Anklager mod ærkebisp Jakob Erlandsen ca. 1260

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1260-1261 var det politiske klima i Danmark stærkt præget af splid mellem kongemagten og kirken. Spliden skyldtes, at Christoffer 1 (konge 1252-1259) og ærkebispen i Lund, Jakob Erlandsen (ærkebisp 1254-1274), havde været uenige om, hvilke rettigheder og pligter kirken skulle have i forhold til kongen. Jakob Erlandsen kæmpede for, at kirken skulle have større selvstændighed i forhold til kongemagten end tidligere. Dertil kom, at ærkebispen muligvis mente, at Christoffer uretmæssigt havde sikret sig kongeværdigheden for næsen af sin brorsøn.

Kilden her er et anklageskrift mod Jakob Erlandsen. Det blev forfattet i 1260 eller første halvdel af 1261 af den umyndige Erik Klippings (1249-1286) formyndere. Skriftet var formentlig en instruks/huskeliste for en person, der skulle rejse til Rom og forsøge på at få pavestolen på kongens side i striden med ærkebispen. Derfor er den meget tendentiøs, og vi kan ikke være sikre på, at alle anklager er velbegrundede, men den giver i hvert fald et godt indtryk af det politiske klima i Danmark på dette tidspunkt.

Striden mellem kongen og ærkebispen blev efter Christoffers død i 1259 bragt for den pavelige domstol og blev først efter mange omskiftelser endeligt afsluttet i 1274 med et nederlag for Jakob Erlandsen, der døde samme år på vejen hjem til sit bispesæde i Lund. Det nedenfor oversatte dokument er kun et enkelt af en lang række bevarede dokumenter fra stridighederne mellem Jakob Erlandsen og kongemagten. Dokumenterne kendes dog i dag kun fra senere afskrifter.

1. Skønt han har svoret kongen troskab, har han i Lundekirken og andensteds sammensvoret sig med kongens avindsmænd[1] Jærmer[2] og greverne af Holsten og hjulpet dem mod kongen.

2. Jærmer og ærkebispens broder Anders tillige­med samme ærkebiskops mænd har på øen Bornholm dræbt henved 200 af kongens mænd, lagt de øvrige hårdt i skat og sløjfet kongens virke[3] der på øen; og han har tilstået, at disse ting var skete på hans bud.[4]

3. Skønt han havde hyldet den herre kong Erik, søn af afdøde kong Kristoffer, og svoret at tjene ham tro, har han sat sig op mod ham og ikke villet krone ham, da han blev æsket[5] dertil, skønt han havde ud­peget en dag dertil; ja han er trådt i vejen for hans kroning og har bandlyst dem, der kronede ham, selv efter at appel var indgiven.[6]

4. Han har sat sig op mod kong Kristoffer, skønt han var hans svorne mand.

5. Han har skrevet til Romerhoffet til gunst for Abels arvinger og mod kongen.

6. Han har bandlyst dem, der oplæste kongens breve.

7. Han bortgiver de kirker, kongen har højheds­ret over, uanset kongens indstilling af lovfaste mænd.[7]

8. Han tiltager sig kronens rettigheder, nemlig til vrag, og sætter lægmænd til dommere i åndelige sager.[8]

9. Da han var stævnet til Slesvig til rigets værn, mødte han ikke med væbnet mandskab, som det var hans pligt, og drog bort igen uden orlov.

10. Da han var stævnet til Stegeborg[9] til rigets værn, mødte han ikke.

11. Da han var stævnet til Nyborg til kongens møde, satte han sit møde i Vejle til samme dag, som kongens møde var sat til, og fik her vedtaget lovbud til skade for konge og rige, tilmed mod flere bispers og andres indsigelser.

12. Han har ringeagtet det apostoliske bud, så­ledes som det har vist sig ved indvielsen af Oluf.[10]

13. Han vil dømme i sine lydbispers[11] sager, selv om de ikke ved appel er henstillede til ham eller hører andensteds hen.

14. Han hæger om kongens fjender og forfølger hans venner.

15. Han har på landemode[12] i Roskilde erklæret, at de, der sammen med bispen af Roskilde havde slået mændene af Sælland ihjel, havde gjort ret, og for dem skulde der bedes, men på ingen måde for dem af Sælland - skønt disse dog er faldne for deres land og lovlige ret - og at de som domfældte[13] ej måtte få kirkelig jordefærd.[14]

16. Han har ladet bispen af Viborg bandlyse den gang han blev stævnet af de dommere, han havde fået tildelt i sagen om appellen.

17. Han vil ikke åbne de kirker, hvor helg er brudt.[15]

18. Han har påbudt, at Århuskirken i et år ikke måtte åbnes.

19. Han holder de udvalgte præster til forskellige kirker udenfor embede.

20. Han har ved Romerhoffet skaffet sig breve, der strider mod kongens og rigets tarv, idet de nemlig går ud på, at ingen bisp skulde være forpligtet til at være med kongen i leding[16] længere end 6 uger.

21. Han har lagt kongen for had ved Romerhoffet ved at give sit ord på, at han var ikke rettroende, men kætter. Herom findes der brev af ham. Men særskilt skal hans troskabsbrud og svig behandles.[17]


Ordforklaringer m.m.

[1] Avindsmand: fjende.

[2] Jærmer: fyrste på Rügen, og vasal af den danske konge. Hans slaviske navn gengives normalt som Jarimar eller Jarmer.

[3] Kongens virke: kongens borg, kaldet Lilleborg, i Almindingen, hvor der endnu findes ruiner af den.

[4] Dette skete i 1259.

[5] Æsket: opfordret. Kong Kristoffer 1 havde ønsket sin søn kronet i Odense i 1258, men måtte opgive dette som følge af ærkebispens modstand.

[6] Erik Klipping var blevet kronet ved juletid 1259, formentlig af bisp Esger af Ribe.

[7] Kongen havde retten til at besætte præsteembederne i visse kirker (såkaldt patronatsret). Her beskyldes ærkebispen altså for at besætte disse embeder med selvvalgte præster, selvom kongen retmæssigt har indstillet egnede personer til indsættelse.

[8] Åndelige sager er retssager, som hørte under kirkens jurisdiktion: sager om kirkens personer eller ejendom, men også om fx sex, ægteskab og aflæggelse af falske eder. Den gejstlige jurisdiktion skulle naturligvis varetages af gejstlige og ikke af verdslige (lægmænd).

[9] Stegeborg: ved byen Stege på Møn.

[10] Der henvises sandsynligvis til biskop Oluf af Børglum, som blev valgt i 1252. Det apostoliske bud er pavens bud eller brev.

[11] Lydbiskop anvendes, når der er tale om relationer mellem ærkebiskoppen og landets øvrige syv bisper. Disse stod selv for den gejstlige jurisdiktion/domstol i deres bispedømmer, og her beskyldes ærkebispen altså for uretmæssigt at blande sig i dette.

[12]Landemode eller synode var i middelalderen et møde af et stifts præster under forsæde af biskoppen, hvor kirkelige bestemmelser kunne vedtages eller indskærpes, gejstlige retssager kunne afgøres og forskellige sager kunne diskuteres.

[13] Domfældte: bandlyste.

[14] Her refereres til sjællændernes kamp ved Næstved mod fyrst Jarimar og biskop Peder af Roskilde 14. juni 1259.

[15] Helgbrud, helligbrøde betyder alvorlige brud mod reglerne på hellige tider og/eller steder. Det, der her er tale om, er kirker, som er blevet vanhelliget af udgydelse af blod eller sæd eller ved at de er blevet anvendt til verdslige formål. I så fald skulle kirkerne genindvies af bispen, inden de kunne åbnes og bruges som kirker igen.

[16] Leding: krigstogt.

[17] Den lovede særskilte behandling af disse punkter følger ikke i håndskriftet. Sætningen tyder på, at dokumentet er tænkt som instruks for en person, der skulle fremlægge regeringens opfattelser for pavens administration (kurien, som i dokumentet kaldes for ”Romerhoffet”).

Om kilden

Dateret
1260
Oprindelse
A. Krarup og W. Norvin: Acta Processus Litium inter Regem Danorum et Archiepiscopum Lundensem (1932), s. 56f.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1260
Oprindelse
A. Krarup og W. Norvin: Acta Processus Litium inter Regem Danorum et Archiepiscopum Lundensem (1932), s. 56f.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk