Augusta Erichsens beretning om Kanslergadeforliget

Kilder

Kildeintroduktion:

Danmark var i 1933, som mange andre vestlige lande, blevet ramt af den verdensomspændende økonomiske krise. Dette ramte især det danske landbrug og den danske eksport hårdt. Samtidig og delvist som følge af den økonomiske krise var Danmark også ramt af en større arbejdsmarkedspolitisk krise, der truede landet med storkonflikt. Arbejdsgivere og arbejdstagere kunne ikke blive enige om nye overenskomster. Arbejdsgiverne ønskede at sænke lønnen med 20 procent og truede med lockout, hvis arbejdstagerne ikke ville efterkomme dette.

I et forsøg på at imødegå denne krise med indgåelse af et politisk forlig om indgreb mødtes repræsentanter fra regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre med repræsentanter fra partiet Venstre den 29. januar 1933 i statsminister Thorvald Staunings (S) hjem i Kanslergade. De Konservative var ikke inviteret og stod i et større politisk dilemma. Da De Konservatives vælgere ville blive ramt både ved en devaluering af kronen og ved et regeringsindgreb mod lockouten, var de interesser, som de skulle varetage, modstridende, hvilket gjorde partiet til en vanskelig forhandlingspartner. De deltagende partier mødte op til forhandlingerne med hver deres ønsker og interesser at varetage. Efter lange forhandlinger, der nær var brudt sammen, lykkedes det ud på natten repræsentanterne fra de tre partier at nå til enighed om et forlig, der bl.a. indebar følgende:

  • En devaluering af kronen, der skulle sætte gang i den danske eksport af især landbrugsvarer. Dette var Venstres primære krav til forhandlingerne, men man frygtede dog samtidig, at det ville føre til sanktioner fra Storbritannien, der var den største importør af danske landbrugsvarer.
  • Et lovindgreb der i forlængelse af Socialdemokratiets ønsker skulle forbyde lockout og strejker og forlænge overenskomsterne med 1 år.
  • En vedtagelse af socialminister K. K. Steinckes (S) socialreformer, der bl.a. indebar lov om offentlig forsorg og lov om folkeforsikring. Venstre var principielt imod denne statsindgribende omfordelingspolitik, men gik med til ikke at stemme imod ved afstemningen om reformerne.

Det var således et større politisk spil, der skulle gå op, men situationens alvorlige karakter gjorde partierne mere samarbejdsvillige, end der før havde været tradition for. Kanslergadeforliget faldt sammen med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og illustrerede demokratiets sejr i Danmark og samtidige nederlag i Tyskland. Rygtet vil vide, at forhandlingerne midt om natten brød sammen, men at de blev genoptaget efter Staunings opfordring om at nyde et glas whisky. Den eneste der var til stede, foruden repræsentanterne fra de tre partier, var Staunings unge samlever Augusta Erichsen. Dette er hendes version af forløbet om, hvordan whisky hjalp et af danmarkshistoriens største politiske forlig på vej.

(…)

Den største af alle begivenhederne i Kanslergade var dog det berømte Kanslergade-forlig. Hvor meget siger det folk i dag? Det er jo simpelt hen et af de allervigtigste forlig i nyere dansk politisk historie. I 1933 havde Danmark landbrugskrise og der kom varsel om storlockout omfattende 200.000 mand. Samtidig var lige så mange i forvejen arbejdsløse, og det var mere end landet kunne bære. For regeringen betød det en ren katastrofe. Th. og hans ministre stillede forslag om et års forlængelse af overenskomsterne og forbud mod strejker og lockouter i samme tidsrum. Nu forelå de elementer, der kunne danne baggrund for et stort anlagt forlig: på den ene side landbrugets uhyre vanskeligheder, på den anden en arbejder-befolk­ning, som både var hærget af arbejdsløshed og truet af lockout.

Dagen efter, at regeringen havde formuleret sit forslag, indledtes de afgørende forhandlinger hjemme i Kanslergade. Regeringsparterne repræsenteredes af bl.a. Stauning, Bording, Fisker, Alsing-Andersen, P. Munch, Dahlgaard og Niels Frederiksen. Fra Venstre mødte Mad­sen-Mygdal, Krag og Hauch.

Alt dette står i protokollerne og i den politiske historieskrivning, men referatet af de taktiske forskydninger i meningsudvekslingen er ikke tilstrækkeligt for at skildre dette dramatiske døgn.

Jeg glemmer aldrig, hvad det var der skete. Fra klokken ti om formiddagen til over midnat var jeg konstant i nærheden af Th. og hans gæster. Jeg sørgede for frokost og aftensmad og senere på aftenen da der endnu ikke var truffet nogen afgørende beslutning til løsning af krisen i Danmark, måtte jeg sørge for nogle forfriskninger.

Efter midnat gik jeg i seng, men inden jeg faldt i søvn, bankede Th. på min dør.

- Hvordan går det?, spurgte jeg.

- Det går ikke ... , sagde han bare.

- Gi' dem en whisky mere, sagde jeg, så kan det være det hjælper lidt på humøret.

- Jamen kære Gugge [Augusta Erichsens kaldenavn] - der er ikke mere whisky!

Jeg vidste, at der stod en flaske dybt nede i kælderen, men jeg var - rent ud sagt - dødsensangst for at gå derned, for det vrimlede med rotter, og det var buldermørkt. Alligevel tog jeg min house coat på, begyndte at stige ned ad den stejle køkkentrappe og famlede mig senere vej over gården og ned i kælderen.

Jeg fandt flasken, slap fri af rotterne og løb med hjertet ham­rende i livet op ad trapperne med whiskyen.

Helt forskrækket stirrede jeg på flasken oppe i køkkenet. Den var snavset og ækel af kælderens støv og fugt.

l en fart fik jeg hele indholdet hældt over på en krystaIkaraffel, tog en kjole på og gik ind i stuen med den længe ventede whisky.

Så gik jeg igen i seng, men det varede ikke så forfærdelig længe, før Th. atter bankede på døren.

- Nu kan du godt stå op og drikke et glas med mig, sagde han.

De er gået alle sammen, og det er det største forlig, jeg har været med til ... jeg er lykkelig nu!

Så skålede vi for at forliget måtte blive til lykke og gavn for landet, og vort ønske gik i opfyldelse. Senere spiste vi pølsemad og talte om fremtidsudsigterne efter at den nye gunstige situation så heldigt var blevet skabt.

Dagen efter kom Hartvig Frisch op til mig, mens jeg gik alene omkring i lejligheden. Han sagde stilfærdigt, men indtrængende:

- Ved du hvad, Gugge, den karaffel, du serverede whisky i umid­delbart inden forliget blev afsluttet, den vil jeg forfærdelig gerne eje. Det er en historisk karaffel i dag - et klenodie i Danmarks politiske krønike allerede ...

Jeg rødmede naturligvis, men det var tydeligt at se, at han mente det dybt alvorligt. Og karaflen kom da også til at stå i Hartvigs hjem - den må være i hans families eje i dag.

Som sagt tror jeg aldrig nogen sinde jeg glemmer denne drama­tiske nat (...)

Om kilden

Forfatter(e)
Augusta Erichsen
Dateret
1967
Oprindelse
Erichsen, Augusta: Mit liv med Stauning (1967), s.48-49.
Kildetype
Erindring
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. januar 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk