Carl Ploug i Landstinget om kommunal valgret til kvinder, 1888

Kilder

Kildeintroduktion:

I februar 1888 blev lovforslaget om kommunal valgret til kvinder, der var blevet vedtaget i Folketinget tidligere samme måned, behandlet for første gang i Landstinget. Dette uddrag stammer fra højrepolitikeren Carl Plougs indlæg, hvor han i afviste forslaget ved blandt andet at henvise til, at kvinder ikke egner sig til lovgivningsvirksomhed og politik. Lovforslaget blev nedstemt af Landstinget efter førstebehandlingen.

 


Carl Ploug (1813-1894). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Første Behandling af Forslag til Lov om Kvinders kommunale Valgret

Ploug: […] naar dette Lovforslag vedtages, som det foreligger, er principielt Valgretten givet til Kvinden. […] Man ønsker at gaa videre fra den kommunale Valgret til den politiske Valgret og Valgbarhed, der i de kommunale Love er sat som Maalestok for den kommunale Valgret. Det vil kun være en Ubetydelighed at gjøre denne Overgang, det næste Skridt vil snart komme, det er jeg overbevist om. Dette Lovforslag er et Led i en Kjæde, hvis Endemaal er Kvindens politiske Ligestilling med Manden. Naar man nu dog siger, at man har viist Moderation i dette Lovforslag ved kun at forlange Valgret og ikke tillige Valgbarhed, saa skal jeg gjerne indrømme det. Men denne Moderation er ikke meget betydende. […] Endemaalet er det, jeg har nævnt, man vil føre Kvinden til politisk Valgret. Man har ment, at det var for stærk Medicin at byde Landsthinget paa een Gang, og har saa be­stemt sig til at give os den draabevis: først Udvidelse af Valgretten, men ad Aare kom­mer Valgbarheden, og saa gaa vi videre.

Dette er mig udenfor al Tvivl, og derfor tror jeg, at det er klogest at standse ved det første Trin; […] Det maa ingenlunde forstaas saaledes, som om jeg vilde fornegte Kvinden de samme Evner som Mand­en; […] Det vil jeg hellere udtrykke saaledes, at Kvinden har de samme Evner som Manden, men hun har dem noget anderledes fordelte, og for ikke at komme ind i Vidtløftigheder, som ikke høre hid, skal jeg blot sige, at efter min Mening er Hovedforskjellen mellem Kvinden og Manden den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham er Forstandslivet stærkest — det er Hovedforskjellen. Andre Forskjelligheder skal jeg som sagt ikke komme ind paa. Nu er ganske vist det at have et stærkt Følelsesliv et stort Fortrin, og det er Tilfældet med Kvinden; jeg erkjender, at f. Ex. Fædrelandskjærligheden hos hende er fuldt saa varm, ja vistnok varmere end hos en stor Del af Mændene. […] I store bevægede Øieblikke, hvoraf vort Land har gjennemlevet adskillige de sidste 50 Aar, tør jeg sige, at Kvinden har viist sig oplagt og skikket til at spille en meget virksom Rolle som tilskyndende eller advarende Mændene. Men jeg tror paa ingen Maade, at de ere særlig skikkede til Lovgivningsvirksomhed; thi rolig Overveielse og logisk Slutning turde vel være Hovedbetingelserne for med Held at kunne deltage i den. Jeg seer, at den ærede Ordfører i Folkethinget har ment, at naar Kvinden kom til at deltage i det politiske Liv, vilde den Tone h[v]ori man forhandler blive urbanere, høfligere, velvilligere. Ja, det tror jeg gjerne, i Begyndelsen især, naar man vil lægge an paa at vinde Kvinden, saa vil man vist ikke undlade at være meget høflig. Men dersom der kommer stærkt bevægede Øieblikke, tror jeg, at Kvindens Ophidselse baade er stærkere og vanskeligere at dæmpe end Mændenes, og da kommer man mindre let til den roligere Overveielse, hvori man dog i en lovgivende Forsamling altid burde besinde sig, især naar man skrider til store og vigtige Afgørelser. Dertil kommer nu, at vore Kvinder slet ikke ere forberedte til at træde ind i politisk Virksomhed. Jeg vil naturligvis ikke her gjøre noget Angreb hverken paa den kvinde­lige eller paa nogen anden Undervisning.
Men naar man her skulde begynde paa noget saa aldeles Nyt, som endnu ikke er set i noget europæisk Land, at Kvinden skulde deltage i Valgmøder og i de lovgivende For­samlinger, vilde de dog vistnok mærke, at de savnede adskillige Forudsætninger og det, ikke blot Kundskab til den bestaaende Lov­givning, som vi Andre ogsaa kunne mangle mangen Gang. Der maa være en hel Del Sagkundskab samlet i en saadan Forsamling, om den med Held skal kunne afgjøre de den forelagte meget forskjellige Sager. Og ganske uden Forkundskab i den tidligere politiske Historie og i det Hele i Fædrelandets og Udlandets Historie kan man ikke være, naar man her skal kunne virke med Held. Dertil ere Kvinderne hidtil ikke op­dragne og underviste efter min Mening. De ere opdragne til mange andre gode Ting; men Historie og navnlig den politiske Historie tror jeg ikke har været nogen Hovedgjenstand for Undervisning noget Steds, før i den allernyeste Tid og da kun paa ganske enkelte Steder. Jeg tror nu heller ingenlunde, at Kvinderne i Almindelighed i deres store Flerhed ønske at opnaa politisk Valgret.

[…]

Jeg tror navnlig, at ikke blot den større men ogsaa den bedre, den mest følelsesfulde og i sit kvindelige Kald mest opgaaende Del af Kvinderne slet ikke vilde blive glad ved denne Reform eller vilde ønske at tage Del i det Liv, som da vilde komme til at udfolde sig. […] I det store Sam­fund tror jeg det tilkommer eller tilhører Kvin­den at besørge det, som jeg med et kjønt Ord vel gjerne kan kalde Hjerteanliggender. Jeg tænker herved ikke paa noget Forhold mellem Mand og Kvinde, men jeg tænker paa Omsorgen for Alt det, hvorfor Lovgivningen kan udrette saa uendelig Lidt, men hvor den private Virksomhed kan udrette saa overor­dentlig Meget. Jeg tænker paa den Virk­somhed som udspringer af Humanitet og Kristenkjærlighed mod Medborgere og Børn; jeg tænker paa Opdragelse, Undervisning, Fattigpleie, Sygepleie og meget af samme Art. I denne Retning er der overordentlig Meget at gjøre, og der kunne vi slet ikke undvære Kvindens Hjælp. Samfundet kan slet ikke være tjent med, at Kvinderne drages bort fra de Kjærlighedsgjerninger, der ligge for dem for at skjændes med os i en Valgforsamling eller i et Thing. Det vil aldeles ikke gaa, som den ærede Ordfører i Folkethinget har ment, at Diskussionen vil blive høfligere — jeg synes forresten, at vi ere temmelig høflige imod hinanden i dette Thing — den vilde let blive hidsigere og mere lidenskabelig, hvis vi hver havde en Kvinde ved vor Side. For den parlamentariske Kamp, baade den udenfor Thingene og den i Thingene ønsker jeg vore Kvinder fritagne. Den giver baade Sved og Støv — jeg vil ikke sige Snavs — og ingen af Delene vil klæde dem. De ville gjøre megen mere Nytte for Samfundet og bedre bevare den Plads i Livet de have havt siden Verdens første Dage, dersom de for­blive udelukkede fra det politiske Liv. Jeg angriber dem ikke, jeg erkjender alle deres gode Evner. Udmærket dygtige Kvinder have ved enkelte Leiligheder og i enkelte Stillinger erhvervet sig et stort Navn i Historien, men det er jo Noget, der ikkun ligger for den Enkelte. Den store Flerhed vilde snart se, at de havde overordentlig liden Frugt og Glæde af at deltage i den Virksomhed her er Tale om. Den er i Grunden ikke saa inte­ressant, og navnlig har den nu i mange Aar givet saare ringe Udbytte. Jeg tror, at Kvinden bør være, hvad allerede Bibelen kalder hende Mandens Medhjælp, men hans Medhjælp idet private Liv. Som saadan kan hun udrette overordentlig Meget. Hun bør renoncere ikke paa de Laurbær, der vindes paa Kunstens og Videnskabens Omraader, thi dem staar det jo hende frit for at beile til lige med Manden, men paa dem, der vindes paa det politiske Omraade; thi det er min Overbevisning, at de ville ikke baade [1] hende. Ligesom jeg har altid været rede til at forsvare baade Kvinden og Landet, saa forsvarer jeg ogsaa nu Begge, idet jeg modsætter mig dette Forslags Fremme.

[…]


[1] Baade: gavne, nytte.

Om kilden

Forfatter(e)
Carl Ploug
Dateret
10.02.1888
Oprindelse
Rigsdagstidende 1887-1888, Landstingets Forhandlinger, sp. 677-682
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Forfatter(e)
Carl Ploug
Dateret
10.02.1888
Oprindelse
Rigsdagstidende 1887-1888, Landstingets Forhandlinger, sp. 677-682
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk