Besættelsestiden i eftertidens lys

Artikler

Siden april 1940 og op til i dag har besættelsestiden været omdiskuteret. De grundlæggende strukturer i den dominerende fortolkning af besættelsestiden blev skabt i en politisk proces i slutningen af besættelsen og i de første måneder efter befrielsen. I den proces blev modstandssynspunktet dominerende, og det er stadig et slagkraftigt politisk argument den dag i dag.

Fortolkningskampen før maj 1945 og i befrielsesdagene

Allerede 9. april 1940 begyndte en diskussion om skyld, ansvar og ære i forhold til besættelsen af Danmark. Den foregår stadig. I krigens sidste år, da Tysklands totale nederlag blev forudsigeligt, gik en holdningskamp om en samlet fortolkning af besættelsen i gang. Også den er fortsat levende, men centrale elementer af fortolkningen blev fastlagt allerede i 1945.

Fortolkningskampen før befrielsen foregik i den legale, men især i den illegale presse. Kampen var ganske hård, fordi der var stærke politiske interesser forbundet med at dominere fortolkningen af den nylige fortid. De centrale spørgsmål var, hvem der havde ansvar for besættelsen 9. april 1940, samt hvor grænsen lå for det tilladelige i forhold til samarbejde med besættelsesmagten. Selvom det under besættelsen blev diskuteret, om regering, Rigsdag og lokale myndighederne i enkelte tilfælde var gået for vidt, havde forhandlings- og samarbejdspolitikken efter alt at dømme et markant befolkningsflertal bag sig gennem hele besættelsen. Befolkningen havde såvel ved Folketingsvalget i marts 1943 som ved i det daglige at gå på arbejde og dermed bidrage til det økonomiske samarbejde med Tyskland et medansvar for og også vist sin tilslutning til denne politik.

I de glade og berusende befrielsesdage i maj 1945 var tilbøjeligheden hos det altovervejende flertal imidlertid til at identificere sig med den allierede kamp og med modstanden og dens danske repræsentanter i modstandsbevægelsen. Man ville med andre ord gerne have lod og del i sejren over nazismen.

Forskellige forhåbninger til freden

Disse stemninger var allerede forudset af ledende politikere og visse grene af modstandsbevægelsen, og man belavede sig for alvor i løbet af 1944 på at komme dem i forkøbet og drage nytte af dem. De ledende politikere ønskede at befæste det parlamentariske demokrati med det samme og i den forbindelse så vidt muligt at holde modstandsbevægelsen uden for politisk indflydelse. Det skete ud fra en betragtning om, at modstandsbevægelsen ikke havde noget legitimt demokratisk mandat, og at visse dele af den måtte betragtes som ikke-demokratisk. Her tænktes på Dansk Samling og ikke mindst Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Især Socialdemokratiets ledelse og ledende konservative politikere frygtede, at DKP med modstandsbevægelsens våben ville gribe magten med udemokratiske midler.

Den apolitiske, borgerlige og socialdemokratiske del af modstandsbevægelsen, som Frode Jakobsen stod i spidsen for, og som var vokset betragteligt i krigens sidste måneder, ønskede ligesom de ledende politikere i de gamle partier, at demokratiet blev befæstet i befrielsesøjeblikket. Denne gren af modstandsbevægelsen ønskede tillige at præge den umiddelbare efterkrigstids politiske beslutninger, men kun på visse punkter. Det skulle først og fremmest ske ved at få etableret et retsopgør med dem, som havde været i direkte tysk sold – f.eks. østfrontsfrivillige og medlemmer af de nazistiske terrorkorps – samt ved at Danmark opgav neutraliteten og blev forbundet med de allierede, det vil sige med De Forenede Nationer.

