Attentat paa Konseilspræsidenten - Leder i Dagens Nyheder, 22. okt. 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Næsten øjeblikkeligt efter det mislykkede attentat på konseilspræsident Estrup den 21. okt. 1885 begyndte kampen om, hvorledes begivenheden skulle fortolkes politisk. For regeringens støtter og partiet Højre var der ingen tvivl om, at attentatet var en naturlig følge af den "hadske" kampagne, Venstre havde ført mod regeringen. Regeringens modstandere, herunder partiet Venstre, så derimod attentatet som en vildfaren idealists desperate handling. En handling, som man tog al mulig afstand fra, men som, man samtidig mente, var et resultat af regeringens "frihedsfjendske" politik, som gang på gang tilsidesatte venstreflertallet i Folketinget.

Her bringes lederen i Dagens Nyheder dagen efter attentatet. Dagens Nyheder støttede regeringen og partiet Højre og var en skarp kritiker af Venstres krav om øget indflydelse til Folketinget. I lederen placerer avisen ansvaret for attentatet hos Venstreoppositionens og dens "forbryderiske", "gemene" og "hensynsløse" agitation mod regeringen. Herudover opfordrer lederen regeringen til nu at gribe hårdt ind og tage de nødvendige foranstaltninger for at stoppe den skadelige agitation.

Dagens Nyheder

Torsdag d. 22. Oktober 1885.
Attentat paa Konseilspræsidenten.

Igaar er den første modne Frugt faldet af det Gifttræ, som en forbryderisk, i sin inderste Tanke gemen og i sin ydre Form hensynsløs Agitation, hvis Udvikling er bleven begunstiget dels ved gammel Slendrian, dels ved en jammerlig Presselov, i det sidste Tiaar har opelsket her i Landet. Igaar Eftermiddag Kl. 5 er der forøvet et Mordattentat paa Konseilspræsident Estrup, da han fra Ministeriet var kommen i Nærheden af sit Hjem paa Toldbodveien. Idet vi med Hensyn til Enkelthederne i denne Begivenhed henviste til nedenstaaende Meddelelser, skulle vi kun strax oplyse, at Mordattentatet heldigvis mislykkedes, og at Konseilspræsidenten var saa lidt afficeret af det Forefaldne, at han umiddelbart derefter tog i Middagsselskab.

Om vi her have at giøre med et beklageligt Udslag af et enkelt Individs, en Slags Gade-Pingels opfanatiserede sindssyge Hjerne, eller om den igaar i Praxis omsatte, af Venstrepressen, navnlig af de socialdemokratiske Dele af den mere eller mindre direkte prædikede Lære om Tilladeligheden af politiske Mord og Voldshandlinger, staar i Forbindelse med visse Aftaler og Forberedelser, til hvilke Hovedmændene maa søges i ganske andre Samfundslag, end i det, Forbryderen tilhører, er det for tidligt at have nogen bestemt Mening om. Det første er maaske det sandsynligste, men det Sidste er paa ingen Maade urimeligt, naar man mindes de Udtalelser, der ere fremkomne, navnlig i ”Morgenbladet” og i ”Politiken”, saavel i som uden for disse Blades saakaldte ”Postkasse”, og i hvilke man paa den frækkeste Maade har hævdet den politiske Selvtægtsret og forherliget Revolutionen med dens Tilbehør af politiske Mord og Voldshandlinger. Der har i disse Blade saa ofte været Spørgsmaal om, ”hvad der vilde ske, naar Estrup døde pludseligt”, om ”politisk Snigmord er en Forbrydelse”, o.s.v. at man ikke kan være i Tvivl om, at det moralske Ansvar for Begivenheden igaar falder paa Venstreagitationen, saaledes som den nu i aarevis er bleven dreven herhjemme i Skrift og Tale.

Hvilke Følger Attentatet paa Konseilspræsidenten vil medføre for Udviklingen af den politiske Situation herhjemme, vilde det ligeledes være forhastet i dette Øieblik at danne sig en bestemt Mening om. Kun saameget kan vistnok allerede nu siges med Sikkerhed, at dette feige Udslag af en lumpen Partiaand vil vække Indignation langt udover de Kredse, som i Politiken følge Konseilspræsidenten, at den vil blive delt af alle rettænkende Mænd, i hvis Hjerne Partifanatismen endnu ikke har udvisket alle Begreber om Ret og Uret, selv hvor det gjælder Modstandere.

