Annonce fra købmand Hans Finch, 1749

Kilder

Kildeintroduktion:

Tæt på Kongens Nytorv i København havde købmanden Hans Finch i 1700-tallet en butik, der solgte te, kaffe og køkkenudstyr. I denne annonce, indrykket i Kiøbenhavnske Danske Post-Tiedender den 15. december 1749, reklamerer butikken for sine varer. Te og kaffe kom til Danmark i midten af 1600-tallet, men var i begyndelsen meget eksklusive varer. I løbet af 1700-tallet blev nydelsesmidlerne mere udbredte, men var dog stadig en luksusvare forbeholdt det bedre borgerskab og middelklassen.
I 1749 kostede den billigste te 2 mark og 4 skilling (16 skilling). Til sammenligning kostede et pund groft rugbrød i København på dette tidspunkt ca. 2 skilling, og en arbejdsmands dagsløn var ca. 16 skilling.   

Af formidlingshensyn er teksten nedenfor brudt op.

Udi lille Kongensgade paa hiørnet af Indtegaden[1] hos Hans Finch er at bekomme

god gammel thee bon[2] a pd.[3] 3mk.[4] 8sk.[5]
nye dito a pd. 3mk. 4 sk.
en ringere sort pd. 2mk. 4sk.
god congo-thee[6] pd. 5mk.
extra god pd. 6mk.
pecco-thee[7] pd. 6mk.
meget god pd. 8mk
zionziong[8] pd. 9mk
keyser-thee[9] som skienker grøn pd. 12mk.
En rigere dito pd. 8mk.
heisan thee[10] meget god pd. 11 mk.
ordinaire grøn-thee pd. 5mk.
adskillige slags gule bly- og tuttenage[11]-doser paa 1pd. et halv og et fierdendeel pd. med extra gode og fiine thee for billige priser,
beste sort sago-gryn pd. 2mk. 8sk. tages 1 lpd.[12] a pd. 2mk. 6sk.
gode reensmagende caffe-bønner pd. 2mk.
smaa blaa dito pd. 2m. 8sk.
hvid puder-sukker pd. 13 a 14sk. tages 1 lpd. 2rdlr.[13]
god syltet ingefær pd. 2mk. 4sk.
perlemorskaller pd. 3mk.
smukkke blaa og hvide thee-kopper pr. 7 sk.
brun og blaa dito pr. 8sk.
brune emaillerede og brune forgyldte dito pr. 10sk.
hvide forgyldte og emaill. dito pr. 10sk.
smukke fiine dito pr. 12 a 14 sk.
blaa og hvide sukkerlade-kopper med hanke pr. 12sk.
fine store blaa og hvide caffe-kopper pr. 16sk.
brune og blaa dito pr. 12 a 14 sk.
brune emaill og smukke brune forgyldte dito med rand om pr. 16 a 18 sk.
fine hvide emaill. og forgyldte dito pr. 20 a 24 sk.
hvide emaill., hvide forgyldte og brune forgyldte spølkummer[14] a 24 til 28sk.
brune og blaa, og blaa og hvide dito a 16sk.
hvide emaill. og hvide forgyldte smuk tegnede thee-potter 4 til 5mk.
brune forgyldte og brun emaill. dito 3mk. a 3mk. 4sk.
fiine blaa og hvide theestell a 6 rdlr.
fiine emaill. dito 7, 8 til 10 rdlr.
blaa og hvide taffel-serviser af 5 fade og 20 tallerkner 12 rdlr.
dito emaill. 12 rdlr.
store blaa og hvide serviser af 14 fade, tarin[15] med fad, salt-kar 12 dybe og 60 stk. flade tallerkener 50 rdlr. smukke forgyldte suppe-tallerkener a 2mk. 4sk. stk.
blaa og hvide dito 24 sk. stk.
fine hvide emaill. flade dito 26, 22 og 20sk. stk.
blaa og hvide dito 17 a 18sk.
blaa og hvide dybe og smukke flade smør- eller confect-fade a 8 sk. stk.
hvide forgyldte og emaill. dito 12sk. stk.
smukke hvide forgyldte og blaa og hvide kammer-potter a 2rdlr.
adskillige sorter meget smukke forgyldte og emailerede skabe-sætter,
blaa og hvide kaffe-kander,
smaa blaa og hvide forgyldte tariner med fade,
enkelte blaa og hvide flade og dybe fade og salatiers[16] 
differente sorter pons-boller[17],
mange slags store og smaa dukker og figurer til opsats,
hoved-vand[18] i dosin[19]- og styk-viis,
med adskilligt andet mere for billige priser.       

Annonce for Hans Finchs butik, 1749
Den originale annonce fra Hans Finchs butik, december 1749. Fra Mediestream, Statsbiblioteket.


Ordforklaringer m.m.

[1] Indtegade (Integade): et nu nedlagt stræde mellem Østergade og Lille Kongensgade i det indre København.
[2] Der menes muligvis ’The Bohea’, dvs. sort te. Den var billigere end grøn te.
[3] A pd.: pr. pund (500 g).
[4] Mk.: mark.  En mark var 16 skilling.
[5] Sk.: skilling.
[6] Congo-te: congou-te (sort kinesisk te).
[7] Pecco-thee: pekoe-te (sort kinesisk te).
[8] Muligvis det samme som souchong te (røget kinesisk sort te).
[9] Kejser-te: særlig fin grøn kinesisk te.
[10] Heisan thee: formodentlig Hyson-te (grøn kinesisk te).
[11] Tuttenage: kinesisk nysølv (en legering af kobber, nikkel og zink).
[12] Lpd: lispund (8 kg).
[13] Rdlr.: rigsdaler. En rigsdaler var 6 mark (96 skilling).
[14] Sprølkum: en ca. 10-15 cm høj skål, som man især i provinsen og på landet brugte til at drikke kaffe af.
[15] Tarin: terin.
[16] Salatier: skål til salat.
[17] Pons-bolle: punchebolle (skål til at blande punch i). 
[18] Hovedvand: vellugtende vand (fx. salmiakspiritus eller eau de Cologne), der anvendtes som middel mod besvimelse og lignende.
[19] Dosin: dusin. (12 stk.) 

Om kilden

Dateret
15.12.1749
Oprindelse
Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, 15. december 1749 s. 14
Kildetype
Annonce
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. januar 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk