Bjørnstjerne Bjørnson: Nutidens sædelige Lighedskrav. Artikel i Morgenbladet, 4. august 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 4. august 1887 offentliggjorde Morgenbladet et åbent brev fra Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) til Elisabeth Grundtvig (1856-1945). Fra sit ophold i Paris udtrykte Bjørnson sin uforbeholdne støtte til Elisabeth Grundtvig i forlængelse af det hidsige angreb, som Georg Brandes (1842-1927) havde rettet mod hende i tre artikler, bragt i Politiken den 6., 7. og 8. juli.

Den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson havde i 1883 udgivet skuespillet En Hanske, hvori han fremførte sit synspunkt om en generel opstramning af seksualmoralen i samfundet. I den offentlige debat om seksualmoralen i de efterfølgende år, også kaldet Sædelighedsfejden, fik dette synspunkt betegnelsen handskemoralen. Sædelighedsfejden kulminerede i sommeren 1887, da kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvig blandede sig i debatten. Hendes budskab om et sædeligt lighedskrav var reelt en gentagelse af handskemoralen, hvor hun krævede det samme af mændene, som blev forventet af kvinderne: kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet. Synspunktet vandt stor opbakning, særligt blandt borgerskabets kvinder og kvindesagsforkæmpere.

Da Georg Brandes trådte ind i debatten i sommeren 1887, satte det gang i den såkaldte Tremånederskrig, der blev Sædelighedsfejdens intense højdepunkt og dens afslutning. Den fortsatte dog som et månedlangt privat brevskænderi imellem blandt andre Brandes og Bjørnson i august og september 1887. Bjørnson og Brandes, hvis forhold ellers havde været præget af gensidig respekt og sympati, blev rygende uvenner og brød efter den lange brevveksling med hinanden for bestandig.

Nutidens sædelige Lighedskrav

(Nedenstaande Brev offenliggjøres med saavel Brevskriverens som Modtagerindens Samtykke. Det Opsæt, Hr. Bjørnson nævner i Slutningen af Brevet, er Frøken Elisabeth Grundtvigs Artikel i "Morgenbladet" for 28de Juli. Red.)

Kjære Frøken Grundtvig!

Alene Mangel paa Tid har afholdt mig fra at svare paa de raaeste Angreb, jeg paa længe har set, og som i hver Linje gjælder mig ligesaa meget som Dem eller Deres Venner. Begyndelsernes Flok maa i enhver Sag taale Haan, og styrkes af den; og det er bare at undres over det dybe Forræderi, at Mænd, som i andre Strøg af Tilværelsen selv har været de første og som saadanne har maattet taale Egoismens og Dumhedens Haan baade over dem selv og de mange underlige, som samler sig, hvor der er en Begyndelse, et nyt Haab, en Smule Alvor - nu selv søger den lave Glæde at haane og kaste Foragt over dem, der begynder denne Sag.

Og noget frækkere end at kalde dem, der forkynder Selvtugtens Lære i det kjønslige, for "Handsker" eller "Vanter", har jeg sjælden set. Jeg tænker, vi kan mønstre hele Regimenter af gamle og unge, som er blet "Handsker" og "Vanter" paa det modsatte, og det baade som Karakterer og Legemer. Og Forsøget paa en slig Forvanskning - for ikke at sige noget værre - tar sig underligt ud i Opsæt, der med Hensyn til Selvbeherskelse virkelig gjør Indtryk af baade "Handsker" og "Vanter".

Jeg har ikke den Glæde at kjende Dem; men jeg ærer det Navn, De bærer, fra gammelt og tror paa Forhaand, at det er Mærke for et modigt Sind og en uafhængig Vilje.

Deres Opsæt i Dag har jeg læst med saa megen Glæde, at jeg maatte gribe denne Lejlighed for at hilse paa Dem.

Paris, 30te Juli 87.

Deres ærbødige

Bjørnstjerne Bjørnson

Om kilden

Dateret
04.08.1887
Oprindelse
Morgenbladet
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
31. oktober 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk