Anker Jørgensen: ”Eftersommeren 1982”, 1990

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne tekst beskriver den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) i et tilbageblik fra 1990 ugerne op til den 10. september 1982, hvor han valgte at træde tilbage fra statsministerembedet og Socialdemokratiet opgav regeringsmagten.

Anker Jørgensen var regeringsleder fra 1972-1973 og igen fra 1975-1982. Som konsekvens af to internationale oliekriser, der ramte i hhv. 1973-1974 og 1978-1980, oplevede man i Danmark i denne periode store økonomiske problemer med massearbejdsløshed, stigende udlandsgæld og høj inflation til følge. Anker Jørgensen og hans socialdemokratiske regeringer forsøgte derfor perioden igennem at gennemføre indkomstpolitiske og økonomiske indgreb, der skulle afbøde den økonomiske krise. Regeringspartiet havde dog i stigende grad svært at opnå støtte hertil, både fra baglandet i fagbevægelsen og fra de borgerlige partier.

I 1978 indgik Socialdemokratiet derfor i et regeringssamarbejde med Venstre, der blev opløst igen i 1979. Herefter dannede Anker Jørgensen en ny socialdemokratisk mindretalsregering. I 1982 måtte denne regering dog give op, da det ikke var muligt af skabe forlig i Folketinget om håndteringen af de økonomiske vanskeligheder. Anker Jørgensen trådte den 10. september 1982 tilbage uden at udskrive folketingsvalg. Herefter dannedes en regering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti (Firkløverregeringen) med den konservative partileder Poul Schlüter (1929-) på statsministerposten. Poul Schlüter stod herefter i spidsen for skiftende borgerlige regeringer frem til 1993.

Teksten nedenfor er et uddrag fra et retrospektivt efterskrift i Anker Jørgensens udgivne dagbøger, Brændingen, 1978-1982 (3. bind, 1990).

EFTERSKRIFT

Af Anker Jørgensen

 

Eftersommeren 1982

Da jeg ikke har skrevet dagbog for de afgørende dage i august og september 1982, skriver jeg nu, i januar 1990, om de politiske begivenheder, der endte med, at den socialdemokratiske regering valgte at gå af.

I eftersommeren 1982 tilspidsedes den politiske situation. Den anden oliekrise[1] var slået stærkt igennem. I 1981 var inflationen kommet op på 9%. Det var højere end i Tyskland og Holland, men det var alligevel lykkedes at holde inflationen i Danmark nede på et lavere niveau end i Sverige, Norge, England og Frankrig, hvor den var mellem 12 og 14,5%. I begyndelsen af dette tilbageslag, som oliekrisen var, lykkedes det regeringen i december 1979 og også ved senere foranstaltninger at føre en politik, som delvis afværgede den negative indflydelse. Således blev vor konkurrenceevne forbedret, og vi fik endog balance i vor samhandel med udlandet. Men i begyndelsen af 1982 var de internationale konjunkturer forværret, og regeringen, som efter valget i december 1981 kun var støttet af SF og de Radikale, fik større og større vanskeligheder ved at finde en fælles politik for helt nødvendige økonomiske justeringer. Overalt i Europa steg arbejdsløsheden, men hos os lykkedes det dog de 3 partier trods modsætningerne at enes om en række foranstaltninger til at begrænse ungdomsarbejdsløsheden.

Derimod var det ikke muligt at finde en løsning på finansieringen af det stigende underskud. Hvis vi ikke foretog os noget, kunne vi risikere, at underskuddet på finansloven ville overstige 70 mia. kr. i 1983. Da regeringen i august 1982, lagde sine planer frem i forbindelse med finanslovsforslaget måtte vi konstatere større uenighed end nogensinde tidligere. Vort forslag gik ud på, at der skulle gennemføres ret omfattende besparelser, men også, at det var nødvendigt med nye indtægter. Derfor foreslog vi igen, at der skulle indføres en særlig realrenteafgift[2]. Gennem besparelser, denne skat og også ved flere andre nye indtægter kunne man i hvert fald reducere underskuddet, selv om man ikke kunne fjerne det. Det ville heller ikke være rigtigt i en situation med stigende arbejdsløshed at stramme så voldsomt, som oppositionen krævede det. Det ville blot yderligere øge arbejdsløsheden. Men oppositionen, og det var også de Radikale, lagde sig fuldstændig fast på, at man under ingen omstændigheder ville gå ind for en realrentebeskatning. Ja, man angreb stærkt det socialdemokratiske forslag, for nærmest at ville være tyveri over for forsikringsselskaber og pensionsanstalter. Man lukkede altså af for en indtægt og krævede i stedet, at det var besparelser, der skulle til, og de skulle være på 20 mia. eller mere end det dobbelte af det, som regeringen havde foreslået. Efter Socialdemokratiets opfattelse ville det betyde voldsomme sociale nedskæringer, som vi ikke kunne acceptere.

Oppositionen krævede desuden indkomstpolitik[3] her og nu. Vi var ikke modstandere af indkomstpolitik, men mente, at den bedst kunne gennemføres i forbindelse med overenskomstfornyelser. Oppositionen derimod ville gøre direkte indgreb og ville fjerne dyrtidsreguleringen[4]. Det er min opfattelse, at alt for mange økonomer og borgerlige politikere havde en blind tro på, at bare man kunne holde lønningerne nede, så var alt godt. Selvfølgelig kunne indkomstpolitik anvendes, men den havde i høj grad også sin begrænsning. Prisen på arbejde kan være lige så svær at styre som priserne på varer. Dertil kommer, at de, der ville have indkomstpolitik, ofte alene krævede, at det var lønningerne, der skulle holdes nede. Og ellers ville de have fri prisdannelse – endelig ikke noget med restriktioner på priserne. Fra lønmodtagerside var man faktisk mere åben. Der sagde man ja til indkomstpolitik, hvis man kunne være sikker på, at den gjaldt alle indkomster og ikke kun lønningerne, og hvis man i øvrigt også kunne være sikker på, at priserne ikke bare løb opad. Netop den måde, som den borgerlige opposition ville indkomstpolitik på, måtte vi klart tage afstand fra. Det kunne vi ikke acceptere.

Men det mest afgørende i udviklingen i august måned var de radikale meldinger. Partiet lagde sig snært op af de Konservative og Venstre, og Fremskridtspartiet bakkede dem op. Den borgerlige front var ved at blive en kendsgerning, akkurat som i 1978 forud for SV-regeringen[5]. For mig var der ingen tvivl om, at de Radikale havde besluttet, at nu skulle der dannes en borgerlig regering, som det radikale parti ønskede at deltage i. Jeg fik selv mere og mere det indtryk, at Niels Helveg Petersen[6] ønskede at efterligne det, som Hilmar Baunsgaard[7] havde gjort, da man dannede VKR-regeringen i 1968[8], og det indtryk blev jeg bekræftet i ved en samtale med Niels Helveg Petersen i mit sommerhus i august. På et tidligere tidspunkt havde jeg også luftet tanken om en SR-regering[9]. Det syntes Niels Helveg Petersen ikke var løsningen, fordi den mandatmæssigt var langt fra flertal. Det var rigtigt, men en sådan regering kunne være svær at vælte.

Dengang – som i dag – var det min opfattelse, at Socialdemokratiets muligheder i dansk politik består i at kunne samarbejde med et eller måske to borgerlige partier, og det kan gøres på to måder: Enten ved, at en socialdemokratisk mindretalsregering fra sag til sag og igennem forlig forhandler sig frem til flertal. Eller også ved at lave en regering i samarbejde med et eller to af de borgerlige partier. Reelt har der næsten aldrig været andre muligheder for at tilvejebringe flertal. Og som bekendt skal der flertal til, for at man kan regere i Danmark. Det er der mærkeligt nok mange, der glemmer. Dette var også baggrunden for, at jeg foreslog en SVR-regering i 1978. Det viste sig desværre helt umuligt, og derfor blev det kun til en SV­regering. Jeg husker, at bl.a. Berlingske Tidende skrev, at Anker med denne regering ville splitte oppositionen. Det er rigtigt. Hvordan skal man ellers kunne samarbejde ind over den bekendte midte?

Det kan næppe overraske, at jeg mener, at den bedste strategi for Socialdemokratiet er, at vi appellerer til vælgerne om at gøre vort parti så stærkt som muligt, således at vi så langt som muligt kan præge samarbejdet ind over midten i overensstemmelse med vore programmer og ideer. Med det som udgangspunkt kan og skal vi søge samarbejde med et eller flere partier på den anden side af rækværket. Et sådant samarbejde har selvfølgelig også sine ulemper, fordi det giver mulighed for, at partier til venstre kan æde sig ind på Socialdemokratiet. Nogle håber naturligvis, at man ved at gøre partier til venstre stærke kan opnå et andet, et socialistisk flertal. Men erfaringerne viser med næsten usvigelig sikkerhed, at partierne til venstre kun kan eksistere ved at vinde vælgere fra Socialdemokratiet. Når det så rent faktisk sker, så opdager man, at vi ikke har flertal, og resultatet er næsten hver gang en borgerlig regering.

Det er den programerklæring, der lå bag mine udtalelser om, at Socialdemokratiets ideologiske udgangspunkt er – til venstre for midten. Historisk er det jo også sådan, at velfærdssamfundet i Danmark er udviklet. Derfor kan man naturligvis godt fra sag til sag samarbejde med et parti til venstre, men det forudsætter, at der også er et parti på midten eller til højre, der vil være med til at sikre flertallet.

Det var også det, jeg forsøgte fra december 1981 til september 1982[10]. Jeg appellerede både til Socialistisk Folkeparti og de Radikale, men når vi kom til de alvorlige økonomiske problemer, så opstod vanskelighederne. Vi kunne ikke holde de Radikale inde i dette trekantssamarbejde, og da jeg på et sommermøde på Himmelbjerget i slutningen af august sagde, at de Radikale var lige så svære at holde på som et stykke våd håndsæbe, så medførte det en forståelig og kraftig reaktion fra Niels Helveg Petersen. Men jeg tror som sagt, han allerede havde bestemt sig for en regering til højre.

Der er ingen tvivl om, at der også i vore egne kredse var en vis utilfredshed med de mange forlig, som vi igennem årene havde indgået. Selv tror jeg ikke, vi indgik et eneste forlig mere end der var behov for. Vi må huske, at det var hele oliekrisen og herunder også den anden oliekrise, der gjorde de økonomiske indgreb og forlig nødvendige. De fleste forlig blev da også accepteret, og forståelsen for dem var sommetider overraskende stor. Men markeringerne fra alle de borgerlige partier var i sommeren 1982 så enslydende, at der var lukket af for det, vi forstår ved fornuftige og socialt afbalancerede løsninger. Derfor voksede fornemmelsen af, at det var bedre, hvis Socialdemokratiet gik i opposition. Min egen holdning var den, at vi skulle gøre meget for at holde hænderne på rattet, men jeg ville ikke beskyldes for at være taburetklæber.

På et gruppemøde den 1. september fik jeg tilslutning til den plan, vi i regeringen havde udarbejdet. Gruppens medlemmer syntes, den var hård, men også nødvendig. Og hvis andre partier ville kræve, at den skulle være endnu hårdere, så var det i hvert fald en betingelse, at der også var elementer af økonomisk demokrati[11] i et forlig. Gruppen ville ikke stå model til en politik, hvis ikke den indeholdt et perspektiv, som kunne bære fremover.

