Anders Foghs tale vedrørende Irak, 18. marts 2003

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 20. marts 2003 indledte en mindre koalition af lande anført af USA en invasion af Irak. Dagen efter besluttede et snævert flertal i Folketinget, bestående af regeringspartierne Venstre og Konservative samt Dansk Folkeparti, at Danmark skulle deltage i krigen. Den offensive militærindsats repræsenterede et nybrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som indtil slutningen af 1990’erne havde været præget af deltagelse i fredsbevarende operationer og bred konsensus i Folketinget.

Den 18. marts 2003 holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen et pressemøde, hvori han oplyste om den muligt forestående invasion af Irak samt regerings beslutning om at deltage i den amerikansk ledede internationale koalition. I talen fremlægges kort regerings baggrund for og hensigt med dansk deltagelse i invasionen, og talen illustrerer desuden den nye aktivistiske udenrigspolitik, som VK-regeringen var garant for fra 2001-2011. I det nedenstående er talen gengivet i sin fulde længe.

Statsministerens indledende bemærkninger

18.03.03

Som bekendt har Præsident Bush i nat givet Saddam Hussein en frist på 48 timer til at forlade Irak, ellers vil USA lede en international koalition til afvæbning af Saddam Husseins regime.

Regeringen har efter grundige overvejelser besluttet at støtte en mulig amerikansk ledet operation til afvæbning af Saddam Hussein og gøre det med et militært bidrag. Det danske bidrag vil omfatte en ubåd, en korvet, et lægehold samt stabs- og forbindelsespersonel.

Regeringen har tidligere i eftermiddag rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn om sagen. Både udenrigsministeren og jeg vil her i eftermiddag fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget.

Regeringen har arbejdet intenst på at samle bred opbakning blandt folketingets partier. Jeg har personligt gennemført en lang række samtaler i et forsøg på at sikre den danske tradition for bred enighed i sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Regeringen har i lyset af disse drøftelser valgt at justere det militære bidrag. Og derfor sender vi ikke specialstyrker af sted.

Regeringen har endvidere besluttet at bruge yderligere op til 300 millioner kroner til genopbygning og humanitær bistand i Irak, herunder hjælp til flygtninge i nærområdet.

Ikke desto mindre har Socialdemokratiet og de radikale valgt at skifte kurs. Det beklager jeg meget.

De to partier har tidligere været parate til at drage militære konsekvenser af Saddam Husseins rædselsregime. Sådan var situationen i 1998, da de to partier havde regeringsmagten.

Regeringen havde ud fra en politisk vurdering gerne set en ny FN-resolution. Vi beklager, at det ikke har været muligt at nå til enighed om det i Sikkerhedsrådet.

Men jeg vil gerne understrege, at der er FN-forankring bag de skridt USA og dets allierede nu er parate til at tage.

Udenrigsministeriets eksperter i Folkeret fastslår, at der under alle omstændigheder er et FN-mandat. Resolution 1441 står fortsat. Og det er regeringens klare overbevisning, at resolution 1441 sammen med de mange tidligere resolutioner rummer et juridisk mandat.

Som bekendt fremlagde den tidligere regering et beslutningsforslag på grundlag af disse tidligere resolutioner i 1998. Og man kan sige at med resolution 1441 fra sidste år er det et styrket mandat.

Det irakiske folk har lidt under Saddam Hussein. Tusinder af mennesker er bukket under. For giftgas, bomber, forfølgelse og systematisk undertrykkelse. I alle disse år er det internationale samfund blevet trukket rundt i manegen. Nu er spillet slut.

FN har i 12 år krævet, at Irak skal destruere sine masseødelæggelses-våben. I november sidste år gav FN’s Sikkerhedsråd Irak en sidste chance. Men forgæves. Saddam Hussein har fortsat med at lade hånt om det internationale samfund.

En afvæbning af Saddam Hussein vil ikke stå alene. Regeringen lægger i sin støtte til USA stor vægt på, at præsident Bush har erklæret sin klare støtte til en køreplan for en samlet løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uden en sådan løsning bliver der aldrig fred og ro i Mellemøsten.

At deltage i en krig er en meget alvorlig situation. Jeg forstår til fulde den usikkerhed, nervøsitet og angst mange mennesker føler ved udsigten til en krig. Og til de følger en krig kan have.

Men som jeg tidligere har sagt. I kampen mellem demokrati og diktatur er man nødt til at tage stilling. Hvor ubehagelig den end er.

Verdenshistorien er fyldt med sådanne dilemmaer. Og vi var ikke hvor vi er i dag, hvis vi eller andre have valgt at lade stå til. Der er situationer, hvor vi er nødt til at vælge det ubehagelige for at sikre frihed og fred.

Om kilden

Dateret
18.03.2003
Oprindelse
stm.dk
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk