Beatlemania og The Beatles besøg i Danmark i 1964

Artikler

Da den britiske popgruppe The Beatles besøgte Danmark i 1964 var det internationale ungdomsfænomen Beatlemania på sit absolut højeste. Beatlemania var ikke blot et udtryk for The Beatles' ekstreme popularitet blandt unge og teenagere over det meste af den vestlige verden. Beatlemania var også et forvarsel om de store kulturelle forandringer, der fandt sted i løbet af 1960'erne. Inden for ungdomskulturen kom musik til at spille en afgørende rolle som identitetsskabende udtryksmiddel med The Beatles som et betydningsfuldt forbillede.

Beatleskoncerterne i Danmark

Da popgruppen The Beatles gæstede Danmark og spillede to udsolgte koncerter i K.B. Hallen på Frederiksberg d. 4. juni 1964, var jubelscenerne ekstatiske. Fra det øjeblik de fire englændere landede i Kastrup Lufthavn, til de næste dag drog videre på deres turne, blev de fulgt af en skare af jublende danske teenagere, der håbede på at få et glimt af de langhårede idoler. Under selve koncerterne blev musikken overdøvet af skrigene fra de tusindvis af fans, der i begejstring kastede sig rundt i sæderne, rev sig i håret og sågar besvimede af ophidselse over endelig at opleve selveste The Beatles.

Næsten alle danske aviser skrev om begivenheden, som også havde fyldt godt op i spalterne i dagene op til besøget, og også gjorde det i dagene derefter. Overalt hvor The Beatles viste sig eller spillede koncerter, udspillede de samme scener sig: Skarer af skrigende unge mennesker fulgte bandet og skreg så højt til koncerterne, at musikken nærmest blev overflødig. Godt forberedt af pressen vidste de danske teenagere præcis, hvad de skulle gøre, for at gruppens besøg i Danmark kunne forløbe præcis som alle andre steder i verden. Musikken kunne fansene høre på singleplader eller i radioen. Alene i Danmark havde The Beatles gennem det meste af foråret og sommeren 1964 op til seks numre på radioens Top 20, og som regel indtog de de øverste pladser. Og sådan så det ud over det meste af den vestlige verden.

The Beatles gav koncert i K.B. Hallen den 4. juni 1964. Dagen efter tog bandet opstilling med dagens avis for at læse om sig selv til ære for fotografen. Medierne spillede en afgørende rolle i Beatlemaniafænomenet, der også var fortællingen om en ny måde at være ung på. Kan man ikke genkende Ringo Starr på fotoet, er det fordi, han til koncerten havde halsbetændelse og først sluttede sig til turneen et par dage senere. Istedet spillede Jimmie Nicol trommerne til koncerten - han ses her til venstre i billedet. Foto: Tage Nielsen, Ritzau Scanpix 

Fænomenet The Beatles

The Beatles skilte sig ikke kun ud fra andre grupper på grund af deres ekstreme popularitet. Beatlemania fandt sted i en brydningstid, hvor både ungdomskulturen og synet på ungdom var ved at ændre sig. Det var en bevægelse, som satte sine spor op gennem resten af årtiet. The Beatles var ikke bare en popgruppe. De blev opfattet som legitime repræsentanter og talerør for hele ungdomsgenerationen i midten af 1960'erne. Et af tegnene på dette finder man i dagbladet B.T., der i efteråret 1963 skrev en artikel om The Beatles, der netop havde fået sit store gennembrud i Storbritannien og stod på tærsklen til verdensberømmelse. B.T. beskrev The Beatles som et socialpsykologisk fænomen, som overskred grænserne for underholdning. Avisen fremhævede gruppens arbejderklassebaggrund og opvæksten i den rå havneby Liverpool som en vigtig forudsætning for gruppens legitimitet:

"The Beatles udtrykker den ægte arbejderklasses brutalitet og livslyst. The Liverpool-Sound udtrykker kønnenes seksuelle ligeberettigelse."

Dermed, understregede B.T., blev The Beatles noget, alle kunne identificere sig med. I modsætning til tidens andre popstjerner var The Beatles ægte. De var "ikke lavet på Fabrik".

The Beatles blev altså opfattet som noget mere umiddelbart og ægte, end hvad man ellers fandt af tilbud fra popindustrien til teenagerne på dette tidspunkt. I modsætning til mange andre grupper skrev de det meste af deres materiale selv. De sang, spillede og arrangerede selv deres musik, og i hvert fald tre af gruppens fire medlemmer havde spillet sammen som band i flere år, inden de blev opdaget af pladeselskaber og medier. Ingen af delene var normalt i en musikbranche, hvor der hidtil havde været skarpe arbejdsdelinger mellem komponister, musikere og solister, hvoraf det næsten kun var de sidstnævnte, der blev stjerner.

Beatlemania som normbrud

Det var dog ikke kun inden for musikbranchen, at The Beatles udfordrede gængse normer og praksisser. I forbindelse med koncerten i København i 1964 spurgte en journalist fra Politiken Paul McCartney: "Hvor længe varer det økonomiske eventyr?" Beatlens svar var kort og fyndigt: "Jeg ved det ikke. Ved De?" I det kække svar ligger der et lille svirp til journalisten, der med sit spørgsmål i virkeligheden formulerede undren over succesen og en formodning om, at den nok hurtigt ville dampe af. Svaret er en afvisning af journalistens præmis, der var typisk for The Beatles' optræden i medierne i disse år. Beatlernes uforudsigelige medieoptræden var formentlig bundet i drenget energi og trods og gjorde, at de blev anset for at være fire charmerende og upolerede arbejderklassefyre. Men deres medieoptræden sendte et signal til alle unge om, at man ikke behøvede at følge de spilleregler, som voksne havde defineret.

I de danske aviser skortede det ikke på hånlige betegnelser for Beatles' frisurer som fx "gulvmopfriserede", "frynse-frisure", "høstak-frisure". . Egentlig var beatlerne ikke mere langhårede end de fleste andre unge mænd i 1964. Men i stedet for at rede håret bagud i stramme frisurer lod de håret hænge. The Beatles' manager Brian Epstein (1934-1967) havde et godt øje for branding. Men selv om håret og det uniformerede look set fra et kommercielt synspunkt var smarte tricks, der kunne få The Beatles til at skille sig ud, så deres unge fans det som symbolet på løsrivelse fra tidligere generationers normer. Når forældre, meningsdannere og hele pressen valgte at fokusere mere på hårpragt og pigernes skrig end bandets musik, forærede de 1960'ernes unge et stærkt symbol på modstand. Frit flagrende lokker blev ensbetydende med ung frihedstrang og nej tak til autoriteter. Gruppens fans greb og forstærkede normbruddet.

"Skrigeriet steg adskillige streger over, hvad man havde troet muligt. Det var mere end infernalsk - det var en eksplosion af lyd." Sådan beskrev Information stemningen, da The Beatles indtog scenen i K.B. Hallen. Til en Beatles-koncert kunne selv pæne piger og drenge lade sig rive med og smide hæmningerne i begejstring. Publikum vidste præcis, hvordan man skulle opføre sig til en Beatles-koncert, for det havde man kunnet læse om i blade og aviser. Foto: Svend Aage Mortensen, Ritzau Scanpix

Musikken som talerør

The Beatles blev allerede fra begyndelsen tillagt en hel række værdier og forståelser, som lå langt ud over musikken. De fire medlemmer var ikke kun repræsentanter for den engelske arbejderklasseungdom, men blev ret hurtigt anerkendt som ungdommens egne repræsentanter. De udtrykte noget, som var universelt for unge, og som voksne ikke forstod. The Beatles var de første og største af 1960'ernes mange bands, der repræsenterede vestlige unges indestængte følelser, men hurtigt fulgte britiske bands som The Rolling Stones, The Who og The Kinks efter.

Snart var The Beatles og andre grupper ungdommens repræsentanter på sange som The Beatles' egen "Help" eller The Who's "My Generation" eller Rolling Stones' "Satisfaction" – alle fra 1965. Musik blev i løbet af 1960'erne i stigende grad opfattet som ungdommens talerør, hvilket fik en selvforstærkende effekt. Rock og pop var mere end blot underholdning. Som årtiet skred frem, fik rocken og ungdomskulturen forskellige ansigter. Rocken udviklede sig fra slutningen af 1960'erne som populær musikform til noget, som forskellige politiske, ideologiske eller subkulturelle grupper kunne bruge til at give sig selv stemmer. Pop og rock har i al sin mangfoldighed derfor siden stået som en af de stærkeste identitetsmæssige markører for ungdomskultur.

Beatleskoncerten i Danmark var ikke bare et forvarsel om, men en manifestation af, at væsentlige forandringer var på vej i ungdomskulturen. Beatlemania var en erkendelse af, at ungdomsperioden havde en egen værdi. Med Beatlemania voksede rock og pop til et sprog og en udtryksform, der forbandt ungdomskulturen på tværs af nationale, sproglige og kulturelle grænser. Det var en bevægelse, der var så stærk, at ungdom og ungdomskultur lige siden har været et ideal, som alle har efterstræbt. Beatlemania og det, der fulgte, var udtryk for, at unge på tværs af kulturelle og sociale skel tog ejerskab over den kommercielle populærkultur og begyndte at udtrykke sig igennem den.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rasmus Rosenørn
Tidsafgrænsning
1960 - 1970
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Rosenørn, Rasmus: Beatlemania, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Michelsen, Morten m.fl. (red.): Rock i Danmark. Studier i populærmusik fra 1950’erne til årtusindskiftet. (2013)

Schildt, Axel & Siegfried, Detlef (red.): Between Marx and Coca-Cola – Youth Cultures in Changing European Societies 1960-1980. (2006)

Marwick, Arthur: The Sixties – Cultural Revolution in Britain, France, Italy and the United States, c. 1958-1974. (1998)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rasmus Rosenørn
Tidsafgrænsning
1960 - 1970
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Rosenørn, Rasmus: Beatlemania, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Michelsen, Morten m.fl. (red.): Rock i Danmark. Studier i populærmusik fra 1950’erne til årtusindskiftet. (2013)

Schildt, Axel & Siegfried, Detlef (red.): Between Marx and Coca-Cola – Youth Cultures in Changing European Societies 1960-1980. (2006)

Marwick, Arthur: The Sixties – Cultural Revolution in Britain, France, Italy and the United States, c. 1958-1974. (1998)

Udgiver
danmarkshistorien.dk