Vi havde adskillige forhandlinger i august, og fra de sidste møder husker jeg ikke nogen forskel i vurderingen hos de seks borgerlige partier. De talte som med én tunge. Vi besluttede derfor på et ministermøde den 2. september, at vi ville træde tilbage. Jeg kunne have benyttet mig af min ret til at udskrive valg. Men da vi havde haft valg godt et halvt år før, og da et valg næppe ville skabe nogen bedre situation, besluttede vi med blødende hjerte at overlade opgaven til den forenede borgerlige front. Havde vi ikke gjort det, var det tydeligt, at vi var blevet tvunget til at lave en politik, der fuldt og helt var deres, og det ville slide endnu mere på partiet og også på venskabet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Naturligvis drøftede vi, hvor længe en kommende borgerlig regering ville kunne blive siddende. Enkelte mente, at der ville gå kort tid, andre, bl.a. jeg selv, sagde, at det nok ikke gik så hurtigt, som vi kunne ønske det. Man skulle i hvert fald være opmærksom på, at man i Sverige havde haft en borgerlig regering i seks år. Alligevel gik jeg ind for, at vi måtte gå af.

Da jeg aflagde beretning på Socialdemokratiets årsmøde den 4. september i Århus, var der ingen tvivl. Forsamlingen gav sin klare tilslutning til, at det var den rigtige og nødvendige beslutning. Jeg må nok sige, at tilslutningen var så stærk, at jeg et øjeblik tænkte, at det næsten var for meget. Der var vist kun Georg Poulsen[12], der udtalte betænkeligheder ved, at regeringen trak sig tilbage.

Efter lang tids interne diskussioner mellem de borgerlige blev det klart, at Poul Schlüter[13] skulle være statsminister. Den 10. september blev det formelle ordnet. Ved overdragelsen af Statsministeriet tog jeg afsked og sagde tak til alle i ministeriet. De havde i alle henseender været mægtig gode. Poul Schlüter var i godt humør. Jeg lod, som om jeg også var det og ønskede ham til lykke med statsministerposten.

 


[1] I 1973-1974 fandt den første oliekrise sted, og den anden oliekrise fulgte i 1978-1980. Årsagen til disse internationale kriser var, at olieproduktionen på foranledning af de olieeksporterende landes organisation OPEC blev reduceret og oliepriserne derfor steg kraftigt. I Danmark (som i mange andre lande) resulterede kriserne i store økonomiske problemer, øget arbejdsløshed m.v.

[2] Realrenteafgift: beskatning af pensionsafkast. Realrenteafgift blev indført i Danmark med realrenteafgiftsloven i 1984, der fra år 2000 blev afløst af pensionsafkastbeskatningsloven.

[3] Indkomstpolitik: sigter på at reducere indkomststigninger (lønpolitik) og dermed inflationen, uden at beskæftigelsen og den økonomiske aktivitet påvirkes negativt.

[4] Dyrtidsreguleringen: regulering af løn og visse offentlige overførselsindkomster i takt med prisudviklingen. Automatisk dyrtidsregulering blev indført i Danmark i 1919 og blev hhv. suspenderet og afskaffet i 1983 og 1987.

[5] SV-regering: Socialdemokratiet og Venstre dannede regering 1978-1979 med Anker Jørgensen som statsminister.

[6] Niels Helveg Petersen (1939-2017): politiker; medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre 1966-1974 og 1977-2007, formand for Det Radikale Venstre 1978-1988.

[7] Hilmar Baunsgaard (1920-1989): politiker; medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre 1957-1977, statsminister 1968-1971 i en regering mellem Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

[8] VKR-regering: Venstre, Konservative og Det Radikale Venstre dannede regering 1968-1971.

[9] SR-regering: regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre som regeringspartier.

[10] Anker Jørgensen var 1981-1982 statsminister for en smal socialdemokratisk mindretalsregering.

[11] Økonomisk demokrati: en vigtig mærkesag for Socialdemokratiet og fagbevægelsen fra slutningen af 1960’erne og frem til 1980’erne. Hensigten med økonomisk demokrati var at sikre lønmodtagerne medejendomsret over produktionsmidlerne, medbestemmelse i erhvervslivet og del i virksomhedernes overskud.

[12] Georg Poulsen (1929-2014): dansk fagforeningsleder; formand for Dansk Metalarbejderforbund 1978-1991, medlem af Socialdemokratiet.

[13] Poul Schlüter (1929-): politiker; medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1964-1994, formand for Det Konservative Folkeparti 1974-1993, statsminister 1982-1993.