Arrestationerne af dansksindede nordslesvigere, august 1914

Artikler

Kort efter 1. verdenskrigs udbrud den 1. august 1914 blev 290 dansksindede nordslesvigere (i det nuværende Sønderjylland) tilbageholdt og arresteret af de tyske militære myndigheder. Personerne var under mistanke for at kunne bringe vigtige militære informationer til Danmark og/eller Tysklands modstandere i krigen.  Navne på hundredvis af dansksindede nordslesvigere, der skulle arresteres, var skrevet op på lister af de lokale myndigheder før krigens udbrud, men kort tid inden fortrød de øverste myndigheder i Berlin og tilbagekaldte ordren. Lokale nordslesvigske myndigheder arresterede dog alligevel næsten 300 dansksindede kvinder og mænd.

Den danske bevægelse i Nordslesvig

Danmark måtte efter tabet af den 2. Slesvigske Krig i 1864 afstå en stor del af Sønderjylland. Det nordslesvigske område kom dermed til at indgå i Det Tyske Kejserrige.

Den danske bevægelse i Slesvig opstod som en modvægt til, at området nu hørte til Tyskland. Der blev oprettet foreninger, hvor man kunne dyrke dansk sprog og kultur. Derudover opstod der blandt mange af de tidligere danske sønderjyder et håb om, at grænsen kunne ændres, så det nordlige Slesvig kunne blive en del af Danmark igen.

Bevægelsen stiftede i 1880 Sprogforeningen, den skulle styrke danskheden ved hjælp af private biblioteker, møder og foredrag. Vælgerforeningen, som fulgte i 1888, var de danskes politiske parti. Skoleforeningen fra 1892 arbejdede for, at de unge blev sendt til Danmark for at lære dansk sprog og kultur på ungdomsskoler og højskoler.

Den danske bevægelse var upopulær hos de tyske myndigheder i tiden op mod 1.verdenskrig. Myndighederne var blandt andet bange for, at de dansksindede ville forsøge at kræve en ændring i tilhørsforholdet til Danmark, så Nordslesvig igen ville blive dansk.

 

Baggrunden for arrestationerne

Udbruddet af 1.verdenskrig medførte en ændret magtfordeling i Det Tyske Kejserrige, hvor retten til at udøve magt gik fra de civile til de militære myndigheder. Det betød, at dele af den tyske forfatning med øjeblikkelig virkning blev sat ud af kraft. Flere civile rettigheder, som for eksempel forenings- og forsamlingsfrihed, blev ikke længere opretholdt.  De lokale militære myndigheder fik desuden frit spil til at tilbageholde personer, der havde en uønsket eller mistænkelig adfærd.

Inden krigens begyndelse havde de militære myndigheder som en del af den tyske krigsmobilisering og –forberedelse planlagt forskellige sikkerhedsforanstaltninger. 

I Nordslesvig gik de blandt andet ud på at arrestere personer, der blev anset som upålidelige og farlige for Tysklands sikkerhed. I Nordslesvig havde de lokale tyske myndigheder derfor allerede før krigen udarbejdet lister over de personer, der skulle tilbageholdes i tilfælde af et krigsudbrud.

På listerne stod blandt andet navnene på ’politisk mistænkelige’ personer, der havde fremtrædende pladser i den danske bevægelse. De tyske myndigheder frygtede, at de ville sende militære oplysninger over grænsen til Danmark eller til Tysklands modstandere, hvilket kunne påvirke den tyske mobilisering. Listerne indeholdt også navne på fiskere og andre farvandskyndige, der ligeledes regnedes for upålidelige. Myndighederne frygtede, at de kunne fragte desertører ud af landet eller kunne have kontakt med skibe fra den engelske flåde.

Straks efter at 1. verdenskrig brød ud, begyndte de lokale tyske myndigheder derfor at arrestere flere hundrede dansksindede nordslesvigere i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Flensborg, og mange af den danske bevægelses ledere og frontpersoner blev tilbageholdt.

   

 Internerede danske mænd føres ud af Sønderborghus, eskorteret af tyske soldater. Foto: Sønderborg Slot - Museum Sønderjylland.

 

Kontraordre fra Berlin: Arrestationerne skulle undgås

Arrestationerne skete på trods af, at rigsregeringen i Berlin kort før krigens udbrud havde ombestemt sig og alligevel ikke ville arrestere de dansksindede, som ellers var optegnet på listerne inden krigens begyndelse. Tilbageholdelser skulle undgås, med mindre det var yderst nødvendigt. Regeringen frygtede, at arrestationerne ville føre til modstand, som kunne skade den tyske regering og de tyske interesser. Den tyske krigsminister Erich von Falkenhayn (1861-1922) udstedte derfor kort før krigens udbrud nye retningslinjer for omfanget af arrestationer af dansksindede slesvigere, som blev sendt ud til samtlige generalkommandoer.

 

De lokale myndigheder gik mod regeringens ønske

Slesvig hørte militært under Karl August Maximilian Roehl (1853-1922), der var den kommanderende general for det 9. Armékorps i Altona. Han kom til at spille en afgørende rolle i arrestationerne og tilbageholdelsen af de 290 dansksindede nordslesvigere. Da regeringen i Berlin blev klar over omfanget af tilfangetagne, blev der givet ordre til, at samtlige fanger skulle løslades. Generalkommandoen fastholdt dog, at de arresterede fortsat skulle holdes tilbage af sikkerhedsmæssige grunde. Slesvigs overpræsident Detlev von Bülow (1854-1926) fungerede som forbindelsesled mellem generalkommandoen i Altona og landråderne, der var civile embedsmænd i de forskellige kredse i Nordslesvig. Han gik også imod regeringens krav og videregav generalkommandoens ordre om en fortsat tilbageholdelse til de lokale landråder og amtsforstandere. I samarbejde med politiforvaltningen udformede de før krigen listerne med navnene på de personer, der ansås som mistænkelige.

Den kommanderende general von Roehl og Overpræsident Bülow mente, at var nødvendigt at foretage nogle præventive arrestationer, og det gjorde det muligt for flere af landråderne og amtsforstanderne at foretage ganske omfattende arrestationer af de dansksindede nordslesvigere.

Beslutningen om hvem der skulle arresteres blev taget lokalt, og det forklarer, hvorfor man i Berlin ikke kendte til omfanget af anholdelser.

 

Forløbet af arrestationerne

Der var stor forskel på antallet af arrestationer i de forskellige kredse, afhængigt af hvordan de lokale tyske myndigheder greb ind. I Sønderborg og Tønder blev flest ’politisk mistænkelige’ tilbageholdt. I Haderslev og Aabenraa var embedsmændene mere tilbageholdende med at arrestere de dansksindede slesvigere, og Flensborg var det sted, hvor der blev arresteret langt færrest.

Arrestationerne forløb også meget forskelligt i de fem nordslesvigske amter.  I Aabenraa blev de arresterede løsladt umiddelbart efter deres tilbageholdelse, mens langt de fleste civilfanger i Sønderborg og Flensborg først blev frigivet efter flere uger i slutningen af august eller i midten af september 1914. Enkelte fanger blev dog tilbageholdt indtil oktober og december samme år.

Når de dansksindede blev løsladt, skulle de underskrive en loyalitetserklæring, hvor de blandt andet tog afstand fra at udvise ikke-tysk sindelag og lovede ikke at modsætte sig tyske interesser. Erklæringen var stort set ens i alle amterne, og den bestod af fem punkter, hvormed de arresterede skulle erklære: 1) ikke at ville udvise ikke-tysk sindelag, 2) ikke at ville udføre, understøtte eller medvirke til noget, der var i modstrid med tyske interesser, 3) ikke at ville udbrede nyheder af militær eller politisk interesse, især ikke i udlandet, 4) ikke at ville deltage i danske foreninger eller forsamlinger, og 5) ikke at ville forlade hjemkommunen, uden at politimyndighederne i forvejen havde godkendt det.

 

   

 Dette foto er taget i bygaden i Ketting på Als i august 1914, hvor tyske gendarmer forsøger at finde fremtrædende dansksindede, der skal interneres. Det er det mest kendte foto af de mange arrestationer, der var særlig talrige på Als og Sundeved. Foto: Sønderborg Slot - Museum Sønderjylland.

 

H.P. Hanssen hjalp de arresterede

Den dansksindede politiker Hans Peter Hanssen (1862-1936) var en frontfigur i nationalitetskampen i Nordslesvig. Han var medstifter af flere af de danske foreninger og medlem af Den Preussiske Landdag 1896-1908 og Den Tyske Rigsdag 1906-1918. Her kæmpede han blandt andet for en lempelse af den tyske censur i den dansksindede presse og påtalte flere gange spørgsmålet om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold.

Han blev arresteret af de tyske myndigheder den 31. juli 1914, men blev løsladt allerede dagen efter pga. sin parlamentariske immunitet. H.P. Hanssen medvirkede efter sin egen løsladelse til frigivelsen af andre dansksindede civile anholdte. Det kunne han, fordi han i sit politiske arbejde havde fået gode forbindelser til tyske politikere og embedsmænd. I flere tilfælde, hvor dansksindede personer i Nordslesvig blev arresteret, havde H.P. Hanssen brevveksling med sine tyske kontakter i forsøget på at opnå løsladelse af fangerne. Den tyske indenrigsminister Friedrich Wilhelm von Loebell (1855-1931) og udenrigsminister Gottlieb von Jagow (1863-1935) var nogle af de politiske forbindelser, som H.P. Hanssen i flere omgange gjorde brug af.

Om artiklen

Forfatter(e)
Laura Luise Løkke Berg
Tidsafgrænsning
1914 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Nissen, Mogens (2014). ’De Danske Civilfanger Under Første Verdenskrig’ i Sønderjyske Årbøger 2014. Historisk Samfund for Sønderjylland

Rasmussen, René (2006). ’Interneringen af dansksindede ledere og farvandskyndige i 1914’ i Adriansen, Inge og Schultz Hansens, Hans. Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918. Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

1. verdenskrig Laura Luise Løkke Berg Slesvig/Holsten Sønderjylland Sønderjyske spørgsmål

Om artiklen

Forfatter(e)
Laura Luise Løkke Berg
Tidsafgrænsning
1914 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Nissen, Mogens (2014). ’De Danske Civilfanger Under Første Verdenskrig’ i Sønderjyske Årbøger 2014. Historisk Samfund for Sønderjylland

Rasmussen, René (2006). ’Interneringen af dansksindede ledere og farvandskyndige i 1914’ i Adriansen, Inge og Schultz Hansens, Hans. Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918. Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland

Udgiver
danmarkshistorien.dk