Carl Scharnberg: ”Militærnægterlejr eller galeanstalt?” i Pacifisten, marts 1956

Kilder

Kildeintroduktion:

”Som forholdene er, bliver militærnægterlejrene til galeanstalter”, skrev forfatteren og militærnægteren Carl Scharnberg (1930-1995) i denne kronik fra tidsskriftet Pacifisten i marts 1956. Han var på det tidspunkt militærnægter i nægterlejren i Oksbøl. Scharnberg, der blev kendt som ”den røde digter fra Vrå” og som igennem hele sit voksenliv var politisk aktivist, beskrev sine egne oplevelser som militærnægter. Han beretter om den ydmygende session, hvor man totalt afklædt skulle forsvare over for den militære myndighed, hvorfor man ikke ville være soldat og forsvare sin søster og mor imod ”en fremmed uniform”. Om vanskelighederne ved at bo tæt side om side for de politisk og religiøst vidt forskelligt orienterede nægtere. Og om det ifølge Scharnberg meningsløse nedbrydningsarbejde, som nægterne i deres to års tjenestetid skulle udføre for at slette sporene efter den tyske flygtningelejr i Oksbøllejren, der fra 1945 til 1949 havde været Danmarks største interneringslejr for tyske flygtninge.

Den første militærlejr i Oksbøl i Sydvestjylland blev etableret af det danske forsvar i 1929. Under besættelsen 1940-45 blev lejren overtaget af den tyske værnemagt. Da flygtningelejren i 1949 lukkede, flyttede militærnægterne ind i lejren. Militærnægterlejren eksisterede herefter frem til 1959 under navnet C.A.-lejren, Civil Arbejdslejr.    

PACIFISTEN’s kronik, marts 1956.

Militærnægterlejr eller galeanstalt?

Af Carl Scharnberg, Stoustrup pr. Tarm.

Det hele begyndte med, at man stod fuldstændig afklædt foran fem pæne herrer.

Disse fem sad bag et stort bord – med en masse papirer.

Hvis nu herrerne også havde været afklædt, ja, så var der vel ikke blevet stof til et kompleks den dag. Men de var reglementeret påklædt. Tre af dem havde endda striber og stjerner på overtøjet.

De kikkede på een. Navn…

- Jaså, De har anmodet om at blive militærnægter.

- Hm. Ø [sic]

Herrerne bad de andre unge afklædte om at forlade sessionslokalet. Det var ikke sikkert, de havde godt af at høre, hvad der nu kom.

Herrerne var virkelig høflige. Og de spurgte interesseret:

- Var det nu også overvejet, dette at nægte?

- Ja.

Afgørelsen havde kostet hundreder af timers spekulation. Nu kunne det ikke være anderledes.

- Vil De ikke forsvare Deres søster, hvis en fremmed uniform er ved at ødelægge hende?

Tavshed.

- Eller Deres mor?

Tavshed.

Man svarede ikke. Med ens tøj røg en del af de gode argumenter. Og alt det andet… hvorledes forklare det i få ord.

Herrerne fortolkede selv:

- Men CF-korpset[1]? Køre med brandbil og ambulance?

Tavshed.

- Og muligvis få kørekort?

Det var tredie fase, der begyndte. Lokkemaden.

Så kom det, man godt vidste, ville komme:

- Er De da så egoistisk? En kujon? Betyder friheden ikke noget for Dem?

Tavshed.

Så rystede herrerne på hovedet. Hviskede lidt sammen, og så:

- Vel, De bliver overført til civilt arbejde…

–   –   –

Det var indledningen.

Så kommer fortsættelsen, og den kræver noget af læserne. Fantasi. Virkelig, god barnlig fantasi.

Vi er i en stor, pæn stue, hvor der står otte skabe, fire sæt køjer, og midt på gulvet et bord omringet af stole og skamler.

Dette værelse beboes af otte unge mennesker mellem 20-25 år. Troende mennesker – med hver sin tro.

To af dem er Jehovas vidner. Pæne, unge landmænd, der er blevet grebet af den lære, der kommer fra et sted hinsides det store Atlanterhav. Og de vil ikke ihjelslå (– de, der skal dræbes, vil blive det, når ”Blodhævneren” en dag vender tilbage til jorden).

Den tredje er en præstesøn. Baptist[2]. Han vil heller ikke ihjelslå. Med en blid kristen lære vil han barbariet til livs.

Og der er to pacifister. Aldrig mere krig-folk. Social retfærdighed og tolerance i stedet for våben.

Og tømreren er venstresocialist. Et nyt ”Internationale”[3] med hele arbejderklassens tilslutning går hjem den dag mobiliseringsordren kommer.

Og så en kunstmaler. Fra akademiet. Hans livstro står i William Saroyans[4] ”Kæmp selv jeres egen krig”.

Den ottende er en lidt ældre (25-årig), der i sin tid arbejdede i modstandsbevægelsen. Tiden efter 5. maj[5] dræbte alle illusioner. Nu er han en mand uden håb, en skuffet militærnægter.

På den store fælles bogreol står (pænt i grupper): flere bibler, religiøse blade og skrifter, Karl Marx, Lenin, Churchill, Bevan[6], Fremskridt og fattigdom[7] o.s.v.

På væggene er forskellige billeder: Et stort krucifiks, den brysttatoverede Frederik den Niende, et par Goyareproduktioner og et mindekors omgivet af frihedskæmperarmbindet…

Forestil Dem endvidere: Disse otte unge, ganget med tyve, skal gå side om side i 24 måneder, to år.

Hvilken konklusion vil De så komme til? At der bliver brug for al mulig tolerance?

Javel, tolerance i deres daglige arbejde, der består af at skrabe gamle, halvt smuldrede, mursten.

Og tolerance overfor dem, der står over dem: repræsentanter for det alle disse unge enigt er modstander af: Militærvæsenet…

Og tolerance, når man pænt spørger disse overordnede modstandere, om man må gå til tandlægen, besøge kæresten på søndag, få lov til at gå til biografens sidste forestilling.

Ærlig talt, det skal da give dårlige nerver, dette liv i en militærnægterlejr.

Disse unge er ”troende”. For dem er det en opgave at være i lejren. Det er ikke kotume, der har ført dem derind, heller ikke en samfundsmaskine, der siger: Nu kommer du… og så kommer man.

De unge har knyttet sig til en tro, overbevist sig om, at de her igennem gavner deres medmennesker. De vil gøre noget. Ikke blot for sig selv og de nærmeste, men for det medmenneskelige.

Og nu skraber de mursten, tager kloakrør op, går med hænderne i lommen i 24 måneder…

Hvorfor? For at bidrage til samfundets fælles gode, sådan som de ønsker det? Eller bare fordi tiden skal gå?

Noget konkret svar foreligger ikke. Men murstenen, der smuldrer under hammeren, og det meningsløse ti-mandsarbejde, der kunne gøres på en halv dag af een maskine, fortæller klart, at arbejdet og tiden er spildt. De skal bare være der. Andet skal de ikke.

Og disse ”de”, nægterne, ønsker noget andet arbejde. Vel, de er i en CA-lejr[8], og dermed har de accepteret den tvungne værnepligt, men derfor kan man jo godt gøre gavn.

Har nægterne da selv forslag eller er det blot ord?

Forslag er der. Med mellemrum har de selv givet følgende til de højere myndigheder:

De bad om at måtte rykke ud og hjælpe, deltage i oprydnings- og genopbygningsarbejdet efter den store Podalskatastrofe[9].

Afslag.

Det samme ved de grufulde oversvømmelser i Holland.

Afslag.

Og herhjemme f. eks.: at blive sat til det meget omtalte inddæmningsarbejde her på vesterkanten.

Afslag.

Og derfor mener de at kunne se den kendsgerning, at de ikke må gøre gavn, og de spørger: hvorfor?

Er man bange for, at nægterne skal gå hen og blive populære gennem positivt arbejde?

Svaret kendes ikke. Men må man ikke gavne i tjenestetiden, så er der en smule fritid, og den kan benyttes. ”Vestkysten”[10] beskrev forleden, hvorledes nægtere i fritiden tog fat hos mennesker, der trængte.

Tjenestetiden er 22 måneder. Altid seks måneder mere end det højeste for en almindelig værnepligtig. Dette er nødvendigt, siger forsvarsministeren rent ud. Hvis soldater og nægtere havde samme tjenestetid, kan det knibe med at få soldater nok.

Alt dette fører nerver med sig. Bagateller blir pustet op – fra begge sider –. Straffe formår blot at gøre situationen mere spændt. Gang på gang støder individualister hovedet mod det snævre reglement. Der går prestige og princip i selv de mindste spørgsmål, og tilsidst…

Bl.a. ”Grisehistorien”[11], chefkrav om at pille billeder ned af væggene, bogreoler o.s.v.

Og fornuftige mennesker siger: Galeanstalt.

Hvor er det sandt, det ord. Som forholdene er, bliver militærnægterlejrene til galeanstalter. Fra at være idealistisk, bliver man snæversynet, kan hænde også en gran kværulantisk[12], og spillet er gående. De virkelige positive samfundsborgere, der går i nægterlejre, bliver omdannet psykisk til negativister – fordi samfundet intet som helst gør for at bane vejen for udnyttelse af det positive, medmenneskelige syn, som disse unge har.

De bliver betragtet som sekteriske – og efter et års ophold i lejrene bliver de sekteriske.

Men hvem dræbte det sundeste i dem?

Hvad skal man da gøre ved nægterne? Man kan da ikke gå og pylre om dem, pleje dem som ekstra gode og fine børn. Det ville jo bare friste endnu flere til at gå den vej.

Næh, det skal man ikke, men hvis der virkelig i ledende og bestemmende kredse findes en sympati for det store mellemfolkelige hjælpearbejde, som f. eks. Norge har påtaget sig, var det så ikke et forslag, at indenrigsministeren henvendte sig til vort eget Mellemfolkeligt Samvirke[13], indgik et samarbejde med denne organisation, der har vist sig at kunne løse mangen en svær og nødvendig opgave, og tilbød at nægterne f. eks. i halvdelen af [d]eres tjenestetid kan dirigeres ud og lave et stykke virkeligt hjælpearbejde i overensstemmelse med deres ideer? På den måde kan Danmark stille en hjælpekolonne til rådighed såvel i katastrofetilfælde som til genopbygningsarbejde i krigsramte lande. Det er klart, at et sådant arbejde ikke kan indledes uden efter aftale med de respektive landes fag- og arbejderorganisationer, men dette til trods skulle mulighederne være store.

Eller måske samme militærnægtere, under ledelse af virkelige fagfolk (ikke valgt efter deres stilling til udenrigs- og militærpolitik) kunne få lov til at realisere drømmen om at indvinde nyt land ved det omtalte inddæmningsarbejde, hvor der er grundlag for disse. Måske kan disse nye jorder opveje en del at det, vi har tabt ved de militære ekspropriationer[14].

Der findes virkelig muligheder for, at man til begge parters tilfredsstillelse kan løse de ødelæggende forhold der er mellem myndigheder og militærnægtere. Fra nægterne[s] side har det aldrig skortet på forslag. Prøv at tage dem på ordet. Prøv om der ligger vilje bag.

Man kan faktisk ikke fortænke denne del af unge i, at de føler trang til at blæse det hele et stykke, efter at de er nået til det resultat, at man som militærnægter er et 2. klasse menneske, der bare skal lukkes inde en rum tid. Det har de ikke råd til hverken økonomisk eller tidsmæssigt.

Og vort samfund har heller ikke.

Carl Scharnberg.

 


[1] CF-Korpset: Civilforsvarskorpset, oprettet i 1949 på baggrund af erfaringer med Civilbeskyttelseskorpset under besættelsen. Korpset skulle forestå redningsarbejde i tilfælde af krig og andre katastrofer, med særligt henblik på at hjælpe civilbefolkningen. Indkaldte værnepligtige kunne på sessionen vælge at aftjene som CF’er i stedet for at indtræde i almindelig militærtjeneste.

[2] Baptistkirken: evangelisk frikirke, der praktiserer voksendåb.

[3] Internationale: sammenslutning af flere landes socialistiske og/eller revolutionære partier og organisationer.

[4] William Saroyan (1908-1981): amerikansk forfatter. Skrev i 1934 novellen ”Fight your own War”, der fik stor udbredelse i pacifistiske kredse. 

[5] 5. maj: 5. maj 1945 markerede befrielsen efter den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig (1940-45).

[6] Aneurin Bevan (1897-1960): britisk politiker, tilhørende Labours venstrefløj.

[7] Fremskridt og fattigdom: titel på bog fra 1879 af Henry George (1839-1897), der var ophavsmand til georgismen. Ideologien har i Danmark været repræsenteret i partiet Retsforbundet, hvis medlemmer ofte valgte at blive militærnægtere. 

[8] C.A.-lejr: militærnægterlejren i Oksbøl fik navnet Civil Arbejdslejr.

[9] Podalkatastrofe: i 1951 fandt en stor oversvømmelse sted i det norditalienske område Posletten. Over 100 mennesker omkom og titusinder af mennesker blev påvirket af katastrofen.

[10] Vestkysten: dansk dagblad, der blev udgivet i Sydvestjylland fra 1918. I 1991 blev bladet fusioneret med Jydske Tidende under navnet JydskeVestkysten.

[11] Grisehistorien: antageligt var det en sag om, at militærnægtere i lejren i Oksbøl havde lukket en gris ind på lejrchefens kontor.

[12] Kværulantisk: det at brokke sig.

[13] Mellemfolkeligt Samvirke: stiftet i 1944 under navnet Fredsvennernes Hjælpearbejde for at arbejde med forsoning og genopbygning af det krigshærgede Europa. Organisationen fik sit nuværende navn i 1949. Fra midten af 1950’erne engagerede foreningen sig i stigende grad i flygtningearbejde og u-landsarbejde i Afrika og Asien.

[14] Ekspropriation: tvungen afståelse af jord eller ejendom til staten imod erstatning.