Britta Schall Holberg, 1941-

Artikler

Britta Schall Holberg har en lang karriere som lokalpolitiker og minister for Venstre bag sig. Hun var indenrigsminister 1982-86 og landbrugsminister 1986-87. Ud over landbrugs- og kommunalpolitik har hun engageret sig i en række forskellige politiske emner som kirkepolitik, kulturpolitik og EU-politik.

Opvækst og uddannelse

Britta Caroc Schall Holberg blev født i Glumsø i 1941. Hendes forældre blev skilt, da hun var syv år gammel, og hun boede til dagligt hos sin mor i Birkerød. Ferierne blev tilbragt hos faren på Hagenskov Slot ved Assens, som han havde købt i 1954.

Britta Schall Holberg uddannede sig til lærer fra N. Zahles Seminarium i 1964 og fik efterfølgende arbejde i Birkerød skolevæsen.

Lokalpolitisk karriere 1967-82

I 1967 blev Britta Schall Holberg ansat ved Sjællands Tidende, og samme år meldte hun sig ind i partiet Venstre. I 1970 blev hun medlem af partiets hovedbestyrelse, hvor hun sad indtil 1988. Hun blev også valgt ind i Holbæk Byråd i 1970, hvor hun fungerede som byrådsgruppens formand indtil 1978.

I 1977 købte Britta Schall Holberg Hagenskov Gods af sin far og flyttede til Fyn for at overtage driften af godset. På Fyn fortsatte hun sin politiske karriere og varetog hvervet som formand for den borgerlige gruppe i Assens Byråd 1978-82. I samme periode var hun tillige viceborgmester og formand for Foreningen af Sociale Udvalg på Fyn.

 

Portrætfoto af Britta Schall Holberg. Fra Folketingets Bibliotek.

Indenrigsminister 1982-86

I september 1982 blev Britta Schall Holberg Danmarks første kvindelige indenrigsminister i Poul Schlüters (1929-) første regering. Hun var på det tidspunkt endnu ikke var valgt til Folketinget, men hun havde til gengæld en solid kommunal- og socialpolitisk erfaring.

Britta Schall Holbergs første store opgave bestod i at bidrage med besparelser til Schlüters økonomiske genopretningsprojekt. Store dele af velfærdsstatens udgifter blev udbetalt via kommunerne, og derfor måtte den kommunale økonomi holde for, hvis regeringen skulle nå sine sparemål. Britta Schall Holberg stod derfor som indenrigsminister i spidsen for en betragtelig nedskæring af det statslige bloktilskud til kommunerne. Bloktilskuddet var en udligningsordning, hvor staten tildelte kommunerne et tilskud med henblik på at udligne de demografiske, sociale og erhvervsmæssige forskelle mellem dem. Trods modstand, ikke bare fra oppositionen, men også internt i den borgerlige blok, lykkedes det i oktober 1982 Schall Holberg og regeringen at få forslaget igennem med en besparelse på 2,3 mia.

Etisk Råd

I 1984 blev det første danske reagensglasbarn født, og debatten herom fik i 1987 Britta Schall Holberg til at tage initiativ til nedsættelsen af Etisk Råd. Rådet skulle rådgive Folketinget og de offentlige myndigheder og samtidig anspore til debat i befolkningen om etiske dilemmaer, værdier og menneskesyn i en verden i hastig forandring. Særligt udviklingen af nye teknikker inden for bioteknologi som f.eks. fosterdiagnostik og kunstig befrugtning var til debat i 1980’erne. Lovforslaget om oprettelsen af Etisk Råd var omdiskuteret og vakte en del offentlig debat. Ikke desto mindre blev loven om rådet blev vedtaget i 1987 og trådte i kraft i 1988.

Landbrugsminister 1986-87

Britta Schall Holberg blev valgt til Folketinget i 1983 for Koldingkredsen. I Folketinget fortsatte hun sit virke som indenrigsminister, indtil hun i 1986 overtog posten som landbrugsminister fra partifællen Niels Anker Kofoed (1929-2018). Britta Schall Holberg blev hermed Danmarks første kvindelige landbrugsminister.

Udnævnelsen til landbrugsminister kan ses som et ønske om at give Schall Holberg et pusterum, efter at hun som indenrigsminister i flere år havde stået på mål for regeringens sparepolitik. Landbrugsområdet stod desuden godsejeren Britta Schall Holberg nært.

Britta Schall Holberg kom som landbrugsminister ofte i konflikt med miljøminister Christian Christensen (1925-1988). Uenighederne gik på afvejningen af landbrugets erhvervsinteresser over for miljøpolitiske hensyn, hvor Schall Holberg fandt, at Christensens meget grønne linje var illoyal, da miljøministeren de facto ofte gennemførte sine miljøpolitiske lovforslag gennem alternative flertal uden om regeringen.

Vandmiljøsagen

I 1987 førte konflikten mellem Miljøministeriet og Landbrugsministeriet til det, pressen beskrev som regeringens hidtil største krise. Krisen begyndte, da miljøministeren presset af folkestemningen såvel som oppositionen foreslog vedtagelse af en forpligtende vandmiljøplan, som skulle nedsætte mængden af kvælstofudvaskning, der særligt kom fra det danske landbrug. Et forslag, Schall Holberg og flere andre politikere fra Venstre følte ville være stærkt skadeligt for det danske landbrug, hvorfor de højlydt opponerede imod en sådan plan. Statsminister Poul Schlüter (1929-) følte sig dog nødsaget til at indgå en form for kompromis, dels for at holde sammen på regeringen, og dels for at komme folkestemningen i møde. Regeringen fremlagde derfor en plan, som skulle halvere kvælstofudvaskningen på tre år. Planen pålagde industri og kommuner en række krav for at nå målet, men lod det være op til landbruget ad frivillighedens vej at nå målsætningerne. I stedet var der en række skatteincitamenter til landbruget til at nedsætte kvælstofudvaskningen samt støtte til bygning af gylletanke og tætning af møddinger. Regningen for planen var 12 milliarder kroner.

Med vedtagelsen af planen skulle man mene, at det var lykkedes Schlüter at lukke sagen ned til alles tilfredshed. Dette var dog ikke tilfældet, da det få dage efter vedtagelsen kom frem, at Landbrugsministeriet med Britta Schall Holbergs vidende havde manipuleret med tallene over for Miljøministeriet, så det så ud som om landbrugets del af kvælstofsforureningen var betragtelig mindre. Denne afsløring udløste et dramatisk forløb, hvor Christian Christensen, oppositionen og De Radikale pressede på for, at der skulle vedtages en ny vandmiljøplan, der indeholdt betydeligt strengere krav til landbruget.
Under forhandlingerne af den nye plan lykkedes det i høj grad Venstre at genvinde fodfæstet og undgå store stramninger i forhold til landbruget. Men forløbet svækkede sammenholdet i regeringen og førte sandsynligvis til, at Britta Schall Holberg mistede sin ministerpost efter folketingsvalget i 1988.

Britta Schall Holberg var rasende over fyringen og valgte at forlade Folketinget efter i pressen at have leveret en hård kritik af regeringen og dens visioner.

Politisk engagement uden for Folketinget 1988-2005

Efter at Britta Schall Holberg forlod Folketinget blev hun aktiv i en lang række foreninger og komitéer; bl.a. som formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd 1990-98, medlem af Erhvervsuddannelsesrådet 1991-2002 og medlem af Nævnet vedr. EU-oplysning 2002-05.

Atter i Folketinget 2005-11

I 2005 genopstillede Britta Schall Holberg til Folketinget og var medlem for Venstre indtil 2011. I den periode var hun medlem af en række af Folketingets udvalg, bl.a. Folketingets Kirkeudvalg, Uddannelsesudvalget, Kommunaludvalget, Kulturudvalget, Miljøudvalget, Grønlandsudvalget, Færøudvalget og Sundhedsudvalget.

Ligesom tidligere udmærkede Schall Holberg sig ved ikke at være bange for at kritisere sin partiledelse offentligt, når hun følte den handlede forkert.

Blødersagen

Britta Schall Holbergs eftermæle som indenrigsminister led under den såkaldte ’blødersag’. I midten af 1980’erne opdagede forskere, at de på det tidspunkt frygtede og dødelige sygdomme HIV og AIDS smitter gennem blod. Dette medførte en stor frygt blandt folk med blødersygdomme (hæmofili). I foråret 1984 kom det frem, at 14 danskere med blødersygdomme gennem deres livsnødvendige medicin, der indeholdt blodsplasma, var blevet inficeret med HIV. Sundhedsstyrelsen og Indenrigsministeriet kom derfor under pres for at få skabt klarhed omkring risikoen. Man fandt ud af, at blodplasmaen kunne gøres risikofri ved screening og varmebehandling, men beslutningen om denne procedure blev først truffet i 1986, og Schall Holberg kom under beskyldning for at spekulere i at spare penge med risiko for tab af yderligere menneskeliv.

Ifølge Bløderforeningen blev i alt 91 blødere smittede med HIV, herunder en person efter 1986. Bløderforeningen lagde derfor i 1987 sag an mod medicinalfirmaet Nordisk Gentofte, Statens Seruminstitut, Sundhedsstyrelsen og Indenrigsministeriet for anvendelse af ikke-screenet donorblod mod bedre vidende. Østre Landsret frifandt Britta Schall Holberg og de andre anklagede i 1996. Folketinget valgte alligevel efter dommen at give en officiel beklagelse og bevillige 20 mio. kroner til en erstatningsfond samt individuelle godtgørelser.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Niels Wium Olesen
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. august 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, 2017

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen, : De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Fonnesbech-Wulff, Benedicte: Schall Holberg, Britta Caroc, KVINFOs Kvindebiografiske leksikon, KVINFO. 28.3.2017

www.brittaholberg.dk/biografi.htm

Udgiver
danmarkshistorien.dk