Borgerkrigen 1146-1157

Artikler

Borgerkrigen 1146-1157 var sidste kapitel af de langvarige tronstridigheder mellem forskellige grene af den danske kongeslægt, der var begyndt med drabet på Knud Lavard i 1131. Såvel Knud Magnussen, der var søn af Knud Lavards drabsmand Magnus Nielsen, som Erik Emunes søn Svend Grathe lod sig hylde som konge af deres respektive tilhængere efter Erik Lams abdikation i 1146. Riget blev således splittet, idet jyderne holdt på Knud Magnussen, men sjællænderne og skåningene holdt på Svend Grathe. Borgerkrigens endelige udfald blev, at Valdemar (1. den Store), Knud Lavards søn, i 1157 blev Danmarks enekonge, efter at Knud Magnussen og Svend Grathe var dræbt.

Borgerkrigens første fase – Svend Grathes fremgang og succes

I perioden 1146-1152 var Svend Grathe den stærkeste af de to konkurrenter mht. såvel militære som økonomiske ressourcer, ligesom langt hovedparten af rigets mægtigste mænd bakkede op omkring hans krav til  tronen. Knud Magnussen led flere militære nederlag, idet hans indfald på Sjælland i 1147 og 1150 blev slået tilbage, og efter at han blev besejret af Svend uden for Viborg, måtte han opgive kampen og flygte til Sverige.

Knud søgte i 1152 til Tyskland, hvor han bad den tyske konge Frederik 1. om hjælp. Frederik indkaldte nu de stridende parter til et mæglingsmøde, der skulle finde sted under rigsdagen i Merseburg i maj 1152. Her afgjorde Frederik, at Svend skulle være konge af Danmark, mens Knud til gengæld blev jarl af Sjælland. Dette forlig brød Svend kort tid efter hjemkomsten fra Tyskland. Valdemar, Knud Lavards søn, som Svend Grathe havde udnævnt til hertug af Slesvig, forhindrede dog, at nye stridigheder brød ud ved at ændre forligets ordlyd. Knud skulle have spredte besiddelser i såvel Jylland, Sjælland og Skåne og til gengæld anerkende Svend som konge, hvilket alle parter accepterede. Freden vendte for en kort stund tilbage til riget.

Alliancen mellem Knud og Valdemar 1154

Svend begik nu den store fejl, at han lagde sig ud med sine tidligere alliancepartnere blandt stormændene. Han fratog dem embeder og hædersbevisninger og gav i stedet disse til ”gøglere, kvindagtige uslinger og småfolk” , som Saxo skriver. Svend udstedte love og retsbestemmelser uden om tinget, og han greb til ufine metoder såsom udplyndring af arvinger og øgede skatteudskrivninger for at betale sin hird. Protesterede man, blev man henrettet eller fik frataget sin ejendom.

De skånske bønder gjorde oprør, mens de utilfredse stormænd og selv hertug Valdemar gik over til Knud Magnussen. Knud og Valdemar indgik nu en alliance, der blev beseglet med Valdemars trolovelse med Knuds søster Sofie. I 1154 lod de sig hylde som Danmarks konger på landstinget i Viborg, og forladt af alle støtter søgte Svend til Tyskland, hvor han blev i tre år.

Blodgilde og enekongedømme

Med støtte fra hertugen af Sachsen foretog Svend i vinteren 1156/57 et indfald i Jylland, og da dette mislykkedes, tog han i foråret 1157 til Fyn, hvor Knud og Valdemar, sandsynligvis efter pres fra rigets stormænd og kirken, der ville forhindre nye blodsudgydelser, tilbød Svend et forlig. På et møde på Lolland besluttede man sig for at slutte fred og dele riget i tre dele. Valdemar skulle have Jylland, Knud Fyn, Sjælland og de omkringliggende øer, mens Svend fik Skånelandene. Efter aftalens indgåelse inviterede Knud og Valdemar Svend til det skæbnesvangre ”Blodgilde i Roskilde”. Ifølge Saxo faldt Svend her Knud og Valdemar i ryggen og forsøgte at rydde dem af vejen. Det lykkedes dog kun Svends mænd at dræbe Knud, mens Valdemar undslap såret til Jylland, hvor de to rivalers hære mødtes på Grathe Hede uden for Viborg den 23. oktober 1157. Her blev Svends hær slået og han selv dræbt, hvorefter Valdemar stod tilbage som Danmarks enekonge.

Blodgildet i Roskilde. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder.

Blodgildet i Roskilde. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder.

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
1146
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Danstrup, John: Træk af den politiske kamp 1131-1182, fra Festskrift til Erik Arup den 22. november 1946, Kbh., 1946.

Hermansson, Lars: Släkt, vänner och makt, 2000

Kræmer, Michael: Den hvide klan, 1999.

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og Slave, 1971.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
1146
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Danstrup, John: Træk af den politiske kamp 1131-1182, fra Festskrift til Erik Arup den 22. november 1946, Kbh., 1946.

Hermansson, Lars: Släkt, vänner och makt, 2000

Kræmer, Michael: Den hvide klan, 1999.

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og Slave, 1971.

Udgiver
danmarkshistorien.dk