Alsing Emanuel Andersen, 1893-1962

Artikler

Alsing Andersen var en central figur i Socialdemokratiet, fra han engagerede sig i politik i 1910'erne og frem til sin død i 1962. Han var medlem af Folketinget 1929-1962 og 1935-40 var han som forsvarsminister med til at forme Stauning-Munch-regeringens neutralitets- og forsvarspolitik. Alsing Andersen var gennem hele sit politiske liv en loyal socialdemokrat, der bestred udsatte poster for partiet før og under besættelsestiden.

Alsing Andersen

Folketingsmedlem og forsvarsminister Alsing Emanuel Andersen. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Opvækst 1893-1929

Med en far som Frederik Andersen, der var socialdemokratisk folketingsmand og formand for rigsdagsgruppen, lå det næsten i kortene, at Alsing Andersen selv en dag skulle prøve kræfter med politik. Alsing Andersen var således ikke fremmed for Christiansborgs korridorer, da han som 17-årig blev ansat som stenografassistent i Rigsdagen.

Alsing Andersen blev i 1917 cand. mag. i engelsk, tysk og dansk. Efter sin eksamen i 1917 blev han ansat som sekretær for Socialdemokratisk Forbund, og i 1918 blev han partisekretær for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe. I det traditionelle arbejderparti var en akademiker som Alsing Andersen, med et socialdemokratisk sindelag og dygtige sprogkundskaber, meget eftertragtet. I 1920'erne fik han flere opgaver som partisekretær og varetog store dele af partiets internationale arbejde.

Loyal partisoldat 1929-1935

I 1929 blev Alsing Andersen selv valg ind i Folketinget for Socialdemokratiet og ved samme lejlighed dannede Socialdemokratiet regering med De Radikale. Regeringen, der sad helt frem til besættelsen i april 1940, blev ledet af den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og den radikale udenrigsminister Peter Munch.

Statsministeren havde brug for en smidig og sprogkyndig medarbejder, der kunne varetage partiets europæiske forbindelser, og fordi Alsing Andersens dygtighed var forbundet med en stærk loyalitet over for partiets ledelse og politiske linje, blev han hurtigt skubbet frem i en meget central position. Allerede i 1932 blev Andersen som 39-årig næstformand i Socialdemokratiets rigsdagsgruppe og vejen til en ministerpost var lagt.

Forsvarsminister 1935-40

Efter folketingsvalget i november 1935 blev Alsing Andersen forsvarsminister. De næsten fem år frem til besættelsen i april 1940 var han, sammen med udenrigsminister Munch, hovedansvarlig for den danske forsvarspolitik. Forsvarspolitikken blev bestemt af de udenrigspolitiske bestræbelser på, at bevare dansk neutralitet og selvstændighed i en tid, hvor bl.a. Hitlers Tyskland oprustede. Ifølge Alsing Andersen og resten af regeringen ville neutraliteten komme i fare, hvis Tyskland følte sig truet af en evt. dansk oprustning.  De Konservative, store dele af forsvarskommandoen og flere i Venstre var derimod uenige i regeringens analyse. De mente, at et svækket forsvar kunne blive en indirekte invitation til tyske tropper.

Forsvarsforhandlingerne i 1937, hvor Alsing Andersen som forsvarsminister sad for bordenden, udstillede tydeligt de politiske uenigheder mellem regeringen på den ene side og De Konservative og Venstre på den anden. Det lykkedes ikke at lave et bredt forlig, og Alsing Andersen gennemførte alene med regeringens stemmer forsvarsordningen af 1937. Der blev tilført flere ressourcer til militært mandskab, men der var tale om så små beløb, at ordningen i virkeligheden kan ses som en fortsættelse af regeringens nedrustningspolitik.

Besættelsen (1940-45)

Med besættelsen 9. april 1940 ændredes Alsing Andersens politiske liv sig fundamentalt. Som forsvarsminister havde han sammen med statsministeren og udenrigsministeren det afgørende ansvar både for 1930'ernes forsvarspolitik og for de beslutninger, der var blevet truffet i dagene optil og under selve besættelsesforløbet.

Som forsvarsordningen af 1937 havde slået fast, så var det ikke på noget tidspunkt hensigten med det danske forsvar at afværge et direkte angreb fra Tyskland. Dette var den forsvars- og sikkerhedspolitiske linje, Alsing Andersen med resten af regeringen havde ført op igennem 1930'erne. Der var således ikke megen tvivl hos forsvarsministeren, da han og flere andre mødtes med kong Christian 10. på Amalienborg tidligt om morgenen 9. april.  Man måtte indstille kamphandlingerne for at redde danske liv og for om muligt at skabe et politisk manøvrerum i tiden efter.

Den hurtige kapitulation 9. april banede vejen for en dansk særordning med besættelsesmagten, hvor den danske regering kunne blive siddende og føre selvstændig politik på flere væsentlige områder. Ordningen er også kaldt forhandlingspolitikken eller samarbejdspolitikken.

Ved regeringsrokaden 8. juli 1940 trådte Alsing Andersen tilbage som forsvarsminister. Krigen ud bestred Alsing Andersen flere vigtige poster i det socialdemokratiske partiapparat, og blev tilmed finansminister i Vilhelm Buhls regering fra juli til november 1942. Han gik uden tøven ind for forhandlingspolitikken, som han anså for at være det mest effektive værn mod krigens brutalitet, og han var stærkt skeptisk overfor modtandsbevægelsen, som han mente var domineret af kommunister og nationalister.

Forhandlingspolitikken brød sammen 29. aug. 1943 på tyske krav om bl.a. dødsstraf for sabotage – et krav ej heller Alsing Andersen ville imødekomme.

10 dage som finansminister

Alsing Andersens medansvar for den forsvarspolitiske linje i 1930'erne og beslutningen om at kapitulere 9. april 1940 fik senere store konsekvenser for den socialdemokratiske politiker. Det stod klart i 1947, hvor Socialdemokratiet dannede regering og statsminister Hedtoft tildelte Alsing Andersen det tunge finansministerium. Blot ti dage efter sin tiltrædelse som minister måtte Alsing Andersen trække sig tilbage, fordi et flertal af Folketinget truede ham med et mistillidsvotum, på grund af hans rolle som forsvarsminister i 1940.

Det var ikke første gang Alsing Andersen blev hjemsøgt af sin politiske fortid – og det blev heller ikke den sidste. Han fandt det uden tvivl uretfærdigt, at han blev syndebuk for en neutralitets- og tilpasningspolitik, der ikke blot var udviklet af en samlet Stauning-Munch-regering, men som oven i købet havde størstedelen af den danske befolknings opbakning. Alsing Andersen blev aldrig minister igen efter 1947, men var fra 1948-57 medlem af den danske delegation ved FN. Fra 1957 og frem til sin død i 1962 var han formand for Socialistisk Internationale.