Andre dele af modstandsbevægelsen ønskede imidlertid at politisere denne og vinde politisk indflydelse efter krigen. Særlig på højrefløjen, blandt andet i Dansk Samling, havde man visse vagt definerede forestillinger om en fornyelse af det danske samfund "byggende på modstandsbevægelsens idealer" og det – angiveligt – tværpolitiske sammenhold i bevægelsen, der hævede sig over partiernes påståede repræsentation af sær-, erhvervs- og klasseinteresser. På venstrefløjen ønskede DKP målrettet at udnytte, at partiet via modstandskampen var sluppet ud af mellemkrigstidens pariastatus og nu havde en vis politisk troværdighed i bredere kredse. Ambitionerne blandt ledende partimedlemmer gik fra det relativt beskedne ønske om øget politisk indflydelse i arbejderklassen, over sammenlægning med og måske endda overtagelse af det store Socialdemokrati, til en mere direkte magtovertagelse af hele det politiske system. Til det formål forventede man at kunne drage nytte af modstandsbevægelsens status og de alliancer med andre dele af modstandsbevægelsen, som ønskede politisk fornyelse. Denne vidtrækkende og radikale ambition, som næredes af flere ledende personer i partiet, var ikke helt ulig den "folkedemokratisering", man så i Østeuropa mellem 1945-50, hvor bredt sammensatte regeringer med kommunistisk deltagelse én for én via kup blev omdannet til de facto et-parti-regeringer under kommunistisk ledelse. Til hjælp for en sådan decideret magtovertagelse ønskede disse dele af ledelsen om muligt at radikalisere retsopgøret, således at dette også ville ramme ledende politikere, hvormed man så at sige kunne kappe "hovedet" af samfundet af.

Regeringskompromiset

De mangeartede og modstridende politiske hensyn og ambitioner hos de ledende politikere og hos de forskellige grene af modstandsbevægelsen ledte til, at man under stærkt hemmelige forhandlinger i februar-april 1945 blev enige om en regering bestående af lige dele såkaldt "gamle politikere" og modstandsfolk. "Regeringskompromiset" kaldte man senere resultatet af disse forhandlinger. Motiverne bag kompromisets indgåelse var ligeså forskellige, som interesserne hos parterne var det. De "gamle politikere" følte sig for svage til at danne en regering uden modstandsfolk, idet de frygtede, hvad modstandsbevægelsen – og her især kommunisterne – med våben i hånd da kunne hidse en nys befriet befolkning op til. Ved at danne regering med modstandsbevægelsen håbede politikerne imidlertid også på at blive betragtet som "medkæmpere" – altså som en del af modstandskampen. Samtidig ville det være vanskeligt for selv de mest rabiate modstandsfolk at kræve, at retsopgøret også skulle omfatte de politikere, som modstandsbevægelsens fremmeste mænd var gået i regering med. Hertil kom, at politikerne håbede ret hurtigt at kunne udmanøvrere modstandsfolkene i disciplinerne ’regeringsudøvelse’ og ’traditionelt parlamentarisk håndelag’. Dermed ville de da have opnået, hvad de ønskede: at sikre den forfatningsmæssige kontinuitet og de gamle politiske partiers magtmonopol. Modstandslederne på midten af det politiske spektrum fik i forbindelse med indgåelse af kompromiset den ønskede lovning om et retsopgør og forsikring om, at Danmark ville frasige sig neutraliteten og søge anerkendelse som allieret nation. Kommunisterne håbede med regeringsdeltagelsen og med den status, partiet generelt havde vundet, at kunne forøge sin politiske indflydelse betragteligt. Hvor meget måtte stemningerne i befolkningen afgøre, og netop folkestemningen havde partiets ledere i foråret 1945 meget urealistisk positive forestillinger om.

Befrielsesregeringen indtrådte på baggrund af regeringskompromisset og bestod dels af modstandsbevægelsen og de gamle politikere

Befrielsesregeringen (1945). Halvdelen af medlemmerne kom fra de etablerede politiske partier, mens den anden halvdel kom fra modstandsbevægelsen. På forreste række i midten ses den socialdemokratiske statsminister Wilhelm Buhl. Foto: Fra Frihedsmuseet billedarkiv.

Påstanden om enighed og sammenhold

Den danske befolkning blev da den 4. maj 1945 om aftenen over britisk radio – og dagen efter i Danmarks Radio og i dagspressen endnu mere massivt – orienteret om dannelsen af en regering under socialdemokratens Vilhelm Buhls ledelse bestående af ministre fra modstandsbevægelsens og fra de fire store partier, der havde stået bag samarbejdspolitikken 1940-43. Denne regering hyldede straks ved sin dannelse sig selv for det gode sammenhold og den brede enighed. De stærkt uforenelige politiske motiver og ambitioner, som fandtes hos de aktører, der tidligere – i årene 1941-43 – havde bekæmpet hinanden med arrestationer, interneringer, skydevåben og sabotage, blev da skjult for befolkningen. Samme befolkning var uden tvivl tilbøjelig til at tage forsikringerne om sammenhold for gode varer, fordi det store flertal sikkert har haft sympati for begge parter. Sympati for politikerne fordi de havde forskånet land og befolkning for ødelæggelser og sikret levestandarden, sympati for modstandsbevægelsen fordi den tilsyneladende gav lodder i den allierede sejr over nazismen.

Særlig de etablerede partiers dagblade var meget aktive i at understøtte billedet af enighed og sammenhold. Samtidig fremførte de også hyppigt en påstand om, at politikerne havde været en del af modstanden. I efteråret udkom, de første historiske bogværker, som byggede videre på denne fortolkning.

Retsopgøret

Mens meget stærke følelser og uforløste modsætninger i hele befolkningen således blev dølget i massive paroler om enighed og sammenhold, fik de dog alligevel en ventil: Nemlig i form af hadet til besættelsesmagten og alt tysk, samt ikke mindst til de danskere, man mente havde været for tæt på fjenden. I dagene umiddelbart efter befrielsen fik det afløb i en uforsonlig og truende adfærd og i direkte selvtægtsaktioner over for tyskerpiger, påståede stikkere, danske nazister og småhandlende, der angiveligt havde været for ivrige i forretninger med tyskerne. I de efterfølgende måneder fik det afløb i et officielt retsopgør, der fortrinsvis ramte nogle få symbolske topfigurer i embedsmandskredse samt østfrontsfrivillige og de danske medlemmer af terrorbander og korps i tysk tjeneste. Ellers var retsopgøret karakteriseret ved fortrinsvis at ramme de små fisk og lade de store gå.

Den dominerende fortolkning

Regeringskompromisets påstand om enighed og sammenhold samt retsopgørets voldsomme udladning af had mod alt tysk og de danske forrædere blev de konstituerende elementer i den fortolkningsproces og fortolkningskamp, som det danske samfund gennemlevede i årene efter befrielsen. Der blev etableret en dominerende fortolkning, visse historikere bruger begrebet "en grundfortælling", der fremstillede Danmark under besættelsen som en nation, der fra første dag var i et stærkt modsætningsforhold til besættelsesmagten, men som ved stålsat vilje og ubrydeligt sammenhold mellem parlamentariske politikere, kongen og modstandsbevægelsen formåede at redde Danmark og drive tyskerne ud af landet. Først, hed det sig, var den passive modstand (en betegnelse politikerne efter befrielsen brugte om forhandlings- og samarbejdspolitikken) toneangivende, senere – da tiden var moden den 29. august 1943 – tog den aktive modstand over og førte kampen til ende. Fjenden var besættelsesmagten og de forræderiske danske håndlangere, store som små, altså taberne i retsopgøret.

Ustyrede og ukontrollable social-psykologiske faktorer bidrog til denne fortolkningsproces. Der var hos de fleste danskere et ubevidst ønske om at forstå sig selv og det danske samfund i et heroisk lys. Men der var også tale om bevidst og målrettet påvirkningsarbejde. Især spillede den partistyrede presse en betydelig rolle, og det samme gjaldt de i flere tilfælde dygtigt fortalte og redigerede bogværker om besættelsen.

Magten og æren

Fortolkningen var især fordelagtig for de etablerede politiske partier, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Venstre og var med til at give dem legitimitet i den usikre overgangstid fra krig til fred. Denne overgang førte ellers overalt i Europa til regimeskifte og betydelige forfatningsændringer. Men fortællingen om sammenhold og modstand blev i udpræget grad etableret på bekostning af forsvaret for den politik, de store partier havde ført, forhandlings- og samarbejdspolitikken. Det selvom denne politik var ført med betydeligt moralsk konsekvens og demokratisk legitimitet i form af befolkningens opbakning. Og det selvom den var ført for at forsvare det parlamentariske system og skåne danskerne for nazificering, ødelæggelse og død. Politikerne turde ikke forsvare denne politik i den bevægede tid omkring befrielsen, og hyldede i stedet modstanden, som de hævdede selv at have været en del af.

Derfor fik modstandsbevægelsen – paradoksalt nok – også fordele ved den dominerende fortolkning. Det gjorde den, fordi det på det holdningsmæssige plan blev modstandssynspunktet, som sejrede. Alle syntes at give hinanden ret i, at politisk legitimitet hidrørte fra en eller form for modstandsaktivitet. Den logiske følge og det ubevidste rationale blev da: Hvis man ikke ville forsvare forhandlings- og samarbejdspolitikken i dens egen ret, da måtte det være fordi, der var noget tvivlsomt og måske endda noget moralsk suspekt over denne politik.

Med historikeren Henrik Lundbaks ord kan man kort sagt sige, at de etablerede politiske partier sejrede institutionelt, mens modstandssynspunktet sejrede ideologisk. Politikerne fik magten, modstanden som begreb fik æren. Det første var vigtigst på kort sigt i form af stabiliseringen af det politiske system. Det sidste fik grundlæggende, afgørende og langtrækkende betydning for vores forståelse af besættelsen i historisk perspektiv.

Efterkrigstiden

Efter 1945 og indtil ca. 1970 har dansk offentlighed og til dels også faghistorikerne overvejende betragtet besættelsestiden som en national modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt. Efter ca. 1970 og indtil i dag er der både i historikerverdenen og i den brede offentlighed kommet forøget fokus på konflikterne internt i det danske samfund i relation til modsætningen mellem samarbejde og modstand. Fra midten er 1990'erne har dele af forskningslitteraturen præsenteret besættelsestiden som det danske samfunds forsøg på så vidt muligt at forsvare og fastholde de tilstande, man havde i 1930'erne – herunder det parlamentariske demokrati, levestandarden, neutraliteten og fraværet af krig på dansk jord.

Om end den kolde krig måske er på vej til at gøre den rangen stridig, er besættelsestiden stadig den mest omdiskuterede periode i dansk historie. Der er knyttet stærke følelser, værdier og normer til besættelsestidens historie, og i perioder har der været betydningsfulde politiske interesser forbundet med at fortolke besættelsestiden. Det var som vist ovenfor særligt tilfældet i årene umiddelbart efter befrielsen, men det gjaldt også på forskellige tidspunkter af Den Kolde Krig. I de senere år har der igen vist sig politisk interesse for at fortolke besættelsestiden på en bestemt måde med et bestemt politisk mål for øje. Når besættelsestiden optræder som eksplicit argument i den politiske debat, har det siden 1980'erne været med udgangspunkt i et forholdsvis unuanceret modstandssynspunkt, hvor den politiske aktør, der fremfører argumentet, placerer sig selv i rollen som modig og moralsk handlende, hvorved modparten automatisk tildeles rollen som defaitistisk, selvopgivende, svag og fej – underforstået: en samarbejdspolitiker.

De stærke følelser, værdier og normer samt de lejlighedsvist politiserede fortolkninger, der cirkulerer i den offentlige diskussion, kan gøre det svært at forstå tiden på dens egne præmisser.

Den særlige betydning for dansk identitetsdannelse og politisk kultur, som besættelsestiden har haft, står i kontrast til den ringe betydning perioden fik på grundlæggende strukturøkonomiske og institutionelle forhold i det danske samfund.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bryld, Claus og Warring, Anette: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998)

Bundgård Christensen, Claus; Lund Joachim; Olesen, Niels Wium; Sørensen, Jakob: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (2005)

Lundbak, Henrik: "Modstandsbevægelsen i regeringen 1945" i Dethlefsen, Henrik og Lundbak, Henrik (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (1998)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bryld, Claus og Warring, Anette: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998)

Bundgård Christensen, Claus; Lund Joachim; Olesen, Niels Wium; Sørensen, Jakob: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (2005)

Lundbak, Henrik: "Modstandsbevægelsen i regeringen 1945" i Dethlefsen, Henrik og Lundbak, Henrik (red.): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (1998)

Udgiver
danmarkshistorien.dk