Betænkning om rigets styrelse 1377

Kilder

Kildeintroduktion:

I sommeren 1377 afholdtes der Danehof i Nyborg. Det var en kæmpebegivenhed med 139 deltagere. Det mest imponerende resultat ved dette Danehof var, at landets nye konge, Oluf (1370-1387), og hans formyndere fik opbakning fra alle de deltagende til at opretholde lov og orden i landet. Oluf var efter Valdemar Atterdags (ca. 1321-1375) død blevet valgt til konge den 3. maj 1376. Hans forældre, Håkon 6. af Norge (1340-1380) og Margrete 1. (1353-1412), var formyndere for ham sammen med rigsrådet. Der er bevaret denne kilde, som med stor sandsynlighed stammer fra dette Danehof.

Dokumentet er formuleret som rigsrådets svar til rettertinget vedrørende en række konkrete spørgsmål om landets styre og retsorden. Der er med andre ord tale om en slags regeringsgrundlag, som Danehoffet har tilsluttet sig. Af vigtige emner omtaler dokumentet en specificering af tildelingen af privilegier, en række bestemmelser fra Olufs håndfæstning, en del aktuelle problemstillinger og endelig den eneste eksisterende definition af rigsembederne drost, marsk, gældker og kansler. Dette Danehofmøde må betragtes som et vigtigt element i forsøget på at skabe ro omkring den unge konges position. Reelt lykkedes det dog først otte år senere at skabe den opbakning, der skulle til for at skaffe ro i landet.

Rigsradets responsum omkring 1. juli 1377

“Responsum vedrørende artikler sendt fra rettertinget til rigsrådet.

§ 1: Først at før alt andet skal alle kirker, klostre, kapitler[1] , riddere, væbnere, byborgere, selvejerbønder i riget frit og uindskrænket bruge alle rettigheder, love, friheder, privilegier og nåder givet og tilstået af danske konger.

§ 2: Til artiklen om at give privilegier svares således: At enhver i riget, som har privilegier, enten kirker eller klostre, riddere eller væbnere, byborgere eller målsmænd[2] må forny disse gratis og ikke skal købe dem; men hvis nogen ikke har og vil have dem fra nyt, må de købe disse af herr kongen. Dog undtages kansler­ens ret i ovenstående artikel.[3]

§ 3: Ligeledes vedrørende artiklen om jordegods, som allerede er tildømt de rette ejere på (retter)ting[4] og dog tilbageholdes, svares således: At besiddere af denne slags gods skal modtage fire kongebreve og lade sig det tildømme og indføre i det; og hvis det derefter tilbageholdes med vold skal dette overvindes af de af kongens embedsmænd, som forfølger retten.

§ 4: Ligeledes vedrørende artiklen om tvunget salg og skødning af godser svares der således: At alle skødninger, som er fremtvunget gennem lænker eller tilfangetagelser, skal ikke have nogen kraft, men hvis nogen hævder, at han har skødet sine godser på grund af frygt eller trusler og ikke har fået halvdelen af disse godsers pris, skal han fremstille sig for biskoppen over det landområde, i hvilket striden pågår, og de 12 udvalgte, som er udpeget til dette, og ifølge lovenes krav dér forfølge sin sag i nærvær af drosten[5] i Jylland; og i de mindre lande i nærvær af en anden, som han har sat i stedet i sit navn, men i Skåne i herr gældkerens[6] nærværelse.

§ 5: Ligeledes vedrørende artiklen om gods overladt til nogen af kongen svares der: At alle sådanne overladelser af gods ophører ved kongens død.

§ 6: Ligeledes vedrørende artiklen om gods pantsat til herr kongen, om de kan indløses af de rette ejere, svares således: At ejere af sådanne godser skal fremvise deres penge på lovlig vis og derefter opfylde lovens krav.

§ 7: Ligeledes vedrørende artiklen om åger svares således: At hvem der vil anklage nogen for åger skal stævne ham for sin ordinære biskop og føre sag mod ham, da en sådan sag er gejstlig.[7]

§ 8: Ligeledes vedrørende artiklen om de på Falster, som stævnes for tegngæld[8] , svares der, at de skal bruge landet Sjællands love, som man plejer; og på Møn ligeledes.

§ 9: Ligeledes vedrørende artiklen om landboer[9] om deres tilladelse til at flytte og om deres døtres bortgiftelse til, hvem de vil, svares således: At til den lovligt fastsatte tid skal de opsige deres gods og tilfredsstille godsets herre og drage hvorhen de vil på rette skiftedag[10] ; desuden skal de frit bortgifte deres døtre til, hvem de vil.

§ 10: Ligeledes vedrørende artiklen om ikke at købe selvejergods svares således: At alle i riget, skønt ikke tvunget af loven, dog har medgivet, at ingen i riget hverken riddere eller væbnere skal købe selvejergods eller tage det som pant fra nu af og til det næste Danehof skal holdes i Nyborg.

§ 11: Ligeledes vedrørende artiklen om uretmæssigheder, som sker på Skånemarkedet, svares i almindelighed til alle indbyggere i riget: At på Skånemarkedet kan ingen bruge privilegier, som er givet af byer eller fogeder, og altså ej heller sådanne breve, som er lovet udstedt af byerne. [11]

§ 12: Ligeledes vedrørende søndagsmarkeder svares således: at dette skal forbydes i alle rigets bispedømmer undtagen fra festen for Olav den Hellige til Mikkelsdag om efteråret.[12]

§ 13: Ligeledes om selvejergods købt for mindre end 15 år siden svares: At køb af gods foretaget til dagen for valget af den nuværende kong Oluf skal forblive ved magt; det, der er foretaget efter, sættes ud af kraft.

§ 14: Ligeledes vedrørende de landsdele, som endnu ikke har retterting, svares der således: At der hvor de endnu ikke er blevet af­holdt, skal de afholdes således som det er fastsat; og de som endnu ikke har besøgt sådanne retterting. de skal besøge dem, og de skal forfølge deres retssager. Og den som forhindrer, at det sker, mod ham skal drosten rejse sag som mod en, der krænker retten og kongen.

§ 15: Ligeledes vedrørende dem, som tilfangetages og beskattes imod love, privilegi­er og håndfæstning, svares således: At hvad enten det er en adelig eller en bonde, som tilfangetages, skal en sådan forbryder straffes ifølge lovens strenghed.

§ 16: Ligeledes vedrørende, hvorvidt kong Magnus’, grev Johans og junker Ottos[13] breve har virkning efter deres død, svares således: At alle breve fra lovligt valgte danske konger, hvis valg er lovligt gennemført, som de nævnte er, skal blive stående ved magt; men de særlige herrers breve, nemlig hertuger og grever, skal opretholde deres gyldighed inden for deres herskabsområder.

§ 17: Ligeledes vedrørende artiklen om, hvor­vidt kongen kan tilba­gegive godser, som han har modtaget gennem sin forgænger, svares der således: At ingen kan miste sine godser i kongeriget Danmark, medmindre det sker igennem en afgørelse, som kaldes wordheldnævn,[14] således som det klart er indeholdt i håndfæstningen.

§ 18: Ligeledes vedrørende artiklen, om kongen kan give kronens gods til en eller anden med gyldighed efter sin død uden at få kompensation, svares således: At alt, som han har givet i fuld frihed, med råd af rigets bedste [mænd], gejstlige og lægmænd, skal stå fast til evig tid.

§ 19: Ligeledes om ulovligt gæsteri svares således: At alle, som udøver dette handler mod indholdet i alle privilegier kaldt håndfæstninger.

§ 20: Ligeledes om maning[15] svares således: At enhver som ønsker at anklage en anden i riget, skal forfølge sin sag i henhold til landets love. Hvis han derudover er gået frem ved hjælp af duel eller maning, skal den, som kongerigets lov fastsætter, retsforfølge det.

§ 21: Ligeledes om drostens myndighed svares således: At han skal styre riget, når kongen er fraværende, ind- og afsætte embedsmænd og fogeder, bestyre kongens indtægter og afgøre alle appellerede retssager i kongens navn, som om denne selv var til stede.

§ 22: Ligeledes om marskens myndighed svares således: At hans myndighed er at lede i krig på rigets regning på drostens forlangende, og han skal have et godt len af kongen uden regnskab passende til hans status.

§ 23: Ligeledes om gældkerens myndighed svares således: At han skal styre Skåne i kongens navn, afsætte og indsætte fogeder, opkræve de kongelige afgifter og dømme i alle sager, som om kongen var nærværen­de. Han skal aflægge regnskab for drosten og handle efter hans råd, og i alle retssager kan der appelleres fra ham til drosten.

§ 24: Ligeledes om kanslerens myndighed svares således: At han skal have alle indtægterne fra færgestederne i riget, 100 mark af hver ny udmøntning af kongens mønt i riget, alle kongens godser i Brøndbyøster og hele Smørum herred, udgifter og brænde til to“faat”[16] og have alle segl både sekrete [17] og ordinære til både privilegier og retssager; han kan gå ind i kongens råd eller forlade det uden indvendinger, når det passer


Ordforklaringer m.m.

[1] Kapitler: henviser her til kannikesamfund ved domkirker (domkapitler) og enkelte andre store kirker.

[2] Målsmænd: en gruppe selvejerbønder, som havde særlige vagtforpligtelser på kronens borge.

[3] Der skulle under alle omstændigheder betales penge/skriverløn til kansleren/centraladministrationen for at få skrevet privilegiebreve

[4] Retterting: kongens domstol, landets øverste domstol bortset fra Danehoffet

[5] Drost: den højststående embedsmand, som trådte i kongens sted, hvis han var borte fra riget eller mindreårig, jvf § 21 i denne kilde.

[6] Gældker: kongelig embedsmand, som stod for styret i Skåne, jvf § 23 i denne kilde.

[7] Ordet åger brugtes i middelalderen om betaling af renter, idet det i princippet var forbudt at tage rente, når man udlånte penge. At tage rente opfattedes som en synd mod Gud, og derfor hørte sådant under den gejstlige jurisdiktion (gejstlige domstole), således som det fastslås i paragraffen.

[8] Tegngæld: særlig bod til kongen i drabssager, som kun kendes fra Jyske Lov.

[9] Landboer dyrkede mod afgift mindre gårde tilhørende godsejere. Svarer nogenlunde til senere tiders fæstebønder.

[10] Man havde altså allerede i middelalderen bestemte, fastsatte datoer, hvor (arbejds)kontraktforhold kunne ophøre. Det, der senere kaldes skiftedage.

[11] Denne bestemmelse er meget svært at forstå. Muligvis er meningen, at så længe Hansestæderne havde herredømmet over Skånemarkedet, som tilfældet var 1370-85, gjaldt kongelige udstedte privilegier ikke her.

[12] Fra 29. juli til 29. september. Kirken var modstander af, at der blev holdt markeder om søndagen, som var hviledagen, hvor man skulle koncentrere sig om Gud.

[13] Kong Magnus Eriksson af Sverige og Norge var konge over Skåne 1332-1360, grev Johan (den Milde) var greve af Holsten og herre på det meste af Sjælland, Lolland og i Skåne fra 1320’erne og frem til omkring 1350, idet Skåne dog blev overdraget til kong Magnus 1332, junker Otto var søn af kong Christoffer 2 og gjorde i 1334 et mislykket forsøg på at fordrive de fremmede panteherrer fra Danmark med våbenmagt.

[14] Wordhold = vagthold. Den kongelige hird, som alle herremænd i princippet var medlemmer af, var opdelt i vagthold. Siden håndfæstningen 1282 var det fastsat, at man kun kunne dømmes for majestætsforbrydelse af et 'wordholdnævn' - altså et nævn udpeget blandt medlemmer af ens vagthold. I samme håndfæstning fastsloges første gang, at man kun kunne miste sit gods, hvis man var dømt for majestætsforbrydelse eller ikke var i stand eller villig til på anden måde at betale en bestemt type bøder til kongen (nemlig i forbindelse med den såkaldte kongebrevsforfølgning).

[15] Maning: trusler mod modparten fremsat under en retssag.

[16] "faat" er et dansk ord indsat i den latinske tekst, som det er meget svært at få mening i. Ordet, svarende til 'fad', kunne bruges som en måleenhed for jern. Meningen kunne altså være "to fade jern". Imidlertid betyder det latinske ord, som ovenfor er oversat som 'brænde' normalt foder til dyr.

[17] Sekret: betegnelsen for det segl, kongen brugte til dagligt til besegling af dokumenter, herunder privilegier. Ordet betyder egentlig 'det hemmelige'. Derudover fandtes et større og fornemmere rigssegl samt et særligt segl til anvendelse i forbindelse med rettertingets virksomhed, seglet til retssager.

Om kilden

Forfatter(e)
Rigsrådet
Dateret
01.07.1377
Oprindelse
Den originale latinske tekst er optrykt i E. Kroman: Den danske Rigslovgivning indtil 1400 (1971) s. 330ff med fejlagtig datering. Oversat til dansk af Anders Bøgh.
Kildetype
Betænkning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Rigsrådet
Dateret
01.07.1377
Oprindelse
Den originale latinske tekst er optrykt i E. Kroman: Den danske Rigslovgivning indtil 1400 (1971) s. 330ff med fejlagtig datering. Oversat til dansk af Anders Bøgh.
Kildetype
Betænkning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk