Boligforliget, 1973

Artikler

I begyndelsen af 1970'erne blev boligområdet midtpunkt for en vedvarende kontrovers, der bundede i ideologiske uenigheder om, hvorvidt boligmarkedet skulle være frit eller socialt balanceret.

Den socialdemokratiske regering fremsatte i maj-juni 1973 en række lovforslag, der skulle dæmpe aktiviteten i byggesektoren, mindske statens udgifter til boligbyggeri og skabe et mere gennemskueligt og socialt afbalanceret boligpolitisk system. Internt i Socialdemokratiet var der dog uenighed om, hvor store skattestigninger et boligforlig måtte pålægge boligejerne. I første omgang lykkedes det Socialdemokratiet at sikre et smalt forlig med Socialistisk Folkeparti om boligpolitik. Men den 1. november 1973 valgte Erhard Jakobsen (1917-2002) at forlade Socialdemokratiet i protest mod den venstreorienterede politik og de annoncerede skattestigninger. Den 6. november offentliggjorde han stiftelsen af sit eget parti Centrum-Demokraterne, hvilket efterlod regeringen med et ustabilt flertal. I sidste ende var uoverensstemmelserne om boligpolitikken en medvirkende faktor i udskrivningen af folketingsvalget den 4. december 1973 – også kendt som jordskredsvalget.

Boligpolitik - kort fortalt

Gennem boligpolitikken forsøger politikerne at påvirke og kontrollere boligmarkedet, boligforsyningen og størrelsen af boligudgifter. Det gøres bl.a. ved beslutninger om, hvor stor ejendomsskatten – i 1970'erne og 1980'erne kaldet lejeværdien – skal være, og hvor store offentlige ressourcer, der skal dedikeres til nybyggeri, renovation, husleje mm. via forskellige former for direkte og indirekte tilskud til de forskellige boligformer. Boligpolitik er et politisk sensitivt område, fordi det direkte påvirker langt størstedelen af befolkningen, da boligudgifter ofte udgør den vigtigste post i en husstands privatøkonomi. Derfor er det også oftest i politikernes interesse at sikre brede forlig. Sådan var det dog ikke i 1970'erne, hvor ideologiske og taktiske overvejelser langt hen ad vejen spærrede for konstruktive forhandlinger på trods af et stort behov for at genforhandle boligpolitikken.

Boligsituationen i 1970'erne

Siden 1966 havde boligområdet i Danmark været reguleret af et bredt forlig mellem de fire store partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Forliget udløb imidlertid i 1974 og skulle derfor genforhandles. Oven i det kom der nye ejendomsvurderinger den 1. april 1973, kaldet '15. almindelige vurdering', hvilket gjorde det påtvingende at genoverveje boligbeskatningen.

Samtidig så den socialdemokratiske regering et behov for at dæmpe aktiviteten i byggesektoren. 1960'ernes højkonjunktur havde nemlig betydet, at mange familier fik råd til at købe eller bygge egen bolig. Boligbyggeriet blev desuden stimuleret gennem en række skattebegunstigelser, som f.eks. rentefradrag på lån og momsrefusion på byggeri, og det resulterede i et decideret byggeboom. I 1966 lå det samlede boligbyggeri i Danmark på 32.500 nye boliger, syv år senere (i 1973) lå det på 55.500. Det var især parcelhuse, der blev bygget. Her var der således tale om en stigning fra 14.500 til 34.000. Med de statslige tilskudsordninger in mente kostede boligområdet på statsfinanserne, hvilket blev kritisk, da den første oliekrise ramte i 1973.

Samtidig stod en del lejligheder i det almene nybyggeri tomme. Det skyldtes, at stigende renter og inflation havde presset huslejerne så højt op, at det for mange lønmodtagere var blevet for dyrt at flytte ind i. Regeringen ønskede derfor at lave en udligning mellem den ældre og den nyere boligmasse, så huslejerne ville stige i ældre byggeri og tilsvarende falde i nybyggeri.

Juni 1973: Boligforliget indgås

I løbet af maj-juni 1973 fremsatte boligminister Helge Nielsen (1918-1991) og finansminister Henry Grünbaum (1911-2006) på vegne af den socialdemokratiske regering en hel buket af bolig- og skatteforslag. Formålet hermed var dels at dæmpe aktiviteten i byggeriet, dels at skabe et mere gennemskueligt boligpolitisk system. Lovforslagene omfattede bl.a. en ophævelse af momsrefusionen på byggeri, en ændret ligningslov, en ændret lejelov, en ændret boligsikringslov, en lov om midlertidig regulering af boligforholdene, to love om udligningsbidrag og endelig et forslag om indeksregulerede lån til almennyttigt byggeri.

Regeringen stod forhandlingsmæssigt noget isoleret. Regeringens støtteparti Socialistisk Folkeparti (SF) ønskede boligpolitisk at tilgodese lejerne, mens den borgerlige opposition ville tilgodese boligejerne. SF kunne således ikke acceptere udligningslovene, fordi de ensidigt ramte lejere, men partiet kunne godt gå med til de to første forslag, ophævelsen af momsrefusionen og ligningsloven, der fastsatte en ny lejeværdi (i dag kaldet ejendomsskat). Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti stillede ved forhandlingerne en række ufravigelige krav, som var uacceptable for både Socialdemokratiet og SF, hvormed de reelt set meldte sig ud.

Hvad værre var, truede SF'eren Moses Olsen (1938-2008) og socialdemokraten Erhard Jakobsen med at undlade at stemme – eller endda stemme imod. De lod sig dog overtale i sidste øjeblik og reddede dermed regeringen fra at blive væltet.

For Erhard Jakobsen var det ligningsloven, som var problemet. I ligningsloven blev lejeværdien af egen bolig sat til 2½ % for boliger med en værdi på under 500.000. Det var ganske vist lavere end de gældende 4 %, men da det blev forventet, at '15. almindelige vurdering' ville resultere i en fordobling af ejendomsværdien, ville det reelt betyde en mindre skattestigning. Det var i og for sig acceptabelt for Erhard Jakobsen, men han havde ikke tillid til, at ejendomsværdien ville holde sig på en fordobling. Hans tilslutning til boligforliget var derfor bundet op på, at hvis ejendomsvurderingerne steg med mere end de forudsete 100 %, skulle forliget tages op til revision. Dette løfte fik han statsminister Anker Jørgensen (1922-2016), og således indgik regeringen i juni et boligforlig med SF, selvom forliget blev noget mindre vidtrækkende, end regeringen egentlig havde ønsket sig.

8. november 1973: Boligpolitikken udløser folketingsvalg

I august 1973 nåede ejendomsvurderingerne i nogle københavnske omegnsamter op på 120 %. Erhard Jakobsen mente derfor, at boligforliget skulle tages op til revision. Det ville statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) imidlertid ikke acceptere, og Erhard Jakobsen accepterede i første omgang statsministerens afgørelse. Den 1. november 1973 meldte Erhard Jakobsen sig dog ud af Socialdemokratiet med den begrundelse, at han var træt af venstredrejningen af partiet og regeringen. Den 6. november offentliggjorde han, at han havde stiftet sit eget parti: Centrums-Demokraterne (CD).

To dage senere, den 8. november, var et nyt boliglovforslag til afstemning i Folketinget. Lovforslaget var tænkt som en opfølgning på den 15. almindelige vurdering, hvor loftet for formuebeskatning som følge af de stigende ejendomsvurderinger blev hævet fra 300.000 til 400.000 kr. Samtidig skulle formueafgiften for formuer over 400.000 kr. hæves fra 9 til 10 promille. Sidstnævnte forhold brød den nu fritstillede Erhard Jakobsen sig ikke om, og han udeblev derfor fra afstemningen i Folketinget, hvilket bragte den socialdemokratiske regering i mindretal.

Regeringen var ikke tvunget til at gå af på boligpolitikken, men situationen for Anker Jørgensen var nu blevet så broget med et ustabilt flertal og en opposition, der ustandseligt forsøgte at vælte ham, så han valgte at udskrive folketingsvalg. Valget blev kendt som Jordskredsvalget, idet ikke bare Centrums-Demokraterne, men også to andre nystiftede partier, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet, kom i Folketinget. Herudover blev Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti genindvalgt. I alt udvidedes antallet af partier i Folketinget fra fem til ti, og valget markerede således overgangen fra én politisk-parlamentarisk fase til en ny.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1966 - 1973
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring: De danske ministerier 1972-1993 - Del 1: Anker Jørgensens tid 1972-1982 (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk