Carl Valdemar Bramsnæs, 1879-1965

Artikler

C. V. Bramsnæs var en fremtrædende socialdemokratisk politiker i mellemkrigstiden. Han var medlem af Landstinget 1918-1939, finansminister i den første socialdemokratiske regering 1924-26 og igen i den socialdemokratisk-radikale regering fra 1929 til 1933. Efter sin afgang som minister var han nationalbankdirektør i 13 år, fra 1936 til 1949.

Politisk karriere: finansminister

Som mange andre af arbejderbevægelsens topfolk var Bramsnæs uddannet typograf. Til forskel fra eksempelvis senere statsminister H.C. Hansen, tog Bramsnæs imidlertid studentereksamen som voksen og fik statsvidenskabelig eksamen i 1914. Da Stauning skulle danne regering i 1924, blev det anset for meget væsentligt, at Danmarks første arbejderregering kunne vise, at den kunne holde styr på rigets finanser for derved at modbevise de borgerlige partiers påstande om det modsatte. Det var derfor en meget vigtig post, der blev overladt Bramsnæs, som på dette tidspunkt, foruden sit politiske arbejde, virkede som lektor ved Københavns Universitet.

Bramsnæs blev en stærk finansminister, der holdt de øvrige ministerier i kort snor. Sammen med sin departementschef Kristian Hansen Kofoed gennemførte han en række væsentlige reformer. Han fik blandt andet gennemført, at de øvrige ministeriers bevillingsønsker skulle gå gennem finansministeriet, før de blev forelagt Folketingets finansudvalg. Han etablerede dermed den position, som ministeriet har i dag ved at være en slags overministerium i økonomiske spørgsmål. Herudover indførte han et nyt og mere moderne revisionssystem i centraladministrationen.

Som finansminister spillede Bramsnæs en central rolle i kriselovgivningen i de første år af den økonomiske krise i 1930’erne. Han var imidlertid modstander af den kronedevaluering, der blev aftalt som et kompromis med Venstre i det såkaldte Kanslergadeforlig, idet han ikke mente, at den kunne forsvares hverken økonomisk eller socialt. Som en konsekvens heraf valgte han at træde tilbage som minister i 1933.

Nationalbankdirektør og statsministeremne

Bramsnæs indtrådte herefter i Nationalbankens direktion og blev nationalbankdirektør ved bankens omstrukturering i 1936. Han blev en indflydelsesrig og selvstændig nationalbankdirektør frem til 1949. Under besættelsen var han under den såkaldte telegramkrise i 1942 på tale som en statsminister, som både de tyske myndigheder og de danske politikere kunne godtage. Efter en samtale med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best takkede han dog nej til posten.

I sin ungdom rejste Bramsnæs både i Skandinavien og det øvrige Europa som håndværkssvend. Rejsen i Skandinavien lagde grundlaget for et stort nordisk engagement, der blandt andet kom til udtryk i hans formandskab for Foreningen Norden fra 1939 til 1960. I 1916 var Bramsnæs med til at oprette en aftenskole, der senere skulle udvikle sig til Arbejdernes Oplysnings Forbund – AOF – som Bramsnæs var formand for i 25 år.

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1879 - 1965
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. januar 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Bramsnæs, C. V. Erindringer: En broget tilværelse (1965).

Dansk biografisk leksikon (1979-1984).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

2. verdenskrig Folketing og rigsdag Kernestof dansk demokrati Kernestof velfærdsstaten Peter Yding Brunbech Socialdemokratiet

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1879 - 1965
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. januar 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Bramsnæs, C. V. Erindringer: En broget tilværelse (1965).

Dansk biografisk leksikon (1979-1984).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk