Anders Sunesen, ca. 1165-1228

Artikler

Anders Sunesen var medlem af den såkaldte Hvide-slægt, der var en af middelalderens mest magtfulde slægter i Danmark. Gennem studier i udlandet blev han en del af Europas lærde miljø, og da han vendte hjem til Danmark, gled han i kraft af sin slægt naturligt ind i administrationen af riget: Først som kansler og siden som Danmarks ærkebiskop.

Familie og uddannelse

Anders Sunesen var søn af den sjællandske stormand Sune Ebbesen, der var en af Danmarks rigeste og mest magtfulde mænd, og medlem af den såkaldte Hvide-slægt, som blandt andet ærkebiskop Absalon også var en del af. Derfor er det ikke overraskende, at Anders og hans brødre også kom til at præge Danmarks udvikling. Udover Anders er den mest iøjnefaldende Peder, der blev biskop i Roskilde.

Den samtidige historieskriver Saxo Grammaticus hyldede Anders for dennes studier i Frankrig, England og Italien. Udlandsopholdet strakte sig over mindst ti år, og med udgangspunkt i hans efterfølgende virksomhed, kan man komme med et troværdigt gæt på, hvad og til dels, hvor han må have studeret som ung. Sandsynligvis indledte han sine studier i Paris, der var Europas centrum for filosofiske og teologiske studier. Senere rejste han givetvis til Bologna for at gennemføre juridiske studier, og endelig blev tiden i England nok brugt i Oxford. I hvert fald må Anders havde været en dygtig student. For det første bliver han i flere kilder omtalt som ’magister’, og for det andet ses hans høje uddannelsesniveau tydeligt i hans følgende virke i Danmark.

Tiden som ærkebiskop

Da Anders vendte hjem fra sine studier i starten af 1190’erne, blev han domprovst ved Roskilde domkapitel og kansler for kong Knud 6. Han overtog hvervet som dansk ærkebiskop efter Absalons død i 1201/02, og på samme tid blev Valdemar 2 Sejr dansk konge. Gennem hele sin karriere var Anders Sunesen en meget betydningsfuld skikkelse i dansk politik, og perioden var kendetegnet ved et næsten problemfrit samarbejde mellem konge- og kirkemagten; personificeret af Anders og Valdemar Sejr.

Ved siden af sit politiske virke markerede Anders Sunesens sig også som en af Europas førende lærde. Hans latinske parafrase over Skånske lov, den middelalderlige lov for landsdelen Skåne, var et forsøg på at formidle et dansksproget lovkompleks til et ikke-dansksproget publikum. Mens lærdomsdigtet Hexaemeron udover at være lærde refleksioner over kristen dogmatik, også var et forsøg på at skabe et alternativ til de antikke ikke-kristne værker, som mange europæiske studenter læste. Det internationale perspektiv afspejler sig også i den bogsamling han testamenterede til ærkesædet i Lund og endelig med den nye gotiske kirkekunst, der kom til Danmark fra Frankrig i perioden.

Anders Sunesen var et bindeled mellem Europas lærde og kunstneriske miljøer og Danmark. Han havde tætte forbindelser til pavestolen i Rom, hvorfor han blev udpeget til pavens legat (pavemagtens repræsentant) i Norden. Det lykkedes ham også at færdiggøre udbygningen af den danske kirke, som var blevet påbegyndt af hans forgængere. For eksempel var det danske rige dækket af mere end 2000 stenkirker ved udgangen af Anders’ tid som ærkebiskop, og en selvstændig dansk kirke var efter flere århundreders arbejde en fuldt integreret del af den romersk-katolske kirke.

Korstogsideologien havde med varierende styrke floreret i Europa i mere end 100 år, da Anders Sunesens professionelle karriere begyndte. Som pavelig legat i Norden havde Anders Sunesen ansvar for omvendelsen af hedenske folkeslag i Østersøregionen, og med hans valg til ærkebiskop blev den danske korstogsaktivitet for alvor sat i system. Med Anders Sunesen som teologisk bannerfører blev Danmark en central aktør i omvendelsen af de Baltiske folkeslag, en proces der for dansk vedkommende kulminerede med erobringen af Estland i 1219.

Død og eftermæle

I 1223 fik Anders Sunesen pavens tilladelse til at fratræde stillingen som ærkebiskop. Han havde i længere tid været plaget af sygdom og kunne derfor ikke længere passe sit embede. Han trak sig tilbage til sin stormandsgård Ivø i Skåne, hvor han levede en afsondret tilværelse frem til sin død 24. juni 1228. Anders Sunesen blev begravet i domkirken i Lund, hvor hans grav kan ses den dag i dag.

Mange vil kende myten om, hvordan dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, da Anders Sunesen faldt på knæ og bad Gud om hjælp. Myten er ikke sand, men den rummer en kerne af sandhed. For det første vidner den om Anders Sunesens og danskernes engagement i korstogsbevægelsen, for det andet om den store rolle han spillede i dansk historie – både før og efter sin død.

Kalkmaleri af Anders Sunesen fra Sankt Ursula Kirke, Ivø. Fra Wikimedia Commons  

Om artiklen

Forfatter(e)
Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1165 - 1228
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. september 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Ebbesen, Sten (red.): Anders Sunesen. Stormand, teolog, administrator, digter. Femten studier (1985).

Nielsen, Torben: Anders Sunesen: Danmark og verden i 1200-tallet (1995).

Nyborg, Ebbe: "Anders Sunesens helligtrekongersgruppe og en baltisk madonnatype", i Per Kristian Madsen og Bente Gammeltoft (red.) Nationalmuseets Arbejdsmark (2008), s. 187-203.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1165 - 1228
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. september 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Ebbesen, Sten (red.): Anders Sunesen. Stormand, teolog, administrator, digter. Femten studier (1985).

Nielsen, Torben: Anders Sunesen: Danmark og verden i 1200-tallet (1995).

Nyborg, Ebbe: "Anders Sunesens helligtrekongersgruppe og en baltisk madonnatype", i Per Kristian Madsen og Bente Gammeltoft (red.) Nationalmuseets Arbejdsmark (2008), s. 187-203.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk