syddansk Universitetsforlag, 1998

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Kristine Dyrmann
Tidsafgrænsning
1757 - 1816
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bobé, Louis: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, bind IV, V og X (på fransk).

Ballegaard, Annelise og Sørensen, Anne Scott: Breve til Charlotte – fra Sølyst til Weimar, Syddansk Universitetsforlag, 2011

Povlsen, Karen Klitgaard (red.) : Salon på Sophienholm omkring år 1800, Sophienholm, 2010

Sørensen, Anne Scott (red.): Nordisk Salonkultur – et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, Syddansk Universitetsforlag, 1998

Udgiver
danmarkshistorien.dk