Vi tro derfor, at det igaar Passerede i Virkeligheden vil blive til Glæde for det Parti, i hvis Tjeneste Forbrydelsen er bleven forsøgt, og det er da navnlig fra dette Synspunkt, for hvis Rigtighed Venstre næppe selv kan være blindt, at vi hente vor Tvivl om, at man her har at giøre med et Attentat, der er sat i Scene af Partiets egentlige Ledere. Dette faa nu være som det vil – i saa Henseende maa det jo antages, at de over Forbryderen optagne Forhør ville bringe større Klarhed – men allerede nu er der den største Opfordring for Regeringen til at forlade den rent defensive Holdning, som den hidtil har indtaget i den politiske Kamp, eller med andre Ord til at tage Skeen i en ganske anden Haand. Paa fin Besindighed har det Estrupske Ministerium givet saa mangfoldige Beviser, at Ingen i saa Henseende kan være i Tvivl; nu gjælder det for Ministeriet at vise, at det ikke mangler fast og bestemt Villie til at handle efter Omstændighedernes Krav, selv om dette skulde nødvendiggjøre Foranstaltninger, om hvilke endnu for kort Tid siden næppe Nogen havde drømt her i Landet. Regeringen kan utvivlsomt være forvisset om i Høire at finde den mest redebonne Understøttelse til at afværge Indførelsen herhjemme af revolutionaire, irske Tilstande, men saa maa Høire til Gjengjæld ogsaa kunne stole paa Regeringens Energi og paa, at den vil forstaa at indblæse sine Undergivne i de forskjellige Administrationsgrene den samme Aand. I sidstnævnte Henseende lade Forholdene meget tilbage at ønske.

Attentatet viser sig at være ikke en Følge af en øieblikkelig Ophidselse, men af en forud overlagt Plan. Forbryderen, en ung Typograf ved Navn Julius Rasmussen, indfandt sig igaar Eftermiddag i Konseilspræsident Estrups Bolig paa Toldbodveien og spurgte om, naar han kunde faa Hans Excellence i Tale. Der blev da svaret, at Konseilspræsidenten pleiede at komme hjem omtrent ved Klokken 5. Den unge Mand maa da formodentlig have opholdt sig udenfor Konseilspræsidentens Bolig, thi da denne kom gaaende hjem Klokken 4 3/4 traadte Forbryderen hen til ham og spurgte, om han var Konseilspræsident Estrup. Paa Ministerens bekræftende Svar trak Personen en Revolver frem og affyrede den lige mod hans Bryst. Ministeren gjorde en afværgende Bevægelse og udbrød; ”Er De gal, skyder De?”, hvorpaa han greb Personen i Armen. Det lykkedes dog Forbryderen at affyre endnu et Skud, som imidlertid ikke ramte, men strøg forbi Siden af Ministeren. Der kom flere Folk, deriblandt Grosserer Toxen-Worm, til og greb Forbryderen, der af dem og en tilstedekommen Politibetjent blev bragt til Politistationen i St. Kongensgade, hvorfra han blev ført til Hovedstationen.

Det første Skud, som blev affyret lige mod Ministerens Bryst, ramte heldigvis en Knap, hvorved Kuglen prellede af, saa at kun Tøiet blev gjennemboret, medens der ellers ikke blev tilføiet Ministeren nogen Skade. Konseilspræsident Estrup bevarede hele Tiden den største Koldblodighed, og da Morderen var paagreben og ført bort, begav han sig kun op i sit Hjem, for at skifte Frakke, hvorpaa han tog ud til et Middagsselskab, hvortil han var indbudt.

Forbryderen, der er et ungt, net udseende Menneske, viste sig meget fanatisk og erklærede saavel ved Paagribelsen som paa Stationen at han ikke fortrød sin Gjerning, som han ”ansaa for noget Godt, der vilde være til Gavn for Friheden” (!); han tilføiede, at det kun gjorde ham ondt for hans Moder, som han vidste vilde sørge over hans Gjerning.

Efter hvad vi erfare, er den unge Fanatiker oplært og uddannet hos Riffelhelten paa Falster, Dr. Jordan, og han har saaledes gaaet i en fortræffelig Skole, der nu har vist, hvilke Frugter, den afsætter.

Som en Løbeild spredte Efterretningen om Attentatet sig over hele Byen. Overalt paa Gaderne dannede Folk smaa Grupper, fra hvilke der lød harmfulde Ytringer om det frække Attentat, iblandede med Udtalelser om, at der nu snart maatte blive truffet Foranstaltninger til at dæmpe den om sig gribende Ustyrlighed og Selvraadighed. Af og til løb der Ytringer, som gik i modsat Retning og vidnede om den modbydelige Raahed, som Venstre-Agitationen har udviklet hos den kjøbenhavnske Befolknings Bærme. Snart blev der fra Bladene uddelt Løbesedler om Attentatet. Disse bleve formelig revne bort af Publikum. Gjennem Hovedgaderne var der en usædvanlig Færdsel, men der fandt ingen Uordener Sted. Som Vidnesbyrd om, hvor hurtigt Efterretningen spredte sig, kan anføres, at der allerede Klokken halvsyv indløb telegrafiske Forespørgsler om Begivenheden fra Helsingør og andre sjællandske Kjøbstæder.

Om det iaftes over Forbryderen optagne Forhør se vi os ikke i stand at meddele Andet, end at han har nægtet at have Medskyldige.