Anker Jørgensens (S) samtale med Vesttysklands kansler 1981

Kilder

Kildeintroduktion:

Da statsminister Anker Jørgensen (S) mødtes med den socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt den 29. august 1981, skete det midt i en ophedet dansk debat om Norden som atomvåbenfri zone. Debatten var udløst af NATO’s dobbeltbeslutning i 1979, der på den ene side indebar forhandlinger med USSR om nedrustning i Europa og på den anden side truede med opstilling af amerikanske mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Venstrefløjen havde i løbet af 1981 argumenteret for, at Norden skulle erklæres for atomvåbenfri zone. Det fandt regeringen ikke hensigtsmæssigt, da Norden i praksis allerede var atomvåbenfri.

Hen over sommeren tog Anker Jørgensen (1922-2016) imidlertid diskussionen op i en bredere sammenhæng i det socialdemokratiske europæiske debatforum, Scandilux, til stor fortrydelse for de borgerlige danske politikere. Diskussionen om den atomvåbenfri zone blev senere del af fodnotepolitikken. De to statsledere drøftede endvidere bl.a. EF’s landbrugspolitik og Grønland. Referatet af deres møde blev udfærdiget af Henning Gottlieb, statsministeriets rådgiver i internationale spørgsmål.

Kommitteret Henning Gottlieb  2. september 1981

 

Notat

Statsministerens samtale med forbundskansler Helmut Schmidt

 

Forbundskansler Helmut Schmidt aflagde den 29. august 1981 uformelt besøg hos statsminister Anker Jørgensen på Marienborg.
Under besøget fandt en samtale sted af 2 timers varighed mellem statsministeren og forbundskansleren. Til stede var i øvrigt ministerialdirektor von der Gablentz, Bundeskanzleramt og referenten.

Samtalen omfattede følgende hovedemner:

Atomfri zone:
Forbundskansleren sagde, at han ikke ville afvise, at det kunne være fornuftigt at have en diskussion om dette begreb, når det stod fast, at et sådant arrangement kun kunne komme til eksistens som led i en bred aftale, der både i politisk og geografisk forstand omfattede lande og alliancer på begge sider skillelinien mellem Øst og Vest. Han havde netop drøftet spørgsmålet med den norske statsminister (forbundskansleren kom direkte fra besøget hos den norske statsminister) og fundet sig i fuld overensstemmelse med den norske regerings linie på dette punkt. Han havde benyttet lejligheden til at udtrykkeligt at præcisere sin stilling:

  • Tyskland vil ikke kunne acceptere en tingenes tilstand, hvor det ville være omgivet af atomfri zoner, således at forbundsrepublikken ligesom blev udpeget til at være det (eneste) territorium i Europa bortset fra de to europæiske atommagter, hvor der atomvåben, og begrænset atomkrig blive udkæmpet.
  • Solidariteten mellem medlemmerne af den atlantiske alliance må udelukke, at enkelte medlemmer, alene eller i samarbejde med et eller flere andre medlems- eller neutrale lande, indgår separate arrangementer vedrørende en bestemt våbentype, der spiller en fundamental rolle i alliancens samlede strategi.
  • Et hovedspørgsmål, når forestillingen om atomfri zone fremføres fra russisk side eller med hensyn til russerne, må være, hvad russerne på deres side vil yde.

Forbundskansleren understregede i denne sammenhæng, at russisk anbefaling af atomfri zone-begrebet burde anskues i nøje sammenhæng med ikke-spredningstraktaten. Den indre balance i denne traktat er en ydelse/modydelse mellem ikke-atommagter og atommagter, hvor sidstnævnte som gengæld for ikke-atommagternes afkald på at anskaffe sig atomvåben påtager sig gennem indbyrdes forhandling at ruste ned på atomområdet. Medens ikke-atommagterne har ydet deres – de er alle forblevet ikke-atommagter – har der overhovedet ikke fundet nogen reduktion sted af atomarsenalerne, og især russerne har i de forløbne år siden ikke-spredningstraktatens indgåelse forceret deres atomoprustning til fuldstændig absurde proportioner. Spørgsmålet må derfor rettes til de forslagsstillende russere: Hvad vil I gøre for at opfylde Jeres traktatlige forpligtelser.

Statsministeren bekræftede, at der var en nøje overensstemmelse mellem ham selv og statsminister Gro Harlem Brundtland på dette punkt, og kunne i øvrigt dele forbundskanslerens opfattelse af atommagternes og russernes særlige ansvar. Men det var vigtigt at fastholde også det lange perspektiv og tænke over, hvad der kan komme i stedet for terrorbalancen, selvom det måske ikke kan realiseres i indeværende århundrede.

(…)

EF:

Forbundskansleren sagde, at han havde en helt klar meddelelse at give: Forbundsrepublikkens nettobidrag til EF’s budget har nået størrelsesordenen 6,5 mia. D-mark. Tyskland vil ikke mere kunne finde sig i at bære en byrde af denne størrelse, hvorfor der må findes en ændring. Nettobidraget er et resultat af den fælles landbrugspolitik, og det ville derfor være forbundskansleren kærest at løse problemet ved at en dybtgående revision af denne politik. EF’s fælles landbrugspolitik har efter forbundskanslerens opfattelse foruden at producere overskud den hovedvirkning at holde et meget stort antal ineffektive landbrug i gang. Dermed var der i realiteten en meget betydelig indkomstoverførsel fra industri til landbrug – man måtte endda sige fra arbejdsløse industriarbejdere i byerne i Tyskland til rige bønder. Det kvantitative udtryk for dette var nettobidraget til EF’s budget. Også det tyske landbrug nød godt af EF’s landbrugspolitik, og derfor ville koalitionspartneren FDP næppe være med til at angribe ondet ved roden i skikkelse af en reform af EF’s landbrugspolitik. Følgelig kunne det blive nødvendigt at finde en anden måde til at reducere forbundsrepublikkens nettobidrag.

Statsministeren sagde, at vi fra dansk side ikke ville afvise en diskussion af den fælles landbrugspolitik, men dennes grundlæggende principper har efter dansk opfattelse afgørende betydning, hvorfor Danmark måtte stå fast på den. Det var i øvrigt efter dansk opfattelse en økonomisk urigtig betragtningsmåde indenfor EF-rammen at udsondre begrebet nettobidrag for det enkelte land.

Forbundskansleren sagde, at han ikke ville bestride det i princippet, men forholdet var ikke des mindre, at det tyske nettobidrag til EF’s budget – der hovedsagelig skyldtes landbrugspolitikken – havde nået en størrelsesorden, der ikke mere var acceptabel. Derfor måtte der ske en ændring.

Statsministeren sagde, at man også måtte være forsigtig med at anskue billedet i sektorer. Landbruget i EF var et element i den økonomiske helhedsbalance, og fordele i landbrugssektoren havde deres modsvar i andre sektorer i det økonomiske liv.

Forbundskansleren sagde, at han godt kunne forstå dette synspunkt og også vidste, hvilke modforestillinger det kunne begrunde, men det kunne ikke ændre det grundforhold, at Tysklands nettobidrag – i konsekvens af en absurd landbrugspolitik, som det måske ikke var muligt at ændre – havde nået en politisk uacceptabel størrelse. Der måtte ske en ændring, og dette krav måtte komme klart til udtryk under de forestående forhandlinger i Bruxelles i anledning af Kommissionens rapport om restrukturering. Danmark og Forbundsrepublikken var, så vidt han kunne se, på en klar – højst uønskelig – kollisionskurs på dette område, og der kunne nok være brug for nærmere kontakter med henblik på i hvert fald gensidigt bedre at forstå baggrunden for de respektive standpunkter. For sit eget vedkommende var det ikke umiddelbart forståeligt for forbundskansleren, hvorfor netop en socialdemokratisk regering i Danmark i så høj grad valgte at stille sig bag dansk landbrugs synspunkter.

Statsministeren sagde, at sammenhængen nok var mere kompliceret i Danmark, og kunne helt tilslutte sig behovet for nærmere bilaterale drøftelser mellem Danmark og Tyskland med henblik på at begrænse den mulige kollision mellem danske og tyske standpunkter mest muligt. Det aftaltes, at der i den nærmest kommende tid skal finde bilaterale dansk-tyske konsultationer sted på embedsmandsplan for at søge at imødegå denne risiko før forhandlingerne i Bruxelles.

Statsministeren nævnede samtaler med Michael Foot og Anthony Benn, bl.a. om det britiske arbejderpartis stilling til EF. Han havde overfor begge understreget den fundamentale nødvendighed af europæisk samarbejde og følt sig slået af en fornemmelse af åndelig afstand heroverfor hos de to herrer. Han havde gjort det klart, at de ikke måtte forestille sig, at Danmark ville gå ud, fordi England måske gjorde det.

Statsministeren forklarede den grønlandske hjemmestyreordning og understregede, at der i Grønland ikke var tale om, at nogen del af opinionen ønskede at bryde rigsfællesskabet med Danmark. Derimod var der tale om en følelsesbestemt reaktion mod en forestilling om at kunne blive fjernstyret fra Bruxelles, som vel motiverede det nuværende grønlandske regeringsparti til at arbejde for, at Grønland kunne udtræde af Fællesskabet. Der var forudset en folkeafstemning i Grønland om spørgsmålet, hvis resultat måtte påregnes at give flertal for Grønlands udmeldelse. Derefter ville der være brug for at finde en anden ordning af Grønlands forhold til EF. Den danske regering følte kun at kunne bidrage ved at tilvejebringe det fyldigst mulige informationsmateriale til landsstyret, idet forsøg på direkte at influere på folkeafstemningens udfald måtte antages snarest at styrke modstanden mod fortsat medlemskab. Statsministeren havde dog haft lejlighed til at sige til Jonathan Motzfeldt, at Grønland ikke kunne regne med efter udtræden at opnå behandling som underudviklet område, simpelthen fordi det grønlandske indkomstniveau ville være mange gange for højt.

Forbundskansleren nævnede, at der måske kunne være behov for en mere direkte kontakt mellem Paris og København.

Amerika:

Forbundskansleren sagde, at det var hans indtryk, at præsident Reagan var troværdig og kompetent. Men det var et spørgsmål, hvor megen forståelse præsidenten og hans nærmeste medarbejdere havde af verden udenfor Amerika. Hidtil havde den amerikanske regering hovedsagelig haft held til at skræmme opinionen i Vesteuropa. Udenrigsminister Haig havde sikkert forståelse for Vesteuropa, men det kunne være særdeles farligt for ham at lade det komme til udtryk. Forsvarsminister Weinberger var et begavet og dynamisk menneske, der imidlertid havde den tro, at forøgelsen af forsvarsindsatsen i første række er et spørgsmål om større budget og mere materiel frem for det egentlige: mandskab af tilstrækkelig kvalitet., hvilket var et højst reelt problem for U.S.A.s væbnede styrker. Hr. Weinberger forekom forbundskansleren at være et menneske med en økonometrisk hjerne, der nærmede sig forsvarsproblemerne, som om de kunne gøres til genstand for økonometri.

 

Henning Gottlieb


Anker Jørgensen i samtale med den vesttyske kansler Helmuth Schmidt 1982. Fra European Commission - Audiovisual Service.  

Om kilden

Forfatter(e)
Henning Gottlieb
Dateret
29.08.1981
Oprindelse
Udenrigsministeriets arkiv 5.D.29. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Udenrigsministeriet
Kildetype
Referat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk